NOSTALGI, FAELLESSKAB OG KAERLIGHED
Mennesket har gennem årtusinder opnået stor tilfredsstillelse ved at samle. I fodboldens verden er det kommet til udtryk hos fodboldnørder over hele kloden, der gennem årtier har dyrket deres passion for spillet gennem memorabilia, der repraesenterer mind
Hvad har du dog i de kasser?”
Det var min kaerestes onkel, der lettere anstrengt stønnede spørgsmålet ud i rummet, da han havde båret endnu en flyttekasse op på fjerde sal. Det var min sjette flytning på fire år, og hver gang var der en håndfuld flyttekasser med i flyttevognen, som ikke lige kunne pakkes ud i en to-vaerelses lejlighed.
For det fyldte meget, indholdet fra de flyttekasser, og snart efter måtte en del af dem baeres ned i det tilhørende opbevaringsrum, hvor de stod og samlede støv i et par år – hvilket de i øvrigt havde gjort de fleste steder, vi boede, indtil vi flyttede i hus sidste år.
Her var der masser af plads, og endelig kunne jeg pakke alle flyttekasser ud og fylde det kaeldervaerelse, som jeg fik stillet til rådighed som fodboldhule.
Så nu er jeg omgivet af alverdens fodboldsager; bøger, trøjer, kampprogrammer, klistermaerker, halstørklaeder, krus, glas, plakater, udklip og alt det andet memorabilia, der har hobet sig op gennem mit liv som fodboldnørd. Det har vaeret min måde at udtrykke min kaerlighed til fodbold; jeg har gemt mine minder fra kampe, rejser og oplevelser, og fodboldsamlingen er en stor del af min identitet. Og flere af effekterne er jeg naert knyttet til; en skriggul Dortmund-sixpence fra mesterskabet i 2012; et glas fra VM 2006; nogle halvfyldte haefter med Panini-klistermaerker.
Heldigvis ved jeg, at jeg ikke er alene om at begrave mig i fodboldsager, for der findes mange ligesindede rundt om i landet – for ikke at tale om hele kloden. Forskellen er imidlertid, at de fleste målretter samlingen af fodboldgrej til en specifik ting, mens jeg har gemt det mest af det fodboldrelaterede udstyr, jeg er kommet i naerheden af.
Det har altid fascineret mig, at der er i fodboldens verden er så stor en skare af folk, som bruger oceaner af energi, tid og penge på at samle på noget, der i bund og grund ikke er saerligt vigtigt. For hvorfor gør vi det egentlig? Hvad får vi ud af det? Og hvordan kan det vaere, at voksne maend og kvinder kan knytte sig taet til noget så banalt som et stykke stof med et logo på, en krusedulle fra en svedig sportsmand eller nogle sammenhaeftede stykker glitret papir?
JAEGERE OG SAMLERE
Mennesket har altid samlet. Den amerikanske arkaeolog Lewis Binfort fremførte i 1970’erne den teori, at de første homo sapiens levede som samlere og primaert skaffede sig mad til overlevelse ved at opbygge forråd af mad og
andre nødvendigheder. Siden har videnskaben anslået, at mere end 90 procent af alle mennesker, der har levet på Jorden gennem historien har levet som jaegere og samlere, så trangen til at samle ligger dybt i menneskets natur.
”At samle ligger i generne på os. Evolutionen belønner dem, der samler forråd. Det giver en dyb tilfredsstillelse, som vi i dag ikke rigtigt får daekket med fyldte spisekamre, fordi vi kan købeal madhele året ,” udtal teprofessor i markedskommunikationsved Aalborg Universitet, Christian Jantzen, tilbage i 2015.
Det med at samle på ting begynder som regel i barndommen. De fleste drenge, der er født før opfindelsen af iPad og internet kan nikke genkendende til at have samlet på kapsler, sten eller noget helt tredje. Jeg var syv år gammel, da min far foraerede mig en lille notesbog, så jeg kunne samle autografer til de fodboldkampe, vi skulle se sammen, og sådan begyndte min første fodboldsamling. I starten kraevede det lidt mod at henvende sig til de granvoksne maend og bede om en autograf, men siden blev det en passion at jagte det naeste lille trofae, som sådan en krusedulle fra en af mine helte, reelt var.
