EN HALVLEG MED REDAKTIONEN
Efter nogle saesoner som reserve i England er 35-årige Anders Lindegaard tilbage på banen som fast mand for Helsingborg i Allsvenskan, og det har givet målmanden anledning til at reflektere over det fodboldliv, han fik. Noget var godt, noget var skidt, men han er meget glad for, at han nu har genfundet fodboldglaeden, inden det var for sent.
A nders Lindegaard holder en kort pause i talestrømmen.
”Er det noget volapyk, eller kan du følge mig?” spørger han, for han vil lige vaere sikker på, at der er mening i hans vilde associationsridt på spørgsmålet om, hvordan det har vaeret at vaere tilbage på fodboldbanen igen i svenske Helsingborg efter et par år som reserve uden spilletid i Premier League-klubben Burnley.
Og der er selvfølgelig masser af mening i ordene, som de falder her en tirsdag eftermiddag på en café på Frederiksberg, men der er også meget at daekke af, for det er jo efterhånden mange år siden, at Anders Lindegaard sidst udtalte sig til et dansk medie.
I tiden, hvor han jagtede et gennembrud til rollen som førstekeeper i både Manchester United og på det danske landshold, var han ellers tit i spalterne, og han var altid interessant at lytte til, for han var ikke bange for at sige, hvad han mente, og han havde også en evne til at saette detaljer og konkreter på det abstrakte, der ligger til grund for et fodboldresultat.
Men drømmen brast i Manchester og Danmark,
og i stedet endte det med nogle år som reserve i forskellige engelske klubber, mens han trak sig ud af rampelyset og vaek fra pladsen foran journalisternes mikrofoner. Men meningerne har han stadig, hvilket er meget tydeligt, når han saetter ord på, hvad det vil sige at spille Allsvenskan-fodbold på den nye hjemmebane Olympia i Helsingborg.
For det handler ikke kun om at vinde. Det gør det også, men det handler også om så meget andet.
”Det har vaeret vildt fedt at vaere tilbage. Vi skal jo fanme tilbage til det halve år i Preston i foråret 2016 for at finde den sidste tid, hvor jeg reelt har spillet fast fodbold. Men det har også sat nogle tanker i gang,” siger Anders Lindegaard.
”Jeg er med på, at der er mange, der har en holdning til mig og mit karriereforløb, og jeg har fuld forståelse for, at nogen vil sige, at jeg har spildt mit talent, eller at jeg har jagtet pengene. Den holdning kan jeg godt forstå, når folk sidder udefra og kigger ind på det, og man kan også godt argumentere for, at det er sandt.”
”Man kommer jo aldrig uden om, at det at spille fodbold også handler om at tjene penge. Det gør det meste arbejde i en eller anden
grad. Det har også vaeret vigtigt for mig, lige som det er for alle andre fodboldspillere i dag. Hvis de siger noget andet til dig, så lyver de.”
”Men jeg vil til hver en tid sige, at jeg har jagtet mine drømme. Jeg drømte jo om at spille i Manchester United, fra jeg var en lille knaegt, og den drøm holdt jeg fast i i rigtig lang tid. Og jeg kunne have holdt fast i den endnu laengere, hvis jeg ville. Jeg kunne godt vaere blevet i United, men traf så en beslutning om, at jeg ville prøve noget andet. Det fungerede så bare ikke.”
”Efter jeg er begyndt at spille igen, har jeg reflekteret over, hvad drømmen egentlig er. Er det at vaere i en klub som United, er det at tjene penge, eller er det udelukkende bare at spille fodbold og føle, at man er den bedste hver gang?”
”Jeg kunne jo godt vaere blevet i Norge, og der er også en del af mig i dag, der ville ønske, at jeg var blevet i Skandinavien i alle de år her. Jeg kan maerke den rolle, jeg har fået i Helsingborg nu, den er enormt vigtig, og jeg kan maerke, at jeg trives enormt godt i den. Det er langt nemmere for en mand med mine evner at få den rolle i en klub som Helsingborg, end det er i en klub som Manchester United.”
