DRENGENE DER IKKE KUNNE SLÅS IHJEL
STOR REPORTAGE FRA DUBLIN
FARVEL TIL POCHETTINO / FCK, EUROPA OG KAMPPROGRAMMET / AGF-BRØNDBY / EM: TRIUMF OG NEDTUR / CARLSENS CORNER / SPILTIPS / RESULTATER
Det eneste gode, der var at sige at om det danske landsholds praestation mandag aften i Dublin, var, at det formåede ikke at tabe – men i fodbold er det heller ingen dum kvalitet. Det danske landshold skabte ingenting, men levede op til Gibraltars uruguayske landstraeners eneste sandhed og modstod presset fra et revanchelystent irsk landshold og deres 50.000 entusiastiske landsmaend på tribunerne. Og nu skal Åge Hareides trup deltage i en stor slutrunde – igen.
Man siger, at én gang er et tilfaelde, to gange er et mønster, og tre gange er en trend. Hvad er i så fald 34 gange? Siden Åge Hareides danske landshold den 11. oktober 2016 tabte 1-0 til Montenegro i Parken, har det spillet 34 kampe. Hver gang er spillerne gået fra banen uden at have tabt. Senest skete det mandag aften på en kold, klar efterårsaften i Dublin, hvor landsholdet spillede elendigt, men alligevel gik fra banen mod 1-1 mod de senere års mest indaedte rival, Irland. Og dermed kvalificerede holdet sig til EM og skal spille på hjemmebane i Parken naeste sommer.
Så nu er det blevet et mønster, at når det danske landshold forsøger at spille sig til en stor slutrunde, lykkes det. Netop fordi Danmark allerede i 2017 igen blev et landshold, der opnåede sine mål om at deltage ved verdensog europamesterskaber, var stemningen også en anden, da det ene point på Aviva Stadium sendte Danmark til EM
Der var glaede, ja, og der var lettelse, men ikke ekstase som på samme bane to år forinden.
”Jeg sagde det til de andre inde i badet. Det føles lidt anderledes den her gang. Det var måske, fordi sidste gang var første gang efter nogle missede slutrunder. Der var meget mere på spil. Der var stadig glaede, men vi havde en følelse af, at vi skulle af sted til EM. Det var ikke det samme som sidst, hvor alle løb rundt i stor eufori,” sagde Christian Eriksen, der også mente, det ville vaere blevet en pinlig måned, hvis danskerne skulle se til fra sofaen eller tribunen, mens europaeiske konkurrenter spillede EM i København.
Men det blev ikke tilfaeldet.
”Det er fedt, superfedt. Det var ikke kønt, men målet er nået,” sagde Kasper Schmeichel efter den uskønne 1-1-kamp, der sikrede, at Danmark for første gang nogensinde kan spille en stor slutrunde på hjemmebane.
”Jeg kommer til at spille EM fem minutter fra, hvor jeg voksede op og har spillet fodbold det meste af mit liv. Jeg kan cykle hjem til mor efter kampene på under fem minutter. Det har vaeret en altoverskyggende motivationsfaktor for os alle sammen. Det ville naesten gøre ondt i hjertet at se på det uden at vaere med. Euforien er ikke lige så stor, som den var for to år siden, for vi føler, at vi har gjort os fortjent til at vaere med. Men det kommer til at blive helt unikt. Det er en ting, vi er glade for,” sagde Mathias ”Zanka” Jørgensen, mens anfører Simon Kjaer blev spurgt til humøret i omklaedningsrummet og henviste til rytmerne, som dunkede bag de lukkede døre.
”Kan I høre musikken? Der er rigtig god stemning. Folk er glade – og lettede,” sagde Kjaer på en aften, hvor det kunne vaere gået galt, men ikke gjorde det.
FODBOLDENS ENESTE SANDHED
Det er vaerd at begynde tre dage før kampen mod Irland; fredag aften på Østerbro i København da Gibraltars landshold var på besøg. Også selv om den kamp var en af alle tiders mest ligegyldige kvalifikationskampe.
For det første betød resultatet naesten ingenting i spørgsmålet om den samlede kvalifikation. Alt der kunne aendre sig, var, at hvis Danmark tabte til Gibraltar, ville 0-0 som det eneste uafgjorte resultat ikke laengere vaere nok i Dublin – og alle vidste, at landsholdet ikke ville tabe. Tvaertimod var en sejr ikke nok for tilskuerne i Parken, der hist og pist piftede, da der blev fløjtet til pause med stillingen 1-0.
For det andet betød praestationen heller ikke det store – i hvert fald kunne den ikke påvirke startopstillingen til den efterfølgende kamp. Efter pausen udnyttede danskerne, at modstanden blev ringere og ringere og lavede flere og fejl, og kampen sluttede 6-0. De usikre kort i startelleveren, Robert Skov, Daniel Wass og Christian Gytkjaer, gjorde alt det, man kunne forvente af dem med ivrigt, pågående spil samt mål og assists, men ingen forventede vel, at det ville give dem en plads på holdet i Dublin. Det viste sig at vaere korrekt. Tre dage senere valgte Åge Hareide en startopstilling, der kun på én plads varierede fra den, som blev sendt på banen, da kvalifikationen åbnede i Basel i marts – Nicolai Jørgensen var blevet erstattet af den gamle FC Københavnangrebskollega
Andreas Cornelius. Nordmanden har for laengst sat det hold, han stoler mest på i de store kampe.
