DA ENGLANDS VM-EVENTYR ENDTE

Det blev ikke til den første VM-finale for England i 52 år, men det går endda, for nationen har fået et nyt landshold, der samler og begejstrer – også selv om det tabte til Kroatien.

Det kunne naesten ikke vaere mere symbolsk, end da Kieran Trippier vred rundt og var ude af stand til at fortsaette kampen – selv om der kun var fem minutter tilbage, selv om England var nede med 2-1 mod Kroatien uden flere udskiftninger, og selv om belønningen for en udligning var en straffesparkskonkurrence og en mulig plads i den første engelske VM-finale siden 1966.

For når man ikke kan gå på benet laengere, hjaelper viljen til at overvinde ”52 years of hurt” ikke, så den stakkels Trippier blev støttet hele vejen rundt om banen over mod baenken ude af stand til at traede ordentligt ned på den højrefod, der havde åbnet festen for England to timer og en evighed tidligere.

I begyndelsen tydede det ellers på, at festen ville fortsaette. Modsat semifinalen i Sankt Petersborg mødte både kroater og englaendere talstaerkt op til deres heltes semifinaleslag i Moskva, og forventningen om 10.000 tilrejsende fra England virkede ikke helt forkert, som hornene spillede, og håbet om, at Vorherre vil holde hånden over Englands dronning, blev sunget højt og tydeligt på Luzjniki. For det var nu, hvis man ville vaere med til et VM, der havde udviklet sig til et eventyr for Gareth Southgate og hans tapre riddere.

Fortidens forkaelede og fremmedgjorte fodboldstjerner var byttet ud med mennesker af kød og blod, der fortalte om deres følelser, både når det gik godt, og de var ved at revne af stolthed over at vaere det første engelske hold siden 1996, der havde vaeret i stand til at vinde en straffesparkskonkurrence, og når det havde vaeret svaert, og backreserven Danny Rose for eksempel fortalte om den depression, det havde taget ham mange måneder at komme sig over i denne saeson.

I den periode havde landsholdet løftet ham, og nu løftede landsholdet hele det Brexit-fragmenterede England i en slutrunderus af positivitet og begejstring, mens det hold, som ingen rigtig havde troet på, før VM-slutrunden begyndte, nu var på vej i finalen, hvis Kroatien altså kunne overvindes.

BIG SAM SAGDE NEJ TIL KROATIEN

Egentlig skulle de to lande have spillet en venskabskamp på Wembley tilbage i september 2016 før kvalifikationen til VM i Rusland overhovedet begyndte, men dengang valgte den nyansatte landstraener Sam Allardyce at droppe kampen og i stedet fokusere på noget god traening med holdet, så man fik fjernet det frygtelige indtryk fra EM-slutrunden i Frankrig, hvor man på ydmygende vis blev sendt hjem af Island. Og det virkede. Allardyce tog til Slovakiet og vandt 1-0, hvilket skrev ham ind i historien som ubesejret landstraener med England.

For den 62-årige ”Big Sam”, der så laenge havde drømt om landstraenerjobbet, men egentlig havde opgivet håbet, blev ramt hårdt af en undercoverjournalist, der optog ham, mens han sagde knap så velovervejede ting om for eksempel at omgå reglerne om, at spillere ikke må ejes af flere parter. Så var det slut med Allardyce og god dag til talentkoordinatoren og U/21-landstraeneren Gareth Southgate, der egentlig ikke var interesseret i jobbet på den måde, men var den eneste mulighed efter miséren med først Roy Hodgson ved tre slutrunder fra 2012 til 2016 og siden den korte tid med Allardyce.

Fra det engelske fodboldforbund blev der snakket om, at landsholdet tidligst ville kunne ramme et højt niveau igen til VM i Qatar i 2022, så på den måde kunne Southgate arbejde uden det store pres, mens han i første omgang også kun var ansat i et par måneder, så man lige kunne se situationen an. Og den viste sig hurtigt at vaere god.

For Southgate havde i sit forbundsarbejde med talenterne insisteret på at indføre en mere spillende stil, hvilket passede landsholdsspillerne godt i sammenhaeng med deres daglige arbejde under internationale managere i deres klubber, og samtidig lyttede han til deres tanker og input, mens han implementerede stilen med et tre-mandsforsvar med evner til at spille sig op ad banen og hurtige og arbejdsomme wingbacks.

Kigger man på det ene landshold, som Sam Allardyce nåede at styre for knap to år siden, er forskellen rent profilmaessigt egentlig ikke så stor. Joe Harts nedtur i målet har kostet ham pladsen, mens Wayne Rooney også røg ud undervejs. Og så har Adam Lallana vaeret plaget af skader, men de otte andre, der fra start var med til at slå Slovakiet, har også vaeret med i Rusland, men holdet er sat op på en helt anden måde.

Eller som Martin Samuel skrev i Daily Mail for nogle dage siden: ”En mand med en plan: Gareth Southgate har givet England, hvad man har savnet i flere årtier.”

EN ROLIG LINEKER

Den plan havde bragt England helt frem til en VMsemifinale laenge før nogen havde forventet, at det unge hold ville kunne nå så langt, og før kampen kunne man høre, at de engelske journalister både var nervøse og forventningsfulde, omend den tidligere landsholdsangriber og nuvaerende BBC-vaert Gary Lineker virkede meget afslappet, da Tipsbladet løb ind i ham i spillertunnelen kort før kickoff, men det var selvfølgelig heller ikke ham, der skulle vaere tv-vaert ved begivenheden. Den lå på ITV, hvilket blev set som et dårligt varsel, da England kun havde vundet to af 12 VM-kampe på den kanal, mens statistikken ovre hos Lineker var noget bedre med ni sejre i 12.

Southgates plan foldede sig nu alligevel smukt ud i de første 45 minutter af semifinalen mod Kroatien, hvor England spillede modigt og offensivt, og hvor de fik en drømmestart, da Kieran Trippier efter kun fem minutter valgte det helt rigtige tidspunkt til at score sit første mål for England i sin 12. landskamp med et velskruet frispark over en kroatisk mur. Men efter pausen ramte begivenhedens størrelse det unge landshold.

Spillerne trak sig for langt tilbage, og Perisic’ udligning var en naturlig konsekvens, der naer udløste panik. Men stormen blev redet af, og kampen vendte, før det gik endeligt galt i det 109. minut. Kort efter måtte Trippier så på symbolsk vis forlade banen med en skade, og på den måde sluttede det engelske VM-eventyr uden den finale, man havde håbet og drømt om i England.

Det var de hvidklaedte spillere og fans selvfølgelig kede af i Moskva, men der var ingen grund til at gå helt i sort. For der er trods alt en forkaetret bronzekamp mod Belgien at se frem til i Sankt Petersborg lørdag, og selv om England skulle komme hjem fra Rusland uden en medalje, har nationen stadig fået et nyt landshold.

Den positive stemning blev illustreret af de par hundrede tilhaengere, der blev stående bag det ene mål og sang laenge efter spillerne og de kroatiske tilhaengere havde forladt arenaen, og det nye landshold viste sig frem nede under langsiden, da hver spiller stoppede op og tog en snak med journalisterne trods deres enorme skuffelse.

Den slags har undertegnede aldrig set før blandt de bedste engelske spillere, men det er nye tider, og dem tager Gareth Southgate og landsholdet med hjem fra VM, uanset om de 52 års smerte stadig lever videre. For det gør ikke helt så ondt på englaenderne nu, som det gjorde for et par år siden. +