DEN TRYGHEDSSØGENDE HØJREKANT MED DE MANGE KLUBBER
Nogle spillere trives med forandring, men sådan har 36-årige Peter Nymann det ikke, selv om han er en af de få, der har spillet for fem forskellige Superliga-klubber i karrieren. Faktisk foretraekker han tryghed og faste rammer, så han har bosat sig i de byer, hvor han har arbejdet, og han har altid haft mulighed for at blive i klubberne laengere, end det blev. Men af forskellige årsager røg han videre, så han har oplevet lidt af hvert i en karriere, hvor Preben Elkjaer gav ham den første kontrakt, hvor fremadstormende OB var et sportsligt højdepunkt, hvor tiden i Djurgården betød, at han altid snakker dansk med Simon Tibbling før kampene mod Brøndby, og hvor han nu overvejer fremtiden i den eneste klub, han har forlaenget med.
Med en far, der arbejdede i Søvaernet, var tanken, at Peter Nymann gennem sin fars udstationeringer havde fået en rejsefeber i sig, der gjorde, at han nu er en af de få spillere, der har optrådt for fem forskellige klubber i Superligaen. Men sådan haenger tingene ikke umiddelbart sammen.
”I bund og grund er jeg nok meget et tryghedsmenneske, men det kan da godt vaere,” siger AC Horsens-backen venligt, da Tipsbladet praesenterer ham for teorien, der egentlig bare udsprang af det faktum, at han som 13-årig flyttede fra Allerød på Sjaelland til Frederikshavn, da hans far skiftede job fra Holmen til flådestationen i det nordjyske.
Men teenage-årene i Frederikshavn gjorde i hvert fald, at han ikke flyttede sig rent fodboldmaessigt lige så hurtigt som byens mest berømte søn, Harald Nielsen, der debuterede på det danske landshold som 17-årig og siden fik en stor karriere i italiensk fodbold. Talentet var selvfølgelig heller ikke på samme niveau, men i Frederikshavn handlede livet ikke kun om fodbold, selv om det fyldte meget i den unge Peter Nymann, der måske havde fået en mere strømlinet start på karrieren, hvis han var blevet i naerheden af København. Her begyndte han nemlig i sin tid med fodbolden i Lillerød IF som holdkammerat med den senere FC Nordsjaelland-forsvarer Michael Ribers, mens Peter Løvenkrands var et par år aeldre.
Men det blev Frederikshavn, og det var rigtig fint.
”Det var da svaert at flytte som 13-årig og skulle forlade venner og klassekammerater, men det hjalp at vaere god til sport, også selv om fodbold jo ikke var den helt store sport i Frederikshavn. Det var ishockey, og det blev jeg så også introduceret til, da jeg kom derop. De fleste af mine kammerater, som jeg stadig ser mange af, spillede jo ishockey.”
”Jeg var nu ikke på noget hold, men jeg spillede lidt på søerne om vinteren med mine kammerater. Og når de ikke spillede ishockey, var der mange, der spillede floorball, så det har jeg så også spillet for at holde mig i gang, når fodbolden lå stille. Det var faktisk en stor sportsgren i Frederikshavn, da jeg boede deroppe. Der var to rivaliserende klubber, og jeg blev Danmarksmester i floorball som junior, mens jeg vandt sølv med seniorholdet året efter,” fortaeller Peter Nymann om sportslivets største titel, der dog ikke betød, at fodbolden blev lagt til side.
For det var det, han braendte for, selv om det ikke lå i kortene, at han havde 15 år som fuldtidsprofessionel foran sig.
”Man kan sige, at jeg er kommet lidt bagfra, for jeg kom lidt senere i gang end så mange andre. Jeg lå jo og hyggede mig oppe i Frederikshavn et stykke tid. Da jeg blev senior, spillede førsteholdet i 2. division, men så rykkede vi ned i Danmarksserien, og så flyttede jeg til København,” siger den lynhurtige højrekant, der altså aldrig blev plukket af regionens storhold nede i Aalborg, men måtte vende tilbage til det sjaellandske for at få gang i den fodboldkarriere, som han altid havde drømt om.