”Det er megasvaert at få en ledende rolle i en kaempe klub som Manchester United. Og jeg trives bedst ved at have en ledende rolle på et fodboldhold, jeg trives bedst ved at kunne maerke, at jeg har ansvar, og når jeg kan maerke, at det jeg gør, det gør en forskel.”
”Min drøm var selvfølgelig at opnå den rolle i Manchester United, men om jeg nogen sinde har haft evnerne til det, er jeg ikke sikker på. Så kan det godt vaere, at hvis jeg ikke var blevet skadet og dit og dat...,” siger Anders Lindegaard og holder en pause ved tanken om dengang i starten af 2012, hvor han faktisk havde slået en usikker David De Gea af pladsen og fik flere kampe i traek, før han blev ankelskadet til en traening i slutningen af januar, hvilket var på det vaerst taenkelige tidspunkt.
FRUSTRATIONER PÅ THE HAWTHORNS
Så han smiler skaevt ovre på den anden side af bordet, før han samler tråden op igen.
”Jeg var jo førstemålmand i United. Det var i en meget kort periode, men jeg var der, hvor jeg gerne ville vaere, og jeg var klar til at bygge på, så jeg kunne indtage den rolle. Men i sidste ende er det bla-bla-bla. I sidste ende var jeg ikke god nok til at få den rolle, og det er det faktum, der er tilbage. Det er det, jeg kan forholde mig til, og det hjaelper mig ikke at forsøge at finde alle mulige undskyldninger for, at det ikke skete.”
”På den måde er fodbolden bare sort og hvid. Det handler om succes og fiasko, og man bliver ikke målt på noget ind i mellem. Det er også den følelse, jeg selv sidder med, når jeg går ud og traener eller spiller kamp. Når jeg så er faerdig, så sidder jeg i omklaedningsrummet med en følelse af succes eller fiasko. Jeg sidder ikke med en følelse af, at det var okay i dag. Det er succes eller fiasko. Man jagter hele tiden succes. Der er sgu ikke nogen i det miljø, der jagter middelmådighed. Middelmådighed er fiasko.”
”Men nu kan jeg godt spørge mig selv, om jeg måske havde vaeret lykkeligere, hvis jeg havde spillet på et lavere niveau og så haft en betydende rolle i alle de klubber, som jeg havde vaeret i. Hvis jeg var blevet i Aalesund hele min karriere? Hvis jeg var kommet til Helsingborg på et tidligere tidspunkt og havde fået en ledende rolle der? Havde jeg så vaeret lykkeligere? Det kan godt vaere, men det havde også føltes uambitiøst.”
”Så kan det også godt vaere, at jeg valgte forkert hen ad vejen derovre. Man vil jo gerne spille på så højt et niveau som muligt, men jeg skulle måske have valgt noget andet end West Bromwich, da jeg skiftede fra United dengang.
”Ben Foster var førstekeeper, men han var skadet, og så var det Boaz Myhill, der var reserve. Han imponerede mig overhovedet ikke, når vi traenede, men når vi spillede kamp, var han fremragende. Det var så frustrerende. Han leverede bare any given sunday. Fremragende redninger, gode indgreb. Så jeg sad jo ikke med en følelse af, hvorfor fanden det ikke var mig, der spillede.”
”På det tidspunkt var jeg kommet til et sted i mit liv, hvor jeg godt kunne se, hvad der var rigtigt og forkert, og jeg kunne godt se, at det ville vaere forkert at skifte målmand. Men da jeg så havde vaeret der et halvt år, blev Ben Foster klar, og så var det helt tydeligt, at de egentlig bare havde skullet bruge en målmand, indtil Foster var klar, hvis Myhill nu ikke havde leveret på det niveau. Så stod jeg der med halvandet år tilbage på en ny kontrakt, uden der rigtig var brug for mig noget sted.”
”For mit vedkommende gjaldt det om at finde den rigtige hylde, og det lykkedes aldrig efter United. Egentlig trivedes jeg ikke ret godt i England. Jeg har laenge haft en drøm om at bo i København, men det kunne så bare ikke lade sig gøre før nu. Omvendt kunne kortene måske vaere spillet lidt anderledes, og så kunne jeg have boet resten af mit liv i England.”
