”EL MAESTRO” – MANDEN DER BYGGEDE DET NYE URUGUAY
71-årige Óscar Tabárez har fornyet og foraedlet Uruguay fra fysisk orientering til mere flydende spil, samtidig med at et årtis talentarbejde nu også er begyndt at kaste anderledes midtbanespillere af sig.
F orventningerne var store til Uruguay dengang i 1986, da VM-slutrunden blev spillet på deres side af Atlanterhavet, hvor de havde vundet verdensmesterskabet i både 1930 på hjemmebane og i 1950 i Brasilien. Denne gang var det i Mexico, og De Himmelblå var kommet i pulje med tre europaeiske mandskaber i form af Vesttyskland, Danmark og Skotland. I spidsen for holdet stod den offensive midtbanekreatør Enzo Francescoli, der var så stor og fremragende en spiller, at Zinedine Zidane siden opkaldte sin førstefødte søn efter ham efter at have set ham i kamp for Olympique Marseille, og 1-1 i åbningen mod vesttyskerne var kun som forventet på vejen mod den store succes.
Men så syrede Uruguay helt til i alt for meget Garra Charrúa, begrebet der beskriver det lille lands enorme fightervilje og sammenbidthed over for modstandere, for i kampen mod Danmark gik der kun 19 minutter, før midtbanemanden Miguel Bossio havde fået to gule kort for to alt for voldsomme tacklinger. På det tidspunkt var Danmark endda allerede foran med 1-0, og selv om Francescoli reducerede til 2-1 på straffespark lige før pausen, endte det med et historisk nederlag på hele 6-1, da Michael Laudrup blandt andet først ventede og så scorede.
Uruguay kunne dog stadig klare sig videre med uafgjort mod Skotland, og det lykkedes lige praecis med en nulløsning, men igen kom det hårde spil i fokus, da forsvareren José Batista fik VM-historiens hurtigste udvisning ved at skaere Gordon Strachan midt over efter kun 56 sekunders spil. Så det var kun i Montevideo og omegn, at sorgen var stor, da det uruguayanske VM-eventyr stoppede med et 0-1 nederlag til de senere verdensmestre fra Argentina i 1/8-finalen, og efterfølgende var selvransagelsen stor.
Noget måtte der gøres med spillestilen, for det alt for fysiske fungerede slet ikke, så i stedet ansatte man den 41-årige Óscar Tabárez. Han havde selv spillet som forsvarer i mindre klubber, men indstillede karrieren som 32-årig og fik arbejde som historielaerer, før han fik mulighed for at blive chef for ungdomsafdelingen i sin sidste klub, Montevideoklubben Bella Vista. Det blev hurtigt en succes, og blot syv år senere førte han storklubben Penarol til sejr i den sydamerikanske Champions League, Copa Libertadores.
Så han var et populaert valg som ny landstraener i 1988, og han levede op til forventningerne ved først at få Uruguay hele vejen til finalen i Copa America-turneringen i 1989 ved på vejen at besejre Diego Maradonas Argentina, før finalen blev tabt til vaerterne fra Brasilien på det Maracana, hvor Uruguay 39 år tidligere havde vundet verdensmesterskabet ved at besejre samme nation med 2-1.
Dengang var Uruguay et af de bedste fodboldlande i verden, og faktisk tabte man ikke en FIFA-kamp fra 1930 til VM i Schweiz i 1954 – omend det skal med til statistikken, at man ikke stillede op til hverken VM i 1934 eller 1938, mens 2. verdenskrig forhindrede VM i 1942 og 1946, så på papiret var det kun i to slutrunder, som man så også vandt begge to – men det havde aendret sig.
VM i Mexico havde vaeret en skuffelse, men under Tabárez nåede man lige så langt ved VM i Italien i 1990, og man besejrede Sydkorea undervejs, hvilket var den første VM-sejr siden slutrunden i 1970.
