KLUBKONGE, IKON EL­LER MELLEMLEDER?

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - ANFØRERNE - KA­PI­TEL 1 - TEKST: MAR­TIN DAVIDSEN

For no­gen er det ba­re er et bind på ar­men. An­dre ser det som et sym­bol på en hel na­tions iden­ti­et. An­fø­rer­bin­det har gen­nem år­ti­er haft myto­lo­gisk sta­tus i fod­bol­dens ver­den, men de se­ne­re år har for­vent­nin­ger­ne og kra­ve­ne til man­den, der ba­e­rer det, for­an­dret sig og få­et fle­re facet­ter. Men hvor­for er le­der­ty­per så ef­ter­trag­tet en va­re i dansk og in­ter­na­tio­nal fodbold? Har an­fø­rer­rol­len få­et stør­re el­ler min­dre be­tyd­ning? Og hvor­for ser man i hø­je­re grad et fla­de­re hi­e­rar­ki med fle­re le­de­re i mo­der­ne fodbold? I en ny se­rie sa­et­ter Tips­bla­det fo­kus på et mar­kant sym­bol i fod­bol­dens ver­den: Anføreren.

Til dag­lig stu­de­re­de han old­tids­kund­skab på Ox­ford Uni­ver­si­ty, men Cut­h­bert Ot­taway var og­så kendt som et idra­ets­fa­eno­men, der i 1870’er­ne re­pra­e­sen­te­re­de Ox­ford i fem for­skel­li­ge sports­gre­ne – her­i­blandt at­le­tik, ten­nis og cri­ck­et, hvor han blandt an­det var an­fø­rer for Ox­ford Uni­ver­si­ty Cri­ck­et Club. Og så spil­le­de han og­så fodbold. Cut­h­bert Ot­taway var så­le­des ba­re 22 år gam­mel, da han gik på ba­nen til ver­dens­hi­sto­ri­ens før­ste of­fi­ci­el­le fod­bold­land­skamp. Op­gø­ret mel­lem Eng­land og Skot­land blev spil­let den 30. novem­ber 1872, og ef­ter en af­stem­ning i det en­gel­ske fod­bold­for­bunds be­sty­rel­se, var det alt­så den 22-åri­ge Ot­taway, der fik det aere­ful­de hverv som an­fø­rer for det en­gel­ske lands­hold.

Egent­lig var den un­ge eng­la­en­der mest be­rømt for si­ne be­drif­ter som cri­ck­et­spil­ler, men hans fod­bold­me­rit­ter var og­så im­po­ne­ren­de, for ud­over an­fø­rertjan­sen i hi­sto­ri­ens før­ste land­skamp, nå­e­de Ot­taway og­så at spil­le he­le tre FA Cup-fi­na­ler, og i 1874 var han li­ge­le­des an­fø­rer for Ox­ford i fi­na­le­sej­ren over Roy­al En­gi­ne­ers.

Helt for­ven­te­ligt er hi­sto­ri­en om Cut­h­bert Ot­taway forta­el­lin­gen om en no­bel gent­le­man. I sin tid blev han set som et for­bil­le­de, og blandt an­det der­for blev valgt til an­fø­rer for det en­gel­ske lands­hold i fod­bold­for­bun­dets før­ste of­fi­ci­el­le kamp.

Hi­sto­ri­en vid­ner og­så om, at an­fø­rer­rol­len har va­e­ret en in­te­gre­ret del af fod­bold­spil­let i al tid med or­ga­ni­se­ret fodbold. Med in­spira­tion fra cri­ck­et hav­de anføreren (kap­ta­j­nen) i de før­ste år en va­e­sent­lig rol­le – blandt an­det som kyn­dig for­tol­ker af reg­ler­ne.

Hvert holds kap­ta­jn hav­de så­le­des an­svar for, at fod­bol­dreg­ler­ne blev over­holdt i lø­bet af en kamp, og det var først, da der i 1874 blev ind­ført så­kald­te mat­chof­fi­ci­als, at den­ne del af spil­let blev ud­de­le­ge­ret til en neut­ral ob­ser­va­tør, ind­til en de­ci­de­ret dom­mer blev en del af spilet i 1881.

