EN VAERDIG AFSLUTNING

Problemerne står i kø’, som Peter Sommer sang. Og det er i den grad rigtigt i forhold til denne uges klumme. Jeg lagde sidst op til, at det skulle handle om Ajax og Bayern, og dér skal vi også nok nå hen. Men vi er anstaendigvis nødt til at runde OB–AaB og det underkendte straffesparksmål. Det har i den grad vaeret samtaleemne, hvor jeg har bevaeget mig hen, og mailbakken har også bugnet.

Lad os starte med at slå fast – som efterfølgende også markeret af alle implicerede – at den er helt gal. Når man har fået et straffespark, er det jo fordi modparten har begået en forbrydelse af en eller anden art, og det skal ikke kunne nulstilles på grund af den teknikalitet, som f.eks. en for tidligt indtraedende spiller er. Det er grunden til, at lovbogen foreskriver, at der skal dømmes omspark, hvis bolden ligger i nettet, og det angribende hold er involveret i overtraedelserne (medmindre der foreligger usportslig opførsel, og det er en historie for sig). Mange var i tvivl om, hvorfor der ikke bare blev dømt mål, og der er to muligheder: enten kunne det vaere fordi sparkeren havde fintet ulovligt, eller også var det noget med spillere for tidligt i feltet. Hvad sparkeren angår, er hans stoppen op i tilløbet helt OK, for det bliver først kriminelt, hvis støttebenet er sat i jorden umiddelbart før sparket, og der så fintes. Så vi skal have fat i spillerne for tidligt i feltet. Der er lidt af hvert involveret her – men pointen er, at hvis der er overtraedelser fra begge sider, er dommen et omspark, uanset hvad resultatet af sparket har vaeret. Jeg så, at minimum én netavis var ude og konstatere, at det var en AaB’er, der var først inde – men det er lovmaessigt flintrende ligegyldigt. Om der så var syv blå og én grøn spiller inde, og den grønne havde startet, er der overtraedelser fra begge sider og dermed omspark.

I sidste ende er det selvfølgelig frygteligt, at kendelsen bliver et indirekte frispark. Men jeg er ikke mere lovnørd, end at jeg har sympati for, at klappen kan falde. Det gør den for alle ved sjaeldne lejligheder – også for dommerinstruktører. Det virkelig betaenkelige er, at klappen falder kollektivt for fire topdommere. En melding over headsettet kunne have reddet situationen – måske ikke så kunstnerisk elegant, men dog med en nødlanding det rigtige sted. Det er set før – på Champions Leagueplan så vi f.eks. for et par år siden seks dommere sende to Barcelona-spillere ud efter behandling, selv om de var stødt sammen og skulle have haft lov til at blive inde. I den givne situation skal vi nok alle vaere lykkelige for, at AaB endte med at vinde, for ellers havde der nok vaeret et ikke specielt muntert efterspil ved skrivebordet.

Og så videre til Ajax–Bayern, hvor jeg virkelig aergrer mig over, at jeg for en gangs skyld ikke havde fået sat DVD-optageren til, for den kamp rummede så meget, at den kunne baere en hel kursusaften. Der var to udvisninger og to straffespark plus diverse andet. For at starte med straffesparkene var de relativt ukontroversielle. Det var forholdsvis klassiske benspaend, omend det ene var med en kontakt med knaeet – men benspaend er det jo alligevel. Det var faktisk grunden til, at der sidste år sneg sig en ekstra forseelse til straffespark ind i lovbogen ’tackler eller angriber med en anden del af kroppen’. For nu om stunder sker faktisk meget ved knaeene, mens tackling er noget, som man foretager sig med foden (ordet ’skuldertackling’ som ofte høres, er det rene nonsens).

Vaerd at bemaerke ved straffesparkene var også dommerens placering. Clement Turpin var i en position, hvor kendelserne kunne afsiges med stor overbevisning (der var heller ikke protester af betydning) – og ved selve udførelsen var han vaeldig proaktiv for at holde spillerne ude af feltet (meget apropos OB-AaB), og det lykkedes rimeligt. Det er selvfølgelig også sådan noget, som man kan tillade sig, når man har rigtig mange hjaelpere til at holde styr på alt det andet, incl. målmandens placering. Ved Lewandowskis udlignende straffesparksmål til 2-2 var der stopmoment hele to gange i tilløbet, men det er som sagt ovenfor fortsat tilladt, når bare det sker før selve sparkeøjeblikket.

