DEN UUNDGÅELIGE FYRING AF MANDEN DER BLEV MISMODETS OG NEGATIVITETENS MESTER
Det burde have vaeret José Mourinho og Manchester United mod resten af verden, men managerens succesfulde os mod dem-taktik har forandret sig og gik helt skaevt, som denne saeson skred frem. For Mourinho mod Manchester United og resten af verden var selvfølgelig ikke en holdbar situation, så nu er portugiseren blevet fyret, mens den gamle storklub for fjerde gang skal forsøge at finde manden, der på langt sigt kan løfte den umulige arv efter Sir Alex Ferguson.
Det var før en af de mange kampe mod Rafael Benitez’ Liverpool, at den davaerende Chelsea-manager José Mourinho satte ord på en meget vigtig del af sin managerfilosofi.
”Jeg laeste, at [Liverpool-angriber] Peter Crouch har sagt, at det er England mod Chelsea, men jeg kan fortaelle ham, at det er verden imod Chelsea,” lød det dengang i september 2005.
”Bortset fra Fulham Road, Kings Road og mit sted i Portugal, der er meget lille og kun har 50.000 indbyggere, så er det verden imod os.”
”Da Manchester United dominerede Premier League, var det ikke kedeligt. Da Arsenal dominerede Premier League, var det ikke kedeligt. Nu dominerer vi ikke, vi har kun vundet syv kampe, og alligevel er det kedeligt. Men vi er et hold uden hemmeligheder. Vi spiller 4-3-3, og vi kører hele tiden over kanterne,” sagde José Mourinho, hvorefter Chelsea knuste Liverpool med 4-1 på Anfield på vejen mod en af de bedste saesonåbninger i engelsk fodboldhistorie.
Dengang var den 42-årige portugiser en sensation i Premier League. Han praesenterede sig selv som ”a special one,” efter han kom til Chelsea i sommeren 2004 som forsvarende Champions League-vinder med Porto, og han førte med det samme London-klubben til det første mesterskab siden 1955, hvorefter Chelsea knuste al modstand i 05/06-saesonen, som ovenstående citat stammer fra.
Det var Mourinho og Chelsea-spillerne mod verden, og det virkede i den grad, men siden da er det gået mere og mere galt for den store fodboldpersonlighed, og det i et ganske tydeligt mønster. For han kommer til en klub, stabiliserer den og får den til at toppe i sin anden saeson, hvorefter han har slidt så meget på sine omgivelser, at det går galt i den tredje saeson. Sådan var det i Real Madrid, sådan var det i den anden omgang med Chelsea, og sådan er det nu også blevet med Manchester United, der tirsdag formiddag fyrede manageren efter klubbens dårligste saesonstart siden 1990.
I sin første saeson i det job, som han havde drømt om at få, allerede da Sir Alex Ferguson gik på pension i 2013, vandt han Liga Cuppen og Europa League, så United også vendte tilbage til Champions League. I saeson nummer to fortsatte udviklingen, og Manchester United nåede samme pointtal, der havde gjort Leicester til mester to saesoner tidligere, mens man også kom i FA Cup-finalen. Men fodbolden havde flyttet sig, og praecis som i tiden med Real Madrid stod Pep Guardiola i vejen for Mourinho, for med 100 point og 106 scorede mål satte Manchester City nye standarder for et engelsk mesterhold, mens Antonio Conte med sin sidste kraftanstrengelse for et Chelsea-mandskab i opløsning ironisk nok forhindrede Mourinho i det mindste at stå med et enkelt trofae som bevis på en fornuftig saeson to på Old Trafford.
Og så gik det altså helt galt for Unitedmanageren i dette efterår. Søndag på Anfield led man saesonens femte nederlag i Premier League, mens den videre kvalifikation i Champions League bestemt heller ikke blev noget triumftog med et afgørende mål mod Young Boys på Old Trafford, der kun blev sikret takket vaere en skjult hånd-bold fra Marouane Fellaini og et underordnet men stadig demoraliserende nederlag på Mestalla til et Valencia-mandskab, der kun havde vundet tre af 15 kampe i La Liga.