I dag har anføreren kun en for­mel rol­le i form af lod­tra­ek­nings­ce­re­mo­ni­en før en kamp, og i de of­fi­ci­el­le fod­bol­dreg­ler er anføreren kun om­talt i en kort pas­sa­ge.

”Anføreren skal ba­e­re et ty­de­ligt arm­bind. Det skal klart ad­skil­le sig fra spil­led­rag­ten og må ik­ke va­e­re sort. Anføreren har in­gen spe­ci­el sta­tus el­ler spe­ci­el­le ret­tig­he­der, men han har en vis grad af an­svar for sit holds op­før­sel,” ly­der det i den ver­sion af fod­bold­loven, der kan la­e­ses på DBU’s hjem­mesi­de.

Al­li­ge­vel har rol­len som an­fø­rer gen­nem åre­ne va­e­ret for­bun­det med mas­ser af pre­sti­ge, og fod­bold­hi­sto­ri­en er fuld af hi­sto­ri­er, myter og ek­semp­ler på sta­er­ke per­son­lig­he­der, der har bå­ret an­fø­rer­bin­det.

En hur­tig Goog­le-søg­ning på hi­sto­ri­ens stør­ste an­fø­re­re brin­ger straks iko­ni­ske skik­kel­ser som Mal­di­ni, Cruyff og Beck­en­bau­er frem, og de fle­ste klub­ber og lands­hold har på et tids­punkt haft en spil­ler, der om no­gen har de­fi­ne­ret sin tid og sit hold som kap­ta­jn. Ta­enk ba­re på folk som Ro­mas Fran­cesco Tot­ti, Man­che­ster Uni­teds Bry­an Rob­son el­ler Mor­ten Ol­sens ae­ra som an­fø­rer på det dan­ske lands­hold.

I dag ta­les der imid­ler­tid om, at der mang­ler le­der­ty­per i mo­der­ne fodbold, for der er man­ge for­skel­li­ge for­vent­nin­ger til, hvad en an­fø­rer skal kun­ne. Sam­ti­dig er rol­lens be­tyd­ning og­så un­der om­bryd­ning, og an­fø­re­rens per­son­lig­hed, sta­tus og op­ga­ver er i høj grad an­der­le­des fra klub til klub og fra land til land.

AN­FØ­RE­RENS MAN­GE KA­SKET­TER

Ni­ko­laj Kors­gaard er sport­spsy­ko­log og har gen­nem me­re end ti år va­e­ret ek­stern kon­su­lent i fle­re for­skel­li­ge fod­bold­klub­ber og or­ga­ni­sa­tio­ner, her­i­blandt hos Team Dan­mark, hvor han sta­dig er til­knyt­tet som ek­stern kon­su­lent.

Han op­le­ver, at der er fod­bold­ver­de­nen er stort fo­kus på an­fø­rer­rol­len.

”Fodbold er en holdsport, og det er et ka­os­spil, der er ri­me­ligt kom­plekst. Tra­e­ne­re og vi­deo­a­na­ly­ti­ke­re prø­ver at få skabt en struk­tur i den­ne ty­pe spil, som er min­dre struk­tu­re­ret og or­ga­ni­se­ret end hånd­bold og ba­sket­ball. I det­te for­søg på at ska­be struk­tur i ka­os, er anføreren en mand, der kan ha­ve en ret vig­tig be­tyd­ning,” si­ger Ni­ko­laj Kors­gaard.

Han frem­ha­e­ver, at der kan va­e­re enorm for­skel på kra­ve­ne og for­vent­nin­ger­ne til en an­fø­rer fra sted til sted.

