VANDBAERER OG VERDENSNAVN
I hele sit liv har Didier Deschamps vaeret kendt som den lille ordensmand, der med hårdt arbejde har nået sine mål. Som spiller var han oprydderen på midtbanen bag de store stjerner. Og som traener har han samlet det splittede franske landshold, så det nu fremstår som en staerk enhed. Og så betyder det mindre, at hans kritikere rynker på naesen over spillestilen.
Da Bjarne Goldbaek i sommeren 1999 vendte tilbage til Chelsea efter ferien, gjorde han det med en god fornemmelse. Han var det foregående efterår blevet kastet ind i Premier League efter to gode kampe for FC København mod Chelsea i Europa Cup’en for Pokalvindere. Han havde både overtaget Brian Laudrups trøje med nummer syv og landsmandens bil, da Laudrup rejste den modsatte vej fra London til København. Og Goldbaek var tilfreds med det, han havde vist i sin første saeson i Premier League. Nu gjaldt det om at tage det naeste skridt.
Men da han mødte ind til den første traening, fik han en overraskende besked. Trøjen med nummer syv var ikke laengere hans. Fremover måtte han spille med nummer 12, for Chelsea havde hentet en ny midtbanespiller, som skulle baere syvtallet på ryggen: Selveste anføreren for Frankrigs verdensmestre: Didier Deschamps.
”Det var mit første møde med ham. Han var manden, der stjal min trøje,” griner Goldbaek over telefonen. ”Den besked gjorde, at jeg godt kunne fornemme, hvor det bar hen. Jeg indgik ikke laengere i planerne omkring startopstillingen.”
Goldbaek blev et halvt år mere på Stamford Bridge, inden han skiftede til naboerne fra Fulham. Han nåede derfor at spille sammen med den mand, der på søndag traeder ind på Luzjniki Stadion i Moskva med håbet om at blive den blot tredje i historien, der vinder VM som traener efter tidligere at have gjort det som spiller. Mário Zagallo gjorde det med Brasilien, og Franz Beckenbauer gjorde det med Vesttyskland. Nu kan Didier Deschamps gøre det med Frankrig. I hans tilfaelde vil der endda vaere tale om Frankrigs eneste VM-titler i historien, og som spiller var han tilmed anføreren, der løftede trofaeet i Paris den magiske sommer for 20 år siden.
Men alligevel har han altid vaeret omgaerdet af en vis skepsis. I et land, der gerne hylder det forfinede og ser sig selv som en kulturel højborg, passer Deschamps ikke ind i selvbilledet som et nationalt ikon. Som spiller var han nok anfører, men stadig var han blot en vandbaerer og arbejdsmand. Og som fransk landstraener er han hele tiden blevet kritiseret for, at han ikke har fået mere ud af det strålende spillermateriale, han råder over.
”Han blev kaldt ’Generalen’, og der stod stor respekt om ham. Der var en aura, fordi han var anfører for verdensmestrene. Og vi havde på det tidspunkt en stamme af franske verdensmestre med Desailly og Leboeuf også,” siger Bjarne Goldbaek, der i dag er spilleragent og under VM har arbejdet for både tysk og australsk tv.
”Men samtidig var Deschamps ikke en spiller, som tilskuerne gerne ville betale ekstra tillaeg for at se på banen. Og han trådte ikke ind i omklaedningsrummet som en født leder. Det var mere en rolle, han blev skubbet ind i af Vialli,” fortsaetter Goldbaek om den davaerende Chelsea-manager, der kendte Deschamps fra den faelles fortid i Juventus.
Her havde han optrådt i fem saesoner som dele af det staerke Juventus-hold, der vandt Champions League i 1996. Inden da havde han allerede vundet den fineste europaeiske klubturnering for første gang, da han som den yngste anfører i Champions League-historien løftede trofaeet efter Olympique Marseilles finalesejr over Milan i 1993.
Deschamps havde rundet de 30, da han kom til Chelsea, og han holdt kun en enkelt saeson på Stamford Bridge, inden karrieren sluttede med et år i Valencia, inden han med det samme kastede sig over traenergerningen.
