NÅR TO BEN MØDES
Det kunne lyde som titlen på en obskur C-film eller en roman af tvivlsomt tilsnit, men det daekker over, at nogle af de hyppigste spørgsmål handler om tacklinger og benspaend. Både hvornår de skal dømmes og ikke dømmes, om der skal en ekstra hilsen med i form af et farvet kort, hvornår man bevaeger sig over graensen til film, og flere andre varianter. Så mens vi venter på, at de helt store enkeltsituationer til diskussion dukker op, er det måske passende at tage en tur i helikopteren.
Jeg kan starte med at slå fast, at hvis der er kontakt, er der kun to mulige udfald på bundlinjen, i hvert fald for selve kontakten : direkte frispark eller ingenting. Mange har stadig den opfattelse, at man kan tage den billige mellemløsning og dømme et indirekte frispark for farligt spil, hvis det måske ikke var sådan helt med vilje. Men det går altså ikke.
Ser vi bort fra et regulaert spark, taler loven om to forseelser med benene, som kan vaere relevante. ’Tackler eller angriber med en anden del af kroppen’ og ’Spaender ben eller forsøger at spaende ben’. De ligger i sagens natur ret taet på hinanden begrebsmaessigt, og i mange tilfaelde kan det vaere ét fedt, om man vaelger den ene eller den anden, men ved tacklingen forventer man i det mindste at have en bold i naerheden – det behøver ikke vaere tilfaeldet ved et benspaend. Formuleringerne giver ofte anledning til misforståelser. Jeg kan naermest høre det vantro brøl: må man nu ikke engang tackle mere, uden at det giver et direkte frispark ? Jo da, alt det man vil – men pointen er, at lovmaessigt ligger den korrekte tackling på bolden, og uden at der også er en aktiv kontakt på modspilleren. Så her kommer man – og det er ikke det eneste sted i fodboldloven – i konflikt med almindelig dansk sprogbrug, hvor man jo ’tackler en modspiller’. Så står der ’tackler eller angriber med en anden del af kroppen’ – og det gør der, fordi der i de senere år har vaeret en tendens til, at spillerne kastede sig ned i tacklinger på en måde, så det ikke altid var foden, der ramte, men måske knaeet. Og det kunne i nogle tilfaelde vaere svaert at putte ned i lovens kasser, så derfor udvidelsen, som kom for en lille håndfuld år siden. En tilsvarende sproglig faelde møder vi ved benspaendet, eller rettere den sidste del af saetningen ’eller forsøger at spaende ben’. Det forsøg daekker ikke over, at man prøvede, men ikke ramte (altså uden kontakt), men over, at man godt nok opnåede kontakten, men at spilleren, som var målet, ikke faldt. Vi kender den fra forsvareren, som halser efter i en omstilling og en tre-fire gange forsøger at få nedlagt angrberen, men bare får sat en serie små kontakter på bagbenet af ham.
Så skal forseelsen vaere begået forsaetligt (med vilje), men udvidet med de tre begreber ’satset’, ’hensynsløst’ og ’unødig stor kraft’. Når man er nødt til at have de udvidelser med, er det for at komme ud over undskyldninger i stil med ’Det var bestemt ikke med vilje, at jeg kom til at ramme ham, men jeg var bare så umanerlig klodset, da jeg satte tacklingen ind’. Hvis man kaster sig ned med mentalt bind for øjnene og afventer, om man mon får bolden og/eller manden, vel vidende at dette har en risiko for at gå galt, betaler man rimeligt nok, hvis det rent faktisk går galt. ’Satset’ er det nederste lag i pyramiden. Sådan noget sker mange gange i en fodboldkamp – ofte er det bare spillere, der kommer for sent med indsatsen – og her vil der normalt ikke skulle nogen følgestraf på. I de to naeste lag begynder kortene at titte frem. Er tacklingen ’hensynsløs’ siger det naesten sig selv, at man har tilsidesat hensynet og udsat spilleren for risikoen for fare (måske blev faren ikke reel – det kan vaere den glidende tackling, som så virkelig farlig ud, men som bare endte med at snitte). På det niveau taler vi om et gult kort – og hvis tacklingen er sat ind med unødig stor kraft, har vi bevaeget os over i afdelingen for røde kort. Definitionen på ’unødig stor kraft’ fortjener at komme med i sin fulde ordlyd: ’En spiller er gået ud over den nødvendige kraftanvendelse og udsaetter sin modspiller for fare’. Ikke nok med at faren nu ikke kun var teoretisk, men reel – men der var samtidig lagt for meget kraft i tacklingen i forhold til formålet. Vi kan tage den samme tackling som før, men nu rammes der med fynd og klem og ikke bare som en snitter. Det skal også med, at en tackling, som udsaetter modspilleren for fare, skal give rødt kort. Det vil oftest vaere sammenfaldende med den unødig store kraft – men det kunne f.eks. også vaere den glidende tackling med ’normal kraft’, som bare sad direkte på achillessenen
Det lyder maegtig teoretisk, men hvad er det egentlig, som dommeren gør, når han ser en tackling eller et benspaend og skal vurdere,
hvilken type kort der skal på ? Her løber han igennem en serie forhold, der hjaelper ham til at tage den rigtige beslutning. Han vil se på kontrollen over tacklingen (hvor mange ben har kontakt med jorden – ingen, ét eller to). Også voldsomheden i tacklingen (den fart, som den kommer med), skal vurderes. Føddernes retning betyder også noget, for kommer spilleren med strakt fod, eller er knopperne forrest ? Og endelig to ikke uvaesentlige ting: muligheden for at spille bolden – og viljen til at spille den. Begge dele skal med i vurderingen – det nytter ikke noget, at bolden er meget taet på, hvis spilleren så i øvrigt var totalt ligeglad med at få fat i den, men koncentrerede sig om at få bremset manden.
