HVAD VM OGSÅ HANDLER OM
Det var dagen før dagen. Vejret bød på trykkende kontinental hede over Moskva, hvilket nu ikke stoppede folket fra at mødes nede ved floden i Gorkij Park, hvor der er grønt, rart og så smukt, at brudepar liner op til fotografering rundt omkring – og hvor der også er masser at lave med beachvolley, bordtennis, vandcykler og meget mere.
Men dagen før finalen var også dagen for bronzekampen, og den skulle selvfølgelig ses – specielt når nu Belgien-England havde vaeret undertegnedes skønne spildte forhåbning for det store opgør på Luzjniki søndag aften. Så Tipsbladets udsendte og den gode kollega Glinvad mødtes på gå- og shoppinggaden Arbat, hvor øl-baren Blind Pew midt i helvedet af souvenir-butikker viser den russiske kultur for mikro-bryggeri frem, og hvor man samtidig kunne sidde udenfor og se storskaermene inde i mørket.
Det var helt perfekt, og det blev kun bedre, som snakken begyndte at gå. På den ene side sad to demoraliserede englaendere fra London uden noget håb om bronzemedaljer, på den anden tre kroatiske gutter, der bare skulle slå tiden ihjel før den historiske kamp dagen efter.
”Why do you have a fuckin’ pineapple on your head,” var indgangsreplikken fra den ene englaender til kroaten med samlingen af rastafletninger på toppen af hovedet. ”It’s my crown,” svarede han. ”Why don’t you have one?” Og så gik det ellers derfra med masser af fodboldsnak, tanker om turneringen og udveksling af anekdoter om at følge Barnet på udebane, om at rejse med England til San Marino og om den kroatiske rasta-fyrs største skuffelse i livet.
Han var otte år gammel i 1998, da Kroatien første gang tog fodboldverdenen med storm og nåede helt til VM-semifinalen mod vaerterne fra Frankrig, og et par dage før blev de fire brødre kaldt ned til spisebordet af foraeldrene.
”Nu må I tage det roligt, men vi skal til Frankrig, vi har skaffet billetter til semifinalen.”
Og så eksploderede drengene i eufori. ”Men ikke dig Luka, du er jo kun otte år, så du skal ud til dine faetre, og det bliver rigtig sjovt,” fortalte vores kroatiske ven om et livslangt traume, som han nu endelig kunne overvinde.
For her sad han i Moskva, han havde vaeret til sin egen semifinale, som Kroatien endda vandt, og på vej hjem i taxaen fra stadion fik gruppen pludselig et opkald fra en højgravid kaereste hjemme i Kroatien, der ikke kunne sove, og derfor havde set, at der var sat 2000 ekstra billetter til salg til finalen.
Så dem nåede Luka og drengene at byde ind på, og nu skulle de ind til den største kamp i Kroatiens historie, selv om Luka med et smil truede med at rykke sin brors billet over som haevn for dengang i 98. De glaedede sig, mens englaenderne ganske tilfredse kunne se deres mismod gå i opfyldelse med nederlaget til Belgien i bronzekampen.
Men med god snak og fine øl var det til at baere for de to Londoners, og til sidst foldede den rene begejstring sig ud. Da kampen begyndte, var et ungt russisk par gået lidt rundt på terrassen, før de satte sig ude i hjørnet, hvor de naeppe kunne se kampen, og derefter blev glemt i kampbillederne fra Sankt Petersborg og historien om dengang, otte-årige Luka gik glip af en semifinale.
Men pludselig gjorde de tegn til kroaten, og han gik over til bordet, der uopdaget af os foran skaermen nu flød af papir og farvekridt. De havde simpelt hen øvet deres karikaturer på de livlige fans foran fodboldkampen, og Luka med rasta-fletningerne havde vaeret et oplagt emne, så nu fik han tre tegninger af sig selv, mens englaenderen med det store skaeg fik et par stykker.
”That’s fuckin’ excellent, they even made one of you,” sagde han med et grin til Tipsbladets udsendte, der dermed også fik en tegning med hjem i bagagen.
”That’s just what the World Cup is about,” sagde den langskaeggede Daniel tilfreds og tog en stor tår af øllen foran sig.
Og det havde han jo ret i. Bronzekampen forsvandt godt nok delvist i snak, men mødet mellem kroater, danske journalister og englaendere var i den grad mindevaerdigt og lige praecis det, som et VM også er. Mødet mellem mennesker midt i en enorm fodboldturnering, hvor man aftenen efter i styrtregnen over Luzjniki smilede af de glade franskmaend, led en smule med de uheldige kroater og selvfølgelig også sendte Luka en tanke.
Men han virkede som en fyr, der nok skulle få noget godt ud af den oplevelse trods alt.
Og for lige at bekraefte verdensbegivenheden i et VM, så sad Tipsbladet på mandagens vej hjem over Riga i flyet ved siden af en ung fyr fra El Salvador, der også var taget til slutrunde. For han elskede fodbold, og det skulle ikke stoppe ham, at hans eget landshold ikke kunne levere. Så han havde købt en billet til semifinalen i Skt. Petersborg, boet en uges tid i en lille by en time syd for Hamborg hos en faetter, der var flygtet fra borgerkrigen i halvfjerdserne, og derefter rejst til Rusland for at se Frankrig-Belgien, før han tog til Moskva og nød stemningen.
Billet til finalen havde han dog ikke, så den havde han set i Fan Zonen oppe foran universitetet, og han boede også på et vandrehjem, men der havde vaeret gratis morgenmad, folk i byen havde vaeret søde og glade, og nu sad han her og var meget tilfreds med sin første udflugt til Europa.
Så der var nogle tanker at gøre til anekdoter og minder på den lange vej hjem, der tog ham fra Moskva over Riga til Hamborg og så dagen efter til Frankfurt, Philadelphia, Houston og endelig San Salvador, som han efter planen ville lande i, når onsdagen blev til torsdag på de breddegrader. Og så skulle han i øvrigt møde på arbejde klokken otte torsdag morgen, men mon ikke han ville straekke den et par timer, og at chefen ville forstå det.
For han havde vaeret på fodboldeventyr langt vaek hjemmefra, og det er også, hvad et VM handler om.