EN MEGET KEDELIG KAMP MELLEM LIVERPOOL OG REAL MADRID VAR NYT LED I EN TRIST TRADITION
Med den fjerde 1-0-slutkamp i traek er mesterholdenes europaeiske finale kommet ind i en beklagelig udvikling, der ikke alene skyldes, at et engelsk hold vandt for femte år på stribe – F.C. Liverpool manifesterede sig for tredie gang på fem år som Europas
Mesterholdenes Europa Cupturnering har de senere år udviklet en kedelig tradition, som Liverpools finalesejr her i Paris i sidste uge over Real Madrid var et nyt led i. Det triste er ikke, at et engelsk hold for femte gang i traek erobrede den store Europa-pokal, thi hver slutkampsejr har – med undtagelse af Nottingham Forests sejr over Hamburger SV i Madrid i fjor – isoleret set vaeret i orden. Det triste er, at de fire sidste finaler alle er endt 1-0, og at ingen af dem har levet op til turneringens stolte forgaengere.
Dem blev man netop mindet om i den franske hovedstad, fordi det i år er praecis et kvart århundrede siden, Real Madrid med en sejr på 4-3 og Stade De Reims vandt den første finale på det gamle Parc Des Princes. 25 år er gået, og de er ikke gået sporløst hen over hverken den parisiske arena eller den madrilenske storklub. Begge fremtraeder i en anden udgave end dengang, og det nye Real Madrid indledte ikke en ny gloriøs aera på det nye Parc des Princes, hvor 48.300 mennesker oplevede en middelmådig finale.
For yngre nostalgikere er der dog glaede at hente i den omstaendighed, at gamle Liverpool vandt og genindtog positionen i Europas top efter to års ”afgivelse” af titlen til landsmaendene fra egnen omkring Sherwood-skovene. I modsaetning til Nottingham har Liverpool dog spillet en enkelt god finale, nemlig i 1977 mod Borussia Mönchengladbach i Rom!
ROMANTIKKEN, REALITETERNE OG SPILLETS UDVIKLING
Hvor meget ens historiske bevidsthed end spiller ind, når talen er om Europa Cup’en og Real Madrid, så afgøres moderne fodbold ikke på romantik. I slutfasens halvanden time taeller realiteterne og det måtte man laegge sig på sinde efter en match, der afgjordes bare otte minutter før tid, da Liverpools venstreforsvarer Alan Kennedy efter et indkast fra navnebroder Ray tog bolden ned med brystet og resolut udnyttede to blottelser i det spanske forsvar – først en tøvende fejltackling af backen Cortes og dernaest at målmand Agustin trådte frem fra målstregen – til med et praecist skud at lave kampens eneste mål.
Som de tre foregående år var en enkelt traeffer nok til at afgøre finalen om det store, skinnende trofae. Man kan vanskeligt indven-
de noget mod udfaldet, for Liverpool startede og sluttede kampen bedst, og holdet benyttede scoringstilbuddet, da det kom. At spanierne ind imellem viste det teknisk mest raffinerede fodboldspil er en anden sag. Fodboldkampe på det plan vindes ikke på aestetik – og i øvrigt stod madrilenerne også for de mindre fine manøvrer i den match.
En Europa Cup-slutkamp anno 1981 vindes på pragmatisk veldisciplineret fodbold båret af en kollektiv kampindsats og de enkle linier i spillet. Det står Liverpool for, og det gjorde Nottingham Forest også. Det giver små sejre, men det giver ikke store tilskueroplevelser, medmindre man er indrulleret i The Red Army på tribunerne. Man forlod Parc des Princes med respekt for vindernes optimale udnyttelse af egne evner, men man gik fra finalen helt uden den begejstring, Real Madrid forlenede iagttageren med for 20-25 siden.
Den konstatering siger noget om, hvordan fodbold har udviklet sig – i England, i Spanien og naesten alle andre steder. Derfor er der for så vidt heller intet underligt i den fjerde 1-0 sejr på stribe – eller i at man også i år blev skuffet over afslutningen på kontinentets store klubturnering. Men man burde nok snart have draget laeren: Fodbold i europaeisk elite i dag er for realisterne, ikke for romantikerne.
Og Liverpool repraesenterer realisternes maend!
