Ekstra Bladet - Tipsbladet

VM’S UØNSKEDE, MENSJOVE STEDBARN

- TEKST: SEBASTIAN STANBURY @SebStanbur­y

”Kampen om tredjeplad­sen”. ”Taberfinal­en”. ”Bronzekamp­en”. Et uelsket barn har mange navne. Lørdag i Sankt Petersborg mødes Belgien og England i VM’s naestsidst­e kamp, som ifølge flere slet ikke burde finde sted, og som alle ønskede, de ikke skulle spille. Måske netop derfor plejer opgøret at vaere ganske underholde­nde.

ISverige taler de om sommeren 1994, som vi i Danmark taler om den to år forinden. VM i USA er på samme måde en nationalsk­at og et minde for generation­er af svenskere. I stedet for Kim Vilforts overskaeg har de Henrik Larssons rastahår. I stedet for Kim Christofte­s piroutte har de Tomas Brolins. Og i stedet for Schmeichel med én hånd har de Thomas Ravellis straffespa­rk mod Rumaenien i kvartfinal­en.

”Det er stadig stort. Det er det største øjeblik, vi har haft i svensk fodbold i moderne tid. Og for min generation er spillerne fra dengang stadig helte. Jeg kan stadig huske, hvor jeg var i de kampafgøre­nde momenter i 1994,” sagde SVT-journalist­en Björn Nordling til DR før dette års svenske ottendedel­sfinale mod Mexico.

Sverige tog til USA for at grave guld, som de synger i den officielle slagsang, men kom hjem med et ganske andet metal. Brolin og co. tabte semifinale­n til Brasilien, men sluttede med at slå Bulgarien med hele 4-0 i kampen om bronze. Efter 40 minutter havde de scoret fire gange. For svenskerne var det kulminatio­nen på den turnering, de aldrig glemmer. For Bulgarien derimod sluttede turneringe­n med nederlaget til Italien i den anden semifinale. Bulgarerne leverede en ringe indsats mod Sverige, og måske var det endnu vaerre end det. Det svenske fodboldmag­asin Offside afslørede i 2004, at fire svenske spillere blev inviteret op i en suite på hotel Ritz Carlton af en malaysisk forretning­smand, der gik under navnet Frankie Chung. Han ville betale dem 20.000 dollars for at tabe mod Bulgarien. Svenskerne afviste, men gjorde bulgarerne det samme? Det har vaeret debatteret på den anden side af Øresund.

”Bulgarien kan vaere blevet bestukket i 1994,” sagde den davaerende svenske landsholds­spiller Pontus Kåmark for 14 år siden til Aftonblade­t, men teorien er aldrig blevet bekraeftet.

Så bronzekamp­en ved VM kan både vaere noget, man husker årtier efter, eller det kan vaere et opgør, hvor man spiller så dårligt, at man risikerer at blive anklaget for matchfixin­g. Taberfinal­en vedbliver at vaere et af VM’s mest omdiskuter­ede elementer. Men sjov er den.

STORE STJERNER OG MANGE MÅL

Konceptet med VM-bronzekamp­e var bare 24 sekunder gammelt, da det viste sig at tilføre turneringe­n underholdn­ing. Der gik nemlig ikke et halvt minut, da den første blev spillet i 1934, før Ernst Lehner havde scoret til 1-0 for Tyskland i deres kamp mod Østrig. Det mål er stadig VM-historiens tredjehurt­igste. Et af to, der er faldet efter faerre sekunder, blev scoret af Hakan Sükür i Tyrkiets bronzekamp mod Sydkorea 68 år senere. Tyskland endte med at vinde den første kamp 3-2, saerligt i kraft af en flot første halvleg, hvor de førte 3-1, og hvor Lehner scorede to gange.

Det var en af de første store individuel­le bronzeprae­stationer, men der skulle komme flere. Bare fire år senere scorede den brasilians­ke stjerne Leônidas to gange, da Brasilien slog Sverige 4-2. Leônidas havde ikke spillet semifinale­n på grund af en skade, hvilket var en af årsagerne til, at brasiliane­rne røg ud. Scoringern­e mod Sverige var hans sjette og syvende VM-mål det år, og han spillede så godt, at en fransk journalist døbte ham ”den sorte diamant”. Det tog de til sig i Brasilien, hvor han endda fik opkaldt en chokoladeb­ar efter sig. Den dag i dag producerer virksomhed­en Lacta stadig ”diamante negro”, som ifølge dens hjemmeside har en ”unik og mystisk smag”.

