HUMLEBIEN PÅ SYDKYSTEN
Det var en stor overraskelse, da Bournemouth i 2015 for første gang i historien rykkede op i England bedste raekke, men eventyret stoppede ikke der: Med en vellykket blanding af gammeldags dyder praeget af en staerk klubkultur og en moderne tilgang til spillet på banen har den ekstremt populaere manager Eddie Howe med små skridt bygget et staerkt kollektiv, der mod al logik spiller med i toppen af Premier League.
Normalt er et Premier League-stadion ikke til at overse. Enorme metalkonstruktioner tårner sig op og kommer til syne på flere kilometers afstand. Weekend efter weekend valfarter fodboldturister fra hele verden til klodens største fodboldliga for at opleve de mytiske stadioner. Anfield. Old Trafford. Stamford Bridge.
I det selskab er Vitality Stadium i Bournemouth en rendyrket anakronisme. Hernede på den engelske sydkyst skal man helt ind på parkeringspladsen for at få øje på stadionet. Og selv her skygger traetoppene for hovedtribunen, for et stadion med plads til bare 11.500 tilskuere rager naturligvis ikke over traeerne, der stadig baerer blade i det milde sydengelske efterår.
Det forekommer uvirkeligt, at dette stadion i Superligastørrelse er hjemsted for det aktuelt sjettebedste hold i den engelske Premier League, men sådan er det. AFC Bournemouth er saesonens store overraskelse, og i lørdags kunne holdet i nogle timer bevaege sig helt op på fjerdepladsen i tabellen med en sejr over Manchester United, der inden kampen lå to pladser og tre point efter lille Bournemouth fra en by med under 200.000 indbyggere.
Så det er til at forstå, at den hollandske landsholdsforsvarer Nathan Aké smiler og stråler, da han har parkeret bilen på parkeringspladsen foran stadion og spadserer hen mod indgangen, mens han hilser på tilhaengere, skriver autografer og poserer til billeder. Nok er Bournemouth pludselig blevet et tophold, men på mange områder er klubben stadig den samme som i de mange år i de lavere raekker. Afstanden fra spillere til fans forekommer noget mindre end de fleste andre steder i England.
Lidt efter dukker David Brooks op, en offensivspiller med et drenget ansigt, som Bournemouth fandt hos Sheffield United i den naestbedste raekke i sommer, og som nu er et af saesonens stjerneskud i Premier League. Også han signerer og smiler, inden han går ind på det stadion, hvor Bournemouth ikke har tabt i over et halvt år.
Fire dage forinden blev det til en 2-1-sejr over Norwich City i ottendedelsfinalen i Carabao Cup, så Bournemouth nu er blandt de otte sidste i den lille pokalturnering. Den aften i sidste uge havde Vitality Stadium besøg af en af klubbens gamle spillere, og selvom der efterhånden er gået mange år, siden Claus Bech
Jørgensen huserede på Bournemouths midtbane, har han stadig staerke bånd til klubben.
”Man kan godt komme til at glemme det, når klubben nu ligger i toppen af Premier League, men når jeg besøger stadion, bliver jeg altid mindet om, hvor lille en klub Bournemouth i virkeligheden er. Når man går ind gennem hovedindgangen, er der vel bare ti meter, før man står inde på banen. Meget er stadig, som da jeg selv spillede i klubben,” siger han.
Claus Bech Jørgensen kom til Bournemouth under specielle omstaendigheder tilbage i 1999. Han var i starten af 20’erne og spillede for Horsens i Danmarks naestbedste raekke. Hans kontrakt naermede sig sit udløb, da han laeste i en avis, at man selv i Englands tredjeog fjerdebedste raekke kunne leve af at spille fodbold og optraede foran mange tusinde tilskuere.
Han blev nysgerrig og begyndte sammen med sin svoger at kontakte klubberne i Englands lavere raekker for at høre, om han kunne få lov til at traene med og forsøge at spille sig til en kontrakt. De fleste steder modtog han et nej, men Bournemouth i den tredjebedste raekke var ikke helt afvisende. Til sidst fik Claus Bech Jørgensen trumfet igennem, at han kunne komme over og spille med i en traeningskamp. Gjorde han det godt, kunne han få lov at traene med, og så måtte de se, hvor det endte.
