4-4-2 ER DØD PÅ DE BRITISKE ØER

Til tonerne af George Pukes ”Reach Out” åbnede Tommy Troelsen tilbage i november 1969 op for den første udgave af ”Tipslørdag” – DR’s store satsning på engelsk fodbold. I de kommende årtier forelskede danskerne sig i kick and rush, snorlige 4-4-2-formationer på regnvåde baner og den legendariske dong-lyd, når tipskuponens tegn skulle afgøres. Minderne hører dog fortiden til, og de rå, intime stadioner er nu skiftet ud med enorme arenaer, der indbringer klubberne flere millioner, hver gang portene åbnes. De britiske dyder udvandes mere og mere i takt med den store kontinentale invasion – på både spiller- og traenerfronten. Tipsbladet har kigget naermere på den seneste udvikling i engelsk fodbold.

Man skulle spejde langt efter korte afleveringer fra målmaendene, faerre end fire mand i backkaeden eller en falsk 9’er oppe foran, da det engelske fodboldforbund tilbage i 1992 gav den bedste raekke navnet Premier League.

Anført af Sir Alex Ferguson tog Manchester United sig af fire af de fem første titler – kun afbrudt af en anden skotte, Kenny Dalglish, der i 1994/95 førte Blackburn til tops via blandt andet 34 scoringer af en ung Alan Shearer samt en saesonafslutning med syv sejre på stribe.

Dengang var det svaert at spå om at man her, små 25 år senere, ville stå med en liga med spillere fra alle verdenshjørner og hele 12 forskellige nationaliteter på managersiden ved saesonstart. Et tal, der faktisk kun er blevet større som saesonen er skredet frem, i takt med ansaettelserne af Ole Gunnar Solskjaer og Ralph Hasenhüttl i december måned.

En målmand skulle primaert forhindre modstanderen i at score ved at benytte sine haender, stopperne var ikke blege for at sende bolden ud over stadiontaget, midtbaneterrieren skulle helst have lige maengder blod og jord på sine knae, ligesom de to forreste gerne skulle vaere i stand til at brysttaemme en bold i fjerde sals højde.

Faktum er dog, at Premier League ikke laengere besidder samme karakteristika som i starten af 90’erne. Det kontinentale indtog på managersiden har medført nye formationer, en aendring i spillestilen, nye roller til ellers fast definerede positioner, en markant forøgelse i traenerstaben, ligesom teknologiske hjaelpemidler har toptunet og revolutioneret spillernes praestationer på grønsvaeren.

MÅLMAENDENE BIDRAGER NU OGSÅ UDEN HANDSKER

På målmandsfronten har den brasilianske duo Ederson og Alisson fået englaenderne til at spaerre øjnene op grundet deres faerdigheder med bolden, og flere mandskaber ser nu keeperen som første opspilsstation i det etablerede angrebsspil. I indevaerende saeson snitter fem målmaend, Chelseas Kepa, Arsenals Bernd Leno og Tottenhams Hugo Lloris, foruden de førnaevnte brasilianere, således mere end 17 korte afleveringer per kamp. Det står i staerk kontrast til målmandens rolle for blot ti år siden, hvor Pepe Reina og Edwin var der Sar rangerede højest i denne kategori med godt det halve. Den danske Huddersfield-keeper Jonas Lössl topper listen over antallet af lange bolde i indevaerende saeson med 11 styk per kamp, hvilket er ingenting i forhold til saesonen 2009/10, hvor Stokes Asmir Begovic sendte bolden op af banen godt 19 gange i løbet af de 90 minutter.

Ydermere er flere klubber begyndt at inkludere målmaendene i højintense pasningsøvelser på traeningsbanen for at skaerpe deres faerdigheder med bolden. Den tilgang til spillet var ifølge John ’Faxe’ Jensen aldrig gået i starten af 90’erne. Den tidligere Arsenalmand tørnede ud for London-klubben fra 1992 til 1996, og EM-helten fortaeller, at det dengang var utopi at tro, at den davaerende manager George Graham tillod David Seaman og de resterende målmaend at traene med resten af truppen.

”Målmaendene skulle bruge deres haender. Intet andet. Havde de forsøgt sig med små afleveringer, er jeg sikker på at de var blevet mødt af buh-råb. Dengang ville tilskuerne gerne have action og se, at bolden kom hurtigst muligt op på modstanderens banehalvdel.”