Det var også livet som autografjaeger, der satte gang i den første fodboldsamling for Morten Bruun. Den tidligere Silkeborg-spiller, der i dag er fodboldkommentator hos Eurosport, begyndte som dreng at samle på autografer, og selvom det er årtier siden, han stoppede med at jagte idolernes signaturer, har han stadig den lille røde autografbog i sin varetaegt.
”Det er hjerteblod. Jeg har også min allerførste Manchester United-trøje. Der er bare nogle ting, som man ikke skiller sig af med. Det ville jeg ikke gøre mod mig selv, for jeg ville vaere virkelig, virkelig ked af det, hvis de forsvandt. Det har kolossalt stor affektionsvaerdi,” fortaeller Morten Bruun, som fik sine første autografer som ung tilskuer på Vejle Stadion.
”Dengang varmede de op nede på en bane, der lå til højre fra stadion, og det betød, at de skulle gå fra den bane, gennem klubhuset og ud på stadion gennem spillertunellen. I dag er det nok ikke så nemt at få autografer, men dengang var de til at få fat i. Det handlede nok om, at man kunne få en lille bid af spillerne. Trøjerne kunne man ikke få fat i dengang, og man kunne heller ikke få sig selv til at bede om dem,” fortaeller Morten Bruun, der fremhaever, at selve jagten og drømmen om at gøre samlingen komplet, er en del af glaeden ved at samle – men det rummer også et paradoks.
”Det meget fine ved en autograf er, at alle virkelig bør kunne give det. Man beder ikke om en almisse. Det er en meget lille ting, som ikke koster det andet menneske noget som helst. Det fine er også, at når man skal samle på noget, vil man altid gerne vil have, at samlingen bliver komplet. Problemet er bare, at når den bliver komplet, så står man uforløst tilbage og kan ikke laengere gå på jagt, fordi der ikke er noget at gå på jagt efter.”
”Men det gode ved en autografsamling er, at man altid kan udvide sit område. Der kommer altid nye spillere til. Det kan godt vaere, at man har alle VB-spillere fra én saeson, men så kommer der jo nye folk i saesonen efter. Det er jo jagten, som er det sjove ved det. Det var bare sjovt, at man kunne sige, at man både havde Jørgen Markussen, Knud Herbert Sørensen og Gert Eg. Naeste gang kunne man så gå efter dem, man manglede, så man vidste, at det var Poul Erik Østergaard, man skulle have fat i. I starten var man heller ikke så opmaerksom på modstanderholdet, men senere vidste man godt, at det var Finn Laudrup, man skulle gå efter, når KB kom på besøg. Og når man havde fået ham, var det Torsten Andersen og så videre. Man blev lidt mere målrettet efter de store spillere,” husker Morten Bruun om en tid, hvor spillerne var mere tilgaengelige – både i Danmark og i udlandet.
”Jeg havde også en meget fin periode, hvor man kunne skrive til de engelske klubber og få autografer. Jeg har et håndskrevet brev fra Andy Ritchie, som godt nok var marginalspiller i Manchester United, men han skrev, at han var glad for mit brev. Han forklarede også, at de fik så mange henvendelser, at han ikke var i stand til at skaffe andre autografer end hans egen. Til gengaeld fik jeg hele holdets autografer fra West Bromwich; der var både Bryan Robson, Cyril Regis og så videre. Dem har jeg. Desuden har jeg nogle enkelte fra min egen favoritspiller fra Manchester United, Gordon Hill. Han skrev også tilbage. Peter Shilton og Osvaldo Ardiles gjorde det samme,” fortaeller Morten Bruun om nogle af samlingens perler.
”Ja, det var nogle store kanoner, er du sindssyg! Dengang sad jeg og skrev håndskrevne breve til dem og sendte med posten til de her spillere, hvor jeg bad om en autograf. Så fik jeg nogen tilbage. Det stoppede, da jeg begyndte i gymnasiet, for der var der ikke ret meget s tre et-c r edi tia tv aer e gymnasieelev med partisanhals tørk l aede også gå og samleautografer. Det sluttede der, men jeg kan godt lide at finde min autografsamling frem engang imellem, og da Cyril Regis døde sidste år, havde jeg også min lille røde bog med ovre i 6’eren-studiet i København,” siger Morten Bruun om samlingen, der ikke bliver udbygget.