STILFORSKELLE, SPANSK KROPSSPIL OG BRITISK FAIRNESS
Med de åbenbare stilforskelle mellem holdene var der ellers lagt op til en sevaerdig slutkamp: Liverpools nøgterne spilopfattelse i 4-4-2-formation med moderne zonemarking over for Real Madrid individualistiske manøvrer i 4-3-3-opstilling med klassisk mandsopdaekning. Forskelle i temperament afstedkommer også uligheder i boldomgangen, og det var på forhånd ventet, at det mere risikable spanske kropsspil med stemplinger og hvad der dertil hører i de direkte dueller ville stå i grel modsaetning til englaendernes mere rene opfattelse af, hvad tacklinger bør indebaere.
Modsaetningerne blev også iøjnefaldende på banen, og det var forbløffende, at Liverpool i den grad kunne leve op til det bedste i begrebet british fairness ved kun at lave fem – det er faktisk sensationelt – frispark i hele kampen trods talrige spanske provokationer i form af naerkampnumre. Man under Liverpool sejren alene af den grund, at holdet – i en tid hvor spillet tenderer mod tiltagende brutalitet – gik ud og spillede en afgørende match med helt blanke våben i overensstemmelse med de fineste idealer i engelsk fodbold.
Det var beundringsvaerdigt, at David Johnson som den anden spydspids ved siden af Ken Dalglish bevarede roen efter i starten at have fået revet blusen op af den spanske forstopper Sabido, der siden faeldede englaenderen med et forfaerdeligt frispark på kanten af straffesparksfeltet uden at få et velfortjent gult kort at se. Men englaenderne var åbenbart instrueret om under ingen omstaedigheder at lade sig lokke til at give igen med samme mønt, hvor naerliggende det end måtte forekomme mod et mandskab, der – i øvrigt uden at få dømt mere end et dusin frispark imod sig – hele tiden spillede naer kanten af det utilladelige i tacklingerne. Det er ikke noget specielt for Real Madrid, men et gennemgående faenomen på Den Iberiske Halvø, og uden den spillestil indbygget i spillerne overlever de ikke i den spanske liga. Desvaerre!
Man oplevede det allerede efter et minuts spil, da Camacho fik lov til med begge fodsåler fremme i en glidende tackling at dobbeltstemple bolden frem til Laurie Cunningham i venstre side.
EN OVERVAEGTIG DOMMER FLØJTEDE ALT FOR TIDLIGT AF
Den meget rutinerede dommer Karoly Palotai lod det passere, og man kan ikke haevde, at han på noget tidspunkt mistede grebet om kampen. Men det betyder ikke, at den 47-årige ungarer var dadelfri, for det var han langtfra i sin sidste store internationale kamp. Hans advarsel til Ray Kennedy efter et sammenstød med den spanske målmand faldt først, efter at en raekke protesterende madrilenere havde samlet sig omrking ham. Uli Stielike fik en advarsel, da han – i irritation over ikke at have fet tilkendt et frispark, den lille Sammy Lee havde begået mod vesttyskeren – kørte ind i benene på Johnson. Men umiddelbart efter slap Sabido gratis fra en endnu vaerre forseelse.
Palotais samarbejde med sine to landsmaend på linierne var heller ikke det bedste. I en situation lod han en oplagt engelsk offside udvikle sig i et farligt angreb, skønt linievogteren havde flaget oppe i et halvt minut, og i et par tilfaelde fulgte han fejlagtige markeringer for offside.
Fodboldmagasinet TIPSbladets udsendte fulgtes fra kampen med par af UEFAs kommissionsmedlemmer og deres dom var klar: Palotai har fået for mange kilo på kroppen og er derfor hele tiden for mange meter fra begivenhedernes centrum. Hans mest groteske fejl var dog, at han fløjtede kampen for tidligt af. På mit og mange andres ure resterede der mere end et minut, da hans sidste fløjt lød, og på Liverpools udskiftningsbaenk sad hjaelperne og signalerede til spillerne inde på banen med to fingre i vejret. Slutpiftet kom også overraskende hurtigt for sejrherrerne, men de brokkede sig forståeligvis ikke.
Men den officielle UEFA-iagttager Georges fra Frankrig har givetvis noteret sig uregelmaessigheden, inden han overrakte medaljer til begge hold, mens italieneren Artemio Franchi som øverste UEFA-boss påtog sig selve pokaloverraekkelsen til Liverpool-anfører Phil Thompson.
Da sad de traette spanske spillere i det oplyste graes, der havde dannet et fugtigt underlag for aktiviteterne.
