TIL KULTKAMP I NEUKÖLLN
En søndag eftermiddag i det sydlige Berlin tørnede to af de dårligste klubber i Bundesligaens historie sammen på WernerSeelenbinder-Sportpark. I dag spiller SV Tasmania og Blau-Weiss 90 i den femtebedste raekke, så der var ikke meget opmaerksomhed omkring et Hauptstadt-derby af de små, men til gengaeld var der masser af historie at fortaelle – og desuden en ganske fin fodboldkamp med familie, venner og hunde på laegterne samt et par klassiske arketyper inde på banen.
H vis man sad i en S- eller U-bahn mod vest tidligt lørdag eftermiddag i Berlin, var man ikke i tvivl om, at der var en fodboldkamp i byen. For de blå-hvide Herthatilhaengere fyldte godt, som de tog ud imod Det Olympiske Stadion for at se de lokale helte mod Hoffenheim, og der blev både drukket dåseøl og diskuteret fodbold i togstammerne over og under jorden.
Til gengaeld er der absolut intet fodbold at spore om søndagen. Her vidner kamptrøjerne i togene i stedet om, at ishockeyholdet Eisbären Berlin er på vej i forgaeves kamp mod Red Bull München inde i den maegtige MercedesBenz Arena med plads til 14.000 tilskuere, mens U8 ned mod Hermannstrasse ved den historiske og laenge lukkede lufthavn Tempelhof i fortidens Vestberlin til gengaeld er halvtom og weekendramt. Og oppe på landjorden igen er der heller ikke noget, der fortaeller, at en kultkamp er i gaerde hernede i Neukölln.
Her er ingen kamptrøjer at følge, her er kun et velkomment skilt ned mod en Sportpark, men selv foran hegnet ind til Werner-SeelenbinderSportpark – opkaldt efter en lokal bryder og kommunist, der blev henrettet af nazisterne i 1944 – er det ikke givet, hvor man skal gå hen. Larmen kommer umiddelbart fra en udendørs ishockeybane, hvor et hold er i gang med en traening trods det ganske milde efterårsvejr, og der er ikke flere skilte at følge.
En anden nysgerrig fodboldturist går også rundt på anlaegget, og efter nogle minutter kommer han tilbage med informationen om, at man vist nok skal dreje til højre og så gå et par hundrede meter op ad vejen, før man er på rette sted. Og ganske rigtigt. Her er der parkeringsplads med 20-30 biler, her er et fint klubhus i et par etager og med logo på muren, og her er også et skilt, der viser, at her er et stop på Fussball Route Berlin, for her spiller SV Tasmania Berlin – klubben der er bygget oven på de sørgelige rester af den dårligste klub i Bundesligaens historie, SC Tasmania 1900 Berlin.
Men som der står på en af de klassiske denimveste, som man også kan finde hernede på det femtebedste niveau i den tyske ligastruktur: ”Bundesliga 1965/66 – Rekord ist Rekord”, og det er jo rigtigt nok. Når man nu én gang har vaeret den allerdårligste, så kan man jo lige så godt vende det til noget positivt, og det har Tasmania-tilhaengeren ved indgangen altså gjort.
TRISTE REKORDER PÅ STRIBE
Som det fremgår af det gamle klubnavn, blev det oprindelige Tasmania Berlin stiftet i 1900, mens årsagen til navnet er noget mere uvis. Legenden vil vide, at klubstifterne var på vej til at emigrere til Australien, og derfor ville haedre deres kommende hjemland, men på den anden side virker det ulogisk at stifte en ny fodboldklub, når man var på vej til at forlade Tyskland. Uanset hvad kom klubben altså til at hedde Tasmania Berlin, og også dengang havde den base i den sydlige del af byen.
