VM’S UØNSKEDE, MENSJOVE STEDBARN
”Kampen om tredjepladsen”. ”Taberfinalen”. ”Bronzekampen”. Et uelsket barn har mange navne. Lørdag i Sankt Petersborg mødes Belgien og England i VM’s naestsidste kamp, som ifølge flere slet ikke burde finde sted, og som alle ønskede, de ikke skulle spille. Måske netop derfor plejer opgøret at vaere ganske underholdende.
ISverige taler de om sommeren 1994, som vi i Danmark taler om den to år forinden. VM i USA er på samme måde en nationalskat og et minde for generationer af svenskere. I stedet for Kim Vilforts overskaeg har de Henrik Larssons rastahår. I stedet for Kim Christoftes piroutte har de Tomas Brolins. Og i stedet for Schmeichel med én hånd har de Thomas Ravellis straffespark mod Rumaenien i kvartfinalen.
”Det er stadig stort. Det er det største øjeblik, vi har haft i svensk fodbold i moderne tid. Og for min generation er spillerne fra dengang stadig helte. Jeg kan stadig huske, hvor jeg var i de kampafgørende momenter i 1994,” sagde SVT-journalisten Björn Nordling til DR før dette års svenske ottendedelsfinale mod Mexico.
Sverige tog til USA for at grave guld, som de synger i den officielle slagsang, men kom hjem med et ganske andet metal. Brolin og co. tabte semifinalen til Brasilien, men sluttede med at slå Bulgarien med hele 4-0 i kampen om bronze. Efter 40 minutter havde de scoret fire gange. For svenskerne var det kulminationen på den turnering, de aldrig glemmer. For Bulgarien derimod sluttede turneringen med nederlaget til Italien i den anden semifinale. Bulgarerne leverede en ringe indsats mod Sverige, og måske var det endnu vaerre end det. Det svenske fodboldmagasin Offside afslørede i 2004, at fire svenske spillere blev inviteret op i en suite på hotel Ritz Carlton af en malaysisk forretningsmand, der gik under navnet Frankie Chung. Han ville betale dem 20.000 dollars for at tabe mod Bulgarien. Svenskerne afviste, men gjorde bulgarerne det samme? Det har vaeret debatteret på den anden side af Øresund.
”Bulgarien kan vaere blevet bestukket i 1994,” sagde den davaerende svenske landsholdsspiller Pontus Kåmark for 14 år siden til Aftonbladet, men teorien er aldrig blevet bekraeftet.
Så bronzekampen ved VM kan både vaere noget, man husker årtier efter, eller det kan vaere et opgør, hvor man spiller så dårligt, at man risikerer at blive anklaget for matchfixing. Taberfinalen vedbliver at vaere et af VM’s mest omdiskuterede elementer. Men sjov er den.
STORE STJERNER OG MANGE MÅL
Konceptet med VM-bronzekampe var bare 24 sekunder gammelt, da det viste sig at tilføre turneringen underholdning. Der gik nemlig ikke et halvt minut, da den første blev spillet i 1934, før Ernst Lehner havde scoret til 1-0 for Tyskland i deres kamp mod Østrig. Det mål er stadig VM-historiens tredjehurtigste. Et af to, der er faldet efter faerre sekunder, blev scoret af Hakan Sükür i Tyrkiets bronzekamp mod Sydkorea 68 år senere. Tyskland endte med at vinde den første kamp 3-2, saerligt i kraft af en flot første halvleg, hvor de førte 3-1, og hvor Lehner scorede to gange.
Det var en af de første store individuelle bronzepraestationer, men der skulle komme flere. Bare fire år senere scorede den brasilianske stjerne Leônidas to gange, da Brasilien slog Sverige 4-2. Leônidas havde ikke spillet semifinalen på grund af en skade, hvilket var en af årsagerne til, at brasilianerne røg ud. Scoringerne mod Sverige var hans sjette og syvende VM-mål det år, og han spillede så godt, at en fransk journalist døbte ham ”den sorte diamant”. Det tog de til sig i Brasilien, hvor han endda fik opkaldt en chokoladebar efter sig. Den dag i dag producerer virksomheden Lacta stadig ”diamante negro”, som ifølge dens hjemmeside har en ”unik og mystisk smag”.