”Hvis vi kig­ger over­ord­net på, hvor­dan fod­bold­ver­de­nen op­fat­ter anføreren, er der man­ge ord, der går igen. Vi hø­rer om ”tra­e­ne­rens for­la­en­ge­de arm” in­de på ba­nen, vi hø­rer ter­men med, at ”han skal va­e­re kul­tur­ba­e­re­ren”, der er med til at fast­hol­de en be­stemt kul­tur i trup og klub. Vi hø­rer om ”an­sig­tet udadtil”. Han skal og­så va­e­re sam­lings­fi­gur og ”én de un­ge kan la­e­ne sig op ad”. Der er man­ge flos­k­ler, der går igen og bli­ver knyt­tet an til anføreren. Det kan gø­re det van­ske­ligt for en klub at fin­de en an­fø­rer. Nog­le gan­ge er det og­så ud­for­dren­de for spil­le­re at tra­e­de ind i rol­len, for­di der ef­ter­hån­den bli­ver knyt­tet så man­ge for­skel­lig­ar­te­de for­vent­nin­ger til, hvad anføreren skal va­e­re i stand til,” si­ger Ni­ko­laj Kors­gaard.

I sin tid som spil­ler va­re­tog Ni­ko­lai Stok­holm man­ge af dis­se op­ga­ver, for han op­le­ve­de at ba­e­re an­fø­rer­bin­det i al­le de klub­ber, han re­pra­e­sen­te­re­de på se­ni­o­r­plan. I AB var det pri­ma­ert en vi­kartjans, men bå­de i OB, Viking og FC Nord­s­ja­el­land var han per­ma­nent an­fø­rer gen­nem sam­men­lagt ti år.

”Som an­fø­rer får man et an­svar over­for hol­det og over­for tra­e­ner­tea­met. Man bli­ver stem­men og mel­lem­le­det mel­lem spil­ler­trup­pen, tra­e­ner­tea­met og klub­ben. Man bli­ver den for­la­en­ge­de arm in­de på ba­nen, så jeg sy­nes ab­so­lut, at rol­len skif­ter. Det er rig­tigt, at min spil­lestil ik­ke aen­dre­de sig, da jeg blev an­fø­rer, men min va­e­re­må­de og min be­vidst­hed om an­sva­ret aen­dre­de sig. Det bli­ver me­get syn­lig­gjort, når man bli­ver an­fø­rer. Jeg gjor­de må­ske man­ge af de sam­me ting i for­vej­en, men man bli­ver me­re be­vidst om det, når man får bin­det om ar­men. Jeg var ab­so­lut og­så be­vidst om det, når jeg løb rundt på ba­nen. Jeg hav­de bin­det om ar­men, og det var mig, der hav­de et stør­re an­svar for at få tin­ge­ne til at lyk­kes,” si­ger Ni­ko­lai Stok­holm.

Det er og­så an­sva­ret, som AaB’s sport­s­di­rek­tør, Al­lan Gaar­de, frem­ha­e­ver, når han bli­ver bedt om at for­hol­de sig til an­fø­rer­rol­len. Nord­jy­den nå­e­de som spil­ler at va­e­re kap­ta­jn i AaB, li­ge­som han og­så va­re­tog op­ga­ven i Viking. Han me­ner i dag, at an­fø­rertjan­sen ik­ke gjor­de ham til en bed­re spil­ler- tva­er­ti­mod.

”Det hand­ler om at hvi­le i op­ga­ven og va­e­re det gan­ske na­tur­ligt og vok­se i rol­len. En af mi­ne fejl som an­fø­rer var, at jeg tog he­le ver­den på mi­ne skul­dre. Jeg tro­e­de, at når jeg hav­de få­et det­te til­lid­s­er­hverv, skul­le jeg spil­le hver bold for mi­ne hold­kam­me­ra­ter. Det gjor­de, at jeg selv spil­le­de dår­li­ge­re. Jeg tog et for stort an­svar, og når jeg kig­ger ef­terta­enk­somt på det, tror jeg ik­ke, at det gav­ne­de mig at bli­ve an­fø­rer. Som spil­ler skul­le jeg nok ta­ge et stort an­svar al­li­ge­vel, for­di jeg var så­dan som ty­pe. Der­for tror jeg ik­ke, at det gav­ne­de mi­ne pra­e­sta­tio­ner, at jeg blev an­fø­rer. An­dre spil­le­re vok­ser af det, for­di de får et stør­re an­svar og me­re til­lid,” si­ger Al­lan Gaar­de.