”Jeg hørte senere, at der havde vaeret lidt. Jeg spillede jo på noget regionalhold sammen med mange af dem fra AaB, og jeg havde åbenbart vaeret oppe at vende, men det var aldrig noget konkret, mens jeg boede i Frederikshavn. Jeg var måske heller ikke lige så seriøs i den periode,” siger manden, der dog nåede at blive Årets Spiller i fodboldafdelingen af Frederikshavns forenede Idraetsklubber, før han flyttede.
”Der skulle ske noget, så jeg tog til København og arbejdede, men jeg tog også af sted for at prøve mig selv af rent fodboldmaessigt, og det var derovre, at jeg begyndte at arbejde med nogle målsaetninger om at blive professionel.”
”Jeg begyndte i B 93, fordi det var en klub, der satsede på unge spillere, så jeg taenkte, at der kunne vaere en mulighed der. De var i 1. division på det tidspunkt, men jeg begyndte dog på andetholdet, for jeg var jo lidt uskarp. Men efter en måneds tid blev jeg rykket op på førsteholdet, og spillede så der, mens jeg også fik en halvtidskontrakt.”
”På det tidspunkt var det Preben Elkjaer og Thomas Olsen, der ejede klubben, så jeg sad til forhandling med Elkjaer. Det var da specielt, for det var et af mine første møder med en af legenderne, men der var nu ikke meget forhandling over det. Jeg måtte tage, hvad der var,” siger Peter Nymann med et grin.
Men det gik fint. Han spillede 40 kampe i den naestbedste raekke i løbet af halvanden saeson, og selv om Østerbro-klubben kun sluttede lige over nedrykningsstregen og tabte begge kampe til den klub, der på det tidspunkt var i den sidste saeson som HfK Sønderjylland, så gjorde den 21-årige højrekant det så godt, at traeneren i Haderslev, Søren Kusk, blev interesseret.
Og så kunne Peter Nymanns fodboldrejse for alvor begynde.
BEGYNDENDE OMSKOLING PÅ FYN
”Det var jo en spaendende tid, for det var min første fuldtidskontrakt, og jeg flyttede fra København til Haderslev med min kaereste. Det var hendes første tur over Storebaeltsbroen, så det var noget af en omvaeltning. Men der blev taget godt imod mig, og det gik godt. Der var nogle gode mennesker, og jeg laerte meget og tog nogle store skridt fra at vaere taet på amatørspiller til at vaere professionel. Jeg laerte meget om at vaere professionel fodboldspiller i SønderjyskE,” fortaeller Peter Nymann, der fik stor succes i sin første saeson, hvor holdet rykkede op i Superligaen sammen med AC Horsens, og gjorde det med en god blanding af rutinerede spillere (Jacob ”Gaxe” Gregersen og Peter Sand) og unge talenter (Simon Busk Poulsen)
”Simon spillede den ene kant, og jeg spillede på den anden, og så lå Jacob Olesen i midten som topscorer,” husker den hurtige højre wing, der også havde sin mest målrige saeson i karrieren med fem scoringer på vejen mod oprykning.
Og en måned før han fyldte 23 år, var Peter Nymann klar til sin debut i den bedste danske raekke, uden den dog står lysende klart i erindringen.
”Den kan jeg faktisk ikke huske. Det har nok vaeret som indskifter. Var det mod Viborg?” spørger han om kampen, der blev spillet i Farum mod FC Nordsjaelland, og hvor han spillede fuld tid i opgøret, der blandt andet bød på et gensyn med den gamle holdkammerat fra Lillerød Michael Ribers. Og da h oldopstillingerne fra kampen kommer på bordet, dukker minderne også op om den første af foreløbig 267 kampe i Superligaen.
”Det begynder at daemre lidt. Senere spillede jeg jo sammen med både Anders Due og Morten Karlsen. Blev den ikke uafgjort? 1-1?” spørger Nymann og rammer denne gang helt rigtigt.