Efter søndagens 3-1 tab var hullet op til Liverpool oppe på hele 19 point, det samme som til Manchester City i sidste saeson, men nu efter kun 17 runder, mens afstanden til den vigtige fjerdeplads var på 11 point. Nederlaget til Liverpool i ligaen var det første siden de 0-3 på Old Trafford i marts 2014, der beseglede David Moyes’ skaebne, da han inden kampen noterede, at ”Liverpool nok kommer her som favoritter”, hvorefter José Mourinho fem uger senere som Chelseamanager stoppede Liverpools ryk mod mesterskabet ved med en bomstaerk defensiv at naegte at vaere en del af festen på Anfield, mens Steven Gerrard gled og gav bolden til Demba Ba...
Men det var dengang. Nu havde Manchester United med 29 mål imod Premier Leagues femte-dårligste forsvar, og der var absolut ikke nogen udsigt til forbedring hverken defensivt eller offensivt, så på den måde kom pressemeddelelsen fra Manchester ikke som nogen overraskelse, da den tikkede ind ved 11-tiden tirsdag formiddag.
”Manchester United bekendtgør hermed, at manager José Mourinho har forladt klub-
➜ ben med øjeblikkelig virkning. Klubben vil gerne takke José for hans arbejde gennem hans tid i Manchester United og ønske ham succes i fremtiden. En ny midlertidig manager til blive udnaevnt for resten af saesonen, mens klubben vil indlede en grundig rekrutterings-proces for at finde en ny manager.”
Sådan lød de lakoniske ord, og det var også svaert at se nogen anden vej for den klub, som Sir Alex Ferguson med 13 mesterskaber havde gjort til den bedste i England over en 20-års periode fra 1993 til 2013, men som ledelsen siden legendens afsked havde haft mere end svaert ved at fastholde på rette spor. Det kiksede med den fejlcastede Moyes, Louis van Gaal var alt for negativ og defensiv, og som så mange gange før blev den tredje saeson igen skaebnesvanger for José Mourinho.
Spillestilen mindede mere og mere om hollaenderens, men endnu vaerre var det, at hvor det før i Mourinhos verdensbillede var manageren og klubben mod resten af verden, blev specielt dette efterår til Mourinho mod resten af verden, inklusiv de spillere der ikke levede op til hans forventninger, og den ledelse der ikke ville købe de spillere, som han mente at have brug for.
Som man også kan laese af de udvalgte citater fra efteråret på disse sider, var holdet simpelt hen ved at forbløde efter alle de små stik og sår, som manageren tilføjede det uge efter uge. Selvtilliden og den kollektive styrke blev mindre og mindre, men til sidst var det altså Mourinho selv, som fik kniven i et hurtigt hug fra ledelsesgangen, der trods managerens destruktive adfaerd utvivlsomt er kommet som en overraskelse for ham.
”De siger, at jeg er i fare, men det tror jeg ikke. Hvis de sender mig vaek, er I så klar over, hvor mange penge de bliver nødt til at give mig?,” sagde Mourinho i starten af september, da han efter 2-0 sejren i Burnley blev interviewet af et par italienske medier, som han har et godt forhold til efter den imponerende ”treble” med Inter i 2010.
Men det stoppede altså ikke den sportslige chef Ed Woodward, selv om man i januar 2018 gav José Mourinho en kontraktforlaengelse frem til sommeren 2020 og en lønforhøjelse til 15 millioner pund om året. For om han er blevet fyret med en årsløn på 125 millioner, eller det er med de tilbagevaerende halvandet år og dermed en sum på knap 190 millioner, er ligegyldigt. Manchester United havde simpelt hen ikke råd til at lade vaere, for det gik kun en vej for manageren, for spillerne og for klubben, og det var nedad.
INGEN PLAN ELLER UDVIKLING
Faktisk gik det galt allerede fra den første traeningsdag i saesonen, onsdag den 11. juli, samme dag som Belgien og England spillede VM-semifinale i Moskva. For slutrunden i Rusland betød, at Mourinho ikke havde hele sin trup til rådighed, hvilket passede ham meget skidt.