”Og det skal heller ikke misforstås. Jeg ville aldrig bytte det, jeg har oplevet, for noget. Mine to allerstørste drengedrømme var jo at spille for landsholdet og at spille for Manchester United. Og det er jeg pavestolt over, at jeg har opnået. Det var sgu fedt at vaere med til at vinde Premier League, det var fedt at vaere med til en Champions League-finale. Det var fedt at vaere i en klub som Manchester United,” siger Anders Lindegaard, der nu bor på Frederiksberg i Rasmus Seebachs gamle villa og spiller fodbold som en fast del af førsteholdet i Helsingborg ovre på den anden side af Øresund en lille times transport fra bopaelen.
”Jeg har genopdaget, hvad det er, der virkelig gør mig lykkelig ved at spille fodbold. For det er ikke at tjene penge. Det er blandt andet at føle, at man betyder noget for andre mennesker. Og det er sgu nok ikke meget anderledes, end det er at vaere skolelaerer, tømrer eller laege. Hvis man har følelsen af, at det, man gør, gør en forskel og betyder noget for andre mennesker, så er der en kolossal vaerdi i det. Det fodrer ens lille indre lykkegris, der bestemmer, om man er lykkelig eller ulykkelig.”
”Kigger man isoleret på min fodboldkar
➜ riere i England de sidste for mange år, så har jeg ikke betydet ret meget for andre mennesker. Jeg har betydet meget for mine naermeste, for mit barn og sådan nogle ting, men jeg har ikke betydet ret meget for de mennesker, der har holdt af den klub, som jeg har repraesenteret. Det er nogle valg, som jeg selv har truffet, og det er det, jeg har formået at praestere til, som har afgjort det.”
”Det bliver jo til noget filosofisk fodboldsnak det her, men jeg tror bare, at det er megavigtigt for mennesker at føle, at man gør en forskel. Det er det, der gør, at tingene giver mening, og det kan jeg maerke nu.”
”Når man laegger sit blod, sin sved og sine tårer i noget, så skal man også gerne sidde med en følelse af, at det gør en forskel for nogen, og at det betyder noget. Det tror jeg også er vigtigt for, at man selv bliver lykkelig i sidste ende. For det er jo det, livet handler om, at man bliver lykkelig som menneske,” siger Anders Lindegaard som svar på spørgsmålet om, hvordan det er at spille fast fodbold igen.
NYE MINDER NYE STEDER
Så han er landet godt, målmanden fra Odense, der også er dukket op på tv-kanalen Xee i den seneste tid med en programserie om, hvordan man forbereder sig til det liv, der også kommer efter den aktive karriere er forbi. Og den programserie er faktisk en af grundene til, at han nu tørner ud for Helsingborg i Allsvenskan.
”De var allerede interesserede i januar, men der kunne vi ikke få tingene til at gå op. Jeg begyndte så at lave den her tv-serie, og der var nogle af folkene bag kulissen, der arbejdede på at finde nogle interview-emner, og de snakkede så med Henke [Larsson, der vendte tilbage som Helsingborg-traener i juni, men kun var der i et par måneder]. Han ville gerne vaere med i programmet, og samtidig foreslog han så folkene i Helsingborg, at de skulle prøve at spørge på mig igen. Så fik jeg en superfin snak med Henke, og derfra gik det ret hurtigt. Så jeg kan faktisk takke nogle af gutterne fra Doceye [produktionsselskabet] for, at det lykkedes,” siger Anders Lindegaard, der også snakkede med et par danske klubber i løbet af sommeren.
Men ikke barndomsklubben OB, der ellers kunne virke oplagt, da Sten Grytebust røg til FC København. Og fynboerne satsede også på det unge talent Oliver Christensen.
”Jeg er megaglad for, at jeg ikke tog tilbage til OB. For det første ville jeg ikke kunne leve med, at en ung knaegt skubbede mig ud af holdet, og for det andet ville jeg heller ikke kunne leve med, at jeg skulle holde en ung knaegt som ham ude af holdet i OB, hvis det var sådan, det var gået,” siger Anders Lindegaard, der selv som stort og ungt talent stod i skyggen af Arek Onyszko og siden Roy Carroll for en kort bemaerkning, der også gjorde, at målmanden gjorde lejeaftalen med norske Aalesund permanent.