”Vi kom jo meget godt i gang med saesonen, og det var først, da Kusk stoppede, og vi skiftede traener, at vi løb ind i en periode med en masse nederlag,” siger fortidens højre kant om den dramatiske sensommer, hvor Søren Kusk blev taget for spirituskørsel, og hvor holdet efterfølgende gik helt ned og kun fik ét point i de følgende ni kampe.
Så det endte med en nedrykning, 11 point efter AC Horsens på den rigtige side af stregen, men Peter Nymann havde stadig gjort det så godt, at OB i sommeren 2006 hentede ham til Fyn efter kontraktudløbet i Haderslev, selv om han kom til som knaeskadet. Og udviklingen i livet var tydelig, for nu var han en del af fynboernes traeningslejr, mens han tidligere havde haft sommerjob på det hotel i Skagen, hvor OB havde boet under en traeningslejr i det nordjyske.
”OB var også et stort skifte. Det var jo en topklub i Superligaen på det tidspunkt, og det var et noget andet set-up end i Haderslev. Det var bare større, og der var spillere, der havde vaeret ude at prøve noget, spillere der var inde omkring landshold og så videre. Så det kraevede noget tilvaenning.”
➜
”Jeg gik jo fra at vaere en ung spiller på et hold, der ikke var de store forventninger til, til lige pludselig at spille på et hold, der skulle vinde hver gang. Jeg kom så også fra en operation, så det første halve år brugte jeg på blive skaden kvit, og derefter tog det så også noget tid, mere tid end jeg havde ønsket, at vaenne mig til at spille på det niveau,” siger Peter Nymann, der fik seks ligakampe i sin første saeson, men også debuterede europaeisk med et indhop mod Parma og desuden gik hele vejen til pokalfinalen i Parken mod FC København.
”Jeg blev desvaerre ikke skiftet ind i finalen, selv om jeg stort set havde spillet alle kampene op til, da vi slog Nordsjaelland og Brøndby ud. Jeg stod de sidste 10 minutter og tog overtraekstrøjen af og på, men der var vild panik, for vi var presset i bund, og Hemmingsen turde ikke rigtig aendre noget der til sidst,” husker Nymann om karrierens eneste titel.
Saesonen efter spillede han mere fast, mens OB hentede endnu en fjerdeplads, men i 2008/09-saesonen blev det kun til en enkelt kamp fra start og 20 indhop på det staerke mandskab under ledelse af Lars Olsen. Fynboerne hentede hele 69 point, men det var ikke nok til at blive dansk mester, for FCK snuppede 74.
”Det var selvfølgelig en skuffelse, når nu vi havde vaeret så taet på. Vi kom jo lidt bagfra og slog FCK på hjemmebane [med 3-2 i en kamp, hvor Nymann naesten spillede en time på grund af en tidlig skade til den normale højre midtbanemand Hans Henrik Anderasen], og på den måde kom vi taet på dem. I tredjesidste runde førte vi 1-0 ude mod SønderjyskE, men så udlignede de til sidst, og så kunne vi ikke nå det laengere. Vi nåede lige at snuse til det, og så døde muligheden,” siger Peter Nymann, der dog fik en sølvmedalje ud af anstrengelserne, da Brøndby tabte de sidste tre kampe i den saeson.
Og så skete der også noget andet i tiden på Fyn.
”Ja, det var her, at jeg så småt begyndte at spille back. Det begyndte til traening, fordi vi havde så mange offensive spillere, og til sidst blev det så også brugt i kamp.”
Men han blev stadig set som kant, da det var tid til endnu en flytning af både klub og bopael, for ovre i Esbjerg havde Ove Pedersen set muligheder i den hurtige OB-reserve.
”OB ville gerne forlaenge, men jeg var klar til at komme et sted hen, hvor jeg var taenkt som starter, så det var simpelt hen nødvendigt at tage det skridt for at komme til at spille fast,” siger Peter Nymann, der fik den spilletid, han havde håbet på med 33 kampe, tre mål, syv assists – og en ny placering på banen efter vinterpausen.