I stedet er han begyndt på en ny samling, som vi vender tilbage til, men Morten Bruun har stadig sympati for de autografjaegere, der fortsat går på jagt.
”Jeg har det stadig sådan, at jeg maerker
➜ en lille glaede, når der er en spiller eller to i Premier League, der går ud til autografjaegerne. Jeg holder altid mere af dem end dem, der bare går forbi. Det er så lille en ting, og jeg synes egentlig, at det er meget sølle, hvis en topspiller ikke vil give en autograf. Jeg kan forstå det, hvis der står 2000 mennesker, men hvis man ikke kan give dét af sig selv, kan man jo ikke give noget. Det koster ikke noget som helst, og jeg kan af et aerligt hjerte sige, at jeg aldrig har sagt nej til at give en autograf. Jeg har altid bestraebt mig på at virke interesseret, og jeg har ofte fortalt, at jeg selv samlede. Jeg har prøvet at stå, hvor folk gik forbi eller ikke opdagede mig. Jeg kan stadig maerke det lille stik, det gav; afvisningen og skuffelsen. Også fordi man ikke følte, at man bad om noget stort,” husker Morten Bruun.
DUFTEN AF EN FODBOLDKAMP
Siden organiseret fodbold blev et faenomen fra slutningen af 1800-tallet og op gennem det 20. århundrede, har det vaeret populaert at dyrke spillet gennem samlinger af diverse effekter. Kampprogrammer var allerede et element til engelske kampe i slutningen af 1800-tallet, og efter 2. verdenskrig dukkede der flere og flere deciderede samlere af kampprogrammer op. En af dem var Dave Roberts.
Han er i dag 63 år, og han har altså samlet på kampprogrammer i årtier. Hans oprindelige samling nåede op på 1.134 forskellige kampprogrammer, men for nogle år siden måtte han i forbindelse med en flytning skille sig af med over 1.000 af dem. Der var simpelt hen ikke plads til at slaebe hele samlingen med, og i stedet måtte han udvaelge sine 31 favorit-kampprogrammer, som han kunne pakke i en lille, transportabel boks. I 2011 udgav Dave Roberts bogen 32 programmes, der netop handler om de 31 udvalgte programmer samt et ekstra saerligt kampprogram, og samlingen betyder stadig meget for ham.
”Jeg ser stadig tilbage på de 32 programmer fra de tidlige årtier, og de bringer stadig minder frem. Jeg kan tage et program frem på en tilfaeldig dag i løbet af et tilfaeldigt år. Det kunne vaere, hvis jeg hører en sang i radioen fra 1970’erne. Så finder jeg et program frem fra samme aera og dykker ned i minderne,” fortaeller Dave Roberts.
Også for Dave Roberts begyndte samlingen i barndommens land.
”Jeg begyndte at samle i en meget ung alder. Der var ikke noget specielt, der satte det i gang, men jeg kunne bare godt lide at samle ting i den alder. Jeg var 10-11 år, og jeg kunne godt lide at akkumulere ting. Jeg syntes og synes, at kampprogrammer er fascinerende. I gamle dage var de meget unikke. Det er bare en god måde at huske kampen på. Hvis man har et program, kan man se tilbage på kampen og på en måde kan man føle, dufte og fornemme atmosfaeren og stemningen fra kampen. På en måde genskaber kampprogrammet det hele ved hjaelp af et par stykker af papir,” fortaeller Dave Roberts i telefonen fra hjemmet i Leeds.
Dave Roberts opbyggede tidligt et system, hvor han til hver fodboldkamp han så, købte to kampprogrammer. Det ene laeste han i og tog noter i løbet af kampen, mens det andet forblev uberørt og gemt i den samling, der bare voksede og voksede gennem årene. Men hvordan ender man på at have en samling 1.134 kampprogrammer?
”Det ville have vaeret mange flere, hvis ikke min mor havde smidt hele min samling ud, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg var til rigtig mange fodboldkampe i mine unge dage – isaer da jeg var single. Nogle gange så jeg firefem kampe på stadion om ugen, og jeg skulle selvfølgelig have et kampprogram hver gang. Der er nogen, der smider deres kampprogrammer vaek, men det er utilgiveligt, og jeg forstår ikke mentaliteten. Men ok, der er nok også mange, der ikke forstår min tilgang til det,” siger Dave Roberts.
