KLUBKONGE, IKON ELLER MELLEMLEDER?
For nogen er det bare er et bind på armen. Andre ser det som et symbol på en hel nations identiet. Anførerbindet har gennem årtier haft mytologisk status i fodboldens verden, men de senere år har forventningerne og kravene til manden, der baerer det, forandret sig og fået flere facetter. Men hvorfor er ledertyper så eftertragtet en vare i dansk og international fodbold? Har anførerrollen fået større eller mindre betydning? Og hvorfor ser man i højere grad et fladere hierarki med flere ledere i moderne fodbold? I en ny serie saetter Tipsbladet fokus på et markant symbol i fodboldens verden: Anføreren.
Til daglig studerede han oldtidskundskab på Oxford University, men Cuthbert Ottaway var også kendt som et idraetsfaenomen, der i 1870’erne repraesenterede Oxford i fem forskellige sportsgrene – heriblandt atletik, tennis og cricket, hvor han blandt andet var anfører for Oxford University Cricket Club. Og så spillede han også fodbold. Cuthbert Ottaway var således bare 22 år gammel, da han gik på banen til verdenshistoriens første officielle fodboldlandskamp. Opgøret mellem England og Skotland blev spillet den 30. november 1872, og efter en afstemning i det engelske fodboldforbunds bestyrelse, var det altså den 22-årige Ottaway, der fik det aerefulde hverv som anfører for det engelske landshold.
Egentlig var den unge englaender mest berømt for sine bedrifter som cricketspiller, men hans fodboldmeritter var også imponerende, for udover anførertjansen i historiens første landskamp, nåede Ottaway også at spille hele tre FA Cup-finaler, og i 1874 var han ligeledes anfører for Oxford i finalesejren over Royal Engineers.
Helt forventeligt er historien om Cuthbert Ottaway fortaellingen om en nobel gentleman. I sin tid blev han set som et forbillede, og blandt andet derfor blev valgt til anfører for det engelske landshold i fodboldforbundets første officielle kamp.
Historien vidner også om, at anførerrollen har vaeret en integreret del af fodboldspillet i al tid med organiseret fodbold. Med inspiration fra cricket havde anføreren (kaptajnen) i de første år en vaesentlig rolle – blandt andet som kyndig fortolker af reglerne.
Hvert holds kaptajn havde således ansvar for, at fodboldreglerne blev overholdt i løbet af en kamp, og det var først, da der i 1874 blev indført såkaldte matchofficials, at denne del af spillet blev uddelegeret til en neutral observatør, indtil en decideret dommer blev en del af spilet i 1881.
I dag har anføreren kun en formel rolle i form af lodtraekningsceremonien før en kamp, og i de officielle fodboldregler er anføreren kun omtalt i en kort passage.
”Anføreren skal baere et tydeligt armbind. Det skal klart adskille sig fra spilledragten og må ikke vaere sort. Anføreren har ingen speciel status eller specielle rettigheder, men han har en vis grad af ansvar for sit holds opførsel,” lyder det i den version af fodboldloven, der kan laeses på DBU’s hjemmeside.
Alligevel har rollen som anfører gennem årene vaeret forbundet med masser af prestige, og fodboldhistorien er fuld af historier, myter og eksempler på staerke personligheder, der har båret anførerbindet.
En hurtig Google-søgning på historiens største anførere bringer straks ikoniske skikkelser som Maldini, Cruyff og Beckenbauer frem, og de fleste klubber og landshold har på et tidspunkt haft en spiller, der om nogen har defineret sin tid og sit hold som kaptajn. Taenk bare på folk som Romas Francesco Totti, Manchester Uniteds Bryan Robson eller Morten Olsens aera som anfører på det danske landshold.
I dag tales der imidlertid om, at der mangler ledertyper i moderne fodbold, for der er mange forskellige forventninger til, hvad en anfører skal kunne. Samtidig er rollens betydning også under ombrydning, og anførerens personlighed, status og opgaver er i høj grad anderledes fra klub til klub og fra land til land.
ANFØRERENS MANGE KASKETTER
Nikolaj Korsgaard er sportspsykolog og har gennem mere end ti år vaeret ekstern konsulent i flere forskellige fodboldklubber og organisationer, heriblandt hos Team Danmark, hvor han stadig er tilknyttet som ekstern konsulent.
