MIDT PÅ NIKOLSKAYA STREET
Det var en ganske udmaerket frokost på Nikolskaya Street i det centrale Moskva. For enden af gaden lå Den Røde Plads med Kreml, Lenins mausoleum og det historiske museum; verdenshistorie lige nede ad vejen. På hele straedet hang lange klaser af lyskaeder klar til at lyse byen og dens folk op, når nattemørket saenkede sig.
Det var også en saerlig russisk oplevelse at sidde på restauranten i gågaden. Fem farvestrålende, men slidte kufferter oven på hinanden var det bord, som tjenerne opbevarede menukortene i. I vindueskarmen var stablet cirka 40 støvede kassettebånd, hvilket passede godt til musikken, som bestod af blandt andet hektisk, russisk popmusik. Den røde tekande med den gode sorte te var flot, og salaten med kalv og friterede løg smagte glimrende, mens solen bagte ned, så der var ikke så meget at klage over. Det skulle da lige vaere tjenernes tempo. For godt nok dukkede maden hurtigt op, men opfordringen til at komme med en regning blev ikke efterlevet, og der gik op mod en halv time, hvor der ingenting skete, andet end at tjenerne brugte tid på at ryge cigaretter frem for at passe deres arbejde. Faktisk gjorde det ikke noget. For det var en lejlighed til at iagttage livet rundt om én.
Når man selv er på vej fra det ene sted til det andet, er der så meget VM-atmosfaere rundt om en, at man ikke registrerer det hele. Man kan ikke nå at opfatte hver af de spøjse navne bag på polyestertrøjerne og de utallige tåbelige, men sjove hatte. Det går lettere, når man selv sidder stille og ser showet passere forbi. Til det formål var restauranten helt perfekt. Derfra var overblik til at se, hvor omfattende sådan et VM og de folk, det fører med sig, egentlig er.
Der var selvfølgelig en masse klubtrøjer fra giganterne – Real Madrid, Barcelona, Atlético Madrid, PSG med Ibrahimovic på ryggen. Der var også det, der må siges efterhånden at vaere kenderens valg, Dortmunds Champions League-trøje fra 2012-13-saesonen, den hvor Robert Lewandowski scorede fire gange mod Real Madrid i semifinalen, og Ruhr-klubben først i finalen måtte give fortabt over for Bayern München.
Der var fans fra lande, der ikke havde nogen forestående kampe i Moskva; colombianere, argentinere og mexicanere. Der var fans fra lande, der slet ikke er med til VM; som den gruppe af sydafrikanere der kom vandrende med flag og vuvuzela eller gutten med det israelske flag. Der var de splittede familier, repraesenteret af en japansk trio, hvor faderen bar sit lands dragt, mens moderen bar sønnike, og han var i Spaniens røde trøje.
Lidt oppe ad gaden stod en argentiner og lod sig fotografere med enhver, der havde lyst. Hans medbragte skilt proklamerede, at han på fem år havde cyklet 80.000 kilometer på en 90 kilo tung cykel. Den var fyldt med fodboldhalstørklaeder, og foran den stod en rød og hvid skumfinger fra mobilproducenten Huawei. ”Danmark” stod der på pegefingeren.
For der var nemlig danskere på Nikolskaya Street. Masser af danskere. Efter en del snak om få medrejsende tilskuere til de første to kampe var det opmuntrende at se, hvor mange som havde taget turen til Moskva. Den russiske hovedstad havde ikke vaeret så rød, siden Sovjetunionen gik i opløsning. Der var Bendtner-trøjer, håndboldtrøjer og mindst ét dannebrogsjakkesaet. Ejeren af sidstnaevnte havde smøget bukserne op til knaeene for at håndtere varmen, og han var så iøjnefaldende, at russisk tv interviewede ham og hans kammerat. Snart kom yderligere en dansker med vikingehjelm til, og så stod hele forsamlingen og hoppede, selv intervieweren og en portugiser, der ikke kunne dy sig for deltage i festen.
På et tidspunkt kom en gruppe franske gutter gående op ad gaden. De havde smalle overskaeg og baretter, og de svingede med baguetter, mens de råbte ”Allez les Bleus! Allez les Bleus!” Danskerne kunne ikke acceptere denne pludselig dominans af lydbilledet og svarede igen med ”Allez, vi er danskerne!” Og da de to grupper så mødtes, gav de hinanden highfives, og franskmaendene gik videre ned ad gaden med deres baguetter.
Den seance, set fra restauranten på Nikolskaya Street, mindede om, hvad VM kan og skal. Efter en måned med 64 fodboldkampe finder vi en verdensmester for de kommende fire år. Vejen dertil bruger vi til at have det sjovt og møde hinanden.