REAL MADRID – TAKTISK POKERSPIL OG ANGREBSFEJLENE
Real Madrids jugoslaviske traener Vujadin Boskov satsede højt ved at tage Laurie Cunningham med på fløjen, skønt han har vaeret skadet siden november, og endnu en operation i foden syntes forestående. Han måtte, så vidt vides, spille med en indbundet tå, men Liverpool-forsvarets respekt for den mørke mand fra hans tid i West Bromwich Albion var stor, og han skulle kunne omdrible Phil Neal, der ansås for det svage punkt i den bagerste engelske firerkaede. Cunninghams driblinger var også en øjenfryd og svaere at bremse i begge sider, men han slap bolden dårligere end ventet, og det blev en af hovedårsagerne til Real Madrids manglende effektivitet inde i 16 meter feltet.
Med for upraecist indspil fik man slet ikke udbytte af anføreren Santillanas hovedspilstyrke, der også ligger i med panden at dirigere bolden ned til chancer for de andre. Nu vandt Santillana dårligt nok en luftduel med de alt i alt meget sikre britiske stoppere Thompson og Alan Hansen, og dermed var meget af brodden gået af den spanske frontlinie. Bidragende hertil var driblekongen Juanitos opfattelse af sin egen rolle som attaqante, der i høj grad udspilledes nede på midtbanen og spolerede Real Madrids taktik med tre deciderede angribere. ”Lille Hans” var med sine eksplosive driblinger og temperamentsfulde ryk med bolden svaer at holde for de mere kantede modstandere, men ofte spillede Juanito for hovedløst og forvirret, og han mistede mange bolde, når han just havde omdriblet og udfintet englaenderne. En maerkelig mand, der heller ikke ret tit fik praktiseret sit tidligere så farlige dobbeltspil med Santillana.
Det hårdeste pres blev sat ind af kampglade Camacho og tempospilleren Stielike, der kan skrue farten og sig selv op og ned som en yoyo, mens teknikeren del Bosque levede mere anonymt i midtbanens højre side. Men hans rolle i Real Madrids ”rotationsprincip” bagude går også ud på at traekke bagud og lukke af, når den unge libero Garcia Navajas støder frem under angreb. Den del af det spanske spil fungerede naermest upåklageligt. Kun i et par tilfaelde sporede man usikkerhed i et ungt forsvar, hvor man ellers i en match af så stor betydning havde frygtet for koldblodigheden.
Markeringerne var stort set i orden. Cartes begik ganske vist en katastrofal fejl ved scoringen, men det var hans fortjeneste, at Dalglish fik meget lidt ud af det trods flittige bestraebelser på at rykke sig fri. Til gengaeld kom den hårde spanier ikke meget frem, og hans frygtede venstrebensskud i dødboldsituationer blev der aldrig lejlighed til at betragte, for han skød kun på mål en enkelt gang.
FC LIVERPOOL – SKADER OG OVERDREVEN FORSIGTIGHED
I England findes et begreb, der kaldes Liverpool injury. Det betegner en spiller som skadet om mandagen, hans karriere som alvorligt truet om tirsdagen – hvorefter han spiller kamp for fuldt drøn om onsdagen... Den fornemmelse havde man i et par uger op til finalen med hensyn til de løbende rapporter fra ”feltlazarettet” på Anfield Road. De viste sig da også sidste onsdag, at alle aktører – inclusive den i semifinale-returkampen mod Bayern München maltrakterede Dalglish – blev i orden til tiden. Holdet var efter en tiltraengt pause i allerstaerkeste opstilling, og det var ironisk, at Ray Clemence i målet var ved at blive skadet under opvarmningen på banen, da en bold sprang op og slog ham hårdt på naesen.
Fra mål til venstre wing – om man kan sige sådan om et hold med kun to mand helt fremme – spillede Liverpool en veldisponeret og veldisciplineret kamp. Men der blev ikke vovet ret meget ud over det sikre, og det gjorde kampen mindre interessant og underholdende, end den burde have vaeret. Frontløberne sad for meget fast i de spanske markeringer, og holdet satsede primaert på ikke at miste kontrollen over midterfeltet, hvor isaer Terry McDermott – vartet hudnaert op af den alsidige Angel – lavede et stort stykke arbejde.