Han oplever, at der er fodboldverdenen er stort fokus på anførerrollen.
”Fodbold er en holdsport, og det er et kaosspil, der er rimeligt komplekst. Traenere og videoanalytikere prøver at få skabt en struktur i denne type spil, som er mindre struktureret og organiseret end håndbold og basketball. I dette forsøg på at skabe struktur i kaos, er anføreren en mand, der kan have en ret vigtig betydning,” siger Nikolaj Korsgaard.
Han fremhaever, at der kan vaere enorm forskel på kravene og forventningerne til en anfører fra sted til sted.
”Hvis vi kigger overordnet på, hvordan fodboldverdenen opfatter anføreren, er der mange ord, der går igen. Vi hører om ”traenerens forlaengede arm” inde på banen, vi hører termen med, at ”han skal vaere kulturbaereren”, der er med til at fastholde en bestemt kultur i trup og klub. Vi hører om ”ansigtet udadtil”. Han skal også vaere samlingsfigur og ”én de unge kan laene sig op ad”. Der er mange floskler, der går igen og bliver knyttet an til anføreren. Det kan gøre det vanskeligt for en klub at finde en anfører. Nogle gange er det også udfordrende for spillere at traede ind i rollen, fordi der efterhånden bliver knyttet så mange forskelligartede forventninger til, hvad anføreren skal vaere i stand til,” siger Nikolaj Korsgaard.
I sin tid som spiller varetog Nikolai Stokholm mange af disse opgaver, for han oplevede at baere anførerbindet i alle de klubber, han repraesenterede på seniorplan. I AB var det primaert en vikartjans, men både i OB, Viking og FC Nordsjaelland var han permanent anfører gennem sammenlagt ti år.
”Som anfører får man et ansvar overfor holdet og overfor traenerteamet. Man bliver stemmen og mellemledet mellem spillertruppen, traenerteamet og klubben. Man bliver den forlaengede arm inde på banen, så jeg synes absolut, at rollen skifter. Det er rigtigt, at min spillestil ikke aendrede sig, da jeg blev anfører, men min vaeremåde og min bevidsthed om ansvaret aendrede sig. Det bliver meget synliggjort, når man bliver anfører. Jeg gjorde måske mange af de samme ting i forvejen, men man bliver mere bevidst om det, når man får bindet om armen. Jeg var absolut også bevidst om det, når jeg løb rundt på banen. Jeg havde bindet om armen, og det var mig, der havde et større ansvar for at få tingene til at lykkes,” siger Nikolai Stokholm.
Det er også ansvaret, som AaB’s sportsdirektør, Allan Gaarde, fremhaever, når han bliver bedt om at forholde sig til anførerrollen. Nordjyden nåede som spiller at vaere kaptajn i AaB, ligesom han også varetog opgaven i Viking. Han mener i dag, at anførertjansen ikke gjorde ham til en bedre spiller- tvaertimod.
”Det handler om at hvile i opgaven og vaere det ganske naturligt og vokse i rollen. En af mine fejl som anfører var, at jeg tog hele verden på mine skuldre. Jeg troede, at når jeg havde fået dette tillidserhverv, skulle jeg spille hver bold for mine holdkammerater. Det gjorde, at jeg selv spillede dårligere. Jeg tog et for stort ansvar, og når jeg kigger eftertaenksomt på det, tror jeg ikke, at det gavnede mig at blive anfører. Som spiller skulle jeg nok tage et stort ansvar alligevel, fordi jeg var sådan som type. Derfor tror jeg ikke, at det gavnede mine praestationer, at jeg blev anfører. Andre spillere vokser af det, fordi de får et større ansvar og mere tillid,” siger Allan Gaarde.
Ansvaret kan altså blive varetaget på flere forskellige måder, og for Nikolai Stokholm handlede det derfor også om at følge sin intuition som anfører.
