DRAMA SOM HÅB
VM’s mest hysteriske mandskab stod på kanten af afgrunden, men til sidst fik Argentina kaempet sig videre til en ottendedelsfinale mod Frankrig. I logikkens verden bliver Argentinas videre faerd kort, så holdet må klynge et spinkelt håb til, at argentinsk
En eftermiddag i 2004 sad jeg på Estadio Nacional i Lima til finalen i Copa América mellem Argentina og Brasilien. Marcelo Bielsas spektakulaere Argentina havde med afstand vaeret turneringens bedste hold, og med få minutter tilbage af finalen bragte den indskiftede César Delgado argentinerne foran 2-1.
”Det er hermed bevist; Gud er argentiner!” brølede en argentinsk radiokommentator ved min side med voldsom passion til lytterne i hjemlandet.
Men i overtiden udlignede Adriano, Brasilien vandt den efterfølgende straffesparkskonkurrence, og på pressemødet efter finalen forsøgte en frustreret argentinsk journalist at provokere den vindende traener Carlos Alberto Parreira ved sarkastisk at lykønske ham med, at Brasilien nu var oppe på hele syv Copa América-titler i historien. Hvilket var halvt så mange som Argentinas 14.
Den indebraendte frustration og forurettelse befandt sig et sted mellem det passionerede og det patetiske. De følgende tre år sad jeg igen på stadioner i Frankfurt og Maracaibo, da Argentina tabte finaler i Confederations Cup og endnu et Copa América til Brasilien, så den rasende byld voksede sig endnu større. Siden er fulgt tre tabte finaler yderligere i VM i 2014 og i Copa América i både 2015 og 2016, så den store fodboldnation stadig ikke har vundet en seniortitel siden 1993.
Det er på den baggrund, det aktuelle
argentinske drama skal ses. Tålmodigheden var i forvejen tyndslidt. Argentinsk fodbold befandt sig allerede i en dyb krise, da et meget skrøbeligt hold ankom til Rusland efter en rystende ringe kvalifikationsturnering med tre forskellige landstraenere.
”Jeg vidste, at Gud ikke ville svigte os,” sagde Lionel Messi med et ordvalg, man sjaeldent hører fra ham, efter tirsdagens dramatiske 2-1-sejr over Nigeria, hvor han selv havde scoret Argentinas første mål.
Med sejren genopstod Argentina fra de døde, efter at nekrologerne var blevet skrevet efter ydmygelsen mod Kroatien sidste torsdag. I et døgn var krisestemningen total, men så besejrede Nigeria Island, og pludselig var det ikke laengere så urealistisk, at Argentina kunne spille sig videre til ottendedelsfinalen.
EN UVENTET CHANCE
I en kommentar i den engelske avis The Guardian satte verdensmesteren fra 1986 Jorge Valdano inden kampen mod Nigeria nådesløst fingeren på årsagerne til problemerne. En raekke af pointerne påpegede han allerede i et interview her i Tipsbladet inden VM, og gruppespillet har forstaerket hans analyse af, at Argentina er et hold uden nogen form for identitet.
”Landets vision og tilhaengernes fokus har aendret sig i de sidste 25-30 år. Før råbte tilskuerne ’olé, olé, olé’. Nu råber de ’huevo, huevo, huevo’,” sagde Valdano her i bladet.
’Huevo’ betyder aeg og er slang for nosser. Fra en fortid, hvor argentinsk fodbold var kendt som teknisk udsøgt, til nutidens anstrengte krav om macho-attitude.
I The Guardian udbygger Valdano, hvordan landet samtidig har mistet sin fodboldmaessige base:
”Gaden var altid vores skole, og det havde den store kvalitet, at det laerte os håndvaerket og gav fodbolden en kulturel vaegt og udviklede og dyrkede spillere, som var anderledes. Men gaden som den dannende scene er vaek, og ingen ved, hvordan man skal erstatte den med en talentudviklingsmodel, som de har i Tyskland eller Spanien,” skriver Valdano og peger på en vis arrogance skabt af en stor fodboldhistorie.
Den historie har Diego Maradona som nøglefigur, der som spiller forenede det udsøgte og elegante med det irrationelle og kaotiske. I dag står han reelt kun for den sidste del, og hans tilstedevaerelse i en sørgelig forfatning på stadionerne i Rusland har kun vaeret med til at forstaerke dramaet omkring Argentinas kampe.
Valdano påpeger de store udfordringer, der ligger forude for Argentina, der til dette VM stiller med en af de aeldste trupper i hele slutrunden. Landstraener Jorge Sampaoli viste som chilensk landstraener store evner i at udvikle en praecis spillestil. Men i Argentina har han ikke haft tiden til det og har under VM virket som en mand i vildrede. Han har altid vandret hvileløst rundt på sidelinjen og begrundet det med, at han har brug for at bevaege sig for at taenke klare tanker. Men i Rusland har han optrådt decideret panisk og har famlet sig frem fra kamp til kamp.
Inden ottendedelsfinalen mod Frankrig lørdag eftermiddag i Kasan bygger det spinkle håb derfor ikke på fodboldmaessige tendenser; det bygger udelukkende på muligheden for en mental frigørelse, efter at holdet først er blevet begravet og siden er genopstået. Allerede i marts var Argentina nede i et dybt hul efter et 6-1-nederlag i en testkamp i Spanien. Og Kroatien-kampen kørte holdet ind på den intensive afdeling.
”Det er bedst, at de store kriser kommer så tidligt som muligt,” sagde Valdano i interviewet her i bladet, og kriser har Argentina i hvert fald haft rigeligt af.
Men de er stadig i live, og kan dette hysteriske drama virkelig få en lykkelig fortsaettelse, nu hvor spillere, Sampaoli og de passionerede og frustrerede argentinske tilhaengere har fået en ny chance? Rent logisk burde svaret vaere nej, for fodboldmaessigt er hullerne enorme og bør ikke kunne udbedres nu og her. Så hvor dramaet og hysteriet er en udfordring for argentinsk fodbold generelt, så er det lige nu noget naer det eneste VM-håb, at nationen, Messi og de højere magter i faellesskab kan skabe en rasende og irrationel boble af passion, lidenskab og trods, der kan baere holdet videre.
Isaer hvis Gud virkelig er argentiner.