DET FRANSKE RESERVEFORSVAR STOPPEDE DEN BELGISKE MÅLMASKINE
Skader ramte det franske forsvar hårdt op til slutrunden, men det var slet ikke til at se i semifinalen mod Belgien. Tvaertimod mindede det om det seneste VM, som Frankrig vandt for 20 år siden, for dengang var det også to forsvarere, der scorede Les Bleu
Til sidst var de simpelt hen for udmattede til at tage den sidste sprint, så VM-finalepladsen kunne fejres i det staerke kollektiv, der lå til grund for triumfen. De franske spillere trimlede i stedet omkuld hver for sig på grønsvaeren i Sankt Petersborg, mens traenerstaben til gengaeld havde masser af kraefter til en hurtig cirkeldans nede på sidelinjen. Men efterhånden kom de selvfølgelig på benene og fandt hinanden i en faelles rus af lykke over den bedrift, de netop havde leveret.
For Frankrig er nu klar til deres tredje VMfinale inden for de seneste seks slutrunder, og det var bestemt vaerd at fejre, mens belgierne kun kunne se slukørede ud, mens deres gyldne generation af spillere måske mistede deres chance for at gå hele VM-vejen. Om fire år er forsvaret nemlig midt i 30’erne, mens også Eden Hazard og Kevin De Bruyne vil have rundet det skarpe hjørne. Men EM-slutrunden om et par år måske...
Den slags trøst havde franskmaendene ingen grund til at søge efter semifinalen. Didier Deschamps udvalgte er klar til finalen i Moskva på søndag, hvor de utvivlsomt vil stille op i en både staerkere og mere inspireret udgave end den, der samme sted leverede VM’s hidtil eneste 0-0 kamp mod Danmark for et par uger siden. Men det er stadig ikke sikkert, at de vil lukke mål ind.
Godt nok har VM’s naestyngste spiller Kylian Mbappé fortsat leveret den største offensive praestation i slutrunden, da han knuste de argentinske håb i 1/8-finalen, og godt nok viste Antoine Griezmann i kampen mod Belgien, at han trods sin status som stjerneangriber også gør det i holdets tjeneste med hårdt arbejde dybt i banen. Her søgte han ned midt i 1. halvleg med boldbesiddelse og offensive afleveringer til følge, hvilket var med til at aendre kampens forløb efter De Røde Djaevles staerke start.
Men først og fremmest var det forsvarets sejr i Sankt Petersborg, hvilket må siges at vaere meget imponerende. For Belgien var inden tirsdagens kamp at regne som det mest scorende hold ved VM-slutrunden med 14 mål i alt, og desuden var det slet heller ikke den bagkaede, som Didier Deschamps havde regnet med, at han skulle bruge i Rusland.
For et års tid siden var det oplagt for landstraeneren at kigge mod succesholdet Monaco og der finde backerne Djibril Sidibé og Benjamin Mendy, der både var blevet franske mestre og nåede hele vejen til semifinalen i Champions League. Men så blev Mendy korsbåndsskadet efter skiftet til Manchester City og kaempede hele saesonen for at nå tilbage i tide til VM, hvilket lykkedes, uden at hans form dog var til at spille fra start. Og ovre i højre side gik det galt for Sidibé, der fik problemer med menisken i april og dermed heller ikke var i VM-form, da slutrunden lagde fra land.
Så Deschamps måtte taenke alternativt, hvilket har givet chancen til Atletico Madrids velskolede Lucas Hernandez, der debuterede for Frankrig i marts og kun havde spillet fem landskampe før de seks, der nu er blevet lagt til under VM-slutrunden. På højre back har Deschamps brugt den ligeledes 22-årige Benjamin Pavard, der debuterede fire måneder før Hernandez, men heller ikke havde spillet betydende landskampe før VM-slutrunden.
Det har Stuttgart-forsvareren nu, og så har han endda scoret et af VM’s bedste mål, da han udlignede til 2-2 mod Argentina i 1/8-finalen med en veludført halvflugter fra distancen, i øvrigt på oplaeg fra backkollega Hernandez.
De to unge forsvarskanter er måske ikke helt så offensive som Sidibé og Mendy, men til gengaeld har de lukket fornuftigt af og fokuseret på det, hvilket har vaeret med til, at Frankrig har spillet fire af de foreløbig seks VM-kampe til nul. I gruppespillet scorede Australien på et straffespark, mens Argentina så scorede tre – på en hammer fra distancen af Angel Di Maria, et afrettet skud fra Lionel Messi og et hovedstød af Sergio Agüero til allersidst.
Så back-reserverne har vaeret overraskende solide, og så er der selvfølgelig også de to folk i centerforsvaret.