Da han skulle flytte, måtte han med blødende hjerte skille sig af med størstedelen af sin samling, men han er langsomt begyndt at bygge en ny samling op. Dog har han ikke samme begejstring for nutidens kampprogrammer som tidligere.
”Jeg har omkring 70 nu. Jeg er ikke så vild med dagens kampprogrammer som jeg var med datidens. Jeg synes, at de har mistet en del af deres personlighed. De er meget ensformige, og der er naesten tale om små magasiner. De er meget flotte, men de er naesten uden personlighed. Det er gået den samme vej med fodbolden generelt, for det handler meget om marketing for laveste faellesnaevner,” fortaeller Dave Roberts, der bliver rystet, da jeg fortaeller, at flere danske klubber slet ikke producerer kampprogrammer laengere.
Mere og mere bliver digitalt, og dermed mister fodboldfans muligheden for at få et billigt, fysisk og unikt minde fra en fodboldkamp.
”Det er chokerende, men det er desvaerre den vej, det går. Om 10 års tid vil der nok ikke vaere noget, der hedder kampprogrammer. Man vil nok bare få udleveret en startopstilling, og resten kommer til at foregå online. Danmark leder vejen på dette område,” siger Dave Roberts, der bekraefter, at det at samle på fodboldting i høj grad handler om nostalgi.
”Det er fuldstaendig rigtigt. Jeg ser stadig tilbage på de 32 programmer fra de tidlige årtier, og de bringer stadig minder frem. For to år siden begyndte jeg at samle på krus fra Non League-fodboldklubber og stadioner. Det er vokset til en ret imponerende samling bestående af mere end 20 krus. For at hjaelpe min hustru til at forstå det, begyndte jeg at købe kuglepenne fra de samme klubber, som hun så kunne bruge. Det blev ikke modtaget så godt, som jeg troede, at det ville gøre, men
hun bruger dem da indimellem. I vores hus har vi kampprogrammer, kuglepenne og krus, og jeg tror bare, at det er en indbygget trang til at samle. Det er min undskyldning. Fodbold er min passion, og disse ting passer sammen med det,” opsummerer Dave Roberts.
ET ØJEBLIK AF EVIGHED
Det er altså i høj grad passion og nostalgi, der driver vaerket for mange samlere. Jeg må også indrømme, at det er sjaeldent, jeg kigger i nogle af mine hundredvis af kampprogrammer, men når jeg gør, kan jeg fortabe mig helt i holdopstillingerne fra en Superliga-kamp i midt-halvfemserne, minderne om en bestemt kamp eller de herlige reklamer og annoncer, som fodboldspillere stillede op til tidligere.
For århusianeren Jesper Herholt handler det også om nostalgi, når han jagter matchworn fodboldtrøjer til sin samling. Han ejer 500 fodboldtrøjer, og faelles for dem alle er, at de er blevet benyttet i kamp af en professionel fodboldspiller. Der er altså ikke tale om replika-trøjer, fantrøjer eller andre billige kopier. Det er den aegte vare, og den imponerende samling bliver stadig udbygget, for Jesper Herholt bruger tid på det hver eneste dag.
”Jeg ved godt, at det er en underlig hobby, men det handler hundrede procent om nostalgi. Intet andet. Det er minderne om de gode gamle dage, hvor man sad og så Tipslørdag på DR, dengang der kun fandtes det. Man sad og fulgte de stadioner fra England med White Hart Lane, Coventry og Leeds. Jeg sad bare og kiggede på de der trøjer, som jeg syntes var helt fantastiske. Det er også nostalgien omkring, at det er en spiller, der har brugt den ene trøje til den ene kamp. Der er ikke to fodboldkampe, der er ens, så det er et øjeblik af evighed. Det er svaert at forklare, hvorfor jeg har det sådan,” siger Jesper Herholt.
Han begyndte i starten af årtusindet med at kigge efter trøjer fra sine favoritklubber Tottenham, Bayern München og AGF, men ”så greb det om sig”, som han siger, og nu er samlingen bred og taeller mange forskellige trøjer fra Premier League, landskampe med videre.