”Det er det helt rigtige, OB har gjort. Det er megafedt at se en lokal gut, der klarer sig så flot. Jeg har den dybeste respekt for både klubben og for ham. Og så var det heller aldrig på tale, at jeg skulle dertil. Jeg talte aldrig med OB.”
”Jeg har nemlig en ide om, at man ikke skal vende tilbage til de steder, man har vaeret, og som har betydet meget for en. Og OB vil jo altid vaere min hjerteklub i Danmark. Jeg var en del af den i over 20 år, indtil jeg blev meldt ud.”
”Den samme fornemmelse har jeg med Aalesund, at det var noget saerligt og noget magisk. Jeg fik en hel speciel forbindelse til stedet, til menneskene og til klubben, og det er et sted, som jeg altid vil blive ved med at komme tilbage til. Det kan godt vaere, at det kun sker hver femte eller hver tiende år, men jeg vil altid havde en følelse af, at det er en slags hjemmebane deroppe.”
”Hvis man så tager tilbage, risikerer man at ødelaegge noget, som er godt. Jeg ville have det enormt svaert ved at vaere taget til Aalesund, og det så var blevet en fiasko. Både på grund af fiaskoen, men også fordi jeg så ville ødelaegge den tanke, jeg har om det, der er deroppe, og den tanke som det, der er deroppe, har om mig. Det ville ødelaegge en opbygget respekt, som vi har for hinanden, og det ville vaere enormt aergerligt.”
”Så jeg har hele tiden vaeret klar på, at jeg ikke ville tilbage til noget, der har vaeret vigtigt og godt. Jeg ville godt have lov til at tage de der minder med mig og bevare dem, og så må man bygge noget nyt et andet sted. Og forhåbentlig får jeg med tiden den samme følelse for Helsingborg,” siger Anders Lindegaard, der fik en hektisk debut for sin nye klub.
HÅRD START I HELSINGBORG
For en torsdag stod det klart, at der var en skadessituation i Helsingborg-målet, så Lindegaard fløj ind, traenede med om fredagen og kørte så i bus fra Helsingborg til Stockholm lørdag sammen med sine nye holdkammerater til udekampen mod topholdet fra AIK. Og det var vel at maerke et år siden, at Lindegaard senest havde spillet en kamp på højt niveau, i Europa League-kvalifikationen for Burnley mod Aberdeen, mens han heller ikke havde traenet i et par måneder, da aftalen med Helsingborg først skulle effektueres senere på sommeren.
Men den 20. juli vendte Anders Lindegaard tilbage til fodbolden som fast mand, og det var en oplevelse.
”Jeg var ikke ved at dø af skraek, for jeg har jo prøvet en del, selv om det var mange år siden. Nej, jeg hyggede mig faktisk rigtig godt med det og havde det skide skaegt, og jeg følte langt hen ad vejen, at det gik rigtig fint. Men jeg kan også huske, at jeg var helt smadret i pausen. Jeg var så traet. Der var ikke nogen energi i mine muskler, for de var slet ikke parat til den belastning. Men kampen i sig selv gik nu meget fint, selv om jeg ikke vidste, hvad vores højreback hed før et stykke ind i 2. halvleg. Det var en oplevelse,” siger målmanden, der nu var laenge om at finde tilbage til sit niveau.
For han kom fra en sommerpause, som man ikke har i Allsvenskan, og han havde ikke spillet kampe i lang tid, og samtidig gik det heller ikke saerlig godt for Helsingborg.
”Det tog laengere tid, end jeg havde regnet med, at finde ind til den gode form og det niveau, jeg skal vaere på, når jeg spiller i Allsvenskan, men holdet fungerede heller ikke på det tidspunkt. Der var en følelse af, at hver gang modstanderen fik bolden, ville de score et mål, og det er en følelse, som alle fodbold
spillere kan nikke genkendende til.”