”Jeg blev hentet i lufthavnen i London, og i bilen til Bournemouth talte vi lidt om min karriere i den danske 1. division. Senere har jeg fået at vide, at klubben havde misforstået det. De troede, at 1. division var den bedste raekke i Danmark. Havde de vidst, at jeg blot spillede i den naestbedste raekke, havde jeg aldrig fået lov til at komme over,” griner han.
Men selvom hans cv ikke var imponerende, greb Claus Bech Jørgensen chancen. Han traenede med og skrev under på en kontrakt og skiftede i sommeren 1999 til Bournemouth. Det blev starten på en mere end ti år lang karriere i engelsk fodbold i seks forskellige klubber. Men i Bournemouth mødte han sin nuvaerende kone, og derfor besøger han jaevnligt byen og klubben fra hjemmet i naerheden af Coventry. Og når han er på besøg, er det nemt at blive bekraeftet i, at dette er hans hjerteklub i England.
”Vi kunne naesten stille et helt hold af spillere fra min tid, der i dag arbejder i klubbens traenerstab. Det er meget specielt og skaber en saerlig stemning og en staerk klubkultur. Og den altafgørende person er selvfølgelig Eddie.”
YDMYGHED OG LOYALITET
Når Claus Bech Jørgensen taler om Eddie, handler det naturligvis om Bournemouths manager Eddie Howe. Med sine 40 år er han den yngste manager i Premier League, men han er samtidig den med højest anciennitet. Og hans bånd til Bournemouth går meget laengere tilbage, end da han vendte tilbage som manager i oktober 2012. Howe kom til klubben som ungdomsspiller, debuterede for førsteholdet som 18-årig og spillede 311 kampe, inden en knaeskade satte en stopper for karrieren, da han blot var 29 år.
Et par år senere var Bournemouth i enorme problemer. Klubben havde rod i økonomien og blev sat under administration og som straf fratrukket 17 point i League 2 i 2008. Først i december i den saeson nåede Bournemouth op på 0 point efter en 3-3-kamp i Luton, men stadig lignede det et farvel til ligasystemet, hvor klubben havde befundet sig siden 1923. Manager Jimmy Quinn blev fyret Nytårsaften 2008, og Eddie Howe blev forfremmet fra en rolle som ungdomstraener til at vaere midlertidig manager. De første to kampe blev tabt, men alligevel fik han jobbet permanent, selvom han blot var 31 år. Resultaterne blev gradvist bedre, Bournemouth overlevede i League 2, året efter rykkede klubben op, og efter et kort ophold i Burnley vendte Howe i 2012 til-
bage og førte Bournemouth op i først The Championship og to år senere Premier League for første gang i historien.
”Eddie har vaeret den rette mand på det rette tidspunkt. Han er ydmyg, god til at organisere og har en fantastisk arbejdsindstilling. Fagligt er han meget dygtig, og han ved praecis, hvad han vil med holdet. Hans vaerdier passer perfekt til klubben,” siger Claus Bech Jørgensen om sin gamle holdkammerat.
”Da jeg senest talte med ham, var det som at tale med ham i gamle dage. Han har ikke aendret sig. Når mennesker får succes, kan det stige dem til hovedet, og en manager kan komme til at tro for meget på den hype, der er omkring ham. Men sådan er Eddie slet ikke. Han holder alt støjen på afstand. Han er også en meget privat person. Han er ikke ret meget i medierne og holder sig fra de sociale medier. Det er ikke nemt at komme taet på ham,” fortsaetter han.
Også Howes assistent Jason Tindall er en af Claus Bech Jørgensens gamle holdkammerater, og hele traenerstaben er praeget af personer med en spillerfortid i klubben. På den måde er AFC Bournemouth et interessant tilfaelde i den globaliserede engelske fodboldverden: En klub, der både er gennemsyret af loyalitet, klubfølelse og en udtalt grad af britishness. Men hvor de dyder andre steder er bundet op på aldrende managers af den gamle skole, er det i Bournemouth anderledes. Her kigger Howe ud mod Europa, og selvom to tredjedele af hans trup er briter, er spillestilen kontinental. Som de ganske praecist synger på Vitality Stadium: ”We play from the back, with pace in attack!”
