LYSET VINDER OVER MØRKET
Iden forgangne uge blev Gianni Infantino inviteret til te i Kreml hos Vladimir Putin. Med sig tog han en håndfuld eksstjerner som Peter Schmeichel, Marco van Basten, Diego Forlán, Rio Ferdinand og Lothar Matthäus. Og så sad de der omkring et stort bord og klappede hinanden og sig selv på skuldrene.
Den russiske praesident talte om, hvordan VM havde vaeret med til at forandre verdens billede af Rusland, og hans kollega hos FIFA gav ham ret.
”Vi forelskede os alle i Rusland. Alle, der har vaeret her i et stykke tid, har opdaget et land, vi ikke kendte,” sagde Infantino, mens han kiggede Ruslands leder direkte i øjnene.
Putin kunne ikke have fået et bedre citat, om han så selv havde skrevet manuskriptet. Fra FIFA-bossen fik han praecis den legitimering af sit problematiske styre, der var et af formålene med at arrangere slutrunden i første omgang. Imens kunne vi andre så endnu engang begraede, hvad VM har udviklet sig til. Om fire år afvikles turneringen i Qatar, hvor folk dør for at bygge store stadioner i et land uden fodboldtradition, og hvor det er så varmt, at man er nødt til at flytte kampene fra de sommermåneder, de er blevet spillet i de foregående 92 år. Det var et problem, man først tog sig af, da vaertsrollen var blevet placeret, for spillernes ve og vel er ikke en førsteprioritet. Fans og aktører betyder ikke det store i et spil, hvor rige, magtfulde maend forsøger at blive rigere og få mere magt. Hvad skulle ellers vaere årsagen til at udvide til 48 hold, som VM bliver fra 2026, og som Gianni Infantino forsøger at få implementeret allerede om fire år? Den sportslige kvalitet udvandes, og risikoen for fiksede kampe øges med de aktuelle planer om treholdspuljer. Det er nemt at blive syg på sportens vegne, men det aktuelle VM har givet en modgift. Mens lederne smeder raenker, har fans, spillere og traenere leveret store øjeblikke. VM er andet og mere end Infantino, Putin og teselskaber i
Kreml.
Det er Cristiano Ronaldos frisparksmål, Paolo Guerreros omstødte dopingdom, Nigerias trøje, VAR, Andreas Granqvists kogte ansigt og sikre straffespark, Panamas jubel over et 1-6-mål, en Randers-keepers redning af et straffespark fra en Barcelona-stjerne, Christian Eriksens venstreben, Aliou Cissé, Mohamed Salah og den dårlige skulder, spansk traenerfyring inden første kamp, Toni Kroos i tillaegstiden, Hirving Lozano, den rullende Neymar, dansk-fransk boldtrilleri, Marcus Berg og de elendige afslutninger, Diego Costa, insekterne i Volgograd, Rurik Gislason som ny Instagram-stjerne, Kylian Mbappé, synske dyr i zoologisk have, tre mageløse Messi-berøringer, Luka Modric, Pavard og Nachos konkurrence om den bedste højre back-flugter, Harry Maguire og vennerne på tribunen, ”Zankas” professionelle frispark, midterforsvarere fra Uruguay, kvindelige iranske fans, angribere fra Uruguay, Essam El-Hadary, Manuel Neuer som playmaker, sydkoreansk assist fra 70 meter, Yussuf Poulsens to straffespark, Jorge Sampaolis blottede tatoveringer, Kasper Schmeichels redninger, kroaternes tårer i Nisnij Novgorod, Gareth Southgates vest, Frankrig-Argentina 4-3, albanske ørne, Belgiens comeback mod Japan, colombiansk haervaerk mod en straffesparksplet, Yerry Mina med tre hovedstødsmål i tre kampe, standardsituationer, Eden Hazards driblinger og tusinder og atter tusinder af glade, festlige fans, der gennem en måned har nydt kampene og hinandens selskab i Rusland.
Så hvad vaegter man højest? Det smagløse politiske spil, som fodbolden tages som gidsel i? Eller de rørende, sjove og overvaeldende oplevelser, som verdens bedste sport giver os?
For mig er det ikke tippet over mod den forkerte side. Endnu.