Bronzekampen fandt ikke sted i 1950, men vendte tilbage fire år senere, og i 1958 afvikledes i Göteborg en af de mest underholdende af slagsen. 6-3 vandt Frankrig over Vesttyskland, og der er kun fem gange scoret mere i én VM-kamp. Den junidag scorede Just Fontaine fire gange og nåede op på utrolige 13 mål gennem slutrunden; en rekord som man ikke forestiller sig kan overgås. Det års Ballon d’Orvinder, Raymond Kopa, nøjedes med ét mål.
Efter de ni scoringer i Sverige kom en periode med faerre bronzescoringer, men de vendte tilbage i halvfjerdserne og firserne. Det samme gjorde underholdningen. Tipsbladetjournalisten Per Høyer Hansen udgav indtil sin død i 2001 en raekke bøger, der omhandlede de enkelte VM-slutrunder. Når han nåede til afsnittene om bronze, lagde han så godt som altid ud med at fortaelle, at det var en helt igennem overflødig kamp, men at den faktisk havde vaeret ganske fornøjelig alligevel.
”Det kan vaere svaert at motivere holdene til en kamp om tredjepladsen, fordi det store håb om en finaleplads er bristet to døgn tidligere; i den forstand er denne trøstens kamp den ligegyldigste under hele VM. Men det fremgik ikke af det polsk-franske opgør, der blev en festlig ouverture til den meget dårlige slutkamp dagen derpå,” skrev han om PolenFrankrig i 1982, som han holdt mere af end finalen mellem Italien og Vesttyskland; også selv om det havde praeg af en sommerkamp.
”FIFA-praesident Havelange (…) tog det heller ikke så højtideligt: Han overrakte Zmuda hele stakken af sølvmedaljer (!), og så kunne den polske anfører selv fordele metallet til tredjepristagerne (…) Franskmaendene fik bronzemedaljer (!) for deres fjerdeplads.”
Også i Italien otte år senere var Per Høyer Hansen begejstret for det, han så, da vaerterne slog England dagen før finalen.
”Således var det også en ganske god aften i Bari, mens månen skinnede over Apulien og Adriaterhavet samt et langt fra fyldt stadion (…) Under praemieoverraekkelsen sad spillerne fra de to trupper samlet på et lille podium, hvorfra de rejste sig i den mexicansk inspirerede tilskuerbølge, man havde oplevet så ofte under VM. Italienere og englaendere havde spillet en smuk kamp, som glaedede mange mennesker, og deres faelles optraeden sluttede med en kollektiv aeresrunde i arenaen, inden festfyrvaerkeriet over Bari eksploderede i farver som en afskedssalut til Italiens hold og landets store fodboldarrangement,” skrev journalisten, der har opsummeret bronzeopgøret således:
”De tabende semifinalister er frigjort fra forventningspresset og kravet om sejr, og så kan de ellers netop spille frigjort; heri ligger den egentlige vaerdi i den ellers uattraktive match, FIFA fastholder gennemførelsen af.”
KAMPEN MAN HELST VAR FRI FOR
Udover den høje underholdningsvaerdi traekker andre elementer kampen om tredjepladsen i positiv retning.
For eksempel har man ved flere anledninger set, at traenerne giver reserverne mulighed for at spille en stor VM-kamp. Det er en fin tanke, at slidte profiler får en pause og vandbaerere deres stund i rampelyset.
For nogle lande er det desuden en betyd-
ningsfuld kamp, uanset hvad stormagterne måtte mene om at skulle spille den naestsidste frem for den sidste kamp ved slutrunden. Som det beskrives med Sverige i indledningen, betød det meget for den blågule nation at komme hjem fra USA med metal. Kroaternes største fodboldtriumf var, indtil denne uge, ligeledes tredjepladsen i 1998. Og da Tyrkiet vandt bronze i 2002, sagde landets praesident Ahmet Necdet Sezer:
”Dette lykkelige resultat giver os håb for fremtiden. Det tilfører moral og styrke til vores nation. Det viser også, at hvis Tyrkiet arbejder systematisk, som fodboldholdet har gjort, vil Tyrkiet også på andre områder indtage en plads blandt de mest magtfulde lande i verden.”