”Da jeg overvaerede U/23-holdet traene for nylig, beskrev en af dem fra staben, hvordan folk tror, at de bare får et job, fordi de selv har spillet i klubben. Men de skal virkelig arbejde for sagen. Eddie stiller store krav og kan sagtens svinge pisken over for de andre traenere, selvom han selv har spillet på hold med dem,” siger Claus Bech Jørgensen.
CRISTIANO RONALDO I BOURNEMOUTH
Ved presseindgangen på Vitality Stadium byder en aeldre herre velkommen og viser rundt. På vaeggen haenger et foto af Cristiano Ronaldo, der som Real Madrid-spiller lagde vejen forbi Bournemouth i sommeren 2013.
”They absolutely hammered us!” siger den aeldre mand med et smil om kampen, som Real Madrid vandt med 6-0. Dengang var Bournemouth lige rykket op fra League 1 til The Championship, og kampen var en kuriositet. Real Madrid havde brug for en overkommelig modstander i de tidlige saesonforberedelser. I dag har Bournemouth flere point i Premier League, end Real Madrid har i La Liga.
”Cristiano Ronaldo braekkede tilmed armen på en dreng på tribunen bag målet. Hans frispark ramte ham. Men Cristiano og Real Madrid var nu søde over for ham,” fortsaetter manden.
Selvom håndleddet var braekket, blev den 11-årige Charlie Silverwood alligevel siddende på sin plads bag det sydlige mål og så kampen til ende. For dengang var det ikke hver dag, en rigtig storklub kom til Bournemouth. Senere modtog han en Real Madrid-trøje og bold med autografer fra hele det stjernespaekkede hold og et ønske om god bedring. Og Bournemouth-legenden Steven Fletcher kom på besøg for at tilse drengen med det braekkede håndled.
Samme Steven Fletcher laegger i dag navn til den ene endetribune på stadion til aere for hans 726 kampe for klubben. På Steve Fletcher Stand har en af Bournemouths trofaste tilhaengere vanen tro fundet sin plads. Peter Bell har fulgt klubben siden 1980’erne, hvor den rykkede op og ned mellem de lavere divisioner. Og selvom han i dag bor oppe i Surrey sydvest for London, tager han hver gang den to timer lange køretur til Bournemouths hjemmekampe og skriver om sine indtryk på bloggen Cherry Chimes.
”I de tre første saesoner efter oprykningen har det handlet om overlevelse. Det er først nu, vi begynder at føle os som et etableret Premier League-hold,” fortaeller Peter Bell.
”Bournemouth har altid vaeret en familieklub, og sådan er det stadig. Stadion er jo så lille, at der kun er plads til 10.000 af vores egne fans, når udeholdet også skal have nogle billetter. Så på stadion har jeg en følelse af, at jeg kender alle de andre tilskuere,” fortsaetter han.
”Vi er en klub, der godt kan lide at vaere underdog. Vi er efterhånden ved at vaenne os til, at vi spiller i Premier League, men vores rødder og vores arv ligger i den tredje- og fjerdebedste raekke. Der hører vi til historisk set. Da vi rykkede op i Premier League, sang vi også, at vi bare var her for en saeson. Og vi nyder stadig at spille FA Cup-kampe på små stadioner og blive mindet om vores egen historie,” siger Peter Bell.
➜ Ligesom Claus Bech Jørgensen ser han Eddie Howe som den helt afgørende person i historien om klubbens succes. Han lyder helt bevaeget, når han taler om Howes popularitet i byen.
”Jeg graed, da han forlod klubben efter sin første periode som manager for at tage til Burnley. Han betød så meget for os. Og jeg glemmer aldrig den dag i 2012, da han vendte tilbage og blev praesenteret inden en kamp mod Leyton Orient. Alle på stadion var lykkelige, og larmen var højere end nogensinde.”
Da Howe vendte tilbage, lå Bournemouth nummer 21 i League 1. Da saesonen var slut, var holdet rykket op.