Få år efter førte han som bare 35-årig Monaco i Champions League-finalen. I 2006 overtog han nødstedte Juventus og førte klubben tilbage i Serie A efter tvangsnedrykningen. I Marseille vandt han mesterskabet til klubben for første gang siden 1992. Og i 2012 overtog han det kriseramte franske landshold, der havde nået bunden med den uvaerdige opførsel ved VM i Sydafrika i 2010 og stadig var ramt, da Deschamps blev landstraener i 2012.
”Hans cv er imponerende. Men alligevel synes jeg egentlig ikke, han for alvor er trådt i karakter som traener,” siger Bjarne Goldbaek, som ikke er den eneste, der fortsat har visse forbehold over for Deschamps’ kvaliteter.
SANDHEDENS ZONER
Tirsdag aften dannede Deschamps rundkreds med medlemmerne af sin stab, efter at Frankrig havde vundet VM-semifinalen i Sankt Petersborg over Belgien. Kort efter gik han med alvorlig mine over til sin kollega Roberto Martínez og nikkede anerkendende.
På forhånd var naboopgøret udråbt som en kamp mellem den offensive og skabende Martínez og den konservative og pragmatiske Didier Deschamps. Efter semifinalen talte Thibaut Courtois frustreret om fransk ”antifodbold” og ville hellere have tabt til den i hans øjne mere vaerdige modstander Brasilien i kvartfinalen. Og Eden Hazard gav udtryk for, at han hellere ville tabe med Belgiens spil, end han ville vinde med Deschamps’ udgave af fodboldspillet.
Kommentarerne fremstod upassende, men sandt er det, at Deschamps i dette VM har søgt at bygge det franske hold op om en meget staerk defensiv, og med det grundlag har det vaeret op til de offensive stjerner at score de nødvendige mål.
Hans egen spillerfortid giver nok en del af forklaringen på hans fodboldsyn. Og et dybere kig ind i Deschamps’ fodboldhjerne gav det franske fodboldmagasin France Football for nogle år siden. Magasinet besøgte Deschamps i Marseille og havde medbragt Jean-Claude Suaudeau, hans gamle traener og mentor fra teenageårene i Nantes, hvor Suaudeau gennem 37 år havde arbejdet som traener og leder af klubbens berømmede akademi, der var beundret og respekteret som grundlaget for det attraktive jeu à la nantaise, Nantesspillet.
Resultatet af gensynet blev en lang og fascinerende samtale om fodbold mellem de to maend, der nok respekterede og vaerdsatte hinanden, men som også havde deres forskelle. Hvor den i dag 80-årige Suaudeau var den gamle romantiker, var Deschamps den unge laerling, der for laenge siden havde indset, at laeremesterens idealer fra Nantes ikke nødvendigvis var den rette vej til succes. Det kom til udtryk, da snakken faldt på Pep Guardiolas sprudlende Barcelona-mandskab med den boldsikre midtbane.
“En kamp bliver vundet på midtbanen. Kun midtbanespillerne er i stand til at finde den rette måde at spille. De er skaberne. De er inspirationen. Jo flere spillere af den slags, man har, jo mere kan man håbe på at vinde på langt sigt,” siger Suaudeau.
“Jeg er ikke enig. Hvad der er vigtigt, er sandhedens to zoner. Hvis du har en staerk målmand og en staerk angriber i nutidens fodbold, så er du ikke langt fra sejren. Men selvfølgelig skal du ikke have fjolser på midtbanen,” svarede Deschamps tørt.
Og sådan fortsaetter de to mand med at diskutere deres forskelle. Suaudeau påpeger, at han aldrig havde forestillet sig Deschamps som en laeremester, der danner de unge spillere. Deschamps giver ham ret. Han vil bare vinde fodboldkampe, og hans fodboldfilosofi er formet af årene i Italien.
”For mig kan tilfredsstillelse kun opstå gennem succes. Jeg kan huske frygtelige kampe, hvor jeg bagefter var glad for sejren uden at have haft nogen glaede, mens jeg spillede kampen. At spille godt uden nogen sejr til sidst siger jeg til gengaeld nej tak til,” siger Deschamps, mens Suaudeau omvendt argumenterer for glaeden ved at skabe gode spillere og god fodbold.