An­sva­ret kan alt­så bli­ve va­re­ta­get på fle­re for­skel­li­ge må­der, og for Ni­ko­lai Stok­holm hand­le­de det der­for og­så om at føl­ge sin in­tu­i­tion som an­fø­rer.

”Når kam­pen kø­rer, og man er i gang, fo­re­går det i et tem­po, så det hand­ler om at pra­este­re. Der er ik­ke så me­get tid til at lø­be rundt og ta­en­ke en hel mas­se. I ens spil og ens at­ti-

tu­de hand­ler det om at frem­stå som en an­fø­rer. Selv­føl­ge­lig og­så ver­balt. Vi er for­skel­li­ge som an­fø­re­re, og der er no­gen, der rå­ber og skri­ger me­get, for­di det er så­dan, de bedst fø­ler, at de kom­mer til ud­tryk på. Der er an­dre, der me­re er den stil­le ty­pe og vi­ser det med fød­der­ne, med krop­pen og med spil­let. Et godt ek­sem­pel er René Hen­rik­sen, der bå­de var an­fø­rer på lands­hol­det og i AB. René var al­drig en højtrå­ben­de fyr, men han hav­de en fan­ta­stisk at­ti­tu­de og et fan­ta­stisk fod­bold­spil, der gjor­de, at han drev si­ne med­spil­le­re i den ret­ning, han ger­ne vil­le. Det er og­så en må­de at gø­re det på. Selv prø­ve­de jeg at vi­se det i mit spil, mens jeg ab­so­lut hel­ler ik­ke var ban­ge for at gu­i­de hold og med­spil­le­re un­der kam­pe. Jeg hav­de og­så over­skud­det til det, og det var må­ske en af år­sa­ger­ne til, at jeg var an­fø­rer,” si­ger den tid­li­ge­re midt­ba­ne­mand.

Gen­nem sit ar­bej­de i klub­ber og idra­ets­for­bund har sport­spsy­ko­log Ni­ko­laj Kors­gaard stødt på man­ge hold­nin­ger til, hvad en an­fø­rer skal kun­ne. Det hand­ler bå­de om triv­sel i trup­pen og so­ci­a­le op­ga­ver, ret­fa­er­dig­hed og kon­flik­t­ma­eg­ling, ind­sigt i tra­e­nings­mil­jø, hja­elp til tra­e­ne­ren, hja­elp til nye hold­kam­me­ra­ter samt for­vent­nin­ger om, at anføreren er et etisk og moralsk for­bil­le­der. Og det er blot alt det uden for ba­nen. In­de på gra­es­set skal anføreren blandt an­det va­e­re sta­bil i si­ne pra­e­sta­tio­ner, tak­tisk dyg­tig, diplo­ma­tisk over for dom­me­ren, hja­elp­som over for hold­kam­me­ra­ter.

”Det spa­en­der enormt bredt, hvil­ke ty­per af op­ga­ver, der kan fal­de ind un­der an­fø­re­rens ka­sket. Det er selv­føl­ge­lig ud­for­dren­de at fin­de no­gen, der kan mø­de al­le dis­se kri­te­ri­er. Det er ik­ke det nem­me­ste,” me­ner Kors­gaard.

FLIN­KE FY­RE OG BAR­SKE BAD BOYS

Som eli­te­fod­bold­tra­e­ner i bå­de DBU-re­gi, i FC Midtjyl­land og se­ne­st i AGF har Glen Rid­ders­holm man­ge års er­fa­ring i sam­ar­bej­det med anføreren på et fod­bold­hold. Han slår og­så fast, at ar­ke­ty­pen på den go­de an­fø­rer ik­ke fin­des, for kra­ve­ne af­ha­en­ger af klub­ben.