Liverpool lever offensivt på, at isaer de to backs kommer med frem og giver angrebet bredde, og det gjorde Alan Kennedy da også på afgørende vis mod slutningen. Men først og fremmest gik det for Liverpool ud på ikke at give blottelser bagude, og denne forsigtighed gjorde kampen kedelig. Efter scoringen kom Jimmy Thunderboot Case ind for Dalglish, og i fem minutter praktiserede Liverpool virkelig offensiv fodbold. Det var egentlig ulogisk, fordi nu gjaldt det om at holde på bolden, hvad Liverpool-spillerne havde vaeret gode til i den forudgående del af kampen, hvor adskillige tilbagelaegninger fik de neutrale franske tilskueres sympati til at svinge over på spaniernes side.
Det bryder et gennemrutineret hold som Liverpool imidlertid pokker om. Her taelles frem for alt resultatet, og det blev altså 1-0 på en solid indsats, som bare ikke giver tilskuerne meget andet end sejren for pengene. Liverpool er og bliver et mandskab af forbløffende styrke, og man vinder ikke den store Europa Cup tre gange på fem år uden at vaere på toppen. Men det er samtidig et hold uden stor spillemaessig inspiration og fantasi, og der er meget få overraskelser at finde i den vifte- ➜
➜ formede 4-4-2, man spiller. Liverpool kan – som Boskov sagde på pressekonferencen bagefter – minde om en programmeret maskine.
For publikum indebaerer det en tydelig tendens til monotoni!
HISTORIEN GENTOG SIG IKKE 25 ÅR EFTER I PARIS
Efter at flådeorkestrets udgave af Marseillaisen – der nu efter socialisten Francois Mitterands overtagelse af praesidentposten skal spilles i en hurtigere og mere revolutionaer rytme – totalt var drunket i larm fra de engelske tilskuere, kom Liverpool bedst fra start med mest facon på opspillet. Efter ti minutter måtte Agustin ud i fuld laengde for at slå et godt skud fra Alan Kennedy til hjørnespark, og Johnson havde vist sig vanskelig at stoppe for madrilenerne, der i en enkelt situation virkede forvirrede i den bagerste bastion.
Men efter et kvarter blev spanierne farlige, og Camacho skrabede bolden over mål på en pludselig stikning fra Juanito, der på naesten ingen plads havde lavet sjov med tre modstanderen. El Real syntes mere og mere at saette sig på matchen, og der kunne i enkelte situationer anes usikkerhed, når bolden fra Liverpools centerforsvar skulle ekspederes i kombinationer op ad banen. Madrid-mandskabets indspil foran mål var dog for snaevert, og de helt store chancer fik de hvidklaedte ikke ud af megen boldbesiddelse. I den anden ende måtte Agustin bruge to forsøg på at fange et langskud fra Graeme Souness.
Der var kun spillet tre minutter af anden halvleg, da Camacho misbrugte matchens største chance i en situation, hvor englaenderne prøvede at traekke Cunningham offside, hvilket bragte spanieren for frit løb mod mål. Alene med Clemence, der stormede 15 meter ud af målet, lobbede kraftkarlen fra Madrid imidlertid bolden over overliggeren,
Større chancer fik Real Madrid ikke i en kamp, der gearede op og ned i tempo, og som Liverpool kaempede sig stadig bedre ind i. Det var karakteristisk, at englaenderne var naermere en yderligere scoring end spanierne var en udligning. Da Dalglish for en gangs skyld slap igennem på fløjen, fulgte Souness op med et skud, som den lange Agustin dog afvaergede. Mens tiden løb ud for Real Madrid, sluttede finalen med et smukt Liverpool-angreb over flere spillere med den utraettelige McDermott som iscenesaetter.
Boskov søgte desperat fornyelse på et slagent hold ved at lade Pineda erstatte Cortes i de sidste minutter. Det skulle give mere angrebsstyrke, men Real fik knap organiseret flere angreb.
1-0 til The Merseyside Men – historien gentog sig ikke 25 år efter på Parc des Princes.