Der var altså alt mulig grund til at arbejde på at forbedre kvaliteten af fodbolden i Uruguay, men Tabárez’ bedrifter med landsholdet gjorde, at han fik nye muligheder i Argentina, Italien og Spanien med ophold i storklubber som Boca Juniors og AC Milan undervejs, mens landsholdsfodbolden hjemme i Uruguay dykkede igen. Man kvalificerede sig hverken til VM i 1994 eller 1998, man fik ikke en sejr i gruppespillet ved VM i 2002, hvor man igen var i gruppe med Danmark, og denne gang tabte 2-1 på to mål af Jon Dahl Tomasson, og da man tabte playoffkampen til Australien om den sidste plads ved VM i Tyskland i 2006, var der brug for noget nyt igen.
Og det nye blev altså en gammel kending i form af den nu 59-årige Tabárez, der fortsatte, hvor han havde sluppet 16 år tidligere – nemlig med at aendre radikalt på fodbolden i Uruguay. Og denne gang begyndte ”El Maestro” (Laereren) helt fra bunden.
ET PROJEKT OG EN PROCES
Han havde i sine unge traenerdage arbejdet meget med talenter, og på sin vej gennem fodboldverdenen havde han vaeret imponeret af de tanker, José Pekerman havde haft om talentudviklingen i Argentina, så han besluttede sig for at gå samme vej. Han lancerede derfor en filosofi for fodboldens fremtid i Uruguay ved navn ”Proceso de Institucionalización de Selecciones y la Formación de sus Fútbolistas,” og denne proces om at udvaelge og uddanne fremtidens landsholdsspillere fik yderligere luft ved udvidelsen og fornyelsen af det nationale landsholdscenter Complejo Celeste udenfor Montevideo, så både U- og A-landshold kunne traene i de samme rammer.
For Tabárez ville ikke bare satse på de etablerede spillere. Det var vigtigt at få ungdommen med, og det var vigtigt at gøre dem så gode, at de relativt hurtigt kunne søge uden for Uruguays graenser for at forbedre deres fodbolduddannelse frem for at spille i en liga, hvor Penarol og Nacional havde et duopol på mesterskaberne. Der var nemlig ikke et uudtømmeligt antal talenter at arbejde med, for selv om fodbolden fylder meget i Uruguay, og selv om landstraeneren satte et system op med talentspejdere udenfor den altdominerende hovedstad Montevideo for at opdage så mange talenter som muligt, er det stadig kun et land med 3,5 millioner indbyggere.
”Vi har arbejdet meget hårdt med ungdommen, da vi kun har et begraenset antal indbyggere. Når vi laver én stor spiller i Uruguay, laver de 20 i Brasilien eller 10 i Argentina. Derfor må vi også gå til spillet på en anden måde,” som Tabárez har forklaret talentarbejdet, mens han om selve stilen i et større interview med det engelske kvartalsmagasin The Blizzard tilbage i december 2013 sagde:
”Det allerførste, vi måtte gøre, var at forstå Uruguays reelle plads i verdensfodbolden i dag, som er meget forskellig fra den første halvdel af det 20. århundrede, hvor Uruguay aldrig tabte en kamp i en FIFA-turnering. Et halvt århundrede uden nederlag er ikke for enhver, men Uruguays position i verden var også anderledes. Vi var ikke kun overlegne i fodbolden, men også med vores tidlige demokrati, vores uddannelse, vores velfaerd, og det faktum at fattigdom dengang bestod af ensar-
tet mad i forhold til nutidens fattigdom, der gør mig trist.”
”Så spørgsmålet var, hvordan vi kunne gøre det, og analysen var klar. Som et land, der eksporterer fodboldspillere, var det meget vigtigt at have en klar spilprofil på holdet. Vi kunne ikke leve af fortidens storhed,” sagde Uruguays landstraener med et for ham meget typisk svar, der ikke kun handler om fodbold men også de store linjer i livet og samfundet.
For talenterne bliver også undervist i andet end fodbold på akademiet, selv om det selvfølgelig først og fremmest gaelder om at udvikle landsholdene, hvilket er blevet gjort med succes, selv om starten var svaer.