”Det var helt skidt i en kamp oppe i Norrköping, hvor vi tabte 5-0. Og så fik jeg prisen som banens bedste Helsingborg-spiller, selv om jeg havde lukket fem mål ind. Da jeg gik af banen, stod der en mand i jakkesaet og begyndte at hive mig over til interview. Jeg skulle sgu ikke lave noget interview. ”Men du var banens bedste for Helsingborg.” ”Der må vaere noget, du har misforstået. Jeg er målmand. Jeg har lige lukket fem mål ind.””
”Det siger bare noget om, hvor vi var på det tidspunkt. Vi fungerede slet ikke. Vi havde hverken fornemmelse eller forståelse for hinanden. Som fodboldspiller skal der vaere en forståelse for, hvem der gør hvad på banen hvornår og hvorfor. Men den havde vi ikke, og vi havde ikke nogen selvtillid. Vi havde ikke noget,” siger Anders Lindegaard.
Men så vendte tingene, da Olof Mellberg kom til fra Fremad Amager som ny cheftraener i starten af september.
”Det var fedt at opleve. Han tog fat i lige praecis de ting, som jeg selv gik og brokkede mig over i klubben. Nogle fuldstaendig grundlaeggende principper, der skal vaere på plads, før man kan begynde at snakke om noget som helst andet, og det handler om, hvor meget man løber, og det handler om, hvor hårdt man arbejder, og hvor hurtig man er i sine omstillinger.”
”Det var vildt befriende, og jeg synes, at Olof virker som en rigtig rigtig god traener. Han er ikke så erfaren som traener endnu, men hvis han udvikler sig i den rigtige retning, så står Sverige med en rigtig interessant traener, der måske kan blive landstraener engang. Han har engagement, og han har en dejlig arrogance over sig, som jeg godt kan lide. Jeg kan godt lide, at en traener har en arrogance og en afstand til spillerne. Jeg synes, at han er en rigtig spaendende traener,” siger Anders Lindegaard, der forrige weekend sammen med holdkammerater som den aktuelt skadede men normalt spillende sportschef Andreas Granskov, Alexander Farnerud, Tobias
Mikkelsen og Anders Randrup sikrede oprykkerne en ny saeson i Allsvenskan.
Helsingborg slutter som nummer 10 i Allsvenskan, og efter weekendens udesejr over Sundsvall gav Helsingborg Dagblad den danske målmand topkarakter med fem stjerner og en bemaerkning om, at han uden tvivl var saesonens bedste indkøb i klubben – og det selv om han altså kun har vundet fire og tabt ni af de 14 kampe, mens målscoren har vaeret 13-27. For Lindegaard har stadig leveret stabilt i målet.
”Er det rigtigt? Det havde jeg slet ikke set. Det er jeg glad for. Jeg laerte jo ellers at lade vaere med at laese aviser i England. I starten havde jeg en Twitter-konto, og da det gik godt, var det jo den rene fryd. Der var tusindvis af beskeder med ros, og alt var godt.”
”Men den saeson, hvor vi vandt mesterskabet [Sir Alex Fergusons sidste i 2012/13], og jeg fik min guldmedalje med de 10 kampe, der var jeg røvelendig. Jeg spillede skadet, og det skulle jeg aldrig have gjort. Det er den klart dårligste saeson, jeg har haft i min fodboldkarriere. Og når man spiller så ringe, som jeg gjorde i den saeson, og man så åbner for de sociale medier, så laerer man hurtigt at lade vaere, for man bliver slået langt laengere ned af de ord, end man bliver bygget op, når det går godt,” siger Anders Lindegaard før saesonens sidste kamp på lørdag hjemme mod Elfsborg.
DRØMMENES KØBENHAVN
Den er uden betydning for nogen af holdene, mens der skal afgøres et mesterskab mellem tre andre klubber, og i det hele taget har målmanden vaeret fascineret af den svenske fodboldkultur, hvor fem klubber har mere end 10.000 tilskuere i gennemsnit på hjemmebane, og hvor Helsingborg ligger nummer seks med 8500.
Så der er god gang i mange af kampene, og samtidig nyder Lindegaard også at laere et andet land at kende, for det gør han, selv om han altså har bopael i København.
