FODBOLDENS URANSAGELIGE VEJE

Hvordan blev en knaegt fra Solrød Strand stor tilhaenger af FC København, selv om hans mor tidligt meldte ham ind i Brøndby Support? Hvordan mødte han Gianluigi Buffon og blev evig fan af målmanden? Hvad lavede John Faxe Jensens autograf på en bold, som Roberto Baggio allerede havde signeret, og hvordan var den store rolle i DR-serien Herrens Veje med til at opfylde en enorm drøm for skuespilleren Simon Sears?

Med en italiensk far kan det ikke undre, at den 34-årige skuespiller Simon Sears er vild med fodbold. Det sjove er så bare, at faderen faktisk aldrig er gået saerlig meget op i det, de kalder calcio i hans hjemland. Han er meget mere til Formel 1 og selvfølgelig Ferrari, som også har smittet af på sønnen, mens det i stedet var Simon Sears’ mor, der stod for fodboldopdragelsen i familien.

”Jeg vil ikke sige, at hun er fanatisk, men hun holder med Brøndby, og hun holder isaer med landsholdet, også i håndbold og så videre. Mit vaerelse lå ved siden af stuen, og der var kun sådan en tynd vaeg imellem, og så kunne man ligge der og sove, indtil man pludselig blev vaekket af et jubelbrøl. Min mor er kendt for at have forskraekket samtlige babyer, der har vaeret i familien. Når der først bliver scoret, går hun helt op i limningen.”

”Så det er faktisk min mor, der har vaeret primus motor på fodboldopdragelsen, og det i sådan et omfang at hun meldte mig ind i Brøndby Support, fordi jeg var glad for fodbold og relativt god til det,” fortaeller Simon Sears om opvaeksten i Solrød Strand, hvor han selv var en hurtig højre wing eller back på de lokale hold, og hvor forholdet til Brøndby lå som en naturlig del af geografien.

Men det ramte ham aldrig, selv om han altså tidligt blev medlem af Brøndby Support.

”Det var faktisk først engang, min morfar tog mig med ind i Parken, hvor jeg kom med min Brøndby-hat på blandt FCK-tilhaengerne, at der var noget, der slog mig for alvor med fodbolden. Der var sgu noget, der talte til mig derinde – og så gik jeg over til fjenden. Men jeg har altså heller aldrig vaeret Brøndby-fan, jeg har vaeret Brøndby Supporter på grund af min mor.”

”Jeg var vel 11-12 år, og jeg kan huske, at jeg var fascineret af tvillingerne [Martin og Michael Johansen], som var der på det tidspunkt. Jeg synes, det var sjovt, at to brødre kunne vaere så dygtige. Og så var der Palle Plankevaerk i målet, og ham kendte jeg jo, for jeg spillede fodbold med hans søn Kenneth Emil på det tidspunkt. Så der var nogle relationelle ting, der manifesterede sig, og jeg kunne relatere til det på en anden måde end med Brøndby. Der var nogle mennesker, jeg holdt med i Parken.”

”Og så er det bare holdt ved. Selvfølgelig kunne man også se potentialet i det dengang. Det var et storbyhold og så videre. Men jeg synes, det er svaert at definere, hvad det egentlig var, der gjorde, at man blev grebet, som jeg gjorde. Det opstod bare. Jeg kan simpelt hen ikke forklare, hvorfor det blev FCK frem for Brøndby, for jeg burde jo have vaeret Vestegnsdreng,” siger Simon Sears om et klubskifte, der ikke blev modtaget med begejstring hjemme i Solrød Strand.

”Nej, jeg kan huske, at min bedste ven Kenneth, der var stor Brøndby- og United-fan og selv spillede fodbold i Hvidovre som et stort målmandstalent, han syntes bare, at jeg var en idiot,” siger skuespilleren med et grin.

Rent praktisk var det heller ikke så nemt at vaere FCK-fan på Vestegnen.

”Min mor gad jo ikke rigtig at tage derind, så det var ikke så tit, at jeg kom af sted. Det var mest, hvis min onkel ringede med nogle fribilletter. Min morfars kones børn havde også nogle gange billetter, og så var det bare med at gribe chancen. Ellers betalte jeg mig til det, når jeg kunne.”

”Den første store kamp, hvor jeg tog derind alene, det var til den første gruppekamp i Champions League, 0-0 mod Benfica i 2006. Det var eddermame stort, også selv om jeg var der alene. Jeg stod oppe på Øvre C. Der var udsolgt, og det var fedt,” fortaeller Simon Sears, der i dag bor i FC Københavns baghave på Nørrebro med sin gravide islandske kaereste og parrets to-årige søn Skúli.

Og det har jo åbnet nogle muligheder. ”Jeg har altid fantaseret om at få min egen plads i Parken. Altid. Da jeg nåede de 30 år, gik jeg ud af Statens Teaterskole, og der taenkte jeg, at jeg simpelt hen bare blev nødt til at få et arbejde, så jeg kunne få råd til at købe et saesonkort. Men jeg fik aldrig rigtig råd, for der var regninger, der skulle betales og det ene og det andet, men så fik jeg rollen i Herrens Veje.”

”Samtidig mødte jeg en masse ligesindede, der også er FCK-fans, og som står i Parken, og så viste det sig, at der var en plads ledig lige ved dem, så endelig i år købte jeg pladsen, og nu står jeg der, og jeg er på toppen over det. Det er så stort at stå der med så mange mennesker, som man holder af,” siger Simon Sears, der over 20 afsnit har spillet praestesønnen Christian i DR-dramaserien Herrens Veje, hvilket har gjort ham til et kendt ansigt i sin generation af skuespillere og altså som en sidegevinst også har givet et saesonkort til Parken.