Man skal nemlig ikke undervurdere, hvad det for en mindre nation betyder at afslutte en flot slutrunde med en sejr frem for et nederlag i semifinalen. Og Thomas Müller underkender nok heller ikke, hvad bronzekampen har betydet for ham. I 2010 blev han det seneste eksempel på en spiller, der vandt topscorertitlen takket vaere taberfinalen. Inden den var han noteret for fire mål, men da han scorede til 1-0 mod Uruguay, kom han op på de fem, som også Wesley Sneijder og David Villa havde, og som Diego Forlán ligeledes nåede i bronzekampen. Müller vandt t
turneringens Gyldne Støvle, fordi han havde flest assists af de fire topscorere.
Men selv om opgøret mellem de tabende semifinalister altså kan bruges til en hel masse, er der flere, der mener, at den slet ikke burde finde sted. Hos UEFA droppede man det efter EM i 1980; simpelthen fordi interessen var for lav. Den dårligst besøgte EM-slutrundekamp nogensinde var bronzefinalen mellem Danmark og Ungarn i 1964. På maegtige Camp Nou med plads til mere end 100.000 tilskuere så 3.869 besøgende, at ungarerne vandt 3-1 efter forlaenget spilletid.
Louis van Gaal mener, man burde gøre det samme med VM. Da Holland i 2014 havde tabt semifinalen til Argentina, havde han slet ikke lyst til at møde Brasilien i Brasília.
”Jeg mener ikke, den kamp nogensinde skulle spilles, og det har jeg sagt i 10 år. I en fodboldturnering skal spillere ikke spille om tredje- og fjerdepladsen. Der er kun én titel, der gaelder, og det er at blive verdensmester,” sagde den davaerende hollandske landstraener om en kamp, hans drenge i øvrigt vandt 3-0.
Roberto Martínez er splittet i spørgsmålet om den kamp, hans belgiske hold lørdag spiller i Sankt Petersborg.
”Det er en svaer følelse at tøjle. Man er skuffet, fordi man har tabt semifinalen, og det er meget svaert at se muligheden for at spille endnu en kamp som noget positivt. Vi er nødt til at omgruppere og se chancen. At forsøge at blive nummer tre til et VM sker ikke ofte. Den eneste gang, det er sket i belgisk fodbold, var i 1986, da vi blev nummer fire.”
”Vi er nødt til at forstå, at det er en vigtig kamp, men jeg accepterer, at det er meget svaert efter en kamp med de følelser, vi havde i dag. Når man havde ambitionen om at gå til finalen, er det hårdt individuelt og kollektivt at forberede sig til den naeste kamp,” sagde Martínez tirsdag ifølge Reuters, og lignende svar fik pressen fra Gareth Southgate dagen efter.
”Det aerlige svar er, at det ikke er en kamp, noget hold har lyst til at spille. Vi har to dage til at forberede os, og der er ingen tvivl om, at vi ønsker at levere en praestation, vi kan vaere stolte af,” sagde traeneren, mens Chris Waddle, i dag BBC-ekspert, men i 1990 med på banen da England sidst spillede om bronze til et VM, var noget mere direkte i sine udtalelser.
”Når man taler med spillere, kender jeg ingen, som har lyst til at spille den kamp. Bare giv begge hold bronzemedaljer og send dem hjem,” sagde Waddle efter det engelske nederlag.
Alle spillere på banen i Sankt Petersborg lørdag eftermiddag ville helst have ventet med at spille til dagen efter, og nogle af dem ville nok ønske, de allerede var rejst fra Rusland. Men historien viser, at det alligevel kan blive en ganske underholdende fodboldkamp. +