”Jeg er bekymret, for jeg kan ikke traene mit hold, og så skal vi begynde Premier League uden en masse spillere. Men det er, som det er, og vi må prøve at få det bedste ud af
det med de spillere, vi har her. Jeg er ikke bekymret for at skulle spille mod Liverpool her eller Real Madrid og Milan. Det bekymrer mig ikke, hvis vi taber stort. Denne preseason er virkelig dårlig, det eneste positive er, at de unge drenge får en fantastisk mulighed for at traene med os,” sagde Unitedmanageren, da hans decimerede trup var landet til traeningslejren og PR-kampene i USA.
Virkeligheden var dog, at Mourinho nok måtte undvaere syv semifinalister, men det var det samme antal som Manchester City, mens Tottenham havde haft hele ni spillere tilbage til de fire sidste kampe i Rusland, og Chelsea heller ikke var uskadt med seks mand ude til nogle ugers tiltraengt sommerferie. Og deres managere beklagede sig ikke på samme konstante niveau.
Nøgleordene for Uniteds opstart blev ”virkelig dårligt,” og samtidig fik Mourinho heller ikke den tilgang, han havde drømt om. Brasilianske Fred blev købt til midtbanen for 440 millioner kroner, mens den unge portugiser Diego Dalot var en investering på 165 millioner kroner til fremtiden på backen, men Ivan Perisic blev i Inter, og en ny centerforsvarer dukkede heller ikke op. Ed Woodward mente simpelt hen ikke, at spillere som Harry Maguire, Toby Alderweireld, Jerome Boateng eller Diego Godin på sigt var en forbedring af de mange centerforsvarere, der allerede var at finde i truppen. Kun den franske verdensmester Raphael Varane havde vaeret en mulighed, men ham ville Real Madrid selvfølgelig ikke saelge, selv om United gerne ville give 100 millioner pund (850 millioner kroner).
”De andre klubber, som vi konkurrerer med, er virkelig staerke og har allerede fantastiske hold. Eller også investerer de massivt som Liverpool, der køber alt og alle. Hvis vores hold ikke bliver bedre, bliver det en vanskelig saeson for os,” sagde Mourinho fem dage før transfervinduet lukkede med saesonstarten.
Han fik ikke flere spillere, men transferregnskabet for portugiserens tid i Manchester United viste også, at kun Manchester City (3,35) netto havde brugt flere penge på forstaerkninger end Mourinhos 2,63 milliarder kroner. Chelsea (1,26), Arsenal (1,24), Liverpool (1,15) og Tottenham (0,37) var ikke i naerheden af de summer. Og så lagde Mourinho sig også lige ud med både verdensmesteren Paul Pogba og Anthony Martial, der forlod traeningslejren i USA for at vaere med til sit barns fødsel og ikke vendte tilbage, hvilket kostede den franske angriber en stor bøde.
På den måde var banen kridtet op til en klassisk tredje saeson under José Mourinho, og det blev praecis så skidt, som United-tilhaengerne kunne frygte. Selvfølgelig roste han sine spillere undervejs, og han sagde også paene ting om Ed Woodward, efter nogle fans havde købt et banner efter et fly, der fløj over Turf Moor med meldingen ”Ed Woodward – specialist in failure,” et ordvalg som Mourinho i sin tid havde brugt om Arsenal-rivalen Arsene Wenger. Og i enkelte tilfaelde dukkede fortidens elegante kommunikator endda også frem, som da han blev spurgt om de hånende bemaerkninger, der blev ham til del i Manchester City-dokumentaren All or Nothing.
”Jeg er åbenbart med i filmen, så måske skulle jeg bede om nogle royalties. Uden mig ville den måske ikke saelge så meget. Men hvis City vil sende mig en af de der T-shirts, de havde på i spillertunnelen, da vi spillede der sidst – de der t-shirts hvor der stod ”We did it on derby day”, så vil jeg faktisk ikke have mere,” sagde Mourinho i starten af september med tanke på en meriterende 3-2 sejr på Etihad i foråret, der havde udskudt lokalrivalernes mesterskabsfest et stykke tid.