”Vi så intet til keeperne i den første time af vores traeningspas og de deltog kun med resten af truppen, når der skulle spilles til to mål, eller når vi skulle skyde på kassen. Ellers var de isoleret for dem selv,” siger John ’Faxe’ Jensen.

Han ser dog, at det engelske folk har accepteret udviklingen og at selv fans fra de aeldre generationer bifalder målmaendenes nye rolle i det opbyggende spil.

”Spillet har aendret sig. Det hele foregår i et højere tempo, og spillerne skal handle flere gange i løbet af en kamp i forhold til dengang jeg spillede derovre. Det er tilskuerne så småt ved at acceptere,” siger han.

Laengere fremme på banen er der også sket signifikante aendringer. I slutningen af september satte Chelseas nyindkøb Jorginho ny Premier League-rekord, da han i nulløsningen mod West Ham forsøgte sig med intet mindre end 180 afleveringer. Over hele saesoner snitter midtbanemanden godt 95 afleveringsforsøg per kamp, hvilket svarer til en stigning på 45 procent i forhold til for syv-otte saesoner siden, hvor spillere som Cesc Fabregas, Alexandre Song, Luka Modric og Michael Essien lå på lidt over 50 afleveringer per kamp.

WENGER OG MOURINHO STARTEDE NYE TENDENSER

De maerkbare aendringer skyldes i den grad det store indtog af udenlandske traenere over de seneste årtier. Hele 14 forskellige nationaliteter har saesonen altså allerede budt på, ligesom ligaen i skrivende stund blot står tilbage med fire managere med engelsk pas: Eddie Howe i Bournemouth, Sean Dyche i Burnley, Roy Hodgson i Crystal Palace og Neil Warnock hos oprykkerne fra Cardiff.

Igen en kontrastfyldt situation i forhold til Premier Leagues spaede år, hvor debutsaesonen kun bød på managere med britisk pas, og hvor Tottenhams ansaettelse af Osvaldo Ardiles var den eneste udenlandske af slagsen i saesonen efter. Argentineren var vaek allerede året efter, og med hans mere end 200 kampe for Spurs som aktiv kan man diskutere hvor anderledes hans tankegang og tilgang til den engelske spillestil i virkeligheden var. Det kontinentale ryk tog for alvor fart i sommeren 1996, hvor Ruud Gullit og Arsene Wenger blev praesenteret i henholdsvis Chelsea og Arsenal. Gullit blev ikke nogen videre succes, og hollaenderen var vaek et par år efter, men Wenger formåede i den grad at praesentere briterne for en ny måde at spille og taenke fodbold på.

Franskmanden formåede også at saette sit praeg uden for banen, hvor pints på den lokale pub og bacon and eggs til morgenmad blev bandlyst og erstattet af vitamintilskud og et hav af grøntsager. Wengers to år i Japan gav ham indsigt i, hvad en sund og frisk kost uden konserveringsmidler gjorde ved en hel nation, og den viden tog han med sig til det nordlige London. Franskmanden opgraderede ydermere på traenerstaben, hvor specialister blev hentet ind og nutidens Premier Leaguemandskaber har ofte 12-15 traenere tilknyttet førsteholdstruppen.

I kølvandet på Arsenals ubesejrede saeson i 2003/04 tog José Mourinho over i Chelsea og sikrede straks de blå fra London to mesterskaber. Portugiseren blev således den blot anden manager uden for de britiske øer til at hjemføre sig titlen på engelsk grund. Rafa Benítez kom til Liverpool, Tottenham ansatte hollandske Martin Jol, og generelt har brugen af udenlandske managere herfra vaeret stødt stigende og det er nu svaert at forestille sig, at der fortsat er plads til britiske redningsmaend som Sam Allardyce, David Moyes, Tony Pulis eller Mark Hughes i Premier League.

Det frie marked på managerfronten afspejles i de seneste syv saesoner, der er blevet vundet af syv forskellige managere – med oprindelse i fem forskellige lande – og skulle det lykkes Jürgen Klopp at sikre Liverpool deres første mesterskab siden 1990, kan en ny nation føjes til listen i slutningen af maj.

4-4-2 OG ”KICK AND RUSH” ER DØD

Op gennem 90’erne og 00’erne var der ikke den store tvivl om, hvordan de elleve startende spillere skulle placeres på taktiktavlen rent formationsmaessigt. 4-4-2 var noget naer så sikkert som amen i kirken, men i takt med den udenlandske invasion på managerfronten er brugen af denne blevet kraftigt reduceret.