”Nogle gange er det en trøje, der saetter sig på nethinden, hvor jeg så venter på muligheden for at slå til. Andre gange er det bare, fordi man falder over det. Omkring matchworn-trøjer
DAVE ROBERTS’ FAVORIT-KAMPPROGRAM ” Det er fra en kamp, som jeg ikke selv var til, for den blev spillet seks år før, jeg blev født. Det er fra mit lokale hold Bromleys kamp mod Rumford i Amateur Cup-finalen i 1949. Det er nok min kaereste ejendel. Det var dengang, Bromley vandt Amateur Cup, og det var dengang, hvor den slags betyder mere end i dag. Det var for øjnene af 92.000 tilskuere, og jeg er virkelig ked af, at jeg blev født for sent, så jeg ikke kunne vaere til kampen.”
er det blevet et tema de senere år, at spillerne saelger hele deres samling via en agent. Jeg synes et eller andet sted, at det er lidt synd. Jeg kan godt lide, at trøjerne er samlet ét sted, for det er jo en slags trofaeer eller minder fra den enkelte spilleres karriere og kampe. Det er synd, men jeg er heller ikke for fin til at hoppe på nogle af dem, når muligheden byder sig, for det er også en fin måde at sikre sig trøjens autencitet,” siger Jesper Herholt om et marked, hvor der findes mange fupmagere og faldgrupper.
Men når den rigtige trøje er der, og jagten saettes ind, pumper adrenalinen hos Jesper Herholt.
”Hvis det handler om auktioner, eller hvis jeg er kommet i kontakt med nogen, som har en trøje, der betyder ekstra meget – eller som jeg rigtig gerne vil have… Den tid, der går, inden man får forhandlet på plads, eller auktionen slutter, og når man ved, hvor man prismaessigt lander, er man helt oppe at køre. Man ligger vågen om natten, fordi det er så spaendende. Det er jo et catch; det er lidt ligesom, når Danmark møder Kroatien ved VM, og der er straffespark. Det er ikke til at holde ud,” siger Jesper Herholt.
Han vil ikke oplyse, hvor mange penge han har brugt på sin samling, men hver dag bruger han tid på sine mange trøjer.
”Jeg ved ikke, hvor mange ringbind jeg har stående. For hver trøje jeg har, har jeg et chartek med et billede af trøjen, tre kampbilleder og statistik fra kampen. Der er et brev fra spilleren, eller hvordan det er kommet i stand, og så er der en beskrivelse af trøjen, forskellen mellem fantrøjen, spillertrøjen og så videre. Det tager hundrede år at lave, men det er meget systematisk,” siger Jesper Herholt om sin passion.
Da jeg spørger ham om, hvorvidt han nogensinde kunne finde på at stoppe med at samle på fodboldtrøjer, afslører han, at han ligesom Dave Roberts ikke har kunne begraense sig til én samling af sportsudstyr.
”Jeg har ikke taenkt mig at stoppe. Og hvis jeg bare kunne holde mig til fodboldtrøjer, ville det vaere skønt. Jeg har også en halvstor samling af tennisting. Der er Björn Borgs trøje fra 1980, hans trøje fra Wimbledon 1980 og Boris Beckers ketcher. Ivan Lendls sko og så videre og så videre,” siger han.
FORDYBELSE OG VELVAERE
På et loftrum på Østerbro står der nogle kasser med målmandshandsker. For selvom spilletrøjen repraesenterer både klubber, kampe og spillere, og muligvis er det mest ikoniske og klassiske samleobjekt blandt fodboldfans, er det noget andet udstyr, der får Morten Kjaerbyes hjerte til at slå hurtigere.
Den tidligere divisionsmålmand, som i dag er målmandstraener for B 1908 ejer omkring 110 par målmandshandsker, men der er ingen af dem fra samlingen, der kommer i brug.
”På grund af min egen baggrund som fodboldmålmand, har det altid vaeret en del af min hverdag og mit vaerktøj som målmandstraener. Men ubevidst startede samlingen tilbage i 2002, da min far (fotografen Per Kjaerbye, red.) havde fået Stig Tøfting til at tage Hans-Jörg Butts handsker med fra Hamborg. Det var min første introduktion til speciallavede handsker. Men det blussede op igen for fire års tid siden, hvor jeg begyndte at kigge på eBay.”