”I januar røg jeg med på ligalandsholdsturen, og her kunne jeg maerke, at Morten Olsen og Peter Bonde så mig mere som højre back, da jeg jo ikke var så målfarlig. Så jeg spillede højre back med ligalandsholdet og gjorde det godt, og da foråret så begyndte i Superligaen, skiftede jeg også til back i Esbjerg.”
”Det skete nu ikke på grund af landsholdet men helt naturligt, for Kevin Conboy blev skadet på venstre back, og så rykkede vores højre back Andreas Klarström over på hans plads, mens jeg rykkede ned som højre back. Og så skiftede Peter Ankersen til Vejle,” siger Nymann om det 19-årige backtalent, som Ove Pedersen endnu ikke var klar til at give spilletid.
Den gik i stedet til Nymann, og der har han stort set spillet siden.
NEDRYKNING I ESBJERG OG SLAGELSE
Den første saeson med Esbjerg var en succes, for vestjyderne lå på et tidspunkt i efteråret nummer et i tabellen og lå til bronzemedaljer før den sidste runde. Og de virkede sikre, da Peter Nymann scorede et af sine sjaeldne mål og bragte Esbjerg på 3-0 hjemme mod FC Nordsjaelland, men på 13 minutter efter pausen blev det til 3-3, og så fik Brøndby bronzemedaljerne i stedet for.
Det var aergerligt, men slet ikke på niveau med saesonen efter, hvor Esbjerg sluttede sidst, selv om man i saesonens sidste og historiske kamp ude mod Randers stillede op som følger: Lukas Hradecky – Peter Nymann, Thomas Gaardsøe, Nicolai Høgh, Kevin Conboy – Jakob Ankersen, Mikkel Vendelbo, Morten Karlsen, Arnór Smárason – Søren Rieks, Jesper Lange. Og så blev Tim Janssen skiftet ind og udlignede til 2-2 i sidste minut, hvilket ikke flyttede Esbjerg fra sidstepladsen, men kostede Randers redningen og gav AaB fortsat Superliga-liv trods et nederlag til de suveraene mestre fra FCK.
”I kampene op til den sidste runde havde vi haft muligheder for at vinde, men vi braendte blandt andet et straffespark, kan jeg huske, så vi smed point, og så endte det, som det gjorde. Den kamp i Randers er en af de vaerste, jeg har oplevet, for når man rykker ned, går det så hårdt ud over klubben, og det er utilfredsstillende på alle måder,” siger Peter Nymann, der dog igen havde gjort det så godt, at han ikke skulle vente laenge på en ny arbejdsgiver, denne gang i udlandet.
”Magnus Pehrsson havde jo vaeret traener i AaB og åbenbart lagt maerke til mig, så han hentede mig op til Djurgården i Stockholm. Det var en klub, der havde vaeret lidt nede, selv om den traditionelt er en rigtig stor klub i Sverige. De havde haft nogle problemer med en bestyrelse, der var stoppet og så videre. Det havde vaeret noget rod, og så skulle Magnus Pehrsson have styr på det.”
”Vi havde faktisk et rigtig godt hold, men vi fik aldrig det optimale ud af det. Vi lå og rodede rundt under midten. Vi havde ellers rigtig gode muligheder for at spille med i toppen, men vi manglede lige det sidste organisation.”
”Men ellers var det en fantastisk klub med fantastiske mennesker og fantastiske fans. Jeg savner Stockholm, jeg savner fansene. Jeg sammenligner Djurgården lidt med Brøndby, for klubmaessigt har de vundet en masse
mesterskaber tidligere og var så nede, men er lige så stille ved at arbejde sig op igen.”
”Det er den største klub, jeg har spillet i. OB var bedre rent resultatmaessigt og også økonomisk, men med opbakningen og historien var Djurgården et hak højere,” siger Peter Nymann om den syvdobbelte svenske mester, der også havde vundet fire pokalfinaler på det tidspunkt.
Og klubben havde chancen for den femte triumf, mens den danske back var der, men den kamp mod IFK Göteborg er ikke et godt minde.