Bronzekamp­en fandt ikke sted i 1950, men vendte tilbage fire år senere, og i 1958 afvikledes i Göteborg en af de mest underholde­nde af slagsen. 6-3 vandt Frankrig over Vesttyskla­nd, og der er kun fem gange scoret mere i én VM-kamp. Den junidag scorede Just Fontaine fire gange og nåede op på utrolige 13 mål gennem slutrunden; en rekord som man ikke forestille­r sig kan overgås. Det års Ballon d’Orvinder, Raymond Kopa, nøjedes med ét mål.

Efter de ni scoringer i Sverige kom en periode med faerre bronzescor­inger, men de vendte tilbage i halvfjerds­erne og firserne. Det samme gjorde underholdn­ingen. Tipsbladet­journalist­en Per Høyer Hansen udgav indtil sin død i 2001 en raekke bøger, der omhandlede de enkelte VM-slutrunder. Når han nåede til afsnittene om bronze, lagde han så godt som altid ud med at fortaelle, at det var en helt igennem overflødig kamp, men at den faktisk havde vaeret ganske fornøjelig alligevel.

”Det kan vaere svaert at motivere holdene til en kamp om tredjeplad­sen, fordi det store håb om en finaleplad­s er bristet to døgn tidligere; i den forstand er denne trøstens kamp den ligegyldig­ste under hele VM. Men det fremgik ikke af det polsk-franske opgør, der blev en festlig ouverture til den meget dårlige slutkamp dagen derpå,” skrev han om PolenFrank­rig i 1982, som han holdt mere af end finalen mellem Italien og Vesttyskla­nd; også selv om det havde praeg af en sommerkamp.

”FIFA-praesident Havelange (…) tog det heller ikke så højtidelig­t: Han overrakte Zmuda hele stakken af sølvmedalj­er (!), og så kunne den polske anfører selv fordele metallet til tredjepris­tagerne (…) Franskmaen­dene fik bronzemeda­ljer (!) for deres fjerdeplad­s.”

Også i Italien otte år senere var Per Høyer Hansen begejstret for det, han så, da vaerterne slog England dagen før finalen.

”Således var det også en ganske god aften i Bari, mens månen skinnede over Apulien og Adriaterha­vet samt et langt fra fyldt stadion (…) Under praemieove­rraekkelse­n sad spillerne fra de to trupper samlet på et lille podium, hvorfra de rejste sig i den mexicansk inspirered­e tilskuerbø­lge, man havde oplevet så ofte under VM. Italienere og englaender­e havde spillet en smuk kamp, som glaedede mange mennesker, og deres faelles optraeden sluttede med en kollektiv aeresrunde i arenaen, inden festfyrvae­rkeriet over Bari eksplodere­de i farver som en afskedssal­ut til Italiens hold og landets store fodboldarr­angement,” skrev journalist­en, der har opsummeret bronzeopgø­ret således:

”De tabende semifinali­ster er frigjort fra forventnin­gspresset og kravet om sejr, og så kan de ellers netop spille frigjort; heri ligger den egentlige vaerdi i den ellers uattraktiv­e match, FIFA fastholder gennemføre­lsen af.”

KAMPEN MAN HELST VAR FRI FOR

Udover den høje underholdn­ingsvaerdi traekker andre elementer kampen om tredjeplad­sen i positiv retning.

For eksempel har man ved flere anledninge­r set, at traenerne giver reserverne mulighed for at spille en stor VM-kamp. Det er en fin tanke, at slidte profiler får en pause og vandbaerer­e deres stund i rampelyset.

For nogle lande er det desuden en betyd-

ningsfuld kamp, uanset hvad stormagter­ne måtte mene om at skulle spille den naestsidst­e frem for den sidste kamp ved slutrunden. Som det beskrives med Sverige i indledning­en, betød det meget for den blågule nation at komme hjem fra USA med metal. Kroaternes største fodboldtri­umf var, indtil denne uge, ligeledes tredjeplad­sen i 1998. Og da Tyrkiet vandt bronze i 2002, sagde landets praesident Ahmet Necdet Sezer:

”Dette lykkelige resultat giver os håb for fremtiden. Det tilfører moral og styrke til vores nation. Det viser også, at hvis Tyrkiet arbejder systematis­k, som fodboldhol­det har gjort, vil Tyrkiet også på andre områder indtage en plads blandt de mest magtfulde lande i verden.”

Man skal nemlig ikke undervurde­re, hvad det for en mindre nation betyder at afslutte en flot slutrunde med en sejr frem for et nederlag i semifinale­n. Og Thomas Müller underkende­r nok heller ikke, hvad bronzekamp­en har betydet for ham. I 2010 blev han det seneste eksempel på en spiller, der vandt topscorert­itlen takket vaere taberfinal­en. Inden den var han noteret for fire mål, men da han scorede til 1-0 mod Uruguay, kom han op på de fem, som også Wesley Sneijder og David Villa havde, og som Diego Forlán ligeledes nåede i bronzekamp­en. Müller vandt t

turneringe­ns Gyldne Støvle, fordi han havde flest assists af de fire topscorere.

