HISTORIENS VINGESUS

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - CARLSENS CORNER -

Na­tur­lig­vis er det så­dan, at jo ae­l­dre man bli­ver, jo fle­re ting er der, der kan va­ek­ke min­der. Men jeg må in­drøm­me, at jeg al­li­ge­vel blev ramt ud over det sa­ed­van­li­ge midt mel­lem øj­ne­ne, da jeg la­e­ste sid­ste uges her­li­ge ar­ti­kel om ’den hi­sto­ri­ske guld­kamp’ i 1968 – 50 år til­ba­ge. For jeg var der selv – på min før­ste fod­bold­t­ur ud over det kø­ben­havn­ske na­er­om­rå­de. For yn­gre sja­e­le må jeg hel­le­re for­kla­re, at i hine ti­der hav­de stort set al­le de kø­ben­havn­ske 1. di­vi­sions­hold (og dem var der en god del af) hjem­me­ba­ne i Idra­etspar­ken. Det be­tød, at der na­er­mest hver we­e­kend var stort dob­belt­pro­gram om søn­da­gen med kamp kl. 13.15 og 15.30, hvil­ket det var helt op­lagt, at gra­es­set – el­ler hvad man nu skal kal­de det til­ba­ge­va­e­ren­de – bar pra­eg af. Men vi var en lil­le hånd­fuld på 15-16 år, som tro­fast stod der hver søn­dag ov­re på den så­kald­te bil­li­ge langsi­de, al­tid på den sam­me plads: for­re­ste ra­ek­ke ned mod det la­ve hegn og ud for straf­fes­parks­fel­tets lan­ge linje: det straf­fes­parks­felt, som var na­er­mest ved Østre Al­lé (for den­gang lå ba­nen på den an­den led). Vi hav­de i sa­er­lig grad ka­stet vo­res ka­er­lig­hed på KB, som i de ti­der hav­de et hold, der spil­le­de for­ry­gen­de un­der­hol­den­de fod­bold, så da det he­le skul­le af­gø­res på sid­ste spil­le­dag, for KBs ved­kom­men­de med kam­pen i Aal­borg, var vi tre, som blev eni­ge om, at det skul­le vi op og se. Så vi drog af­sted med nat­to­get kvart over mid­nat fra Kø­ben­havn H og be­va­e­ge­de os gen­nem lan­det, med fa­er­gen over Sto­re­ba­elt, og lan­de­de i Aal­borg tid­lig for­mid­dag, så vi kun­ne gå ud på sta­dion.

Det har uden tvivl va­e­ret et ømt syn. Klubhal­størkla­e­der var ik­ke rig­tig ble­vet en in­du­stri end­nu, så det var med hjem­me­strik­ke­de blå/hvi­de af slagsen, og så et sig­nal­horn for en sik­ker­heds skyld, så vi kun­ne på­kal­de os be­hø­rig op­ma­er­k­som­hed, hvis tørkla­e­der­ne ik­ke skul­le va­e­re nok. Vi stil­le­de os på Aal­borg Sta­dion fuld­sta­en­dig, hvor vi ple­je­de – ved kan­ten af det ene straf­fes­parks­felt. Og det var dér, det he­le blev af­gjort. Det var en fryg­te­lig nervøs og chan­ce­fat­tig kamp ind­til et kvar­ter før tid og de to hur­ti­ge mål, ét til hver si­de og så ud­spil­le­de det af­gø­ren­de dra­ma sig tre mi­nut­ter før tid, med os som al­ler­na­er­me­ste vid­ner. Som be­skre­vet i ar­tik­len spar­ke­de må­l­mand Kurt Win­de ud, Bent Chri­sten­sen strak­te be­net frem, og der­fra hop­pe­de og skru­e­de bol­den li­ge ind over stre­gen og ud igen. Dom­mer og linjedom­mer var hel­dig­vis sta­dig i na­er­he­den fra det fo­re­gå­en­de an­greb, så der var in­gen tvivl om, at bol­den var in­de. Og den dag i dag – selv uden det blå / hvi­de hal­størkla­e­de – vil jeg ha­ev­de, at det mål var 100 % kor­rekt. Fak­tisk en me­get tid­lig pen­dant til må­let i årets CL-fi­na­le, hvor det var stak­kels Li­ver­pool-må­l­mand Ka­ri­us, der la­ve­de et til­sva­ren­de stunt. Der var og­så her ri­ge­lig af­stand til, at far­ligt spil ik­ke kun­ne kom­me på ta­le. Fak­tisk tror jeg al­drig, at må­let blev vist på TV, for al­le for­ven­te­de, at bol­den om lidt vil­le va­e­re op­pe på mid­ten af ba­nen. Jeg har al­tid fryg­te­lig ger­ne vil­let gen­se det – ik­ke ba­re for min­der­nes skyld, men og­så for in­struk­tio­nens - så hvis no­gen ken­der til en op­ta­gel­se i hem­me­li­ge el­ler pri­va­te ar­ki­ver, må de me­get ger­ne drop­pe mig en mail.

Om vi hav­de en god hjem­tur ? Jo tak. Det var i de ti­der, hvor man godt kun­ne be­va­e­ge sig rundt i de for­ker­te far­ver selv ef­ter en kon­tro­ver­si­el af­gø­rel­se. Fak­tisk mød­te vi ik­ke me­get an­det end gla­de men­ne­sker, der øn­ske­de til­lyk­ke.

Og så er det jo og­så ved de ti­der, hvor ryg­ter om even­tu­el­le kom­men­de re­gela­en­drin­ger be­gyn­der at rum­ste­re. De se­ne­ste da­ge har gi­vet nog­le ar­tik­ler rundt om­kring på di­ver­se avis- og sport­s­net­si­der. De har ik­ke al­le va­e­ret li­ge pra­e­ci­se – og det er hel­ler ik­ke gi­vet, at de uden­land­ske nyhed­s­te­le­gram­mer, som de byg­ger på, har va­e­ret det, men hvis man vil gå så ta­et til kil­den som vel mu­ligt, kan man jo selv be­va­e­ge sig ind på The In­ter­na­tio­nal F.A. Bo­ards hjem­mesi­de, www.thei­fab.com. Som re­gel­ma­es­si­ge la­e­se­re vil vi­de, er IFAB de men­ne­sker, der sty­rer fod­bold­loven og de ene­ste, der kan ved­ta­ge re­gela­en­drin­ger. De mø­des ty­pisk til to år­li­ge mø­der: et for­be­re­den­de her i det se­ne ef­ter­år, hvor man ser på, hvad der er kom­met af for­slag fra di­ver­se lan­de og kon­ti­nen­tal­for­bund og for­be­re­der den endelige dags­or­den til det af­gø­ren­de mø­de i fe­bru­ar el­ler marts.

Det for­be­re­den­de mø­de af­hol­des først den 22. novem­ber, så det mø­de, som net­op er ble­vet holdt, og som har ka­stet te­le­gram­mer­ne af sig, er et mø­de med et par rå­d­gi­ven­de or­ga­ner. I 2014 ned­sat­te IFAB som et led i en åben­heds­pro­ces to pa­ne­ler, et fod­bold­pa­nel og et tek­nisk rå­d­giv­nings­pa­nel. Groft sagt kan man si­ge, at det er re­sten af fod­bold­fa­mi­li­ens mu­lig­hed for at gi­ve de­res be­syv med, så det ik­ke ude­luk­ken­de er dom­mer­re­la­te­re­de per­so­ner, der sid­der ved bor­det. I bund og grund en sym­pa­tisk tan­ke – men den­gang dybt re­vo­lu­tio­ne­ren­de for en in­sti­tu­tion, der el­lers i de før­ste godt 100 år af sin til­va­e­rel­se har haft et no­get stø­vet ima­ge. Fak­tisk gan­ske ufortjent – jeg har haft for­nø­jel­sen af at mø­de ad­skil­li­ge af med­lem­mer­ne gen­nem åre­ne, og det er be­stemt ik­ke de ke­de­lig­ste be­kendt­ska­ber, jeg har gjort, men det er en helt an­den hi­sto­rie. Så vi er alt­så sta­dig på et ind­le­den­de sta­di­um. Det re­fe­re­re­de mø­de hav­de som for­mål at hø­re pa­ne­ler­nes syn på de ind­kom­ne for­slag før de to or­di­na­e­re mø­der i IFAB. Der er alt­så lang vej hjem, før der må­ske kom­mer en re­gela­en­dring ud af det.

Ik­ke de­sto min­dre vover jeg det ene øje og prø­ver hur­tigt at gen­gi­ve det va­e­sent­lig­ste af, hvad det er, der er op­pe i luf­ten – som sa­ed­van­lig med det for­be­hold, at man skal alt­så ik­ke gå ud og døm­me ef­ter det på søn­dag, hvil­ket jeg desva­er­re nog­le år har set ube­fa­e­ste­de sja­e­le gø­re, for det hav­de jo stå­et i avi­sen. En del af tin­ge­ne har va­e­ret for­bi den­ne spal­te gen­nem det se­ne­ste par år og er og­så med i IFABs ’Play Fair’-idéka­ta­log, men nu ta­ger vi alt­så en hur­tig tur igen­nem. For­sla­get om, at en spil­ler, der skal ud­skif­tes, nor­malt skal for­la­de ba­nen over den linje, som er na­er­mest ved det sted, hvor han be­fin­der sig, er sta­dig i om­løb. Det kun­ne og­så va­e­re en re­la­tivt sim­pel må­de at spe­e­de ud­skift­nin­ger op og få me­re ef­fek­tiv spil­le­tidt. En an­den ting, som ser ud til at na­er­me sig mål­stre­gen, er bru­gen af gu­le og rø­de kort og­så over for of­fi­ci­als på ba­en­ken. Det vir­ker og­så for­nuf­tigt nok: i for­vej­en bru­ges kor­te­ne jo over for spil­ler­ne på ba­nen, de ud­skif­te­de spil­le­re og re­ser­ve­spil­le­re, så vi mang­ler kun den sid­ste grup­pe, nem­lig tra­e­ner, hold­le­der osv. Det er og­så ret for­bru­ger­ven­ligt, for he­le pro­ce­du­ren om­kring hvad linjedom­mer el­ler fjer­de­dom­mer gør, før dom­me­ren ta­ger over, og det he­le må­ske en­der i en bort­vis­ning, er ret ui­gen­nem­sku­e­lig for me­nig­mand. Her vil gu­le og rø­de kort i hvert fald sen­de kla­re sig­na­ler.

Så le­ver for­sla­get om at be­hand­le straf­fes­park i lø­bet af kam­pen på sam­me må­de som straf­fes­park i en straf­fes­parks­kon­kur­ren­ce og­så. Så en­ten er der mål el­ler ik­ke mål på spar­ke­rens for­søg – og så kun­ne man bli­ve fri for al­le de spil­le­re, som lø­ber for tid­ligt ind, hvil­ket nor­malt ik­ke er til at sty­re på en halv tøn­de land. Vi har fra dansk si­de fle­re gan­ge pro­pa­gan­de­ret for en så­dan løs­ning, hvor vi er kom­met frem, så det skul­le da gla­e­de mig, hvis det kom­mer. Der er og­så ting og sa­ger i ga­e­re om­kring måls­park og fris­park til for­sva­rer­ne i eget straf­fes­parks­felt, hvor bol­den nu om stun­der jo først er i spil, når den er spar­ket di­rek­te ud af fel­tet og ud på ba­nen – det vil jeg ik­ke gå me­re i de­tal­jer med, for der er fle­re va­ri­a­tio­ner over te­ma­et, men hen­sig­ten er igen klar: at få bol­den hur­ti­ge­re i gang igen, så man und­går spild­tid. Og en­de­lig ar­bej­des der fort­sat på at få en me­re gen­nem­sku­e­lig de­fi­ni­tion af, hvor­når en kon­takt mel­lem bold og hånd er ulov­lig, og hvor­når ik­ke. Den tror jeg, at vi al­le me­get ger­ne vil se – og gu­der­ne skal vi­de, at de se­ne­re års lap­pe­løs­nin­ger og vej­le­den­de for­tolk­nin­ger ik­ke har gjort det let­te­re. Man­tra­et bur­de va­e­re det, som bru­ges i an­dre sam­men­ha­en­ge: ’What do­es foot­ball expect ?’, for det er jo dom­me­rens op­ga­ve at sa­el­ge af­gø­rel­sen til om­ver­de­nen, og det er alt an­det li­ge let­te­re, jo me­re lo­gisk den er. Men der er god grund til at øn­ske held og lyk­ke med at fin­de for­mu­le­rin­gen her, for det er na­er­mest som at skul­le lø­se cirk­lens kva­dra­tur – var det let, var det nok gjort for la­en­ge si­den, for in­gen tvivl om, at tin­ge­nes nu­va­e­ren­de til­stand ir­ri­te­rer man­ge, ik­ke mindst dom­mer­ne. Vi må se, hvor me­get af alt det­te, der sta­dig er på bra­et­tet, når vi kom­mer frem til marts – el­ler om der pludselig duk­ker nye ting op.+

Jan Carl­sen er dom­mer-ob­ser­va­tør og en af Eu­ro­pas mest velan­se­te for­tol­ke­re af fod­bold­loven.

Skriv til Carl­sen på carl­sen@tips­bla­det.dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.