”Han er uden tvivl en af de bedste managers i Premier League. Han har arbejdet forbilledligt med at udvikle spillestilen. Han taenker offensivt og vil gerne spille bolden op fra forsvaret og kritiserer ikke spillerne, hvis de laver fejl i pasningsspillet,” siger Peter Bell.
DEN RETTE MENTALITET
På sidelinjen er tv-stationerne i faerd med at varme op til kampen, og en af mikrofonerne baeres af franskmanden Sylvain Distin. Forsvarsspilleren sluttede den lange karriere i Premier League med en saeson i Bournemouth lige efter klubbens oprykning til Premier League. Han er stadig den udenlandske markspiller med flest Premier League-kampe i historien, og efter karrierestoppet er han blevet boende i området. For klimaet er mildere, og her er mere lys og frisk luft end de fleste andre steder i England, som han siger.
Distin kan se et Bournemouth-hold, der stadig er praeget af en raekke spillere, der var med til at rykke holdet op gennem raekkerne. Hvor andre oprykkere straks investerer i nye spillere med Premier League-erfaring, valgte Howe og Bournemouth at tro på de spillere, der sikrede oprykningen i 2015. Og i dagens startopstilling mod Manchester United er der hele seks spillere, som også var i klubben i den naestbedste raekke. Tre af dem har tilmed spillet i League 1 med Bournemouth.
Også resten af startopstillingen fortaeller meget om Howe og Bournemouths strategi. Asmir Begovi og Nathan Aké blev begge hentet fra en reservetilvaerelse i storklubben Chelsea. Men faelles for dem var, at de allerede tidligere havde vaeret i Bournemouth på lejeaftaler, så de kendte klubben, og Howe kendte dem. Spillerne vidste, hvad de gik ind til, og Howe vidste, de havde mentaliteten til at spille på det mindste stadion i Premier League.
Laengere fremme på banen stiller Howe med Lewis Cook og David Brooks, der begge kom til Bournemouth fra den naestbedste raekke og ikke tidligere havde spillet i Premier League. Cook fik i foråret debut for det engelske A-landshold, og Brooks har vaeret en åbenbaring i Premier League i denne saeson og er ved at etablere sig på Wales’ landshold.
Og som sidste mand i startopstillingen finder vi den dyreste spiller i Bournemouths historie: Colombianeren Jefferson Lerma, der i sommer blev købt i spanske Levante for omkring 210 millioner kroner. På den måde bevaegede Bournemouth sig ud af sin normale komfortzone, men for både Lerma og sommerens andet La Liga-indkøb, backen Diego Rico fra Leganés, gaelder det, at de kom fra små og ydmyge klubber i Spanien, hvilket naeppe var en tilfaeldighed. For Lerma og Diego Rico har det ikke vaeret noget chok at komme til en klub af Bournemouths størrelse, og Lerma er blevet bedre og bedre på den centrale midtbane i saesonens løb.
”Lerma har vaeret staerk som bolderobrer, og derfra går det hurtigere fremad end i de foregående saesoner. Der er mere fart og kontra i holdet nu med Brooks og Ryan Fraser til at udfordre laengere fremme,” siger Peter Bell.
”Eddie Howe har vaeret god til at tage små skridt, holde fast i vaerdierne og ikke aendre holdet radikalt. Tidligere har det taget tid for nye spillere at komme ind på holdet, men stammen har hele tiden vaeret virkelig staerk.”
I saesonens start spillede Bournemouth mest 4-4-2, men i sidste uge aendrede Howe formationen til 3-4-3 med succes, da oprykkerne fra Fulham blev besejret med 3-0 på udebane. Mod Manchester United er manageren gået tilbage til den vante 4-4-2, denne gang med Brooks som angrebsmakker til topscorer Callum Wilson, mens Fraser og Junior Stanislas udfordrer på kanterne.
Kampens start viser, hvorfor Bournemouth ligger tre point foran United i tabellen. Selvtilliden stråler ud af spillerne, kombinationsspillet er kvikt, og den indbyrdes forståelse er tydelig, og det er ganske logisk, at Wilson bringer hjemmeholdet foran efter ti minutters spil. Fem dage senere blev Wilson for første gang udtaget til det engelske A-landshold.