”Nej, det var en skuffende finale, mest af alt på grund af forholdene. Kampen blev spillet på Friends Arena, der var åbnet et halvt år tidligere, det regnede, og de havde ikke kørt taget hen over. Så vandet løb hen ad tagkonstruktionen og lavede seks kaempe vandpytter på banen, så man kunne stort set ikke spille fodbold. Graesset sad heller ikke ordentlig fast, så folk skøjtede rundt.”
”Det var en 0-0 kamp, hvor man på ingen måde kunne spille fodbold, og hver gang man som back eller kant prøvede at løbe med bolden, sad den fast i vandet, og så stod vi ellers der og lossede vand i hovedet af hinanden, indtil bolden på et tidspunkt slap. Og da vi kom til straffesparkskonkurrencen var det lige så håbløst, for der var trådt godt op omkring pletten,” siger Nymann, der braendte det sidste af Djurgårdens fire straffespark, så Pontus Farnerud med sin efterfølgende scoring sikrede IFK Göteborg pokalen.
”Jeg var da skuffet bagefter. Jeg tog jo til Djurgården for at se, om jeg kunne vinde et mesterskab eller en pokaltitel, og jeg følte også, at vi havde spillerne og holdet til det,” siger backen, mens man noterer sig navne som Daniel Amartey og Simon Tibbling på holdkortet fra finalen, mens Godsway Donyoh sad på baenken gennem de 120 minutter.
”Det sidste halve år, hvor vi fik Per-Mathias Högmo som traener, er det lige før, at jeg tror, at vi var det bedste hold, men desvaerre havde den første halvsaeson ikke vaeret så god. Vi skiftede stadion til kunstgraes og slog dem alle sammen, Malmö, Helsingborg og de andre, der lå og kaempede om guldet. Men vi sluttede kun som nummer syv,” siger Peter Nymann, hvis kontrakt løb ud med udgangen af 2013.
”I starten var Djurgården meget interesseret i at forlaenge, men så blev Høgmo norsk landstraener, og der kom en ny sportschef, og så kunne vi ikke blive enige. Det virkede som om, at de hellere ville bruge pengene på en angriber, mens vi havde det sådan, at det skulle vaere en ordentlig kontrakt, hvis vi skulle blive. Jeg var jo blevet far i Stockholm, og det trak at vende tilbage til Danmark igen, så det endte vi med at gøre,” siger Peter Nymann, der hurtigt blev kontaktet af sin gamle Esbjerg-traener Ove Pedersen, der havde ført FC Vestsjaelland op i Superligaen og havde brug for forstaerkninger til foråret.
Så familien vendte hjem og slog sig ned i Sorø, hvor den stadig bor, men fodboldlivet i Slagelse blev ikke nogen succes.
”Vi overlevede den første saeson. Så stoppede Ove, og vi kom okay i gang med den naeste saeson også, men der var meget uro. Det var jo en ung og ny klub. Det er svaert at sige, hvad der skete, men vi havde ellers et godt hold med mange gode spillere, det kom bare ikke rigtig til at fungere,” siger backen om en saeson, der sluttede med en tabt pokalfinale til FCK efter forlaenget spilletid i Parken, og derefter en nedrykning, der kostede dyrt. For få måneder senere var FC Vestsjaelland gået konkurs.
”Der var mange spillere, der forlod os efter nedrykningen. I opstarten til den nye saeson mener jeg, at vi kun var seks mand til den første traening, så vi spillede fire mod fire med traeneren på det ene hold og den fysiske traener på det andet. Sådan var den første måned den sommer. Og ja, så sluttede det så rigtig trist,” siger Nymann, der dog ikke kom til at gå uden klub laenge.
For ovre i Horsens så Bo Henriksen en mulighed i den efterhånden 33-årige back og med skiftet gik Nymann fra bunden til toppen af den naestbedste raekke. Så efter karrierens tredje nedrykning fulgte den anden oprykning, og siden sommeren 2016 har han vaeret tilbage i Superligaen som erfaren og fast mand i AC Horsens.
TOMME BRØNDBY-BLIKKE I GANGEN
For første gang i karrieren har han ikke flyttet efter klubben, for familien trives i Sorø, så han tager morgentoget over broen og eftermiddagstoget tilbage igen, og det har han det fint med. For det fungerer mellem AC Horsens og ham.
