LIVET EFTER SIDSTE FLØJT
Owen Hargreaves, Niall Quinn, Robert Huth, Jesper Grønkjaer, Christian Poulsen, Eidur Gudjohnsen og Henke Larsson. Det er nogle af de store fodboldnavne, som Anders Lindegaard har snakket med i de seneste måneder til serien ”Livet efter sidste fløjt,” som for tiden kan ses på Xee, og som handler om, hvordan man får et godt liv, efter den aktive karriere er forbi.
Og det er et spørgsmål, som målmanden altid selv har gået med.
”Jeg tror egentlig, at jeg altid har vaeret bevidst om, at fodbolden ikke varede for altid. Jeg laeste også på universitetet de første år, jeg var professionel, men da jeg så begyndte at spille oppe i Aalesund, pakkede jeg den bekymring lidt vaek og taenkte, at jeg jo nok kunne spille, til jeg blev 35, så det behøvede jeg ikke at bekymre mig om lige nu. Men jeg fortsatte på universitetet, indtil jeg kom til United. Så magtede jeg det ikke laengere.”
”Men spørgsmålet vendte så tilbage til mig for nogle år siden, for det gik jo ikke så godt med fodbolden. Hvor laenge kunne og gad jeg blive ved, og hvad fanden skulle jeg lave bagefter?”
”Det gik jeg og spekulerede på, og så var der et produktionsselskab, der tog kontakt til min agent omkring at lave et eller andet projekt. Det var i en periode i Burnley, hvor jeg slet ikke var involveret i kampene. Jeg traenede mandag, tirsdag, torsdag og fredag, og så havde jeg fri resten af tiden. Der var ikke noget, jeg skulle, og der var ikke nogen, der forventede noget af mig, og så spurgte de, om jeg havde en ide til noget, vi kunne lave sammen.”
”Så vi blev enige om at undersøge de spørgsmål, som jeg gik med, og forsøge at tale med nogle ligesindede om det. Det har vi så gjort, og jeg håber da, at det kan hjaelpe andre fodboldspillere med de spørgsmål, men det har også vaeret et dybt egoistisk projekt, for jeg er selv blevet klogere på, hvordan man går på pension som fodboldspiller.”
”Det er både de store spørgsmål og også nogle helt praktiske ting, der kan mindske risikoen for for eksempel en depression. Den dag man stopper, skal man for eksempel gå ned og købe et medlemskab til et fitness-center eller købe et par løbesko, og så skal man sørge for at komme ud af sengen og få noget motion, for det er fuldstaendig kemisk. Ens krop har vaeret vant til en flod af selvproduceret dopamin oppe i hjernen, som man får, når man dyrker motion, og hvis den bliver cuttet af fra den ene dag til den anden og bliver afløst af dårlig mad, sprut, kokain eller hvad fanden ved jeg, så forstår den ingenting,” siger Anders Lindegaard, der har haft meget travlt med serien, for mange af optagelserne skulle i kassen, efter han skiftede til Helsingborg.
Så mange fridage blev brugt på optagelse rundt omkring i Europa, men selv om det var hårdt, var det tiden vaerd. For målmanden fik mange interessante historier og gode råd med på sin videre vej.
”Eidur Gudjohnsen fortalte mig noget, der er meget rigtigt omkring at finde noget at lave efter karrieren er slut.
For hvis man går rundt med en lommelygte og leder efter en ny passion, så finder man ikke noget. Man bliver nødt til at lade passionen finde sig. Det er der noget sandhed i, for jeg tror sgu, der er mange, der går rundt og leder med lys og lygte efter en hylde, hvor man passer ind,” siger målmanden.
Og hvad er han så nået frem til omkring sit eget liv efter den fodbold, der dog nok varer et par saesoner mere med den kontrakt, han har lavet med Helsingborg, og den status han har fået i klubben?
”Jeg ved det ikke med sikkerhed. En anden del af det at lave den her serie var også at undersøge, om det var en vej at gå for mig at lave tv på den ene eller anden måde. Det er det måske, men jeg er ret sikker på, at hvis jeg ikke finder et eller andet, før jeg stopper, en passion der finder mig, så vil jeg bruge noget tid på at studere. Det virker vigtigt på mig at have en plan – også selv om planen er, at der ikke er en plan.”
”Og så ved jeg også, at det er ekstremt vigtigt, ja naesten det vigtigste af alt, at man selv vaelger, hvornår man stopper med at spille fodbold. Og jeg er et sted nu, hvor jeg vaelger det selv.”
”Jeg er 37, når min nuvaerende kontrakt løber ud, men jeg drømmer om at spille, til jeg er 41-42 år. Det vil jeg rigtig gerne, for jeg synes, at det er skidesjovt, men det er heller ikke nogen katastrofe, hvis jeg står som 37-årig og siger, at nu kan kroppen ikke mere, eller nu vil jeg hellere lave noget andet. Det er også okay.”