DEN VENTEDE FINALEDUO FRA REAL OG BARCA
Det var meningen, at 32-årige Laurent Koscielny skulle vaere den erfarne styrmand i defensiven, som han også var det ved EM-slutrunden på hjemmebane for to år siden, men under en måned før, at det franske landshold skulle mødes i Clairefontaine som optakt til VM, rev han akillessenen over i en Europa League-semifinale for Arsenal mod Atletico Madrid, og så måtte Didier Deschamps også taenke nye tanker i centerforsvaret.
Her var valget dog ikke så svaert, for to år tidligere havde Lyons Samuel Umtiti fået chancen, og den havde han taget. Oprindeligt blev han vraget til EM-truppen, men så ramte skaderne, og Deschamps lukkede ham ind i varmen. Og da Adil Rami ikke slog til i gruppekampene, fik den dengang 22-årige Umtiti chancen i kvartfinalen mod Island, hvor han simpelthen debuterede for Frankrig, før han spillede sin tredje landskamp i EM-finalen, som vaerterne tabte til Portugal.
Siden da er han bare blevet bedre og bedre i Barcelona og er nu nået op på 24 landskampe og tre mål, hvoraf han scorede det vigtigste tirsdag aften i Sankt Petersborg.
Før pausen havde Belgien åbnet staerkt og offensivt, og selv om Frankrig altså kom igen og dominerede de sidste 20 minutter med Griezmann som idémand, så var det belgierne, der havde haft de største chancer ved først Eden Hazard og siden Toby Alderweireld, mens Pavard havde vaeret taet på kort før halvtid med et skråskud, som Thibaut Courtois fik benet på.
Efter pausen kom belgiernes topscorer Romelu Lukaku endelig først på et indlaeg, som han dog headede over, mens Frankrigs målløse førsteangriber Olivier Giroud kort efter fik vendt rundt om Vincent Kompany, men alligevel blev blokeret i sin afslutning, der gik til hjørne. Det tog Griezmann – praecist til forreste stolpe hvor Umtiti kom løbende og trodsede de 11 centimeter, han er mindre end Belgiens absolutte hovedstødsekspert Marouane Fellaini, for han kom først på bolden og snittede den i nettet, og så var Frankrig i front efter 51 minutters spilletid.
”Det var en meget taet kamp uden de store chancer til at afgøre den. Jeg synes, at vi voksede ind i kampen, da vi fik et mål imod efter et hjørnespark. Forskellen mellem nederlag og sejr var en dødbold. For det første mål ville blive afgørende. Hvis vi havde scoret det, ville Frankrig havde åbnet sig op, men det gjorde vi ikke, og det var på grund af det hjørnespark,” som Belgiens landstraener Roberto Martinez beskrev den afgørende situation efter kampen.
For Frankrig åbnede ikke op. De gravede sig heller ikke ned, for de var hele tiden farlige på omstillinger via den i glimt sprudlende Mbappé, og selv om belgierne har den gamle franske målkonge Thierry Henry som assistenttraener, fandt de aldrig de rigtige våben til at åbne det franske forsvar, og det skyldtes ikke mindst Raphael Varane.
En af grundene til, at Samuel Umtiti pludselig fandt sig selv på det franske landshold ved EM-slutrunden for to år siden, var, at Raphael Varane få uger før fik en alvorlig skade i låret, hvilket også betød, at han kun står noteret for tre Champions League-finaler med Real
Madrid, da han gik glip af triumfen i 2016. Men den staerke og elegante forsvarer, der indtil videre kun har begået to frispark i seks VM-kampe med fuld tid, er for laengst tilbage, og uden Koscielny er det nu ham, der har rutinen i forsvaret med 48 landskampe.
Han styrede defensiven med placeringsevne, hurtighed og ikke mindst med styrke i luften, som man blandt andet så det efter 79 minutter, hvor de mere og mere desperate belgiere sendte en høj bold op mod frontlinjen, men hvor den 191 centimeter høje Varane clearede bolden, selv om han var presset fra begge sider af henholdsvis Romelu Lukaku og Marouane Fellaini.
Det var bare en detalje, men det var ganske sigende, for det var staerkt, og selv om Belgien skiftede både Dries Mertens og Michy Batshuayi ind i jagten på udligningen, blev de aldrig farlige. Den franske bagkaede holdt stand og sørgede altså endda også for sejren via Umtitis hovedstød, praecis som den 25-årige Varane havde leveret det vigtige føringsmål i kvartfinalen mod Uruguay på et lige så flot hovedstød foran Diego Godin.