”Det har vaeret et godt skifte i forhold til, hvor jeg har vaeret henne i min karriere. Traenerteamet har vaeret gode til at holde den gamle på sporet og acceptere, at jeg ikke er 25 laengere. Der er plads til, at jeg springer en traening over, når kroppen er slidt, og det har vaeret super for mig. Hvis jeg selv kunne bestemme, ville jeg gerne traene lige så meget som de andre, og også gerne mere. Man kan jo godt have lidt svaert ved at acceptere, at kroppen er begyndt at sige fra i perioder, men der er Bo god til at give fri, så jeg kan praestere i weekenden, for det er det, det handler om,” siger Peter Nymann, der i sin første hele saeson var med til redde holdet fri i de afgørende nedrykningskampe, mens man i sidste saeson spillede en nøglerolle i kampen om det danske mesterskab via 2-2 kampen hjemme mod Brøndby i den naestsidste spillerunde af mesterskabsspillet.
”Ja, det var lidt specielt jo. Vi havde ikke rigtig noget at spille for på det tidspunkt, men i og med at Brøndby kom med alt, hvad de havde, var der en god stemning, og man fik jo følelsen af, at der var noget på spil, også for os. Vi ville give dem kamp til stregen, men de fik en god start og havde kontrol på det, men på grund af en blanding af, at de måske var ved at vaere lidt brugte – de havde jo spillet med få spillere hele saesonen – og vigtigheden af resultatet, så skete der så det, som der skete,” siger Peter Nymann med en tanke på Kjartan Finnbogasons to scoringer til allersidst, der gjorde, at kampen sluttede 2-2, og mesterskabet dermed blev spillet i haenderne på FC Midtjylland.
”Jeg synes egentlig, at det var lidt hårdt at se, hvordan det smuldrede ud af haender- ➜
➜ ne på dem, og bagefter se Brøndby-spillerne ude på gangen med tomme blikke. Men sådan er fodbold jo, og Brøndby vil jo nok også selv mene, at de kunne have afgjort det før,” siger backen, der spillede fuld tid i en kamp, der vil blive husket, men ikke ser det som den mest dramatiske kamp, han har vaeret med til gennem sin lange karriere.
”Nej, det er mere dramatisk, når man selv har noget på spil. Der har vaeret oprykning med SønderjyskE og Horsens, nedrykningskampe og også lokalderby i Stockholm, hvor det jo var specielt at spille foran 30.000 fantastiske fans,” siger den 36-årige Peter Nymann med de fem Superliga-klubber på cv’et. Så hvad ser han egentlig som sin klub? ”Det er et godt spørgsmål. Sådan en har jeg jo nok ikke, når nu jeg har spillet i så mange,” siger backen, der er noteret for flest kampe i karrieren i AC Horsens.
”Det er også den eneste klub, hvor jeg har forlaenget min kontrakt, på trods af at jeg har haft mulighed for at forlaenge alle de steder, jeg har vaeret. Men det haenger også sammen med, at som ung søger man jo at forbedre sig og optimere mest muligt, mens jeg nu har nået en alder, hvor det handler om, hvor man trives bedst, og hvor det hele passer bedst til, hvor jeg er nu i min karriere.”
”Men jeg har haft nogle rigtig gode tider alle de steder, hvor jeg har vaeret. Nogle klubber har vaeret sportsligt bedre end andre, men jeg har altid taget en masse med alligevel. I OB var jeg med i et traeningsmiljø og kampe på højt niveau, mens fansene i Djurgården var med til, at man lige var 10-20 procent bedre. Og nu har Horsens vaeret en klub, hvor det bare er blevet bedre og bedre, både med resultaterne og med holdet.”
”Så det er svaert for mig at traekke en klub ud, for jeg har vaeret glad alle de steder, jeg har vaeret. Indtil jeg skiftede til Horsens, har jeg også altid boet i de byer, hvor jeg spillede, så jeg har boet og set forskellige steder og fået masser af gode oplevelser. Samtidig har jeg følt, at jeg har laert noget alle de steder, jeg har vaeret, med forskellige spillestile og forskellige traenere. Jeg har i det hele taget mødt en masse gode og spaendende mennesker undervejs,” siger Peter Nymann, der også har haft flere hundrede forskellige holdkammerater på sin vej gennem fodboldverdenen.