Senere vågner gaesterne fra dvalen, Anthony Martial udligner inden pausen, og anden halvleg bliver jaevnbyrdig, inden United til allersidst sikrer de tre point, da indskiftede Marcus Rashford skubber bolden i nettet i overtiden.
I 25 minutter i første halvleg var Bournemouth på fjerdepladsen i Premier League. Nu ender det i stedet med det første hjemmebanenederlag siden april, og med sejren når Manchester United op på siden af Bournemouth i tabellen. Efter kampen giver en lettet José Mourinho en stor omfavnelse til sin gamle Chelsea-spiller Aké, mens de begge venter på at gennemføre interview i de trange korridorer på hovedtribunen. Mourinho forstår Akés skuffelse.
”Jeg sagde i pausen, at jeg var den heldigste manager i Premier League, for det skulle have stået 5-2 eller 6-2 til Bournemouth,” siger Mourinho.
DET NAESTE SKRIDT
På den måde blev det ved håbet om, at denne lørdag ville blive dagen, hvor Bournemouth lagde sig op i Top 4 i Premier League som foreløbig kulmination på den uventede optur. Men sure miner skal man lede laenge efter på Vitality Stadium.
”Tilhaengerne elsker spillerne, og jeg tror, spillerne maerker det. Sammen med den positive spillestil og Eddie Howes tilstedevaerelse er Bournemouth nu ved at blive et mere attraktivt sted,” siger Peter Bell.
Historien om humlebien AFC Bournemouth virker på mange måder som en solstrålehistorie: En familieklub med de rette vaerdier og en staerk klubkultur og med en strålende manager som frontfigur. Men lignende positive vinde er tidligere blaest hen over andre små klubber, der overraskende er kommet op i Premier League og i nogle saesoner har imponeret med spil og resultater. Wigan og Swansea er et par eksempler, men efter nogle fede år sluttede festen og Premier League-eventyret brat. Kan Bournemouth lide samme skaebne? Vil disse succesår stå tilbage som en anormalitet, inden fodboldens tyngdekraft traekker Bournemouth tilbage i de lavere raekker, hvor klubben hører hjemme?
”Lige nu føler vi, at det skal gå drastisk galt, før vi kommer i problemer. Men det kan gå hurtigt. Stoke og West Bromwich følte sig også etablerede i Premier League,” siger Peter Bell.
I øjeblikket handler meget om, hvordan klubben skal tage det naeste skridt. Fra klipperne over den lange sandstrand langs kysten er der kun omkring 120 kilometer til Cherbourg i Frankrig på den anden side af Den Engelske Kanal. Også fodboldmaessigt er Europa nu taet på for første gang i klubhistorien, og ambitionerne vokser. Men samtidig ➜
➜ bevaeger klubben sig frem med forsigtige skridt, og planerne om et nyt stadion er i første omgang blevet udskudt.
”Det ville vaere frygteligt, hvis klubben skulle rykke ned uden at have fået et nyt stadion. Det fortjener holdet og tilhaengerne, og det vil vaere det synlige bevis på den succes, vi har haft,” siger Peter Bell.
”Der kunne vi tilhaengere godt taenke os, at ejerne var mere åbne og fremlagde en tydelig plan. Vi ser jo, hvordan Leicesters ejer var meget integreret i lokalsamfundet. Sådan er det ikke her,” siger han om Bournemouths russiske ejer Maxim Demin.
”Men omvendt har de haft succes med ikke at vaere åbne. Og vi ved, at Eddie Howe har et godt forhold til ham, og det er trods alt det vigtigste.”
Det hele ender hos Eddie Howe, der i takt med succesen oftere og oftere bliver naevnt som et bud på en manager i en større klub end Bournemouth. Ingen ønsker at se det ske, og ingen er i tvivl om Howes staerke bånd til klubben. Men spørgsmålet er, om muligheden en dag bliver for attraktiv for ham.
”Vi ønsker det ikke. Vi vil have, at han er her lige så laenge, som Wenger var i Arsenal,” siger Peter Bell håbefuldt.