Så der var ikke noget at sige til, at en journalist ved det efterfølgende pressemøde spurgte Didier Deschamps, om han følte, at der var noget skaebnebestemt ved denne slutrunde, for for 20 år siden blev Frankrig verdensmester på hjemmebane med Deschamps som anfører takket vaere vigtige forsvarsmål af først Laurent Blanc mod Paraguay i 1/8-finalen og derefter Lilian Thurams eneste to landsholdsmål i 142 landskampe i semifinalen mod Kroatien, som Frankrig vandt 2-1. Den ville Deschamps dog ikke lege med på: ”Det kan jeg ikke svare på. Alle har deres egen skaebne. Vi forsøger altid at finde sammenligninger, men stor kredit til spillerne. De gør alt og arbejder godt sammen.”
”Vi har efterhånden vaeret sammen i 49 dage, og vi må vaerdsaette det, vi har praesteret. Og så må vi gøre alt for at vinde finalen,” sagde den franske landstraener.
På den måde er det gået som forventet med en finalist, der råder over et staerkt centralt forsvar sammensat af en spiller fra Real Madrid og en fra Barcelona, men de fleste havde trods alt nok regnet med, at det ville dreje sig om Spaniens Sergio Ramos og Gerard Pique – i hvert fald før at deres landstraener Julen Lopetegui blev fyret et par dage før Spaniens første kamp.
Nu er det i stedet de to spanske forsvareres anden halvdel, der er nået så langt i form af Real Madrids Raphael Varane og Barcelonas Samuel Umtiti, og når man dertil laegger slutrundens bedste 6’er i hulstopperen og bolderobreren N’Golo Kanté samt anfører Hugo Lloris, der har leveret staerke redninger undervejs, blandt andet en mirakuløs en af slagsen i kvartfinalen mod Uruguay på Martin Caceres’ hårde og praecise hovedstød, er der ikke noget at sige til, at Frankrig nu er nået så langt.
EN KAMP MELLEM KAMMERATER OG VENNER
Desvaerre var der ikke så mange franskmaend på plads på det imponerende stadion til at følge Les Bleus’ vej mod finalen. Fra freda-
gens sejr over Uruguay til tirsdagens triumf over Belgien var der ikke tid og ressourcer nok til, at mere end omkring 1000 tilhaengere nåede hele vejen til Sankt Petersborg, mens der måske var en håndfuld eller to flere belgiere. Således var de første to fans, som Tipsbladets udsendte stødte på på vej ind på den imponerede arena, selvfølgelig fra Mexico, og derfor blev kampen også rent stemningsmaessigt en ganske tam affaere, hvor de mest markante tilråb undervejs lød på ROS – SI – YA, der som bekendt blev slået ud i kvartfinalen til Kroatien.
Den lidt matte stemning var en skam, for der var ellers på forhånd lagt op til en intens semifinale med mange bånd mellem spillerne. Anderledes kunne det jo ikke vaere, når Belgien stillede med et rent ”engelsk” hold bortset fra Axel Witsel, der tjener til sit daglige brød i kinesiske Tianjin Quanjian, og Frankrig på deres side havde fire spillere fra Premier League.
Så Tottenham-målmand Hugo Lloris kendte det belgiske centerforsvar bedre end keeperkollega Thibaut Courtois, han har i hvert fald spillet flere kampe med dem, mens Kanté og Olivier Giroud skulle forsøge at overliste deres normale klubkammerat i Chelsea, samtidig med at Eden Hazard skulle stoppes fra at score i den anden ende. Og så var der selvfølgelig Paul Pogba, der ikke kun blev fulgt på midtbanen af klubkammeraten fra Manchester United, Marouane Fellaini, men også var oppe imod sin gode ven og nabo Romelu Lukaku. De to er normalt sammen om det meste, men lige den tirsdag var de modstandere, og det slap Pogba altså bedste fra.
I fredagens kvartfinale mod Brasilien havde Belgiens landstraener Roberto Martinez fået masser af ros for fortsat at brillere rent taktisk, hvilket var noget helt nyt for spanieren. For han var tidligere mest kendt som en offensivt indstillet traener uden den store defensive plan, der vandt FA Cuppen med Wigan for så at rykke ned med dem, og siden ikke var i stand til at opfylde ambitionen om at få Everton ud i Champions League. Men i 1/8-finalen mod Japan skiftede han helt rigtigt ind undervejs og fik vendt 0-2 til 3-2, og mod Brasilien fastholdt han både Nacer Chadli og Marouane Fellaini i opstillingen på bekostning af Dries Mertens og Yannick Carrasco, mens genistregen var at lade Kevin De Bruyne optraede som falsk nier med Romelu Lukaku ude på kanten.
