Lyngby-kampen skal bekymre AGF i året med tre nedrykkere
Etmåls-nederlag til FC København og FC Midtjylland er til at leve med, uafgjort i Hobro var til gengaeld skuffende, og mandagens nederlag i Lyngby fik alle alarmer fik at gå af i Østjylland og resten af Fodbolddanmark. Alle holder øje med krisetegn i Århus, fordi klubben har underpraesteret i mere end 20 år, og som en statistik fundet frem af Tipsbladets freelancer og ven af huset Martin Davidsen viser, har AGF kun to Top 6-placeringer i dette årtusinde.
At tabe til FC København og FC Midtjylland, i øvrigt efter ret taette kampe, kan AGF og klubbens fans dårligt nok gå op i, for de to tophold er så langt foran, at det ikke giver mening at haenge sig i de kampe, og heller ikke at man lige på dagen var med i kampen.
Til gengaeld er der grund til at haenge sig i Lyngbykampen.
AGF burde have vundet over en oprykker, der ikke er så ung og spaendende, som man prøver at saelge sig selv om, og som trods to sejre i de fire første runder skal vaere klar favorit til nedrykning, med mindre hjulene falder af adskillige jyske klubber.
Måden, man på tre minutter slap kampen med passivt spil, var alt for bekendt i Århus, og det er helt rimeligt at undre sig over, hvordan i alverden man kan vaere Juventus, når man spiller i nedrykningspuljer mod de dårligste klubber om foråret, for så igen at leve op til omverdenens billede af AGF, når der igen er noget på spil i grundspillet.
At Kamil Grabara nu spiller om oprykning til Premier League med Huddersfield, og Niklas Backman ser fodbold fra baenken er ingen hjaelp, men manglen på taktisk fornuft mod Lyngby raekker langt ud over de tre tabte point. Det var ikke et forrygende Lyngbyhold, der udsatte AGF for et ubønhørligt pres, der havde knaekket alle Superliga-hold, det var AGF, der igen holdt op med at spille fodbold, da man var foran.
Der er 22 kampe igen i grundspillet, 21 efter mandagskampen mod SønderjyskE, så feltet er stadig åbent, hvis man taber til ekstraener Riddersholm i Haderslev.
Men man kan konstatere, at de markante 2017-transfers Tobias Sana og Jakob Ankersen ikke bliver de offensive omdrejningspunkter, de blev betalt for at vaere, og at de meget vel kan vaere vaek fra Århus, når transfervinduet lukker om tre uger. Ankersen sagde det endda selv, efter han ikke kom på banen mod Lyngby, og Tobias Sana er med ni starter og 11 indskiftninger i Superligaen i 2019 vel naermest opgivet trods de helt indlysende kvaliteter, når han en sjaelden gang kommer i naerheden af sit topniveau.
Når man så samtidig ikke kan få øje på den gryende ungdomsrevolution på banen, de evigt optimistiske århusianske fans så for sig i foråret med gode kampe af Kasper Lunding og Alexander Ammitzbøll, er det forventeligt, at mundvigene peger ned hos fans og medier, og at David Nielsens position som cheftraener kommer på dagsordenen i sportsnyhederne i naeste uge, hvis man taber til SønderjyskE. Indtil AGF laerer at spille godt, når det er svaerest og taeller mest, kommer klubben til at tale forgaeves om den gyldne fremtid, der venter med et nyt stadion, en førsteholdstrup med flere habile spillere uddannet i ungdomsafdelingen og alt det andet gode, der er vokset frem siden den seneste nedrykning for fem år siden. Historierne om fremgang alle andre steder end på Superliga-banen vaccinerer ikke klubben i en saeson, hvor otte hold i april og maj skal kaempe om at undgå tre nedrykningspladser, hvor der ikke er nogen faldskaerm i form af playoffkampe mod 1. divisionshold.