”Vi kunne ikke spille nogle kampe. Vi kom ikke med til VM-slutrunderne, og tidligere landstraenere havde ikke prioriteret venskabskampe, så vi måtte rejse rundt over hele verden bare for at finde modstandere at spille imod,” som Tabárez har beskrevet den svaere start på det store projekt.
STJERNERNE PÅ HIMLEN
Men tingene løftede sig hurtigt. Allerede i 2007 nåede Uruguay blandt de sidste fire i Copa America-turneringen, og efter at have slået Costa Rica i playoff-kampene kom man også til VM i Sydafrika i 2010, hvor landsholdet både vandt den indledende gruppe for første gang siden 1954 og derefter nåede blandt de sidste fire for første gang siden 1970.
Uruguay var for alvor tilbage på fodboldlandkortet igen, og det var de ikke kun på grund af profiler som de tre Diego’er Forlan, Lugano og Godin. Det var de også på grund af den spillestil, som Tabárez havde lagt for holdet med en solid defensiv og hurtige omstillinger, hvilket kunne aflaeses af et statistisk faktum, som landstraeneren tit er vendt tilbage til. For ved VM i Sydafrika havde Uruguay mindre bold i alle kampe, men samtidig flest afslutninger, og det passede Tabárez fint.
”Vores plan er altid efter modstanderen, og det har vi det godt med. Faktisk har vi det fint med at begraense deres muligheder, så vi kan skabe problemer for dem, for vi ved, at vi har offensive spillere på højt niveau,” sagde landstraeneren i det store interview med The Blizzard i 2013 efter at have vundet Copa America i Argentina i 2011 og kvalificeret sig til VM i Brasilien i 2014.
Men faktisk skete der også noget vigtigt ved U/20-VM i Tyrkiet i 2013, for her kunne man for første gang se resultatet af Tabárez’ arbejde med Uruguays yngre talenter. Godt nok tabte man den første kamp til Kroatien i gruppespillet, men derefter gik det kun én vej med sejre på stribe over blandt andet Spanien og Iran, og først i finalen mod Frankrig gik det galt – og det først efter straffespark.
Så der var masser af grøde i Uruguays talenter, og de har selvfølgelig også vaeret en del af dette VM i Rusland her fem år senere.
Den 23-årige stopper José Gimenez, der sikrede åbningssejren mod Egypten i gruppespillet, var med på det U/20-mandskab, og det samme var den nu 25-årige back Diego Laxalt samt jaevnaldrende Guillermo Varela (tidligere Manchester United), mens 24-årige Gaston Silva foreløbig har skabt forsvarsbredde i VMtruppen. Og endnu yngre spillere er også blevet en del af A-holdet siden U/20-slutrunden i Tyrkiet.
Således har den 21-årige Juventus-spiller Rodrigo Betancour vaeret fast på midtbanen, mens 22-årige Nahitan Nandez fra Boca Juniors og 22-årige Lucas Torreira fra Sampdoria også har fået spilletid, og Giorgian De Arrascaeta (24 år) samt angriberen Maxi Gómes (21 år) har givet landstraeneren noget at vaelge imellem i opstillingerne.
Og med Óscar Tabárez lange ansaettelse som landstraener og faste involvering i talentarbejdet står han nu i spidsen for et landshold, som han selv har sat sammen og bygget op. Kun Diego Godin, Maxi Pereira og Cristian Rodriquez debuterede på landsholdet før Tabárez, så alle spillere ved, hvad de skal og hvad den efterhånden 71-årige landstraeneren forventer af dem.
”Alder betyder ikke noget for at vaere en dygtig traener, men vi har vaeret sammen i meget lang tid, og vi har en forbindelse til hinanden. Vi har masser af respekt for ”El Maestro,” og vi laerer fra ham hver eneste dag,” som den staerke forsvarer Diego Godin har sagt det.
➜ Og Tabárez gør ikke forskel på sine spillere, selv om nogle er internationale profiler af højeste karat og andre er unge trupspillere.