Det gav en flot sejr på 2-1, så opstillingen mod Frankrig var ventet med spaending, for én aendring var tvungen på grund af højrebacken Thomas Meuniers karantaene, og hvordan ville han stoppe Kylian Mbappés enorme hastighed i den modsatte side? Det sidste klarede Jan Vertonghen så godt, som man nu kan, mens Chadli blev rykket over som venstre back, hvilket ikke var nogen succes, for det gjorde Blaise Matuidi mere farlig, end godt var.
Det største problem var dog placeringen af De Bruyne på venstrekanten. Det betød, at Fellaini spillede den fremskudte midtbane bag en skuffende Mousa Dembélé, mens den store profil fra kampen mod Brasilien hurtigt forsvandt ud af kampen. Og da Umtiti og Varane samtidig holdt Lukaku i et jerngreb, var det kun Eden Hazard, der kunne levere de kreative takter før pausen. Så Martinez ramte ikke opstillingen lige så rent som mod Brasilien, og derfor blev der også spurgt ind til hans tanker om fremtiden efter den store semifinaleskuffelse.
For Belgien gik efter en plads i finalen, men den fik de ikke, for Frankrig scorede først.
”Det er for tidligt at evaluere turneringen. Først skal vi tilbage her til Sankt Petersborg og kaempe for tredjepladsen. Det bliver svaert, for spillerne vil vaere skuffede over at have tabt semifinalen, men det er en vigtig kamp, og en kamp som ikke kommer ret tit. Sidste gang for Belgien var i 1986. Men jeg forstår godt, at det bliver svaert med de ambitioner, som vi havde.”
”Bagefter må vi evaluere og komme staerkere ud. Der er mange unge talenter på vej i belgisk fodbold, og vi har et øje på 2020,” sagde den belgiske landstraener efter klubkammeraterne Fellaini og Pogba havde byttet landskampstrøje inde på banen, mens en dybt skuffet Lukaku var første mand af grønsvaeren.
DEN MÅLLØSE GIROUD
For franskmaendene er det mere lige på. En finale venter lige om hjørnet, og dermed behøver Didier Deschamps ikke laengere bekymre sig om, at Zinedine Zidane går ledig efter afskeden med Real Madrid. Zidanes onde ånd fra den tabte VM-finale i 2006, Marco Materazzi, stod i øvrigt på gaestelisten over FIFA Legends i Sankt Petersborg på 10-årsdagen for den berømte finaleskalle, men man lagde nu mere maerke til Rolling Stones-sangeren Mick Jagger og den franske praesident Emmanuel Macron, der havde masser at juble over på pladsen oppe ved siden af FIFA-praesident Gianni Infantino.
For Frankrig har haft succes, og det samme har Didier Deschamps og det endda med et ungt mandskab, hvor forsvaret er forandret, og hvor Mbappé er dukket op som den store angrebsåbenbaring på kanten. Nu mangler kun, at Olivier Giroud laver mål. I de første kampe har den fjerdemest scorende franskmand i landsholdshistorien (med 31 mål har han scoret lige så mange som Zinedine Zidane og er kun overgået af den belgiske assistenttraener Henry, Michel Platini og David Trezeguet) haft småt med muligheder, men dem havde han mod Belgien uden at han fik slettet nullet af den grund.
Men det er kun en detalje midt i den franske eufori, omend en detalje der kan løfte holdet yderligere i finalen på Lusjniki på søndag, for tirsdag aften var en festaften, og Didier Deschamps havde også set billederne fra Champs Elysees i Paris.
”Ja, de giver gode minder, men dengang var det efter en finalesejr. Nu har vi vundet semifinalen, så den vigtigste kamp er den på søndag. Men det er et stort privilegium, at vi er nået så langt, og nu vil vi skrive en ny side i historiebøgerne. For det gjorde meget ondt for to år siden, men nu vil vi dele vores succes med det franske folk,” sagde landstraeneren, der ellers synes, at det var svaert at sammenligne med det VM, som han som anfører for Frankrig var med til at vinde på hjemmebanen i 1998.
”Det er anderledes, for min rolle er anderledes. Jeg er glad på spillernes vegne, og jeg er også selv meget glad. Det er en stolt følelse at vaere her og vaere nået frem til finalen. Men vi er ikke verdensmestre endnu,” sagde Deschamps om et landshold, der fremstår i en samlet og kollektiv staerk udgave.
Mens solen gik ned over Den Finske Bugt kunne man i hvert fald notere, at samtlige spillere i den mørkeblå franske landsholdstrøje uanset baggrund sang med på Marseillaisen inden kampen gik i gang. Og det gør de igen på søndag i Moskva, når Frankrig for første gang skal forsøge at vinde VM uden for egne hjemmebaner. Eller som opfordringen til faedrelandets børn lyder:
Allons enfants de la Patrie,
Le jour de gloire est arrivé +