”Jegfald tover et par Lukasz Fabian skihandsker, der var blevet laveti forbindelse med Remembrance Day i England, hvor Unisport havde lavet en hvid handske med valmuer på. Det var en fed gimmick, så jeg fik fat i dem, og jeg kunne se, at de var speciallavet i forhold til syningen på fingrene, ligesom der var fingerbeskyttelse på håndryggen og ekstra latex på indersiden. Det var med til at kickstarte min interesse igen. Det handlede om mere end bare min egen fodboldkarriere,” fortaeller Morten Kjaerbye.
Hans samling af målmandshandsker handler meget om det udstyrsmaessige og tekniske. Alligevel er det svaert for ham at forklare, hvad samlingen betyder for ham. For det kan vaere svaert at saette ord på kaerlighed.
”Ja, hvad får jeg ud af det? Det er vel en form for velvaere. Det er noget, der interesserer mig ekstremt meget i forhold til fodboldspillet. Der er ekstremt meget fokus på produkterne i fodbold i øjeblikket. Trøjerne skal vaere på en bestemt måde og i et bestemt materiale. Støvlerne skal vaere på en bestemt måde. Og så er der nogle handsker, der bliver mere og mere avancerede.”
”Man ser nogle tendenser i de forskellige brands, som bruger forskellige materialer og latex. Lige pludselig kan jeg se en målmand, der har en handske, der afviger fuldstaendigt i forhold til, hvad der er til salg i butikkerne og i webshops og så videre. Så er det rigtigt interessant at kigge på, hvad en målmand bruger i Premier League eller La Liga i forhold til alle andre.”
”Det er bare en passion for mig. Jeg får noget velvaere, og jeg får noget at fordybe mig i. Jeg slapper af med det, for jeg elsker at sidde og nørde med det og kigge på, hvad De Gea har på sine Adidas-handsker og hvad Lloris får på sine Uhlsport,” siger Morten Kjaerbye, der anslår, at han i gennemsnit bruger en time om dagen på sin samling.
”Der er nogen, der vil synes, at det er lidt specielt. De spørger, hvad jeg vil bruge alle de målmandshandsker til. Jeg bruger dem jo heller ikke til at spille med. Jeg kan godt lide og sidde og tage dem på hånden og maerke materialerne, latexet og den pasform, der er. Jeg kan godt lide at fornemme det arbejde, der er blevet lagt i at lave de handsker. Nogen synes, at det er specielt, men sådan er det, når man nørder med noget, som er lidt utraditionelt. De ligger i nogle kasser oppe på loftet, men så kommer de ned engang imellem, når jeg føler for det, eller hvis der er en historie, jeg kan dele på min Instagram-profil,” fortaeller målmandshandske-manden.
Han fortaeller, at der er mange ligesindede, der samler på matchworn målmandshandsker eller nostalgitrippere, der samler på handsker fra gamle dage. Men Morten Kjaerbye har ikke noget tema i sin samling.
”Man kan dele det op i tre. Er der en målmand, der har båret handskerne? Er der en god historier? Eller er der et fedt design? Det kan vaere en helt almindelig handske med et fedt design. Jeg synes, at brandet Renate gør det ekstremt godt på den front. Det er et mexicansk brand, der laver nogle virkelig flotte handsker. Jeg fik også tilsendt et par af ham, der driver deres europaeiske kontor. De lavede en konkurrence i Mexico, hvor man kunne indsende sit eget design, hvor de så ➜
➜ ville producere handsken. Han har så vaeret i Mexico og fået fire par med. Han har sendt et par til mig, og så er de tre andre i Spanien. Det er også en fed historie at kunne fortaelle om en handske, der har et indianerhøvding-skelet på håndryggen,” siger Morten Kjaerbye, som nyder den ro, som handskesamlingen giver ham.
”Det er noget, man kan sidde og fordybe sig i. Man kan nørde med noget, der er ens eget. Det giver noget glaede. Det gaelder nok for alle, der samler på sådan noget her; uanset om det er trøjer, frimaerker eller mønter. Man finder noget fordybelse, som fjerner tid og rum, så man kan sidde og fokusere på det og gå i dybden med tingene. Det er i hvert fald det, det handler om for mig,” siger han.
HISTORIENS VINGESUS
Det er et faellestraek for de samlere, jeg har talt med, at historiefortaellingen er en stor del af glaeden ved samlingen. Der hører en historie til de fleste objekter i en samling, og det i sig selv er et vaesentligt element, når det handler om at samle på fodboldsager.
