”JEG SYNES OGSÅ, MAN SKAL HUSKE PÅ, AT DET SKAL VAERE SJOVT. ELLERS SPILDER MAN SIN TID”
Dengang i 2013 lukkede talenttraeffet i Vejle med en faelles afslutning en sen tirsdag eftermiddag. På mange måder var det kulminationen på de fire dages fodbold. For på mødet fortalte davaerende U/16-landstraener Per Holm de fremmødte spillere, hvem der havde klaret sig gennem nåleøjet og var blevet udtaget til den første traeningssamling for det kommende U/16-landshold.
Man fornemmede, at det var magtpåliggende for de unge drenge ikke at vise følelser, mens navnene blev laest op. Kun den store målmand Viktor Anker reagerede ved at knytte naeverne og slå tre-fire gange i luften. Resten sad med stenansigt og forsøgte at bevare en cool og indifferent attitude. Men da Per Holm naevnte Emil Bastrup som den allersidste mand i truppen, kunne den lille FC Nordsjaelland-back ikke holde facaden. Et lille smil kom frem.
”Det var virkelig fedt. Jeg blev selvfølgelig overrasket. Jeg tror, der var mange, der havde set frem til det og regnet med det, men jeg havde ikke lagt så meget i det. Det var megafedt og et klap på skulderen,” siger Emil Bastrup.
I dagene i Vejle havde Bastrup vist sig frem som et spaendende talent; en ivrig, iøjnefaldende back med evner frem ad banen. Fem år senere kan det konstateres, at han aldrig fik en kamp i den røde landsholdstrøje, aldrig fik Superliga-debut, aldrig kom til at spille fodbold på højeste niveau. Men det her er ikke historien om knuste drømme og en ødelagt karriere. Det er historien om en ung mand, der opdagede, at elitefodbolden egentlig ikke var noget for ham.
”Jeg løb lidt død i det. Godt et års tid senere stoppede jeg. Det var bare ikke mig. Det var ikke sjovt laengere, og det var blevet for seriøst. Jeg har altid haft det sådan, at hvis det ikke er sjovt, gider jeg ikke. Jeg var måske lidt anderledes end de andre. Jeg var nok ikke helt fremme i skoene,” fortaeller Emil Bastrup, der steg af, da det professionelle element øgedes, som årene skred frem.
”Det tog lidt af lysten vaek. Det var ikke lige så sjovt at komme til traening laengere. Jeg var godt klar over, at der skulle hårdt arbejde til, men det kunne godt blive for meget for mig.”
Emil Bastrup fylder 20 år den 18. august. Til vinter skal han til Østrig og arbejde på et hotel og stå på ski – en interesse han har bedre mulighed for at dyrke, når han ikke spiller fodbold på eliteplan. Men han har ikke sluppet sporten helt.
”Nu spiller jeg i Sjaellandsserien i den lokale klub, Helsinge. Jeg startede, da jeg gik i 2. G for et par år siden. Det var for at vaere sammen med mine venner, vaere sammen med drengene. Det er også meget godt at få lidt motion, men det er primaert for at ses med vennerne og have det sjovt. Det er sjovt at sidde i omklaedningsrummet og fortaelle røverhistorier.”
Han har kunnet se tidligere holdkammerater som Emil Damgaard, Martin Frese og Victor Nelsson nå førsteholdet i FC Nordsjaelland – sidstnaevnte endda som fast mand med mere end 60 kampe.
”Selvfølgelig taenker jeg over det, når jeg ser nogle af dem, jeg har spillet sammen med, få debut i Superligaen. ”Det må fandme vaere fedt,” taenker jeg. Men der er mange ting, som jeg er glad for er sket, efter jeg er stoppet,” siger Emil Bastrup.
”Jeg er meget tilfreds med, hvordan det går for mig lige nu. Selvfølgelig kigger jeg nogle gange tilbage og taenker: ”Fuck, hvorfor gav det ikke bare et år mere?” Men der mange ting, jeg så var gået glip af. Jeg har fået mulighed for at rejse. Jeg ved heller ikke, hvor jeg ville have gået i gymnasiet, hvis jeg stadig havde spillet i Nordsjaelland på det tidspunkt. Efter jeg stoppede, kom jeg tilbage til alle mine venner.”
”Generelt er jeg bare blevet mere positiv. Da jeg fyldte 18, sagde min far til mig, at de alle sammen kunne se på mig på mig, at jeg var blevet meget mere glad. Så taenkte jeg, at det måske var meget godt, jeg var stoppet. Man skal have lyst til det. Det er nok det vigtigste. Lyst giver virkelig noget i forhold til, hvis man ser det som en pligt,” siger Emil Bastrup.
Han har et godt råd til de unge, håbefulde fodboldspillere, der drømmer om den fodboldkarriere, han aldrig selv fik.
”Det er sgu okay at bide i den sure del af aeblet nogle gange. Hvis man virkelig vil det, skal man klare sig igennem de perioder, hvor man ikke spiller, og hvor det ikke er så sjovt. Men jeg synes også, man skal huske på, at det skal vaere sjovt. Ellers spilder man sin tid.”