Så FC København fylder i livet, og det samme gør den italienske fodbold, for selv om hans far altså ikke var specielt fodboldinteresseret, smittede kulturen af.

”Min far er jo fra Ferrera, så jeg er også fan af Spal og af Roma, hvis man altså kan vaere fan af to klubber fra det samme land. Spal lå og rodede rundt i de lavere serier dengang, vi tog på ferie til Italien et par gange eller tre om året, så jeg har vaeret inde at se dem nogle gange, og det var virkelig fascinerende. Men så røg det lidt på hylden, som jeg fik travlt, og så begyndte de bare at stige i graderne, og nu er de lige pludselig i Serie A. Det er altså vildt.”

”Og så er der en del af min familie, der bor i Rom, og de er fanatikere. De er bindegale. De står på Curva Sud og ja... Alt er bare Roma og Totti hjemme hos dem,” lyder det med et grin.

Så hans far har vaeret med til at give en grundtone for fodbolden i Støvlelandet, og så har han også leveret et par imponerende gaver til sønnen dengang i halvfemserne.

”Dengang var min far i gang med at producere nogle fiskeoliepiller, og det lykkedes faktisk at få gang i det, så han fik nogle kontakter og gik til nogle messer, og på den måde laerte han den italienske landsholdslaege at kende. Så en dag kom han hjem med Roberto Baggios autograf på en fodbold, en af Roberto Donadonis kamptrøjer fra VM i 1994 og Ciro Ferraras landsholdsbukser også.”

”Den italienske landsholdslaege havde også noget at gøre med Parma, og så fik vores fodboldhold i Solrød mulighed for at tage på sådan en drengetur til Italien. Vi skulle ned at spille mod nogle hold, men så havde min far også sørget for, at vi fik lov til at komme ind på Parmas traeningsanlaeg. Det var jo meget beskyttet med høje mure hele vejen rundt og en stor port, som man skulle igennem for at komme ind.”

”Og det kom vi altså, og det var en kaempeoplevelse. Det må have vaeret omkring 199697, for Gianluigi Buffon var lige slået igennem og var blevet udråbt til det nye håb og det helt store. Jeg kan huske, at mine fodboldkammerater sagde, at han skulle vaere rigtig god, og det var han jo også. Men samtidig var han simpelt hen bare så sød og imødekommende. En ung fyr med et kaempestort overskud.”

”Sådan var mange af spillerne faktisk. Der var selvfølgelig også nogle, der var pisseligeglade med de her danske drenge, men de fleste ville gerne hilse på. Og det var jo et sygt hold. Med Lilian Thuram, Hernan Crespo, Fabio Cannavaro og så videre. Det var en vild oplevelse, og den står stadig skarpt,” fortaeller Simon Sears om nogle italienske input, der er de faerreste forundt.

Så minderne har han stadig, men Donadonis trøje og bolden med Baggios autograf er desvaerre forsvundet.

”Det hele blev sgu stjålet til en fest, som jeg holdt, og det er jeg fanme ked af. Donadonis trøje ville jo vaere rammet ind i dag, men det skulle jeg allerede have gjort dengang i stedet for at rende rundt og spille fodbold i den.”

Og så var der endda kommet en autograf mere på bolden undervejs i livet.

”Selv om jeg kun var 8 år gammel, har jeg et kaempestort minde om den aften, Danmark vandt Europamesterskabet. Hele familien var samlet om fjernsynet, og da vi havde vundet finalen, løb vi unger op til rundkørslen ved Solrød Strand. Jeg tror lige, at den var blevet bygget på det tidspunkt, og nu rendte folk rundt med glas og champagne i hånden. Alle skålede med alle, og det var meget maerkeligt.”

”Det var ikke noget, jeg havde oplevet før, og jeg tror heller ikke, at jeg har oplevet det siden. Det sammenhold, der bare involverede alle. Det var helt vanvittigt og meget smukt. Der var flag alle vegne, og alle, der kørte forbi, dyttede. Sådan noget kan fodbold jo også.”

”Men så var det sådan, at John ”Faxe” tit kom på besøg hos vores nabo, som vist nok var noget af hans svigerfamilie. Så stod jeg der og kiggede gennem buskene, når han kom kørende, for jeg ville så gerne have hans autograf.”

”Og så kom han pludselig over og ringede på vores dør en dag. Vores nabo havde fortalt ham, at jeg var helt vild efter at få hans autograf, og så gik han de 10 skridt over til os. Det var stort af ham, og så fik jeg faktisk hans autograf lige ved siden af Baggios på den bold der,” siger skuespilleren, der mistede en bold og senere en drøm, da filmen om EM-triumfen skulle laves.

For selv om han kan spille fodbold, og selv om det er hans generation af skuespillere, der spillede rollerne, så var han aldrig i naerheden af at blive en del af ”Sommeren ’92.”

”Hvis det havde vaeret nu, havde jeg nok forsøgt at møve mig ind, men dengang var jeg i praktik på Teatret ved Sorte Hest og spillede Strindberg-stykker, så det havde jeg ikke mod på. Vi snakkede godt nok om det på teatret, men de ringede aldrig.”

”Mikkel Boe [Følsgaard] fik rollen som Vilfort, som jeg gerne ville have spillet, og Esben Smed fik rollen som Faxe, som kunne have vaeret så sjov. Det havde vaeret vildt, hvis jeg havde spillet Faxe, når nu jeg fik hans autograf dengang på den måde, som jeg gjorde, men sådan gik det ikke. Og det blev jo også stadig en god film uden mig,” siger Simon Sears med et grin.