”Jeg er vildt glad for at få lov til at opleve Allsvenskan og at få lov til at opleve Sverige. Jeg har aldrig rigtig oplevet Sverige før, andet end at min søster engang boede i Uppsala, hvor jeg så var på weekend. Det er fedt at få lov at opleve et land,” siger målmanden, der trods de fine bedrifter med Helsingborg ikke har nogen drøm om at jagte noget større – noget større som for eksempel Malmö FF lige nede ad kysten med mulighed for europaeiske kampe også.
”Jeg er sgu ikke sikker på, at Malmö FF kunne slå Helsingborg for mig. Det er igen det der med at finde den hylde, at finde en plads i en fodboldklub og i et liv. Det er så svaert, og når man så finder den, og man ved, at det er en midlertidig tilstand, så er det bare med at nyde den, mens den er der. Vaere tilstede i den.”
”Da jeg var yngre, var det altid en jagt efter mere. Det skulle vaere vildere og hurtigere i større klubber på et højere niveau, men den har jeg ikke på samme måde mere. Det havde da vaeret megafedt, hvis jeg havde haft den position, som jeg nu har i Helsingborg, i for eksempel FC København med europaeisk fodbold og det hele. Det havde vaeret for fedt og for vildt og for sejt, og jeg ville have elsket det. Men man skal også passe på. Jeg tror sgu, det er vigtigere at nyde øjeblikket. Nyde det man er i i nu’et, holde fast i det og acceptere, at jeg ikke kommer til United igen,” siger Anders Lindegaard, der mest af alt er taknemmelig over, at have genoplevet glaeden ved fodbolden efter årene på forskellige baenke i England.
”Ja, taenk hvis jeg var gået på pension efter mit kontraktudløb i Burnley. Så er jeg bange for, at jeg havde hadet fodbolden resten af mit liv. Det havde jo både vaeret skraekkeligt og unfair, for fodbolden har givet mig sindssygt meget. Når jeg taenker på, hvad fodbolden betød for mig, da jeg var barn og gik i skole. De ting man laerte af spillet, ting som jeg også gerne vil have, at min søn får med sig nu.”
”Taenk hvis jeg var stoppet med at spille og aldrig ville have set en fodboldkamp igen, men i stedet havde gået der og vaeret lidt småbitter og sur. Det havde vaeret frygteligt. Så det er jeg dybt taknemmelig for,” siger Anders Lindegaard.
Og så har han endda også fået opfyldt drømmen om at bo i København.
”Sådan har jeg bare haft det i mange år, selv om jeg kommer fra Odense, hvor hele min familie også er fra. Men jeg har altid elsket at komme i København, og nu bor jeg her. Jeg har fem minutters gang til en metro, der tager mig rundt i hele byen, og på en halv time kan jeg endda stå på den anden side af Security ude i lufthavnen, hvis det er det, jeg vil.”
”Men København er bare fed. Man får god mad, uanset hvor man går hen og spiser, og der er en dejlig mangfoldighed i byen. Jeg kan saette mig op på en cykel med min søn uden nogen større bekymringer. Vi kan gå i parker. Der er sgu ikke nogen parker i England, i hvert fald ikke i Manchester.”
”Jeg synes, her er skønt, og jeg er stolt af København. Uanset hvor jeg kommer hen, og hvem jeg har spillet sammen med, så har jeg altid sagt: ”Tag til København. Tag en weekendtur. Det er den fedeste by i verden.””
”Og jeg elsker Frederiksberg. Jeg elsker stemningen her. Jeg elsker at vaere nede på Borgerservice og melde mig ind i samfundet, for de er bare så søde og hjaelpsomme. Det har virkelig vaeret livsbekraeftende at komme igennem alle de her processer, hvor man i England jo skal have hjaelp til det hele for bare at have en chance.”
”Det kan så godt vaere, at jeg er lidt forblaendet og romantisk omkring det hele, men jeg er stadig forelsket i byen. Og så kan det jo godt vaere, at jeg får mine skaenderier med den om et par år, men lige nu...,” siger Anders Lindegaard med et smil.
For målmanden fra Odense er kommet hjem – til København, til Allsvenskan og til det fodboldliv han naesten havde glemt, hvor højt han elskede. ✖