ENGELSK DANSANT FOR THE CUP PÅ PARC DES PRINCES
På konferencen i biografsalen under hovedtribunen sad Boskov og sagde sin hjertens mening om eget holds uheld. Han havde ret så langt, at det blev nederlag efter en kamp på de små marginaler og i erkendelse af taktisk nonchalance på et Real Madrid-hold, der endnu mangler den afgørende internationale erfaring med en gennemsnitsalder på bare 23 år og fire måneder. Traeneren blev derefter suppleret på podiet af en noget tilknappet Stielike, der har haft den tvivlsomme fornøjelse at tabe to Europa Cup-finaler mod Liverpool, idet han var med for Borussia Mönchengladbach for fire år siden. Liverpools manager, den godmodigt udseende Bob Paisley, sad og lignede en lykkelig pub-ejer, der gør aftenens formidable omsaetning op. Han mente, at hans hold havde kontrolleret det meste af kampen efter pausen, og det kunne man dårligt vaere uenig med ham i. Han forlod hurtigt bordet med mikrofonerne, en kompakt og lykkelig mand, der i sine syv år som den legendariske Bill Shanklys efterfølger har opnået mere, end de allerfleste kolleger når gennem et helt traenerliv i fodboldens tjeneste.
Stielike og Boskov blev tilbage, men det mest interessante, der kom ud af den sene sammenkomst, var Real-traenerens indrømmelse af, at Juanito havde misforstået det taktiske oplaeg til kampen. I øvrigt er der vel også naturlige graenser for, hvor meget traenere og managers umiddelbart efter begivenhederne kan bidrage til uddybning af, hvad folk har set ved selvsyn eller gennem TV,
Da bussen med Real Madrids spillere forlod prinseparken i udkanten af Boulogne-skoven for at køre til officiel UEFA-banket på Hotel Meridien og siden til en mindre officiel glad nat i Folies Bergére, havde engelske spillere på grønsvaeren forstaltet deres egen dansant i Paris under øredøvende ovationer fra ellevilde tilhaengere i Auteuil-svinget og på to halve langsider. David Johnson dansede med et stort Union Jack, Sammy Lee med en rød-hvid parasol, Phil Thomson med selveste mesterholdenes Europa Cup og så videre...
Og hele The Kop befandt sig denne aften på Parc des Princes!
Liverpool havde vaeret part i en mere jaevnbyrdig finale end den ensidige mod Club Brugge på Wembley i 1978, men man havde ikke nået højderne fra det store romerske slag mod Stielike, Simonsen og Co. i 1977. FC Liverpool havde med den knebne ser over Real Madrid føjet endnu et stykke til beretningen om den store europaeiske klubturnering, men kapitlet bliver fyldigere i annalerne på Anfield end i selve Europa Cup-historien over 26 år.
EN SØRGELIG HOLDNING TIL SPILLET SOM UNDERHOLDNING
Det kan ikke bestrides, at udviklingen på 26 år er gået fra den latinske dominans til en midteuropaeisk overvaegt med fem engelske triumfer på rad gennem det sidste halve årti. Men det kan heller ikke benaegtes, at de historisk største hold i den fornemste Europa-turnering fra en spillemaessig og underholdningsmaessigt synsvinkel har aeret Real Madrid og Benfica samt i lidt mindre grad Ajax Amsterdam og Bayern München.
Det er også typisk, at man blandt seriøse britiske reportere ikke sporede nogen udpraeget glaede over finalen i Paris. Brian Glanville fra Sunday Times talte direkte om ”en rådden slutkamp”, og samme linie var Observers Hugh McIlvanney inde på. Noget af forklaringen på udviklingen finder man utvivlsomt i en udtalelse, som The Liverpool Chairman, John Smith, fremsatte efter sejren over Real Madrid.
”For os er det at vinde ikke bare det vigtigste – det er det eneste, det hele drejer sig om!”
Det er rene ord for pengene – en kynisk, professionel fodboldfilosofi, som er til at tage og føle på. Den er bare ikke morsom at se på, når den som her omsaettes i forsigtige attituder på banen og en form for fodbold, som man nu har set Liverpool og Nottingham spille flere år i traek.
Professionel fodbold drejer sig sandt nok om at vinde – men hvis det efterhånden udelukkende handler herom, så er det ødelaeggende for spillet som underholdning, og så kan kampene kun engagere tilskuere med et i forvejen klart tilhørsforhold til et af holdene.
Der skulle også gerne vaere lidt tilbage for den del af publikum, der interesserer sig mest for selve spillet. Det var der ikke meget af hernede, og derfor drog man fra Paris i dårligere humør, end man var ankommet. Mesterholdenes Europa Cup-turnering traenger meget snart til en fin finale!
Første gang bragt i Tipsbladet nummer 23, 4. juni 1981