I perioder var man blandt de bedre klubber i Berlin, men da Bundesligaen blev stiftet med start efter sommerpausen i 1963, var det Hertha Berlin, der fik pladsen. Den holdt de dog kun fast på i et par saesoner, før det blev afsløret, at man betalte spillerne mere end det aftalte lønloft, man opererede med dengang. Så Hertha Berlin blev tvangsnedrykket og hvad så?
Fire år efter Berlin-muren blev opført, var det utaenkeligt ikke at have en repraesentant fra den delte by i den vesttyske Bundesliga, specielt når Vorwärts Berlin vandt Oberligaen i DDR, men hverken Tennis Borussia Berlin eller Spandauer SV følte sig klar til at løfte opgaven, og så gik pladsen i stedet til den tredjebedste klub i Berlin-raekken, Tasmania Berlin. Undervejs protesterede de sportslige nedrykkere fra Karlsruhe og Schalke 04 i øvrigt over, at de ikke fik mulighed for at blive blandt de bedste, når nu Hertha blev tvangsnedrykket, og så endte man med at udvide Bundesligaen til 18 klubber, hvilket også øgede debutanterne fra Neuköllns muligheder for at klare frisag.
Spillerne i Tasmania Berlin var dog amatører, og da oprykningen først blev officiel midt på sommeren, måtte klubledelsen kalde spillerne ind fra ferie med et håb om, at de sportslige muligheder kunne få dem til at gå
ned på halv tid rent arbejdsmaessigt, mens man samtidig måtte forsøge at forstaerke holdet, så man var klar til mødet med de bedste klubber i Vesttyskland. Desuden valgte man at flytte hjemmebane, så man rykkede ud på Det Olympiske Stadion, hvor Hertha Berlin havde spillet, og op til debutkampen var der faktisk en voldsom hype omkring den nye klub i Bundesligaen.
Hele 81.000 tilskuere var således på plads til oprykkernes første kamp hjemme mod Karlsruhe, og de kunne se et mandskab, der blandt andet var blevet forstaerket med Hertha Berlins målmand Heinz Rohloff, angriberen Jürgen Wähling, der siden fik en lang karriere som traener i Danmark for B1909, Vejle, Esbjerg og AGF, og den tyske landsholdsspiller Horst Szymaniak, der året før havde vundet Europa Cuppen for mesterhold med Inter. Og miraklet skete. Debutanterne vandt 2-0 på to sene mål af topscoreren Wolf Ingo Usbeck, men det varede ikke ved.
Tvaertimod kom nederlagene vaeltende i en lind strøm, og de var så store, at Usbeck blandt andet stadig har rekorden for at have scoret faerrest mål for en topscorer i en Bundesliga-klub,
da han kun scorede to mere i resten af saesonen.
”Som saesonen skred frem, føltes det mere som en straf at vaere en af de 11 på banen,” som Jürgen Wähling siden fortalte det til The Blizzard om det elendige fodboldår, og de tidlige tilhaengere af holdet blev også vaek. Således var der kun 827 tilskuere på det enorme stadion, da man på en bidende kold januardag klarede 0-0 mod et Gladbach-mandskab med både Berti Vogts og Günter Netzer på banen. Det er bundrekord for Bundesligaen, hvad angår tilskuertal, og der blev slået mange flere rekorder i løbet af raedselssaesonen.
Således er Tasmania Berlin den dårligste af de hidtil 56 klubber, der har spillet i Bundesligaen, for de tabte 28 og vandt kun to af de 34 kampe, hvilket er rekord, både hvad angår antal tab og sejre. Målforskellen på 15-108 er også den dårligste nogensinde, men de tilbagevaerende tilhaengere havde dog humor nok til at laegge en krans bag målet, da scoring nummer 100 gik imod Tasmania. Og sådan fortsaetter den uønskede rekordliste bare.
Så selv om man til sidst fik en sejr mere over mednedrykkerne fra Borussia Neunkirchen, så blev det til en historisk elendig saeson, og syv år senere gik den oprindelige klub neden om og hjem.