Om den gamle laeremester så har fundet glaede ved at se Deschamps’ franske landshold under VM, er et åbent spørgsmål. I ottendedelsfinalen mod Argentina foldede holdets offensiv sig ud, men her fik franskmaendene også gode betingelser af det uorganiserede argentinske hold. De følgende kampe mod Uruguay og Belgien er blevet vundet gennem solide, koncentrerede og velorganiserede praestationer.
HOLDORIENTERET OG USELVISK
Som traener har Didier Deschamps hentet meget inspiration fra Marcello Lippi og Aimé Jacquet. Førstnaevnte for hans taktiske snilde og sidstnaevnte for hans evner som mandskabsbehandler. Som landstraener var netop omgangen med spillerne det store tema, da Deschamps overtog posten i 2012, efter at spillernes uvaerdige opførsel havde fået hele nationen til at diskutere, hvad der var gået galt.
Deschamps’ største bedrift er, at truppen nu er blevet en enhed. Store stjerner indordner sig og arbejder i holdets tjeneste. Det blev
illustreret på bedst mulig vis på Krestovskij Stadion tirsdag aften, da Paul Pogba, et symbol på nutidens fodboldberømtheder, arbejdede disciplineret og i anden halvleg trak tilbage i bagkaeden for at hjaelpe til i luftduellerne mod Marouane Fellaini.
”Det er en bedrift, at det er lykkedes for ham at få en spiller som Pogba til at arbejde så holdorienteret og uselvisk. De spillede meget disciplineret mod Belgien. Alle vedkendte sig deres roller,” siger Bjarne Goldbaek.
”Inden VM taenkte jeg, at dette franske hold har så meget kvalitet, at hans største opgave var at blande det hele i gryden og få de rigtige karakterer frem. Den del er han lykkedes med,” fortsaetter han.
Deschamps har i flere år set bort fra Karim Benzema efter den afpresningssag, han var involveret i. Når nye spillere bliver udtaget til landsholdet, kalder han dem til samtale, så de forstår deres roller. Og på spillernes vaerelser i Clairefontaine, landsholdets base uden for Paris, ligger der eksemplarer af den code of conduct, de forventes at opføre sig efter.
“Lederens rolle er meget mere kompleks i dag. I samfundet har mentaliteten aendret sig. I ethvert professionelt miljø kraever en 18-årig spiller det hele med det samme, fordi de føler sig staerke. I dag ser en 18-årig ingen problemer i at tage pladsen fra en, der er 30 eller 40 år og har erfaring. I dag er der ingen graenser. De unge føler sig staerke og selvsikre. De har et ønske om at udforske og erobre. Det kan vaere en god ting, men der kan også vaere en dårlig side i det,” siger Deschamps i Ben Lyttletons bog ’Edge: What Business Can Learn From Football.’
”Nøglen er at vaere i stand til at tilpasse sig den gruppe, man har til sin rådighed, og til det sted, hvor man arbejder. Det er afgørende: Evnen til at tilpasse sig. At vaere bevidst om styrker og svagheder i gruppen og at vaere bevidst om alle de ydre faktorer, der kan påvirke dit miljø. Når man har tilpasset sig de faktorer, skal man vaere i stand til at justere sine tanker og ikke vaere bange for at lave om,” fortsaetter han med en beskrivelse af sit pragmatiske fodboldsyn.
De tanker er kommet til udtryk under VM, hvor Frankrig har fremstået som et solidt turneringshold, der har søgt at udnytte modstandernes svagheder. For 20 år siden vandt Frankrig klart finalen mod Brasilien med Deschamps som anfører. Nu står franskmaendene for tredje gang i historien i VM-finalen, og efter kvartfinalen i Brasilien i 2014 har Deschamps nu ført holdet i to finaler som traener, hvor den første blev tabt hjemme i Paris til Portugal for to år siden.
Den evigt undervurderede ordensmand Didier Deschamps bliver måske aldrig et elsket og beundret traenerforbillede, ligesom han som spiller var den usynlige arbejdsmand, der ryddede op bag stjernerne. Men de store resultater har han med sig.
”Han har ikke den samme karisma som andre store traenere, og det spiller også lidt imod ham. Men hvis han bliver verdensmester, så må jeg sige, at jeg har fået respekt for ham som traener,” siger Bjarne Goldbaek om franskmanden, der i sin tid tog trøjen med syvtallet fra ham i Chelsea.