DEN GAMLE DAME SIDDER PÅ FODBOLDFLAESKET I ITALIEN – OG HUN ER IKKE TIL SINDS AT DELE MED ANDRE
Juventus’ totale dominans i Serie A underminerer interessen for den bedste italienske fodboldraekke og er på langt sigt også dårligt nyt for Juventus og klubbens ambitioner om at etablere sig som en europaeisk magtfaktor. Det er imidlertid vanskeligt at få øje på hvorledes hegemoniet kan knuses.
Den 1. marts 2009 blev spaden stukket i jorden for at indlede opførelsen af Juventus Stadium, et byggeri der skulle sikre Juventus et topmoderne og indtaegtsgivende stadion. Samtidig begyndte man uforvarende at grave Serie A’s grav.
Helt så enkelt kan det naturligvis ikke stilles op, men syv år efter indvielsen af Juventus Stadium – og efter syv mesterskaber på stribe til Juventus – ligner stadionopførelsen ubestrideligt et dødsstød til den liga italienerne plejede at kalde lo spettacolo più bello del mondo, verdens smukkeste spektakel. Stadionet blev indviet i 2011, et år der i de historiske annaler med uudslettelig skrift vil stå som året hvor Juventus genindtog den italienske fodboldtrone efter en saeson som tvangsnedrykket til Serie B som følge af Calciopoli-skandalen og derefter flere saesoner med skiftende traenere, faldende tilskuertal og historisk dårlige resultater.
Foruden stadionbyggeriet var to personaletilgange i sommeren 2011 staerkt medvirkende til at Juventus kunne fravriste Milan scudettoen som lige siden har siddet syet fast på Juve-trøjen. Fra netop Milan hentede man Andrea Pirlo, playmakeren med den flagrende manke og sovekammerøjnene, på en fri transfer, hvilket set i bakspejlet ligner den bedste handel i italiensk fodbold i dette årtusind. Samtidig tiltrådte Antonio Conte som traener. Mandens fjender betragter ham som en napolitansk operettebandit, men hans betydning for Juventus kan ikke overvurderes. Conte forlod Juventus i 2014, og Pirlo fulgte trop året efter, men Juventus Stadium er stadig med afstand det bedste, mest moderne og mest indtaegtsgenererende stadion i Italien – og Juventus bliver bare ved med at vinde.
TALLENE ER UBEHAGELIG LAESNING FOR KONKURRENTERNE
Et kig på nogle få nøgletal burde vaere tilstraekkeligt til at få det til at løbe iskoldt ned ad rygsøjlen på Juventus’ italienske konkurrenter – og samtidig kort og kontant anskueliggøre årsagerne til Juves suveraenitet. Zahlen beweisen, som de laerte os i skolen. Vi begynder med at sammenligne udviklingen i omsaetningen for Italiens syv største fodboldklubber.
Siden 2011 har Juventus altså øget sin omsaetning med 167 procent, svarende til 257 millioner euro. Blandt de øvrige italienske klubber har Napoli noteret sig for den største stigning i omsaetning i samme periode, men syditalienernes vaekstrate er mindre end halvt så stor som Juventus’. Milan, den sidste klub der vandt det italienske mesterskab inden Juventus’ enerådende herredømme begyndte, har sågar noteret sig for en nedgang i omsaetningen. Man bemaerker i øvrigt, at de store spring for Juventus’ vedkommende finder sted i 2011-2013, 2014-2015 og 2016-2017. I første periode vendte Juventus tilbage til Champions League, og i de to sidstnaevnte saesoner nåede klubben finalen i samme turnering.
Den store fordel ved at Juventus ejer sit eget stadion, som den eneste klub i Italien foruden Udinese og Sassuolo, kommer tydeligt til udtryk ved at se på de italienske topklubbers omsaetning på kampdage.
Juventus’ omsaetning er mere end dobbelt så stor som Inter og Romas tilsammen – selv om både San Siro og Stadio Olimpico har plads til vaesentlig flere tilskuere end Juventus Stadium. Så laenge de øvrige italienske titelbejlere fortsaetter med at tilbyde deres tilhaengere kummerlige og utidssvarende faciliteter på nedslidte og kommunalt ejede stadioner, vil det afspejles i deres indtjening på kampdage, og denne vil ligge minimum 30 millioner euro under Juventus’ niveau.
Det helt store dyr i åbenbaringen i topklubbernes forretningsmodel er dog tv-indtaegterne. Distributionen af de samlede tv-indtaegter for Serie A sker efter en kompliceret fordelingsnøgle der fra og med indevaerende saeson er en kende mindre fordelagtig for Juventus. Det skyldes, at den andel af de samlede indtaegter, der skal fordeles ligeligt, stiger fra 40 til 50 procent
Da Juventus allerede nu synes stensikker på at genvinde det italienske mesterskab, forbliver klubbens position uanfaegtet for så vidt angår de tre underkategorier i kategorien ”Performance”, og klubbens tilhaengerskare viser ingen tegn på at skrumpe, så klubbens såkaldte medieprofil bør heller ikke give anledning til panderynker. Napoli åndede Juventus i nakken i sidste saeson, men ikke desto mindre kan napolitanerne notere sig en manko på svimlende 40 millioner euro, i omegnen af 300 millioner kroner, i forhold til Juventus hvad angår tv-indtaegter for Serie A-kampe.
De her fremlagte tal blotlaegger en himmelvid forskel i toppen af italiensk fodbold. Der er Juventus, og så er der alle de andre som slås om at vaere best of the rest. Dertil kommer at Juventus også på en raekke andre vaesentlige parametre – kommercielle indtaegter, trøjesponsorat etc. – eftertrykkeligt distancerer de indenlandske rivaler. For at gnide salt i såret for de håbefulde fra Milano, Rom og Napoli peger alt i retning af at disse forskelle blot bliver forøget efter Juventus’ køb af Cristiano Ronaldo i sommer.