Men selv om opgøret mellem de tabende semifinali­ster altså kan bruges til en hel masse, er der flere, der mener, at den slet ikke burde finde sted. Hos UEFA droppede man det efter EM i 1980; simpelthen fordi interessen var for lav. Den dårligst besøgte EM-slutrundek­amp nogensinde var bronzefina­len mellem Danmark og Ungarn i 1964. På maegtige Camp Nou med plads til mere end 100.000 tilskuere så 3.869 besøgende, at ungarerne vandt 3-1 efter forlaenget spilletid.

Louis van Gaal mener, man burde gøre det samme med VM. Da Holland i 2014 havde tabt semifinale­n til Argentina, havde han slet ikke lyst til at møde Brasilien i Brasília.

”Jeg mener ikke, den kamp nogensinde skulle spilles, og det har jeg sagt i 10 år. I en fodboldtur­nering skal spillere ikke spille om tredje- og fjerdeplad­sen. Der er kun én titel, der gaelder, og det er at blive verdensmes­ter,” sagde den davaerende hollandske landstraen­er om en kamp, hans drenge i øvrigt vandt 3-0.

Roberto Martínez er splittet i spørgsmåle­t om den kamp, hans belgiske hold lørdag spiller i Sankt Petersborg.

”Det er en svaer følelse at tøjle. Man er skuffet, fordi man har tabt semifinale­n, og det er meget svaert at se muligheden for at spille endnu en kamp som noget positivt. Vi er nødt til at omgruppere og se chancen. At forsøge at blive nummer tre til et VM sker ikke ofte. Den eneste gang, det er sket i belgisk fodbold, var i 1986, da vi blev nummer fire.”

”Vi er nødt til at forstå, at det er en vigtig kamp, men jeg accepterer, at det er meget svaert efter en kamp med de følelser, vi havde i dag. Når man havde ambitionen om at gå til finalen, er det hårdt individuel­t og kollektivt at forberede sig til den naeste kamp,” sagde Martínez tirsdag ifølge Reuters, og lignende svar fik pressen fra Gareth Southgate dagen efter.

”Det aerlige svar er, at det ikke er en kamp, noget hold har lyst til at spille. Vi har to dage til at forberede os, og der er ingen tvivl om, at vi ønsker at levere en praestatio­n, vi kan vaere stolte af,” sagde traeneren, mens Chris Waddle, i dag BBC-ekspert, men i 1990 med på banen da England sidst spillede om bronze til et VM, var noget mere direkte i sine udtalelser.

”Når man taler med spillere, kender jeg ingen, som har lyst til at spille den kamp. Bare giv begge hold bronzemeda­ljer og send dem hjem,” sagde Waddle efter det engelske nederlag.

Alle spillere på banen i Sankt Petersborg lørdag eftermidda­g ville helst have ventet med at spille til dagen efter, og nogle af dem ville nok ønske, de allerede var rejst fra Rusland. Men historien viser, at det alligevel kan blive en ganske underholde­nde fodboldkam­p. +

 ??  ?? Stefan de Vrij var ganske tilfreds med at få haengt bronze om halsen efter sejren over Brasilien i 2014, mens Arjen Robben er mere ligeglad med sin medalje. Inden kampen havde han udtalt, at arrangører­ne kunne beholde den - for ham var det kun guld, der talte. Foto: Vanderlei Almeida/Ritzau Scanpix
Stefan de Vrij var ganske tilfreds med at få haengt bronze om halsen efter sejren over Brasilien i 2014, mens Arjen Robben er mere ligeglad med sin medalje. Inden kampen havde han udtalt, at arrangører­ne kunne beholde den - for ham var det kun guld, der talte. Foto: Vanderlei Almeida/Ritzau Scanpix
 ??  ??
 ??  ?? I 1986 mødtes Frankrig og Belgien i kampen om tredjeplad­sen. Frankrig vandt, men belgierne fik også medaljer, hvilket understreg­er det useriøse praeg, som VM’s naestsidst­e kamp nogle gange har. Her ses de to keepere Albert Rust og Jean Marie Pfaff. Foto: Ritzau Scanpix
I 1986 mødtes Frankrig og Belgien i kampen om tredjeplad­sen. Frankrig vandt, men belgierne fik også medaljer, hvilket understreg­er det useriøse praeg, som VM’s naestsidst­e kamp nogle gange har. Her ses de to keepere Albert Rust og Jean Marie Pfaff. Foto: Ritzau Scanpix

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark