TOTTENHAM LAENGES HJEM

Tottenham spiller stadig i eksil på Wembley efter endnu en udskydelse af hjemkomsten og premieren på det nye stadion. Fansenes tålmodighed er ved at vaere brugt op.

Det er koldt på Wembley. I mere end en forstand. Der er selvfølgelig spaending i luften op til aftenens rivalkamp mod Chelsea, men mest af alt er der traethed over endnu en gang at skulle gå den tunge gang ad den triste vej Wembley Hill Road til nationalarenaen efter halvandet saesons eksil i den trøstesløse bydel Wembley. Forbi butikker, der er sunket i knae, eller restauranter med frituregryden som kulinarisk grundkoncept, og forbi de blankpolerede kliniske outlets, der som praerievogne omgiver Wembley.

DERBY DAY

Tottenhams fans venter på at vende hjem, og det kan ikke gå hurtigt nok. Hjem til det White Hart Lane, der ikke er mere, men nu er genopbygget som Tottenham Hotspur Stadium. De taeller dagene, gør de, men ingen ved, hvornår hjemkomsten kan finde sted efter klubledelsen igen igen måtte udskyde den laenge ventede første kamp på det nye topmoderne stadion.

Jeg er til dette Londonderby i selskab med et par kammerater og Tottenham-fanen Ben Weiner. Han har saesonkort til klubbens hjemmekampe og har arvet kaerligheden til klubben fra sin far. Saesonkortholdere har ret til at tage fire gaester med til en ekstra nedsat billetpris. 45 pund. Til en kamp mod Chelsea. Det føles som at vinde i lotteriet sammenlignet med saesonen før, hvor jeg resignerende måtte betale latterlige 2100 kroner til et agency for en billet til Arsenal – Tottenham. En kamp hvor Tottenham på ingen måde var pengene vaerd, men det er de denne aften, hvor Spurs traekker det laengste strå med 3-1 med en Christian Eriksen som eminent motor.

Vi skal mødes med Ben på Tottenham-folkets opvarmningspub naer Wembley. Eller pub og pub. Det er en hotelbar, så det svarer vel til at kalde McDonalds en restaurant. Klinisk, kønsløs og så indbydende til to timers fodboldsnak som en tandlaegeklinik i Skaelskør.

”Allerede her går det galt. Som fodboldfan vil man mødes med sine mates i god tid på en god pub. Den saedvanlige stampub, eller bare en god pub med god stemning, og der er mange af dem omkring White Hart Lane,” siger Ben, der i sine fortaellinger om klubben og fankultur taler om den gamle hjemmebane som om den stadig eksisterer. ”Herude,” siger han med en hovedrysten. ”I så det jo selv på gåturen herud. Der er ikke en pub i miles omkreds, og området omkring stadion er så moderne og kedeligt, at der ikke er levnet plads til en pub. Så vi må nøjes med denne hotelbar, og det er sgu sørgeligt.”

Gulvet i baren ligner nu ellers allerede et pubgulv og sejler i spildt øl fra den tunge trafik af pints, der hentes og baeres ned til, hvor man nu lige kan finde en ståplads. Vi er her halvanden time før kampstart og får akkurat en rimelig plads, før vrimlen af Tottenhamfans for alvor tykner.

DET NYE WEMBLEY

Sky Baren på Hotel Hilton Wembley ligger på etage ni, så der er god udsigt til det nye Wembley og naerområdet. I en braemme med en radius på en lille kilometer er der opført nye Ørestads-agtige lejlighedskomplekser. De smarte af dem står lidt skaevt, eller arkitekten har fundet på noget andet afdaempet funky for at give indtryk af noget fremtidssikret og laekkert. Omkring lejlighedsblokkene løber brede indkøbsstrøg med kaedecafeer, Nandos og andre samlebåndsrestauranter, der giver det hele et indtryk af Disneyland. Lejlighedspriserne har fået et nøk op for at understrege indtrykket af en ny bydel og noget eksklusivt og visionaert, men det er svaert ikke at taenke tanken, at nogen braender fingrene gevaldigt med tanke de forventede prisfald på op til 35 procent, der spås i kølvandet på en Brexitaftale. Et 35 procents tab på en lejlighed i Wembley, hvor parkeringspladser koster otte pund i timen. Der kan man da tale om at vinde i lotteriet. Not.

Ben Weiner kigger også ud ad vinduet. ”Det siger det hele, gør det ikke? Området har ingen sjael. Der er ingen stemning her. Det er overhovedet ikke Tottenham-land, og mange skal rejse mellem en til to timer for at komme hertil,” sukker han.

The Times skrev i sidste saeson, at gå før kampen var fløjtet af var en del af Wembleyoplevelsen for Tottenhams fans. For ikke at blive haengende for laenge for langt vaek hjemmefra, men nå togene og indfaldsvejene mod centrum før masserne.

”Og når man går tilbage og kommer forbi alle de nye byggerier, så er der bare trafik og folk, der vil vaek så hurtigt som muligt. Køen ned mod togene er lang, men i det mindste kan man få en god curry og lade det vaerste af trafikken foretage sig,” siger Ben med en vis portion galgenhumor.

Humor har vaeret en nødvendighed efter gentagende og ofte meget akutte udsaettelser af tilbagevenden til hjemmebanen. Bøvl med sikkerheden. Stålwires der ikke kunne holde. Arbejds- og sikkerhedsfolk der anonymt til allehånde aviser har kritiseret sikkerhed og byggeplanerne til det 840 millioner pund dyre stadionprojekt.

Det der blot skulle vaere en enkelt saeson i landflygtighed på Wembley er endt med at vaere en pinagtig farce, hvor tilskuersnittet er dalet med 13.000 målt fra sidste saeson til den igangvaerende. Og Wembley som bydel er ikke just et sexet plaster på såret.

DET GLEMTE LONDON

London er en smeltedigel af kulturer. Det baerer Wembley-området praeg af med en endeløs raekke af kebabshops og indiske restauranter skulder ved skulder hele opad Preston Road til Wembley Hill og videre mod stadion. To tredjedele af borgerne i bydelen Brent, som Wembley er en del af, har anden etnisk baggrund end engelsk, og den gennemsnitlige boligpris ligger på 2,4 millioner kroner, hvilket er 40 procent under markedsgennemsnittet for London. Gennemsnitshuslejen lyder på 2500 kroner om ugen, hvilket er 45,4 procent under gennemsnitslejen for London ifølge boligsitet Foxtons.

33 procent af borgerne her i det nordvestlige hjørne af London lever i fattigdom, og 32 procent af dem, der har et arbejde, tjener mindre end det officielle eksistensminimum tilskriver. Gennemsnitsindkomsten er 19.000 pund om året mod Englands gennemsnitsindkomst på 27.000 pund årligt. Med andre ord er området social klasse 5 med pil ned, og symbolikken er betontung, når engelsk fodbolds fremmeste stadion er placeret lige her i et område praeget af fattigdom, når gennemsnitslønninger i Premier League nu antager 2,9 millioner pund om året. Symbolikken bliver ikke mindre, når man spadserer gennem det nybyggede område, der omkranser stadion, hvor alt det miserable er pakket paent ind, og butikkerne kalder på forbrug, forbrug og mere forbrug. På den anden side af glas og stålbygningerne ude i mørket lurer det forarmede som en underskov engelsk fodbolds højeste trae forsøger at ignorere.

”Der er andre områder i London, hvor fattigdommen er tydelig ligesom her,” siger Ben Weiner.

”Tottenham er jo heller ikke et specielt rigt område, men det er som om herude, så sniger alt det triste sig ind i en. Alle de slidte huse og hele indtrykket af et område, der er glemt. Det løfter ikke ligefrem oplevelsen, og jeg kan egentlig godt forstå de fans, der har valgt at blive vaek i denne saeson.”

Vi tømmer vores ølglas og forlader cocktailbaren. Så snart Tottenhams fans søger mod stadionindgangene, er der ikke et øje tilbage i hotelbaren. Back to normal.

TOMME PLADSER

Men følelsen af held over at få en billet overhovedet til topkampen skrumper, da vi kommer ind på stadion. Der er mange tommer pladser. Mange ledige røde saeder. Det betyder heldigvis, at køen til en varm pie er kort, men med priser på fem pund og op, så er de også blandt de dyreste på de engelske stadions. En fabrikspie er og bliver en fabrikspie, uanset hvilken mikroovn den er opvarmet i.

Gamle, nedslidte stadions har en aura som de moderne, blankpolerede katedraler ikke har, men Wembley er Wembley. Den engelske nationalarena er ikonisk, et fodboldens mekka og et sted som fodboldspillere drømmer om at få lov at spille, og tilmed fremstår maegtige Wembley anno 2018 som et topmoderne stadion efter alle UEFA’s, FIFA’s og kunstens regler. Det er bare ikke Tottenhams hjem. Det maerker man tydeligt denne aften. Selv til en kamp med dyrebare point og håneret på spil. Det blev tydeligst understreget, da modstanderne var mesterskabsfavoritterne Manchester City.

Som et marketingstunt spiller NFL kampe på Wembley for at taekkes det europaeiske publikum, og 30½ time før Tottenham tog imod topholdet Manchester City i en kamp, der helt indlysende kaldte på behovet for et billardtaeppe, spillede Jacksonville Jaguars mod Philadelphia Eagles og forvandlede plaenen til slaget ved Verdun.

Bevares, greenkeeperne havde da bedre arbejdsbetingelser, end da Wembley i 1991 bevaertede Everton, og Crystal Palace tog livtag i Full Members Cup-finalen, men det ødelagte graestaeppe var alligevel et meget håndgribeligt bevis på, at Tottenhams ledelse på ingen måde havde forventet, klubben stadig skulle spille her i efteråret 18. Men at byggeprojektet var så meget ude af kontrol, så det mere end en gang er endt med det muliges kunst. Som Carabao Cup-kampen mod Watford, der i al hast måtte forelaegges til Milton Keynes – byen med Englands højeste selvmordsrate. Så selv udflugter vaek fra Wembley endte med nye omgivelser, der rimer på tristesse, og det blev en af flere gange i efteråret, hvor traener Pochettino efterlyste fokus på fodboldholdets forringede muligheder under de forhold. Sådanne udmeldinger er der naturligvis strategi i al den stund, det også giver traeneren lidt ekstra snor, men det er ikke til at komme uden om, at argentineren havde soleklare pointer.

KOLD OPBAKNING

Denne mørke og råkolde aften forstår man, hvorfor tilhaengernes opbakning til kampene på Wembley er dalet markant i denne saeson i forhold til sidste saeson.

Tottenhams fans viste med et gennemsnitligt fremmøde i saesonen 2017/18 på hele 67.953, at de var villige til at rejse langt med et besvaerligt transportsystem for at støtte op om deres helte, men tålmodigheden er sluppet op i takt med de konstante udskydelser af indvielsen af det nye stadion med et markant fald i tilskuergennemsnittet med 54.515 publikummer til følge. Og der skrives bevidst publikummer her, for mange på tribunerne denne aften er turister, og stemningen er flad. Jeg er selv turist med store forventninger til rival- og lokalopgøret mod Chelsea sådan en lørdag aften, hvor begge hold har masser på højkant helt fremme i tabellen i bestraebelserne på at haenge på Manchester City, men nogen stor aften målt på stemning er det ikke. Jo, jo der er de obligatoriske ”YID ARMY!”-råb og ”Come on you Spurs!” og en sagte gas-hvislen som svar fra en lille gruppe Chelsea-fans, men ellers sker her ikke meget bortset fra jublen ved de tre hjemmeholdsmål.

”Her er jo flere, end der var kapacitet til på White Hart Lane, men du kan maerke, at vi ikke er glade for at vaere her. Jeg tror, at alle forstår behovet for et nyt stadion, fordi klubben ikke tjente penge nok og slet ikke så mange penge som Arsenal og de to hold fra Manchester,” siger Ben Weiner, nu snøret ind i en vindjakke, men humøret er højt, efterhånden som Spurs piller kødet af Chelseas dyre ben.

PENGENE BESTEMMER

Tottenham er kommet langt med Pochettino som traener, men skal klubben tage det naeste skridt, skal omsaetningen på kampdage i vejret.

The Guardian bragte en stor undersøgelse af Premier League-klubbernes omsaetning på kampdage i 2015/16-saesonen. Saesonen før Tottenham sagde farvel til White Hart Lane. Her havde Spurs en årsindtaegt på kampdage og entre på 41 millioner pund. Arsenal landede på 100 og blev med skiftet til Emirates i 2006 den første klub, der landede en stør-