”Man­ge øj­ne hvi­ler al­tid på anføreren, og det er vig­tigt, at man kan iden­ti­fi­ce­re klub­bens kul­tur, spil­lestil og va­er­di­er i anføreren. Der er nog­le kla­re ken­de­tegn for en an­fø­rer uan­set hvad, for han har ut­ro­lig man­ge op­ga­ver. Fod­bold­spil­let er i dag en stør­re virk­som­hed, som skal fun­ge­re på man­ge plat­for­me. Det er ik­ke så sim­pelt, som det var i gam­le da­ge. Der er langt fle­re le­del­ses­be­gre­ber, der har langt stør­re be­tyd­ning i mo­der­ne fodbold. Der­for er an­fø­rero­p­ga­ven en stor le­del­ses­ma­es­sig op­ga­ve, og der­for me­ner jeg og­så, at man skal ud­dan­ne sig til det,” si­ger Glen Rid­ders­holm

Der fin­des man­ge ek­semp­ler på an­fø­rer­rol­lens for­skel­lig­ar­tet­hed, og det er na­er­mest umu­ligt at teg­ne et bil­le­de af en ty­pisk an­fø­rer. Eng­la­en­der­nes ide­el­le an­fø­rer er 1960’er­nes gent­le­man Bob­by Mo­o­re; i Ar­gen­ti­na er det 1980’er­nes bad boy Die­go Ma­ra­do­na.

Mo­o­re er hu­sket som den stol­te VM-helt, der er be­rømt for at ha­ve tør­ret si­ne be­skid­te ha­en­der af i si­ne shorts, in­den han skul­le tryk­ke Dron­ning Eliza­beth i hån­den ved over­ra­ek­kel­sen af Ju­les Ri­met-tro­fa­e­et i 1966. Han er ae­ret med en sta­tue for­an Wem­bley med en hyl­dest­på­skrift, hvor dis­se ord blandt an­det ind­går:

”Na­tio­nal Trea­su­re. Ma­ster of Wem­bley. Lord of the ga­me. Cap­tain extra­or­di­nary. Gent­le­man of all ti­me.”

I Ar­gen­ti­na har man al­le da­ge hyl­det Die­go Ma­ra­do­na, der som an­fø­rer vandt VM til Ar­gen­ti­na i 1986, og hans po­pu­la­ri­tet sy­nes upå­vir­ket af hans man­ge skan­da­ler, der blandt an­det in­de­holdt do­ping, ko­kain­mis­brug og epi­so­der, hvor han har skudt mod jour­na­li­ster med et rif­fel.

I beg­ge lan­de er de to an­fø­rer­le­gen­ders ef­ter­føl­ge­re ble­vet må­lt og ve­jet mod ver­dens­meste­rens be­drif­ter og va­e­sen. Jo­hn Ter­ry kun­ne ik­ke va­e­re en­gelsk lands­holds­an­fø­rer på grund af fle­re ufi­ne sa­ger uden for ba­nen, og i Ar­gen­ti­na blev Lio­nel Mes­si tid­li­ge­re ik­ke set som en va­er­dig lands­holds­an­fø­rer, for­di han mang­le­de tem­pe­ra­ment og fan­de­ni­voldsk­hed.

Man be­hø­ver imid­ler­tid ik­ke at skue til ud­lan­det for at fin­de kon­trast­fyld­te må­der at for­tol­ke rol­len på. I slut­nin­gen af 1980’er­ne var Jo­hn Stam­pe en højtrå­ben­de og brysk an­fø­rer i AGF, der gjor­de et sta­er­kt ind­tryk på nye og un­ge spil­le­re, der blev en del af første­hol­det.

I sin bog No Re­grets fra 2005 forta­el­ler Stig Tøf­ting, hvor­dan Jo­hn Stam­pe i sin tid sty­re­de AGF-tra­e­nin­gen med hård hånd.

For Glen Rid­ders­holm er det vig­tigt, at en an­fø­rer er et sym­bol på den klub, han spil­ler i, og det fun­ge­re­de i FC Midtjyl­land, hvor Kri­sti­an Bach Bak bar an­fø­rer­bin­det og end­te som dansk me­ster i 2015 sam­men med Rid­ders­holm. Fo­to: Claus Fi­sker/Ritzau Scan­pix

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.