RA-RA-RA – TAS-MANI-A
Men navnet lever altså stadig hernede i Neukölln, og den nye klub eksisterer og har det godt. Således noterer man, at landsholdsforsvareren Antonio Rüdiger med daglig arbejdsplads i Chelsea spillede i klubben, fra han var ni til 12 år, og førsteholdet har også haft succes, for før sommerpausen vandt man BerlinLiga og sikrede sig dermed oprykning til Oberliga Nord, der er en af 14 regionale raekker på det femtebedste niveau i Tyskland.
Her spiller man blandt andet mod Hansa Rostocks andethold, mens raekken føres an af Bjarne Goldbaeks gamle klub Tennis Borussia Berlin, men på denne søndag gaelder det et andet lokalopgør, nemlig mod Blau-Weiss 90, der også har en traumatisk forhistorie. Hvor Tasmania er den dårligste klub i Bundesligaens historie, er Blau-Weiss 90 nemlig den tredjedårligste, kun undergået af søndagens modstander og VfB Leipzig (også kendt som
Lokomotiv), den første tyske mester fra 1903 der kun fik 20 point ud af deres eneste saeson i Bundesligaen i 1993-94 – aktuelle RB Leipzig er nemlig bygget oven på en anden klub i byen.
I 1986/87-saesonen var Blau-Weiss faktisk den bedste klub i Berlin, for Hertha var helt nede i den tredjebedste raekke, og derfor skiftede oprykkerne og Bundesliga-debutanterne også hjemmebane til Det Olympiske Stadion, som Tasmania havde gjort 21 år tidligere, men det gik ikke ret meget bedre. Berlin-klubben fik 21 point via tre sejre og 12 uafgjorte i en saeson, der mest huskes for 1-1 hjemme mod Bayern München og 0-7 ude til Dortmund, mens man i truppen havde den 20-angriber Karl-Heinz Riedle, som man købte for 33.000 D-Mark i Augsburg- Og han slog til med hele 10 af de 36 mål, som BW Berlin fik scoret i saesonen, før han skiftede videre til en flot karriere i Werder Bremen, Lazio, Dortmund, Liverpool og Fulham.
Men det endte stadig med en sidsteplads og en nedrykning, og fem år senere gik BlauWeiss 90 også ned rent økonomisk, så på den måde er det to nye klubber, der mødes på
Werner-Seelenbinder-Sportpark på denne søndag.
Selv om gaesterne på deres hjemmeside har snakket om en heksekedel i lokalopgøret mod Tasmania, så er stemningen nu yderst afslappet. Det koster otte euro at komme ind, mens en halv liter fadøl kan købes for beskedne 2,50 euro, og skal man have mere, end man kan baere, så får man en bakke i baren med en klar forventning om, at den bliver leveret tilbage igen. Og det gør den selvfølgelig, for det er mest venner og familie til spillerne på holdet, der er på plads på langsiden med de fire uoverdaekkede stoleraekker midtfor, mens de mere hardcore-tilhaengere står på cementtrinene ved siden af. Her er spaendt flere bannere ud, blandt andet det australske flag, og fortidens kampråb fra den historiske 65/66saeson ”Ra-Ra-Ra – Tas-Mani-A” lever stadig i bedste velgående.
Vi er vel knap 200 tilskuere til kampen, og stadion-speakeren laegger et vist pres på hjemmeholdets unge venstrekant ved at rulle laenge på r’erne i praesentationen, men den lyshårede knaegt hedder selvfølgelig også Romario Hartwig, så det er svaert at lade vaere. Desuden bemaerker man, at gaesterne fra Blau-Weiss 90 er trukket i den mørkerøde udebanedragt, da også Tasmania spiller i blåt (ligesom Hertha Berlin i øvrigt også gør).