”Når kampen kører, og man er i gang, foregår det i et tempo, så det handler om at praestere. Der er ikke så meget tid til at løbe rundt og taenke en hel masse. I ens spil og ens atti-
tude handler det om at fremstå som en anfører. Selvfølgelig også verbalt. Vi er forskellige som anførere, og der er nogen, der råber og skriger meget, fordi det er sådan, de bedst føler, at de kommer til udtryk på. Der er andre, der mere er den stille type og viser det med fødderne, med kroppen og med spillet. Et godt eksempel er René Henriksen, der både var anfører på landsholdet og i AB. René var aldrig en højtråbende fyr, men han havde en fantastisk attitude og et fantastisk fodboldspil, der gjorde, at han drev sine medspillere i den retning, han gerne ville. Det er også en måde at gøre det på. Selv prøvede jeg at vise det i mit spil, mens jeg absolut heller ikke var bange for at guide hold og medspillere under kampe. Jeg havde også overskuddet til det, og det var måske en af årsagerne til, at jeg var anfører,” siger den tidligere midtbanemand.
Gennem sit arbejde i klubber og idraetsforbund har sportspsykolog Nikolaj Korsgaard stødt på mange holdninger til, hvad en anfører skal kunne. Det handler både om trivsel i truppen og sociale opgaver, retfaerdighed og konfliktmaegling, indsigt i traeningsmiljø, hjaelp til traeneren, hjaelp til nye holdkammerater samt forventninger om, at anføreren er et etisk og moralsk forbilleder. Og det er blot alt det uden for banen. Inde på graesset skal anføreren blandt andet vaere stabil i sine praestationer, taktisk dygtig, diplomatisk over for dommeren, hjaelpsom over for holdkammerater.
”Det spaender enormt bredt, hvilke typer af opgaver, der kan falde ind under anførerens kasket. Det er selvfølgelig udfordrende at finde nogen, der kan møde alle disse kriterier. Det er ikke det nemmeste,” mener Korsgaard.
FLINKE FYRE OG BARSKE BAD BOYS
Som elitefodboldtraener i både DBU-regi, i FC Midtjylland og senest i AGF har Glen Riddersholm mange års erfaring i samarbejdet med anføreren på et fodboldhold. Han slår også fast, at arketypen på den gode anfører ikke findes, for kravene afhaenger af klubben.
”Mange øjne hviler altid på anføreren, og det er vigtigt, at man kan identificere klubbens kultur, spillestil og vaerdier i anføreren. Der er nogle klare kendetegn for en anfører uanset hvad, for han har utrolig mange opgaver. Fodboldspillet er i dag en større virksomhed, som skal fungere på mange platforme. Det er ikke så simpelt, som det var i gamle dage. Der er langt flere ledelsesbegreber, der har langt større betydning i moderne fodbold. Derfor er anføreropgaven en stor ledelsesmaessig opgave, og derfor mener jeg også, at man skal uddanne sig til det,” siger Glen Riddersholm
Der findes mange eksempler på anførerrollens forskelligartethed, og det er naermest umuligt at tegne et billede af en typisk anfører. Englaendernes ideelle anfører er 1960’ernes gentleman Bobby Moore; i Argentina er det 1980’ernes bad boy Diego Maradona.
Moore er husket som den stolte VM-helt, der er berømt for at have tørret sine beskidte haender af i sine shorts, inden han skulle trykke Dronning Elizabeth i hånden ved overraekkelsen af Jules Rimet-trofaeet i 1966. Han er aeret med en statue foran Wembley med en hyldestpåskrift, hvor disse ord blandt andet indgår:
”National Treasure. Master of Wembley. Lord of the game. Captain extraordinary. Gentleman of all time.”
I Argentina har man alle dage hyldet Diego Maradona, der som anfører vandt VM til Argentina i 1986, og hans popularitet synes upåvirket af hans mange skandaler, der blandt andet indeholdt doping, kokainmisbrug og episoder, hvor han har skudt mod journalister med et riffel.
I begge lande er de to anførerlegenders efterfølgere blevet målt og vejet mod verdensmesterens bedrifter og vaesen. John Terry kunne ikke vaere engelsk landsholdsanfører på grund af flere ufine sager uden for banen, og i Argentina blev Lionel Messi tidligere ikke set som en vaerdig landsholdsanfører, fordi han manglede temperament og fandenivoldskhed.
Man behøver imidlertid ikke at skue til udlandet for at finde kontrastfyldte måder at fortolke rollen på. I slutningen af 1980’erne var John Stampe en højtråbende og brysk anfører i AGF, der gjorde et staerkt indtryk på nye og unge spillere, der blev en del af førsteholdet.
I sin bog No Regrets fra 2005 fortaeller Stig Tøfting, hvordan John Stampe i sin tid styrede AGF-traeningen med hård hånd.