SPILLERNES BEKYMRING OVER VILDT KAMPPROGRAM GIVER MENING
Prøv at saette dig i Mohamed Salahs sted. Du fik revet skulderen i stykker i Champions League-finalen sidste år, oksede dig med genoptraening tilbage i tide til VM-fodbold og tåbelige middage arrangeret af dit anløbne fodboldforbund med den lokale diktator og massemorder Ramzan Kadyrov for siden at tabe til Rusland og Saudi-Arabien. Liverpool spillede dig mod de to Manchester-klubber i International Champions Cup i Ann Arbor og East Rutherford, hvorefter du spillede i samtlige Liverpool-kampe i saesonen på naer returen mod Barcelona, hvor din krop havde givet efter.
Så var det tid til at baere hele nationens, og førnaevnte fodboldforbund samt regeringens, håb ved de afrikanske mesterskaber på hjemmebane i Egypten, før Jürgen Klopp trods alt sagde stop og ikke tog dig med til Indiana og Boston, men nådigt ventede til 31. juli, før du fik en halvleg i
en traeningskamp i Genève mod Lyon og Charity Shield mod Manchester City i sidste weekend.
Jeg er langt fra enig med Josep Guardiola i alt, men når han i sidste måned talte om, at det moderne kampprogram på et tidspunkt tager livet (i overført betydning, trods alt) af hans spillere, var det ikke skaevt.
Den internationale spillerforening FIFPro udgav i sidste uge en rapport om det, de og spillerne ser som rovdrift fra klubberne og fodboldforbundenes side, og med udsigt til, at FIFA, storklubberne og de nationale fodboldforbund i de kommende år vil spille endnu flere kampe, giver opråbet fin mening.
Moderne teknologi og langt mere viden om menneskekroppen, søvn og ernaering betyder, at det ikke er rimeligt at lave sammenligninger med fodboldverdenen for 10, 20 og 30 år siden. Men de brasilianske landsholdsspillere skal efter fem opvisningskampe på ”Brasil Global Tour” fra september til november spille 18 kvalifikationskampe over hele det sydamerikanske kontinent fra marts 2020 til november 2021, inklusiv naermest sundhedsskadelige kampe i højderne i Bolivia og Ecuador, krydret med yderligere opvisningskampe.
Man bliver hverken hurtigere til at løbe eller komme sig af skader, fordi man får én, to eller tre millioner kroner i ugeløn, og det skal blive spaendende at se, om klubber og landshold vil gå med til en form for begraensning i brugen af spillere, isaer efter udlandsrejser, eller om udviklingen bare fortsaetter, eventuelt med bredere trupper til de rigeste klubber i Europa.