MED BOLDEN BAGUD FOR AT KOMME FREMAD
De neutrale fans piftede, buhede og råbte på Brasilien, men danskerne, både dem på banen og tribunen, var ganske godt tilfredse. Da Danmark og Frankrig spillede 0-0 på Luzjniki, fik de, hvad de kom efter, nemlig en plads i ottendedelsfinalen. Tirsdag var ikke en dag til historiebøgerne, men den sikrede, at det kan komme videre fremme i turneringen.
Da der manglede cirka et kvarter af kampen, udviklede sig et saelsomt spil på tribunerne. Danmark havde nul mål, Frankrig det samme, og de fleste vidste nok godt, at det også ville slutte sådan. I hvert fald viste ingen af holdene på Luzjniki den store vilje til at aendre på et resultat, der ville sende begge hold videre fra puljen som ubesejrede. Og så kom reaktionen.
Det begyndte, da Henrik Dalsgaard clearede bolden fra egen forsvarszone, og Kasper Dolberg løb den op, selv om alle havde troet, den ville gå til indkast. Pludselig havde Danmark muligheden for at ivaerksaette en omstilling mod et fransk forsvar, der var en anelse i ubalance, men det gjorde danskerne ikke. Dolberg spillede den tilbage til Martin Braithwaite, der spillede tilbage til Christian Eriksen, der spillede tilbage til Thomas Delaney, og inden laenge befandt bolden sig i det bagerste danske forsvar. Så begyndte en piften rundt på det enorme stadion. De mange neutrale tilskuere og de mest kraevende franskmaend ville have mere for pengene end det, de fik ud af det danske boldflytteri.
Det fik et modsvar. De mange supportere i rødt og hvidt hyldede hver eneste aflevering med et ”olé!” Ikke fordi kombinationerne var noget saerligt, men det var heller ikke hånligt ment. Det var snarere en slags ironisk morskab; skabt af en positiv atmosfaere på de danske afsnit. Noget skulle tiden jo gå med indtil det slutfløjt, alle ventede på. Så gik der tid med det i et par sekunder, indtil en Dolberg-aflevering røg ud over sidelinjen.
De naeste par minutter konkurrerede pift og olé-råb, men da Kasper Schmeichel tre gange inden for godt et minut stod med bolden for fødderne i fem-otte sekunder uden lyst til at saette spillet i gang, vandt pibekoncerten en endegyldig sejr. Til sidst døde forsøget på at olé’e det danske hold fremad helt ud. Og så sparkede Simon Kjaer bolden 60 meter frem i det franske felt, hvor keeper Steve Mandanda samlede bolden op.
Sådan spillede det danske landshold sig videre fra puljen ved VM i Rusland. Kampen mod Frankrig var aldrig spaendende – faktisk var den VM’s hidtil kedeligste – men i modsaetning til møderne med Peru og Australien lykkedes det danske hold med taktikken til punkt og prikke. Og i modsaetning til de seks foregående landsholdsslutrunder er Danmark med i knockoutfasen. Det skriver sig ind som et lille, nyt kapitel i den danske fodboldhistorie. Det gjorde spillet på banen ikke.
HELMIG, JOHN OG MICHAEL
Godt to en halv time tidligere var de danske målmaend som de første løbet på banen til opvarmning på det praegtige Luzjniki i
Moskva, hvor i alt 78.011 tilskuere dukkede op. Der var flere danskere, end der havde vaeret til de første kampe i Saransk og Samara, og de fyldte godt bag det ene mål, ligesom en stor enklave havde plads ved siden af pressens tribuneafsnit. De tre danske keepere blev derfor mødt med jubel, og reserven Frederik Rønnow må have følt sig på hjemmebane, da han, små 1600 kilometer fra Brøndby Stadion, kunne høre Van Halens ”Jump” brage ud af højtalerne.
Snart var der mere hjemlig musik. Thomas Helmigs slutrundesang ”Hele Danmark op at stå” blev brugt som opvarmning, og teksten løb hen over storskaermen. Der blev ikke sunget meget med, men da århusianeren opfordrede til, at hele Danmark skulle rejse sig, lystrede fansene. Selvfølgelig også ham med ”Helmig” og ”∞” i stedet for et rygnummer bag på sin landsholdstrøje. Han var i selskab med en gut, på hvis trøje der stod ”John” og ”92”. Det kunne sagtens bare vaere hans navn og fødselsår, men på 26-årsdagen for at ”Faxe” ramte den lige i røven på Nya Ullevi, føltes det som et godt varsel.
Der skulle komme flere. Til hver af VM-kampene har arrangørerne inviteret et par såkaldte ”FIFA Legends”, og denne tirsdag havde franske Christian Karembeu selskab af en populaer en af slagsen.
”Dejligt at se så mange rød-hvide trøjer her i aften,” sagde Michael Laudrup i sin mikrofon nede på plaenen, og så måtte han holde pause for bifaldet fra tribunerne. De danske fans kunne genkende en helt, når de så ham. Derefter ønskede Laudrup god kamp, og så var hans job på graesset overstået.
Både Michael Laudrup og Christian Karembeu var med, da Danmark og Frankrig 20 år og to dage forinden havde mødt hinanden i tredje gruppekamp ved VM i Frankrig. Laudrup scorede endda i opgøret, som franskmaendene vandt 2-1. Det var en af mange rødog hvidsnoede tråde, der blev trukket bagud i den danske fodboldhistorie fra Luzjniki.
Ét var selvfølgelig kampdatoen, 26. juni, hvor landsholdets allerstolteste stund fandt sted i 1992. Noget andet var modstanderen Frankrig. Det var mod franskmaendene, at det danske landshold for 110 år siden ved OL i London siden spillede sine to første kampe nogensinde og besejrede det franske B- og A-hold henholdsvis 9-0 og 17-1. Det var mod Frankrig og i Frankrig, at roliganbevaegelsen begyndte, da titusindvis af fans rejste til EM i 1984 og så Sepp Pionteks hold tabe åbningskampen 1-0 til de senere europamestre. Nu sad deres efterfølgere – og sikkert også adskillige gengangere – i en by i Rusland for at støtte deres lands udvalgte. Og endelig var kampen i Moskva fjerde gang, at Danmark og Frankrig mødtes i sidste og afgørende runde ved en slutrunde. Hver af de tre foregående gange, ved EM 1992, VM 1998 og VM 2002,