Succesen har ikke gjort FC Midtjylland lettere at holde af
Nogle gange må de gå på traeningsanlaegget i Ikast, på stadion i Herning og i topledelsen i London og spørge sig selv om, hvad der mere skal til. FC Midtjylland vandt Superligaen på dramatisk vis i maj 2018, man pressede FC København i guldkampen indtil et stykke ind i forårssaesonen i år, og nu fører man så ligaen med fire point ned til FC København og 35 af 42 point i saesonen.
Den ny, tilsyneladende snart fastansatte, cheftraener Brian Priske ligner det staerkeste kort på posten, siden Glen Riddersholm vandt det første mesterskab med klubben og derefter meddelte ledelsen sit kommende exit.
De massive spillersalg i år og sidste år betyder, man på de to seneste årsregnskaber har et samlet overskud på 123 millioner kroner efter skat, og denne saesons foreløbige resultater kommer med et hold, der i gennemsnit er to år yngre end de to foregående saesoners hold og det nuvaerende FC København-hold.
Man sparkede døren ind til dødbolde og brugen af analyse til at konstruere disse i 2014/2015-saesonen, og man uddanner gode spillere, hvoraf de bedste bliver solgt dyrt til udlandet, mens andre bliver kanaliseret videre til andre Superliga- eller divisions-klubber.
Jeg skal ikke fjern-diagnosticere FC Midtjyllands ledelse eller ansatte. Men at ovenstående ikke er blevet vekslet til større popularitet i såvel omverdenen som i klubbens eget opland svier.
Det faktum, at man er ligaens mest scorende hold det seneste halve årti, og ikke mindst at man er den eneste virkelig store forhindring for, at FC København kan dominere Superligaen Celtic- og Bate Borisov-style, har set fra min stol nemlig ikke gjort FC Midtjylland spor mere populaer, vel snarere tvaertimod.
Hvordan kan det vaere?
I den udmaerkede dokumentarserie ”Oprøret fra Heden” i foråret fra Discovery sagde den tidligere AaB-sportsdirektør, og nuvaerende bestyrelsesmedlem samme sted, Lynge Jakobsen, det med, at midtjyderne er de eneste, der kan bremse FC København.
Men noget oprør er den 20 år gamle klub, som dokumentarseriens titel antydede, ikke laengere.
Ligesom Nike kan køre nok så mange Colin Kaepernick-reklamer, uden at det sletter Project Oregon og koblingen til dopingdømte Alberto Salazar, og Danske Bank (uden held) forsøgte at repositionere sig med den berømte ’New Normal’-kampagne, er FC Midtjylland nu sammen med FC København med til at saette standarden i branchen, uanset hvor ofte man siger, man er underdog og kommer fra baghjul.
Midtjyderne og deres ejer Matthew Benham betalte i regnskabsåret 2018/2019 71,5 millioner kroner kontant for transfers. Det er mere end alle andre klubber i Superligaen på naer FC København og Brøndby IF har til transfers og lønninger.
Den slags styrker, berettiget eller ej, opfattelsen af, at FC Midtjylland i højere grad end tidligere køber sig til de staerke spillere og resultater, uanset, at man også har et af Danmarks tre-fire staerkeste talentprogrammer sammen med FC København, FC Nordsjaelland og AaB.
Mesterskaberne i 2015 og 2018 køber heller ikke FC Midtjylland laengere snor hos egne fans eller i omverdenen. Mere vil have mere, bare spørg den nu fyrede AaB-sportsdirektør Allan Gaarde, der var med til at vinde AaB’s fjerde guld på 19 år i 2014.
Set oppe fra helikopteren er FC Midtjylland en af de største succeser i dansk fodbold de seneste 20 år og mangler vel ’bare’ at spille oftere i Europa League, men nede på jorden varer det laenge endnu, før naboer og rivaler i Jylland og deres fans slipper den dybe modvilje mod klubben.
I fodboldbranchen er der stor respekt for klubbens resultater, ungdomsarbejde og vaekst fra ingenting i naestbedste raekke til fast tophold med staerkere økonomiske arbejdsbetingelser til førsteholdet end Brøndby IF. Men derfor føles det ikke godt, at man er blevet overhalet.
Det tager mere end mesterskaber og mange point for at udviske opfattelsen af, at FCM i begyndelsen var lige lovlig frisk i rekrutteringen af teenagere til akademiet (og fik en dom af FIFA for det), at meget af succesen skyldes Matthew Benhams penge, og der stadig er en duft af plastik omkring klubben.
FC København er syv år aeldre og har efter utallige mesterskaber og ture i europaeiske gruppespil vist, at man hører til. AaB og FC Nordsjaelland lever på nationalt plan højt på fortaellinger om, at man er talentudviklere, i en grad så det skygger for andre aspekter, der ikke er lige så lette at fortaelle solstråle-historier om. Ja selv Brøndby er efter min mening sluppet nemt udenom, hvor ekstremt man via spillerkøb satsede på at vinde mesterskabet her og nu under Alexander Zorniger, selvom man talte stolpe op og stolpe ned om den langsigtede strategi.
FC Midtjylland har svaert ved at slippe ud af andres fortaelling om, at man er en traels klub, der er blevet stor og staerk ved at gå til graenserne og ikke har nogen reel opbakning eller kultur.
Det billede er anderledes, når man bevaeger sig i Midt- og Vestjylland, men etablerede sandheder er svaerere at gøre op med, isaer når man som FC Midtjylland er større og staerkere end alle andre pånaer mastodonten FC København.