Men fredag aften var alligevel interessant, og det var den, fordi den bekraeftede, at Åge Hareides glød langt fra er blevet slukket, selv om hans afsked med det nuvaerende job rykker naermere for hver dag, der går. Tvaertimod afviste han på den efterfølgende pressekonference, at kampen havde vaeret ligegyldig, og han fortalte, at han over for sit hold havde understreget, at han ville have en stor sejr med mål og selvtillid. Og han grinede, da han blev spurgt, om det betød noget for ham, at landsholdet lå til at slutte med sin bedste målscore i en kvalifikationsturnering, 17 overskydende mål mod 16 før VM 2002.
For selvfølgelig betød det noget.
”Jeg tager alle de rekorder, jeg kan få. Det betyder noget. At kvalificere sig til slutspil, at vinde mesterskaber, at vinde pokaler, komme til Champions League, komme i Europa League. Jeg mangler bare EM. Ellers har jeg prøvet det hele. Jeg har fået alt, jeg har vaeret heldig som traener at opleve alt. Enhver rekord, som vi kan skrive ned i bøgerne, betyder noget for spillerne og for mig,” sagde landstraeneren, der også begyndte at tale om verdensrekorden for flest landskampe i traek uden nederlag – uden at naevne den berømte vikarlandskamp mod Slovakiet, som i realiteten betyder, at den rekord ligger mange måneder ude i fremtiden.
”Vi har 33 kampe. 35 kampe er verdensrekorden, som Spanien og Brasilien har. Den må vi jagte,” sagde Hareide.
Her er i øvrigt en rekord mere, som Åge Hareide kunne tage med sig fra Parken: Aldrig tidligere har et dansk landshold i EM- eller VMkvalifikationen besejret en modstander med samlet 12-0, som det var tilfaeldet efter de to gange 6-0 mod Gibraltar. Det slog nu ikke miniputtens landstraener ud. Uruguayske Julio Ribas er så passioneret i sit job, at han er taet på at begynde at graede, når han giver sine spillere en peptalk inden kampene, og han virkede ikke afskraekket af det sisyfosarbejde, det er at forbedre Europas måske ringeste landshold.
”Der er ingen anden sandhed i fodbold end hårdt arbejde,” praedikede han med et mantra, som passer ind i Montevideo såvel som på Hareides barndomsegn Sunnmøre.
Ribas blev også spurgt til kampen mellem Irland og Danmark; hold som han har en del erfaring med efter at havde mødt dem fire gange på otte måneder.
”Jeg er traener, så jeg hverken better eller gaetter. Det er to gode hold. Som jeg forstår, skal Danmark bruge fire point fra de to kampe, så det bliver interessant at følge. Irlands fordel er, at de ikke spillede i dag,” sagde Ribas, der dog gerne ville komme med en enkelt spådom.
”Det kommer til at blive en barsk kamp.”
10 ÅR EFTER TRAUMET
I 2001 udgav bandet The Wolfe Tones albummet ”You’ll Never Beat The Irish.” The Wolfe Tones er et kontroversielt orkester, opkaldt efter en irsk oprører og kendt for staerkt politiske tekster. Sunderland fik i 2013 den nuvaerende irske landsholdsspiller James McClean til at slette sin personlig Twitter-profil, fordi han tweetede, at The Wolfe Tones’ ”The Broad Black Brimmer”, der handler om en dreng, hvis far døde i kamp for IRA, var hans yndlingssang.
På albummet fra 2001 var to sange, Never Beat the Irish Part 1 og Part 2, der handler om alle de ulyksageligheder, som saerligt englaenderne har udsat Irland for, men som irerne altid har overvundet. You’ll never beat the Irish blev siden et populaert slogan i sportslig sammenhaeng og var blandt andet en ørehaenger af et omkvaed på Irlands officielle slagsang ”The Rocky Road To Poland” under EM i 2012 – hvor irerne tabte alle tre kampe med en målscore på 9-1.
Men sloganet lever videre, således også mandag i Dublin før den sidste kamp i EMkvalifikationen. Det var printet på de flag, som gadesaelgerne solgte på O’Connell Bridge, der løber over floden Liffey i byens centrum; naer O’Connell Street hvor den ene statue af betydningsfulde irere efter den anden er rejst. Og det stod skrevet på vaeggen i presserummet på Aviva Stadium, hvor det var omkranset af billeder af maegtige fodboldspillere i kamp mod Irland: Eller nok rettere sagt: Af irere i kamp mod maegtige fodboldspillere – Glenn Whelan med et fast tag om Gareth Bale, Damien Duff der forsøgte at prikke bol
den fra Cristiano Ronaldo, den nuvaerende landstraener Mick McCarthy som udvekslede håndtryk og vimpler med Ruud Gullit under VM i 1990. Og perlen i samlingen: Et foto af en liggende, skadet franskmand og Zinedine Zidane, der med afsky i ansigtet kiggede på synderen, som havde ryggen til, men hvis kropssprog og 6-tal på ryggen afslørede, at der selvfølgelig var tale om Roy Keane.