DEN HVIDE ROMARIO PÅ PLETTEN
Spillet er vel på Danmarksserie-niveau, og stemningen er ganske fordragelig med en hjaelpende hånd og en undskyldning, når en spiller bliver faeldet. Som kampen skrider frem, tegner der sig også et tydeligt billede af et hjemmehold, der spiller på omstillinger, mens gaesterne er mere boldbesiddende og i stand til at køre bolden rundt i hurtige kombinationer, der matcher deres aktuelle syvendeplads i tabellen modsat oprykkerne fra Tasmania, der ligger lige over nedrykningsstregen med kun to sejre og syv point i de første ni runder.
Så der jubles over spillet ovre på den anden langside, hvor godt 20 Blau-Weiss-tilhaengere har taget opstilling om et flag med løfte om evig troskab siden 1984, mens en sort labrador giver sit besyv med modsat den hvide schaefer på ”vores” langside, der ser flegmatisk til. Og den lader sig heller ikke ryste, da en lang bold frem mod hjemmeholdets hurtige Merdan Baba ender med et åbent skud fra distancen, der preller af mod stolpen.
Det aendrer dog kampens udvikling, og efter en halv time går anfører Emre Demir til baglinjen og laegger bolden perfekt ind til den hvide Romario, der er kommet løbende ind fra sin kant og kommer først på bolden ved forstolpen med plads til en hård afslutning over Blau-Weiss-keeper Michael Hinz.
Føringsmålet til hjemmeholdet skaber også en taending på banen, og lige ved halvtid ryger den unge Baba i klammeri på sidelinjen med gaesternes Nii Bruce Weber, men gemytterne bliver dog daempet på vej ud mod omklaedningsrummet, hvilket nu ikke aendrer på vurderingen af angriber Baba som den klassiske provokatør på holdet.
Få minutter efter pausen løber han sammen med den store Blau-Weiss-centerforsvarer Christoph Gorkow, og begge slår sig meget. Baba kommer dog på benene igen, men Gorkow er faerdig, og selv om en reserve straks kommer ind, er der forvirring i opdaekningen, så pludselig står anfører Demir fri i feltet efter et indkast og kan bringe hjemmeholdet på 2-0.
Den anden arketype på Tasmanias mandskab er centerforsvarer Julian Loder, der spiller med både overblik og elegance og har den tyndhårede frisure til at matche erfaringen fra mange kampe på lavere niveau. Han styrer spillet, og det er helt på sin plads, at han tager det lange ryk frem og afslutter en omstilling med et sikkert spark i nettet til 3-0. Og denne gang er damen, der rister pølser på grillen, straks opmaerksom på sit bijob, hvilket har knebet mere tidligere i kampen. Hun er nemlig hurtigt fremme på måltavlen og får drejet på skiven, så stillingen straks bliver opdateret, for nu er sejren også ved at vaere i hus.
Resten af kampen går med udskiftninger og et forgaeves Blau-Weiss-pres, mens Merdan Baba på ny ryger i karambolage med et par forsvarere, og igen ender det med skubberi, før med- og modspillere får skilt de stridende parter af. Baba er dog ikke helt tilfreds og lukker diskussionen ved med tre fingre og en cirkel at vise modstanderne, hvad der også står nede på måltavlen.
Ellers nyder man nu kampens udvikling på hjemmeholdets langside. En sent ankommen bliver mødt af et ”morgen,” og den forsinkede fan ser også ud som om, at lørdagen blev lang for ham, mens den udskiftede midtbanemand Maxim Matusczyk stiller sig op ved siden af sin far på langsiden og følger de sidste minutter derfra.
Det ender alt sammen med en tiltraengt sejr til Tasmania. De små drenge får begejstrede lov til at klappe de lokale helte i naeverne, og vinderne bliver hyldet med en Fenerbahce fra stort set det samme antal tilhaengere, mens skumringen falder på. Og så mødes folket foran klubhuset til en sidste øl og en snak, for selv om man altså er indehaver af den dårligste Bundesliga-saeson nogensinde, hygger man sig stadig i den historiske klub nede i Neukölln. ✖