”Jeg traener ikke stjerner, jeg traener mennesker. Jeg ved godt, at nogle af spillernes praestationer og den opmaerksomhed, der følger dem, gør, at de nemmere bliver idoliserede, men det aendrer ikke på min holdning om, at jeg traener mennesker med følelser og faelles forpligtigelser. For fodbold handler om kollektivet, ikke den enkelte spiller. Hvis jeg vil kigge på stjerner, så kigger jeg op i himlen.”
”Hvis man vil skabe et staerkt kollektiv, må man begynde med at give den samme respekt til ham, der er berømt, som til ham der ikke er det. Og det har vi heldigvis bevist kan lade sig gøre med Uruguays landshold. Faktisk bliver tingene kun nemmere, når de berømte spillere er bevidste om gruppen og leder den på en positiv måde,” sagde landstraeneren til The Blizzard, hvor han også fortalte, at han arbejder ud fra tre principper: Praestationer, resultater og opførsel.
DEN GODE OPFØRSEL
De to første kan man ikke undre sig over, for Uruguay praesterer, og de leverer resultater ud fra den spilfilosofi, som landstraeneren har arbejdet med siden ansaettelsen i foråret 2006, men opførslen kan det knibe lidt mere med, når man kigger tilbage på slutrunderne og stopper ved Luis Suarez’ håndboldredning i kvartfinalen mod Ghana i 2010 og bid i Giorgio Chiellinis skulder ved VM fire år senere.
Men de to episoder er faktisk undtagelsen, der bekraefter reglen, for det landshold, der før i tiden gik fra udvisning til udvisning, er blevet en disciplineret flok. Antallet af begåede frispark har vaeret meget lavt ved VM i Rusland, kun Spanien, Brasilien og Japan begik faerre frispark blandt de hold, der spillede 1/8-finaler, og der faldt kun en enkelt advarsel til holdet i de tre gruppekampe.
Og da det gjaldt 1/8-finalen mod Portugal med Pepe og kompagni blev forventningerne om et fysisk slag fuld af frispark langt fra indfriet. Faktisk faldt der kun en advarsel undervejs, og det var først til allersidst, til Portugals anfører Cristiano Ronaldo, hvilket ville have givet ham karantaene i en kvartfinale, hvis ikke slaget allerede havde vaeret tabt til Edinson Cavanis to flotte mål.
”Tidligere var vi kendt for vores voldelige spil – om det så var en berettiget beskyldning eller ej – og ikke for vores fairplay. Det har vi svaret på ved at skabe fantastiske fodboldspillere,” sagde landstraeneren.
For Uruguays spil har også udviklet sig, blandt andet via en gruppe midtbanespillere, der til dagligt arbejder i Serie A, og som kan spille godt begge veje. Så selv om Uruguay stadig nok først og fremmest er et suveraent forsvar og et verdensklasseangreb, er det også blevet mere end det, og det har skabt håb om endnu et succesfuldt VM for Óscar Tabárez og hans udvalgte spillere.
Landstraeneren har for fjerde gang kvalificeret sit land til en VM-slutrunde, og for fjerde gang har han også fået dem videre fra gruppespillet og et hak videre end i både 1990 og i 2014, hvor holdet var hårdt ramt af al balladen om den bidende Luis Suarez og den karantaene, angriberen fik. Nu handler det om, hvorvidt hans makker Edinson Cavani kan nå at slippe af med en skade i laegmusklen før kvartfinalen mod Frankrig, men uanset hvad er Uruguays rutinerede landstraener optimist.
”Frankrig har en stor styrke, og det er deres to angribere, Mbappé og Griezmann. De er så hurtige. Så snart de får en mulighed, er de ødelaeggende, og Argentinas forsvar havde svaert ved at holde trit med dem.”
”Men vi er her for at spille alle syv kampe, inklusiv finalen,” sagde manden, der genopbyggede landsholdsfodbolden i Uruguay og nu håber på at nå en tand laengere end ved VM i Sydafrika for otte år siden. ✖