Men det var undtagelserne. Hovedbudskabet fra United-managerens møder med pressen var, at holdet ikke var godt nok, spillerne var ikke gode nok, han havde ikke fået den opbakning, som han burde have, og pressen respekterede ham ikke nok, selv om han havde vundet så mange titler i sin karriere.
Samtidig blev spillet inde på banen dårligere og dårligere. Det var svaert at se en taktisk plan endsige udvikling af holdet, der stod skidt rent defensivt og havde en raekke angribere, der spillede som om, at de var blottet for selvtillid, og i hvert fald som for eksempel Romelu Lukaku var bedre med deres landshold end på deres klubhold. Rekorddyre Paul Pogba blev vraget igen til fordel for akademiproduktet Scott McTominay, og selv om der var glimt af noget godt – som den heldige men stadig imponerende 2-1 sejr i Torino over Juventus og som 2-2 kampen ude mod Chelsea, der først fik udlignet til allersidst – så kunne det ikke på nogen måde skjule, at United under Mourinho var det klart dårligste af de seks store hold i Premier League.
Tirsdag tog klubledelsen så konsekvensen efter 1-3 nederlaget på Anfield mod et Liverpool-hold, der stod for alt det, som United ikke gør under Mourinho, hvilket han også selv indirekte fremførte.
”Spillerne gav alt, og når de gør det, er jeg aldrig frustreret over dem. De spiller ud fra deres kvaliteter, som også Liverpool gør det. Liverpool er hurtige, intense, aggressive, fysiske og målrettede. De spiller med 200 kilometer i timen både med og uden bolden. Jeg bliver traet bare af at kigge på [Andrew] Robertson. Han laver en 100 meter sprint i minuttet. Helt fantastisk. Det er kvaliteter,” sagde Mourinho, der holdt Pogba på baenken i hele kampen, mens Chris Smalling måtte udgå efter en skade under opvarmningen, hvilket fik United-manageren til at notere de store skadesproblemer, som hans mandskab også har kaempet med, før han rettede blikket tilbage mod søndagens sejrherre.
”Robertson, Mané, Salah, Wijnaldum, Keïta, Fabinho: De er fysiske spillere, der oven i købet også er teknisk dygtige. Jeg har masser af gode tekniske spillere, men vi har ikke ret mange spillere med den intensitet og fysiske spillestil, så når en kamp er meget intens, bliver det svaert for os,” lød de sidste ord fra José Mourinho som Manchester United-manager.
For portugiserens drømmejob blev et mareridt for både ham og klubben, og nu er spørgsmålet så, hvad fremtiden byder på for de to. Er den 55-årige Mourinho faerdig med topfodbolden efter den tredje fyreseddel i traek og endnu en skidt afsked med en storklub, eller vender han måske tilbage til det Italien, som han i 2010 forlod med respekten i behold? Der er også Portugal, hvor både Sporting og Benfica kunne traenge til et løft, mens landsholdet naeppe er i spil lige nu.
Og hvad med United? Onsdag morgen fik Molde-manager og Champions League-matchvinder Ole Gunnar Solskjaer sit drømmejob som midlertidig chef på Old Trafford frem til saesonafslutningen, mens klubben overvejer den mere permanente løsning, der venter. Samtidig forventes det også, at United vil finde en decideret sportschef, så Ed Woodward kan fokusere på de kommercielle sider af fodboldforretningen, der er hans styrke.
Men der venter en meget stor opgave, for Manchester United har nu stået i stampe i seks saesoner, mens fodbolden har udviklet sig med stormskridt. Og sådan var det selvfølgelig ikke meningen, at arven efter Sir Alex skulle løftes, men den har vaeret tung og uhåndterlig for de tre, der har forsøgt sig, selv om den oprindelige plan var klar. For David Moyes’ kontrakt udløber faktisk først til sommer. ✖