For Morten Bruun er historiens vingesus ligefrem den primaere årsag til, at han er begyndt på en ny samling. Autografbogen er som naevnt lagt på hylden, men han dyrker i stedet fodboldnostalgien gennem en samling, der ikke er defineret af fysiske ting, men i stedet af oplevelser. Morten Bruun er nemlig begyndt at samle på stadionoplevelser i England, og han har et erklaeret mål om at have set fodbold på alle stadioner i de to øverste raekker i England.
”I begyndelsen havde jeg ikke styr på det, men for fem års tid siden begyndte jeg at taenke på, hvor mange Premier League-stadioner, jeg egentlig havde vaeret på. I en saeson lavede vi en ting ud af det på 6’eren, da jeg var på King Power Stadium til en kamp til Leicester-Liverpool, for så blev min samling komplet af Premier League-stadioner. Men så sker der jo det, at der er hold, der rykker op. Så jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke kan sove ordentligt om natten, hvis der er et Premier League-stadion, jeg ikke har vaeret på. Det er faktisk rigtig skidt, for jeg mangler stadig Brightons hjemmebane,” siger Morten Bruun, som igen vender tilbage til jagten på målet som en drivende kraft hos samleren.
”Når jeg så har samlingen komplet, kommer den der ”hvad så nu”-fornemmelse. Sidste år skulle jeg bare til Bournemouth, og så var den vinget af. Hvad gør man så? Jeg begyndte så at taelle op, hvor mange Championships-stadioner, jeg havde vaeret på. Nu mangler jeg kun syv-otte stykker, og de seneste år er jeg blevet mere målrettet på det. Det betyder, at jeg holder udkig, når jeg alligevel skal til England. Der er altid Championshipkampe i England om fredagen, så hvis jeg har vaeret der før, lader jeg bare kampen ligge. Men forleden var jeg på Portman Road i Ipswich, og jeg har også vaeret på St. Andrews i Birmingham. I Championship mangler jeg kun fem stadioner. Det er jeg meget tilfreds med, for nu er det virkelig mit mål,” siger Morten Bruun om sin stadionpassion, der kraever planlaegning og sans for logistik, men til gengaeld giver et indblik i fodboldkultur og -historie.
”Jeg er dybt fascineret af den engelske fodboldkultur. Så hvis jeg skal se en kamp i Ipswich, sørger jeg for at komme tre timer før. Jeg vil altid gå rundt om et stadion, og jeg vil se de statuer og de inskriptioner, der er. Hvis jeg kommer til en by, hvor jeg ved, at stadion engang har ligget et andet sted, vil jeg også gerne tage mig tiden til at opsøge det sted. I Leicester vil jeg gerne se, hvor Filbert Street lå og se, om der er et eller andet tilbage fra det gamle stadion. Det kan vaere en plade på en husmur eller lignende. I Huddersfield ligger der et supermarked, hvor det gamle Leeds Ro ad Stadium lå, men på parkeringspladsener det midterste af midte r cirkl enlige markeret meden messingplade. Det er bare rigtig sjovt,” siger Morten Bruun, der er opmaerksom på, at ikke alle kan se storheden i en messingplade på en parkeringsplads.
”Nogen vil også synes, at det ville vaere skraekkeligt at vaere alene i Ipswich en fredag aften, hvor temperaturen naermer sig nul grader, men jeg synes, at det er helt vidunderligt. Jeg synes virkelig, at det er fedt. Jeg kender meget af historien i forvejen, men jeg får virkelig tilføjet noget viden om, hvor stadion ligger og så videre. I Ipswich kommer jeg ud af banegården og ved ikke lige, hvor stadion ligger, men så er det der bare, og man kan naermest se det, når man traeder ud. Jeg må indrømme, at jeg bare synes, at det er fedt,” siger Morten Bruun.
Han glaeder sig over, at samlingen ikke sådan lige bliver faerdiggjort.
”Det stopper aldrig. Når jeg har samlingen komplet, kan der rykke nye hold op, og så kan det godt vaere, at jeg udvider på et tidspunkt. Der findes en eller anden klub i England for folk, der har vaeret på alle liga-stadioner i England. Der er jeg langt fra, men jeg er trods alt halvvejs,” siger han.