Lad os se naermere på udvisningerne. Den første tilfalder Wöber fra Ajax for en tackling, som bliver sprunget ind med to ben. Der er ingen kontakt med jorden, det hele sker med stor kraft, og til overflod er knopperne forrest, kontaktstedet er over foden, og bolden er allerede spillet videre. Reelt er det en fuldstaendig mistimet tackling, formentlig uden de store onde hensigter, men sådan nogle betaler man også for, når det går galt. Det er et helt ufarligt sted på banen – ude på sidelinjen omkring midten – og et normalt benspaend ville nok bare vaere blevet takseret som at bremse et lovende angreb og dermed en advarsel. Men det ødelaegger alle de andre elementer. Nogle laesere har skrevet og sammenlignet med van Dijks tackling i Liverpool-Napoli, som kun indbragte en advarsel. Den var ganske rigtigt heller ikke køn og bestemt i den orange afdeling, men der er alligevel, som jeg ser det, nogle forskelle. Bolden er inden for rimelig afstand (faktisk rammer van Dijk den, før han rammer manden), og kraften er ikke helt så høj, ligesom der er lidt mere kontakt mellem jorden og de tacklende fødder. Så en advarsel dér kan godt købes.

Så er der den anden udvisning kort efter til Thomas Müller for en indsats, som hører til i en helt anden sportsgren. Vi taler om et spring med ingen jordkontakt overhovedet, voldsom kraft og det ene ben løftet op i 1,80 meters højde. Jeg er helt sikker på, at Müller ikke har ondt i sinde, og at han slet ikke har taget højde for andre spillere, men han udsaetter i den grad modspilleren for fare, så der er intet at sige til udvisningen. Det svarer til at brage frem med 100 km i timen for højrevigepligt og håbe på, at der ikke kommer nogen tvaergående faerdsel. Jeg plejer til teoriaftener gerne at docere, at der skal rigtig meget til, før et udfald efter bolden, som fører til farligt spil, skal give udvisning, men et ben i den højde og med den kraft duer bare ikke.

Så er der et par scoringsjubeler, som man kan haefte sig ved. Ved Lewandowskis straffesparksmål til 2-2 glider han og tre kolleger på knaeene ud mod de mest hardcore Ajax-supportere og jubler. Vel må man ikke kaste ting ind på banen – og det blev der i den grad her – men det er da en provokation, der er til at tage og føle på. Heldigvis valgte Bayern ved 3-2 målet lige efter at juble ned mod mållinjen og ikke ud mod hjørnet. Ved Ajax-udligningen bliver der efterfølgende brydekamp mellem Neuer og Ajax-spillerne, der gerne vil have sat i spillet igang igen og prøver at slå bolden ud af favnen på Neuer. Resultatet er en korrekt advarsel, som fik mig til at klappe i mine små haender, men som naeppe har mødt meget forståelse i Amsterdam. Imidlertid er moralen ganske simpel: angriberen skal bare holde sig vaek, for det er ikke hans bold (lidt samme filosofi, som at synderen skal holde sig vaek fra bolden, når han har begået et frispark). Det er forsvarerne, som skal saette bolden i spil igen ved et begndelsesspark, og dommeren skal nok laegge tid til, hvis han føler for det. Så hvis angriberen blander sig for at få fat i bolden, og det medfører tumult, er det angriberen, der står til advarslen, ganske som det sker her.

Og så mener jeg i øvrigt, at der er offside på det naevnte udlignende mål. Der er frygtelig mange spillere i bevaegelse omkring offsidegraensen, og linjedommeren har vel minimum tre giftige situationer at tage stilling til inden for et par sekunder. Så måske meget menneskeligt, at den sidste situation falder gennem maskerne. Den spiller, som i sidste instans spiller bolden ind foran, er vel tre meter offside, da en medspiller spiller bolden. Så rører bolden en Bayern-spiller (Súle), som kaster sig ud i bolden med ryggen halvt til for at blokere. Forsøger han aktivt at spille bolden ? I min optik nej – det er en tilfaeldighed. Til gengaeld er målscoreren helt korrekt akkurat bag bolden i sidste fase og dermed ikke offside.

Det var en kamp, som i den grad ikke var for små børn – og med en ophobning af situationer, som man sjaeldent ser. Jeg kunne have taget meget mere med. Men på en eller anden måde også en vaerdig måde at slutte gruppespillet af på. Vi kan naesten ikke vente, til det bliver tid til playoff-kampene. Til gengaeld er vi nået til det punkt, hvor det vil vaere passende, at jeg ønsker alle en rigtig glaedelig jul med et par fodboldfri dage – men endelig ikke for mange. ✖