FODBOLD SOM ET SIMPELT SPIL
På sin vis er fodbold et såre enkelt spil: Det drejer sig om at vinde fodboldkampe. For at vinde fodboldkampe skal man have gode spillere. For at få gode fodboldspillere skal man tjene penge. For at tjene penge skal man vinde fodboldkampe. Prego, det er da meget nemt, ikke sandt? Derfor kan det ikke komme som nogen epifani, at broderparten af klubbernes budget sluges af lønudgifter til de gode spillere, der skal sørge for at fodboldkampene bliver vundet. For Juventus og det halve dusin hold, der stadig gør sig forhåbninger om at spille lige op med dem, ser udviklingen i lønudgifter til spillere således ud for perioden 2011-2018 (hvor tallene er offentliggjort).
Atter en gang er differencen mellem Juventus og de øvrige slående: Milan og Inter, historisk set de største udfordrere til Juventus, har begge beskåret deres lønudgifter med cirka
en femtedel og har begge i omegnen af 800 millioner kroner mindre at gøre godt med per saeson når det gaelder om at tiltraekke kvalificeret arbejdskraft. Både Lazio og Napoli har omtrent fordoblet deres lønbudget men fra et lavere niveaus end Milan og Inter, og halser 100 millioner euro efter gulddrengene i italiensk fodbold – tilsammen!
Man behøver ikke den store embedseksamen i virksomhedsøkonomi eller en ph.d. i konkurrenceforhold for at regne ud hvad det gør for jaevnbyrdigheden i toppen af Serie A. Skulle nogen have vaeret i tvivl, gav Juventus i sommeren 2016 en anskuelsesanvisning der var vanskelig at misforstå: Få uger forinden var Napoli blevet nummer to i Serie A, to point foran Roma på tredjepladsen. Sommerens transfervindue benyttede Juventus til at erhverve sig angriberen Gonzalo Higuain i Napoli og spilfordeleren Miralem Pjanic i hovedstaden. For klubledelserne i henholdsvis Napoli og Roma har handlerne formentligt svaret til at tømme et giftbaeger til bunden, men tilvaerelsens barske økonomiske realiteter gav dem intet brugbart alternativ.
Juventus er med andre ord i en situation hvor klubben mere eller mindre kan håndplukke udvalgte stjernespillere fra de største hjemlige trusler, og modsat de øvrige italienske topklubber er man meget mere modstandsdygtig over for de lokkende sirener fra udlandet, primaert den engelske Premier League. Napoli måtte se Maurizio Sarri og Jorginho rejse til Chelsea, og selv om klubpraesident Aurelio De Laurentiis måske kunne leve med at se traeneren rejse til verdens mest pengestaerke liga, har tabet af den brasilianske boldspreder gjort ondt på Napoli der i denne saeson allerede synes at vaere haegtet af i kampen om det italienske mesterskab.
BYLDEPEST ELLER TORNEROSESØVN
Er der så tegn i stjernerne på at de øvrige italienske klubber kan mindske den økonomiske – og dermed også den sportslige – afstand op til altdominerende Juventus med den glubende appetit på italienske mesterskaber?
Svaret kan gives ganske kort og fyndigt: Nej. Der udbryder naeppe byldepest i Juves spillertrup, og klubbens ledelse har endnu ikke vist antydningen af at sove tornerosesøvn, men har derimod dygtigt og med rettidig omhu foretaget løbende og nødvendige udskiftninger i spillertruppen og på traenerposten.
Det er altså op til de øvrige italienske klubber, med Inter og Milan i spidsen, at steppe ganske gevaldigt op, og det i en rasende fart, hvis ikke Serie A skal blive lige så uinteressant som den franske Ligue 1, der ligeledes har en altoverskyggende og altvindende klub i PSG. Og det ser mildest talt ikke lovende ud. Inden denne saeson var Inter af mange, ikke mindst Inter selv, udskreget til førsteudfordrer til Juventus, men efter sidste spillerundes ciffermaessigt knebne, men spillemaessigt fortjente, udebanenederlag i Torino er Inter 14 point efter Juventus – efter 15 spillerunder.
Spaending om det sportslige udfald er en grundsten i al sport. Ingen gider se en liga, der reelt set er afgjort i december – og da slet ikke hvis ligakampene afvikles på halvtomme, nedslidte stadioner med en stemningsdraebende løbebane om grønsvaeren. Og hvad vaerre er: Ingen gider betale for rettighederne til at vise italiensk fodbold. Sammenlignet med Premier League mangler Serie A 15 milliarder kroner i tv-rettigheder – hver saeson! Der er immervaek forskel på om seks klubber hvert år kan gøre sig visse realistiske mesterskabsforhåbninger, eller om ligaen reelt er bastet og bundet før jul.
I sommer købte Liverpool den brasilianske målmand Allison i Roma for omkring 750 millioner kroner, altså fem procent af den årlige forskel i tv-indtaegter mellem Premier League og Serie A. Udtrykt på en anden måde: Hver sommer kunne samtlige klubber i Premier League købe en spiller i en Serie A-klub for 750 millioner kroner alene på grund af tv-indtaegterne. På laengere sigt vil det naturligvis vaere komplet ødelaeggende for Serie A.
En måde at imødegå et sådant italiensk raedselsscenarie på er at Napoli, Milan, Inter og de øvrige tronpraetendenter opfører deres egne stadioner, bygger en lige så sund og solid forretningsmodel som Juventus og genskaber spaendingen og stemningen i Serie A.
Med de nye ledelser i Milan og Inter er der måske udsigt til at det kan ske om nogle år. Måske.