”Ja, der er stort set nogen, som jeg har spillet sammen med og kender på hvert hold i Superligaen. Der er selvfølgelig flere og flere, der stopper, men der er stadig de unge. Dem jeg kender får som regel lige et ekstra klap på skulderen inden kampen, eller også veksler man lige et par ord.”
”Simon Tibbling kommer for eksempel altid over for stolt at vise mig, hvor god han er blevet til at snakke dansk. Det var jo omvendt i Djurgården, hvor det var mig, der skulle kaste mig ud i det svenske. Han er en god fyr, der allerede var meget målrettet, da jeg spillede sammen med ham i Stockholm, så vi får lige en god snak,” fortaeller højrebacken.
Men spørgsmålet er, hvor meget laengere Peter Nymann vil vaere en del af Superligaen. Selv om han føler sig klar til at fortsaette, og Bo Henriksen også har sagt, at han gerne vil beholde ham, så er der endnu ikke sket noget med den kontrakt, der udløber til sommer. Og denne gang står der vel ikke en sjette Superliga-klub klar?
”Det er lidt oppe i luften lige nu, og der er ikke noget konkret. Det er jo heller ikke alle klubber, der står og river og flår i en mand på 36, men jeg føler, at jeg fortsat har både fysikken og lysten, og at jeg sagtens kan gøre mig på det højeste niveau herhjemme stadig vaek,” siger manden, der da også har spillet 20 af saesonens 21 ligakampe fra start for AC Horsens og tog alle 90 minutter i 0-0 kampen ude mod Hobro i søndags.
Men afslutningen på karrieren kommer uanset hvad taettere og taettere på, og så er det store spørgsmål selvfølgelig, hvad der så skal ske, når nu livet endte med at handle om fodbold, selv om det ikke lige lå i kortene dengang, han var ung i ishockey- og floorballbyen Frederikshavn.
”Det taenker man jo på dagligt, men jeg har ikke lagt en decideret plan endnu. Jeg har laest lidt matematik her i efteråret, bare sådan for at komme i gang og give hovedet en udfordring. Og så må vi se hvordan og hvorledes.”
”Jeg kunne godt taenke mig at prøve noget andet end fodbolden, men man ved aldrig. Det har jo vaeret mit liv i de sidste mange år, og jeg kender rigtig mange i branchen, så jeg har ikke låst mig fast på noget endnu. Det kan vaere, at der opstår et eller andet, når karrieren er ved at vaere forbi, men jeg håber da, at jeg har et år eller to mere i mig,” siger Peter Nymann, der også godt kunne se sig selv lukke, hvor det startede, nemlig i den naestbedste raekke, hvis der kom et tilbud, der kunne kombineres med noget, der pegede videre ud i livet.
For noget skal der ske. Et liv i Superligaens mellemklubber har ikke givet en opsparing, man kan leve af bagefter. Der er en sportspension, så der er tid til at taenke sig om, men nye udfordringer venter, når det engang er slut med den karriere, der foreløbig har givet ham fem klubber i den bedste raekke på cv’et som en af de få.
”Det er da vemodigt at taenke på, at det snart er slut. Det er jo det, jeg kender til, så det bliver en omvaeltning, og det bliver hårdt, når man er i slutningen af 30’erne og skal til at skifte over til noget helt andet.”
”Men når jeg kigger tilbage på min fodboldtid, så har den i det store hele flasket sig godt. Selvfølgelig kunne jeg godt have ønsket at prøve mig af i en større liga i udlandet, når der var perioder, hvor jeg følte, at jeg havde niveauet, men jeg har vaeret vellidt alle de steder, jeg har vaeret, og jeg er ikke blevet listet ud ad bagdøren nogle steder eller er skiltes med nogen som uvenner. Så det har vaeret godt,” siger Peter Nymann. ✖