En ting, som ofte bliver naevnt i forbindelse med en tackling er, om spilleren ramte bolden. Og det interessante er, at det i virkeligheden er fuldstaendig ligegyldigt, om bolden bliver ramt. Det kan vaere en formildende omstaendighed i relation til eventuel følgestraf (det var det med viljen og muligheden lige før), men det betyder ingenting for, om der skal dømmes direkte frispark eller ej – bare der er aktiv kontakt med spilleren, er den gal. Lad os tage et par eksempler. En spiller kommer ind i en tackling, prikker bolden vaek, men hans ben kan selvfølgelig ikke lige standse bevaegelsen, så det fortstter ind i den anden spiller og vaelter ham. Direkte frispark, selv om bolden blev spillet. En spiller saetter en tackling ind med to fødder – den ene fod sender bolden vaek, den anden sender spilleren vaek. Direkte frispark, selv om bolden blev spillet. Eller omvendt: en spiller saetter en tackling ind, rammer bolden , og nu falder modspilleren over det ben, som den anden spiller lige har sparket bolden vaek med. Der er kontakt – men ikke aktiv kontakt, så ingen forseelse. Og endelig det ekstreme tilfaelde – samme tackling som lige før, men denne gang rammer spilleren ikke bolden, men modspilleren falder over det ben, der lige blev brugt til forsøget. Ingen forseelse, for det er ikke nogen aktiv kontakt. Så principielt betyder det intet, om bolden bliver spillet eller ej – det afgørende er, om den tacklendes ben rammer modspilleren og vaelter ham, eller om modspilleren af egen kraft falder over benet. Eller sagt på en anden måde: hvis ben er der først ? Og skal vi så lige for en sikkerhed skyld have eksemplet med, hvor der kommer en voldsom tackling ind fra siden, og da den anden spiller opfatter faren, hopper han en halv meter i vejret for ikke at blive ramt, hvorved han mister bolden. Her kan vi bruge det indirekte frispark for farligt spil – men nu var der jo altså heller ikke nogen kontakt.
Film var et stort hit i forbindelse med tacklinger under VM, og her er det vigtigt at huske på, at film ikke bare er et spørgsmål om de situationer, hvor der ingen kontakt er. Lige akkurat de er afgjort de letteste at dømme – det spaendende og svaere kommer, når der rent faktisk er en kontakt. Her kan vi igen godt bruge at skelne mellem aktiv og passiv kontakt. Hvis angriberen aktivt selv søger kontakten med forsvarerens ben, naermer vi os i uhyggelig grad film – og det er denne variant, som mange spillere er blevet rigtig gode til, f.eks. ved selv at søge ind over modspillerens ben eller lade benet haenge lidt efter sig vel vidende, at nu opnår man måske en kontakt om lidt. Og så hører det selvfølgelig også med til film, hvis en spiller bevidst overdriver en mindre kontakt (Neymar-varianten). Sådan noget skal give en advarsel. Dels er det snyd – dels er det desvaerre snyd, som af og til lykkes, fordi det er hulens svaert at afgøre i farten.
Så der er rigtig mange ting, som en dommer skal bekymre sig om, når to ben naermer sig hinanden, og der opstår kontakt. Var det en aktiv eller passiv kontakt (er der fripark eller ej), hvor kraftig var kontakten (eventuel følgestraf) – og var det i virkeligheden den ene spiller, der prøvede at narre dommeren (film). Ikke noget at sige til, at man selv med nok så mange kameraer kan blive uenige.