FODBOLDENS FANTASTISKE FAELLESSKAB
Men hvorfor? Hvordan kan det vaere, at vi fodboldnørder bruger alle de kraefter og timer på
at dyrke vores hobby. For Morten Bruun handler det også om faellesskab.
”Der er tale om en ting, som mange kan relatere til. Jeg kender utrolig mange, der synes, det er fedt og deler min begejstring over at have vaeret på Portman Road. Jeg kan også se på Twitter, at der er en skare af folk, der synes, det er sjovt. Det giver mig en indre tilfredsstillelse, men det giver mig også en ydre tilfredsstillelse at kunne samle på noget, som ganske vist er nørdet, men hvor vi alligevel er en bred skare af nørder. Vi er mange, så der er et rimelig stort community. Jeg kan godt lide at fortaelle om mine oplevelser, og jeg er glad for, at andre synes, det er spaendende. Det går jo langt tilbage, og når vi snakker om engelsk fodbold og Danmark, hvor Tipskampene stadig er det helt store referencepunkt. Folk på min alder husker stadig Tipskampene som omdrejningspunkt for fodboldinteressen,” siger Morten Bruun, mens Jesper Herholt også fremhaever glaeden over at kunne dele sin begejstring for fodbold gennem sin trøjesamling.
”Er det ikke bare, fordi fodbold er så fantastisk, og vi vil alle gerne vaere en del af det? Det er jo et faellesskab og en faellesskabsfølelse. Det er også en faellesskabsfølelse, man får, når man tager en Tottenham-trøje på. Så er man en del af et Tottenham-faellesskab – også selvom man ikke er i naerheden af White Hart Lane. Jeg tror, at det handler om dét. Hvis man samler på AGF-ting, er man jo en del af det AGF-faellesskab. Jeg ejer en AGF-trøje, som Stig Tøfting har spillet i, og det er det taetteste, jeg kommer på at blive AGF-spiller,” siger Jesper Herholt.
Tidligere i år skrev psykologi-professoren Svend Brinkmann en klumme i Politiken, hvor han reflekterede over udviklingen i omverdenens syn på nørder. Hvor nørden tidligere blev set som en blegnaebet teenager med briller og saere interesser, er der i dag større respekt for nørden. Det bliver set som noget positivt at vaere nørd, for det betyder, at man har en interesse, man fordyber sig i. Og det giver et saerligt faellesskab, mener Brinkmann.
”Nørden er fordybet i og ofte lidenskabeligt optaget af noget, der altså er noget andet end nørden selv. Man vil ofte kunne kende en nørd på, at vedkommende ikke tager selfies, som laegges ud på sociale medier, men i stedet deler billeder af Star Wars-memorabilia, sjaeldne sommerfuglearter, eller hvad der nu end måtte interessere nørden,” skrev Brinkmann tidligere i år, hvor han roste nørden for at gå imod strømmen af overfladiskhed, som praeger nutidens mig-kultur.
”Nørden er ikke selvoptaget, men verdensoptaget. Derfor risikerer nørden sommetider at møde latter og fordømmelse, fordi vi lever i en kultur, der i høj grad ansporer til selvoptagethed og overfladisk skønhed. Men vi skal hylde nørden, fordi han eller hun ved noget om noget,” lød det fra Svend Brinkmann.
Morten Kjaerbye er ikke bleg for at kalde sig selv en målmandsnørd, og selvom han har en Instagram-profil, optraeder han selv sjaeldent på billederne. Det er i stedet hans handsker, der bliver portraetteret. Og netop målmandshandskerne giver ham en saerlig plads i fodboldens faellesskab.
”Fodbold er så stor og global en sport, hvor der er så mange historier at fortaelle og mange store marketingafdelinger. Der er mange der samler på retrotrøjer, men der vil også komme nye samlere, fordi der er større fokus på historiefortaelling i marketingdelen. Det er svaert at sige, hvad der gør det fedt. Det kan vaere nogen som mig, der selv har spillet på eliteplan, men det kan også vaere Serie 4-spillere. I bund og grund handler det om kaerligheden til fodbold; om det så er støvler, handsker, fodbolde eller kampprogrammer. Det er jo kaerligheden til sporten.” ✖