Foreløbig naermer Howe sig sit tiårsjubilaeum siden ansaettelsen Nytårsaften i 2008. Dengang måtte han og assistent Jason Tindall af egen lomme betale for en fysisk traener og massør til førsteholdet. Nu er klubben blandt de mere visionaere i England, og for nogle uger siden var U/23-holdets davaerende traener Carl Fletcher på studietur i FC Nordsjaelland som del af sin Pro-traeneruddannelse. Walisiske Fletcher er endnu en af de tidligere spillere i den nuvaerende traenerstab og fik i denne uge ny titel som klubbens Loan Player Manager.
”Bournemouth har ofte fulgt vores kampe og var interesserede i, hvordan vi arbejdede,” fortaeller Flemming Pedersen, den tekniske direktør i FC Nordsjaelland.
”Carl Fletcher virkede for mig som en typisk engelsk traener. Han var høflig og interesseret, men ikke interesseret i dybden. Så snart jeg begyndte at gå detaljer, stod han af. Det oplevede jeg ofte, da jeg selv arbejdede derovre,” fortsaetter Pedersen, der fra sommeren 2015 arbejdede i lidt mere end et år i Brentford FC i The Championship. Her var han først Head of Football Philosophy and Player Development og senere traener for klubbens B-hold. I sidstnaevnte rolle mødte han Bournemouth.
”Deres reservehold havde slet ikke den sammenhaeng, som førsteholdet har. Det gav mig et indtryk af, at førsteholdets succes mere er et resultat af Eddie Howe end af en klubfilosofi,” siger Flemming Pedersen.
”Mange hold i England siger, at de gerne vil vaere boldbesiddende, men uden at traenerne ved, hvordan spillerne skal positionere sig. Her er Eddie Howe nået skridtet videre. Det er tydeligt at se på Bournemouth, hvor godt han arbejder med spillet med bolden. Og det har han gjort, lige siden han overtog holdet. For mig består målingen af, om et hold er traenet eller utraenet i, hvor mange spillere der bevaeger sig samtidig med og uden bold. Her er Bournemouth kommet virkelig langt,” fortsaetter han og beskriver dermed grundlaget for det fine spil i første halvleg mod Manchester United.
Bournemouth har udviklet sig, siden Eddie Howe startede sit virke som manager, men klubben har ikke gjort det med samme fart som Howe selv. Og spørgsmålet er, om der kommer en dag, hvor Howe vil gribe muligheden for at arbejde i en større klub.
”Jeg fornemmer ikke, at Eddie går og kigger efter at komme ud ad døren. Han er familiemenneske, og hvis han skal videre, kommer det til at gå ud over familien. Jeg er i tvivl, om han vil det. Omvendt har han allerede nået det umulige med Bournemouth. Det naeste skulle vaere Europa eller en pokaltitel, og det har han sikkert ambitioner om. Får han det med, er der ikke mere, han kan opnå med Bournemouth,” siger Howes gamle holdkammerat Claus Bech Jørgensen.
”Og hans fodbold passer fint til en større klub. Han vil tage teten i kampene og ikke bare pakke sig ned.”
Samme vurdering giver den tidligere landsholdsspiller Danny Murphy dagen efter United-kampen i Mail on Sunday: “Hvis jeg var Tottenham-fan, og Mauricio Pochettino forlod klubben, så ville jeg ikke have noget imod at få Eddie som afløser. Han har mange af de samme kvaliteter, som “Poch” har, blandt andet i forhold til udviklingen af unge spillere. Han gør individualister bedre og et hold bedre kollektivt.”
Så de skal nok nyde det, mens de har Eddie Howe i Bournemouth. Og det gør de. På en cafe på Christchurch Road omkring en kilometer fra stadion aergrer ekspedienten sig ganske vist over resultatet lørdag eftermiddag. Men der er graenser for skuffelsen.
”De har gjort det så flot. Jeg synes, vi har grund til at vaere glade for, hvor vi er. Både geografisk og fodboldmaessigt,” siger hun smilende, og det man jo kun give hende ret i. På sådan en efterårslørdag med sollys, milde temperaturer og frisk havluft findes der i øjeblikket ikke mange bedre steder at gå til Premier League-fodbold end i lille Bournemouth på Englands sydkyst.
Morten Glinvad var i Bournemouth som kommentator for Eurosport.