For irerne er stolte af deres landshold og rollen som underdogs, der kaemper bravt mod hele verden, og derfor mindedes de i forbindelse med mandagens kamp stadig, at Thomas Delaney for to år siden sammenlignede deres landshold med en dåse baked beans, man forsøgte at åbne med haenderne. Desuden vakte det vrede, at Peter Schmeichel i forbindelse med Danmarks kamp mod Schweiz var blevet overhørt sige til Yann Sommer, at Irland var ”so bad” – så meget, at The Herald på kampdagen brugte det meste af et opslag på at få Kanal 5-eksperterne Thomas Gravesen, Lars Jacobsen og Flemming Povlsen til at understrege den danske respekt for Irland, og avisen spekulerede i, om den pensionerede målmands kommentarer skyldtes et dårlig forhold til førnaevnte Roy Keane, hans tidligere Manchester United-holdkammerat.
Faderen til den nuvaerende landsholdskeeper fejrede sin 56 års fødselsdag i mandags. Et irsk fodboldtraume fyldte rundt samme dag. Den 18. november 2009 spillede Irland VM-playoff mod Frankrig i Paris, efter franskmaendene havde vundet det første opgør i
Dublin med 1-0. De første 90 minutter af returkampen vandt irerne med samme cifre, og de to hold var godt et kvarter fra straffesparkskonkurrence, da Thierry Henry taemmede bolden med hånden og lagde op til William Gallas’ mål, der sendte Frankrig til Sydafrika. Den episode glemmer de nok nok aldrig på den grønne ø. The Irish Independent havde i anledning af jubilaeet bedt sine laesere om at genfortaelle deres historier om traumet. For én laeser, Shane Fla, var det endt lykkeligt. Han havde sparet penge op til at rejse til VM, men endte med at bruge dem på et år i Toronto, Canada i stedet. Han endte med at blive boende. ”Det bedste, der nogensinde er sket for mig.” For en anden, Tom Molloy, var mindet ikke lige så lykkeligt.
”Det var min 18 års fødselsdag. Det føles, som om barndommens uskyld forsvandt op i luften den aften.”
Talte man med manden på gaden, var der få, der forventede, at 18. november denne gang skulle ende med en kvalifikation. Dem med et større talerør, spillere, traenere og klummeskribenter, udtrykte derimod optimisme. Ja, den tidligere forsvarsprofil Richard Dunne argumenterede endda for, at Irland ville vinde, for det ganske enkelt var på tide.
”Når man møder et hold seks gange inden for kort tid, som Irland og Danmark vil have gjort det i aften, er man nødt til at vinde på et eller andet tidspunkt. Og nu er det vores tid til at slå dem. Endelig,” indledte han sin klumme i The Herald.
Men Dunne mente også – og de fleste folk omkring landsholdet, som udtalte sig op til kampen var enige – at skulle Irland vinde kampen og spille sig til EM, skulle de bruge fansenes hjaelp.
PRAESIDENTENS 47 HÅNDTRYK
Gik man en tur rundt i Dublins gader i løbet af mandagen, stødte man på den ene gademusikant efter den anden, der med intet andet end en guitar og en veltraenet sangstemme sørgede for hyggelig, autentisk stemning i gadebilledet. På Aviva Stadium om aftenen var det, som om kilden af musikalsk talent var tørret ud.
I hvert fald bestod soundtracket til spillernes opvarmning af et øresønderrivende medley bestående af klassikere som Chicagos ”Street Player”, ”Just Can’t Get Enough” af Depeche Mode og selvfølgelig The White Stripes ”7 Nation Army”, alle spillet nede ved det ene hjørneflag af en trommeslager og en saxofonist. Det bidrog ikke naevnevaerdigt til den stolte irske musikarv, i hvert fald ikke positivt.
Så var der mere klasse over udsigten. Den ene endetribune af det imponerende stadion er lavere end det andet, så fra pladserne helt oppe under den smukke, hvide – men dog møgbeskidte – tagkonstruktion kunne man se lysegrønt graes, mørkegrønne saeder og lysene fra Dublins skyline, blandt andet fra kranerne nede på havnen, og fra flyene, der lagde til landing fra luftområdet over det irske hav.
Soundtracket udviklede sig. Den irske startopstilling blev laest op til tonerne fra den klassiske Chicago Bulls-introsang ”Sirius”, men ånden fra Michael Jordan og kompagni forplantede sig ikke videre ud i Aviva, da sangen stoppede brat efter Mick McCarthys navn. Bedre gik det, da legenden John Aldridge nede på sidelinjen spåede, at hans gamle landshold ville vinde 1-0, hvilket blev efterfulgt af ”Put ’em under pressure”, Irlands svar på Re-Sepp-ten fra dengang i 1990 da Aldridge og hans davaerende holdkammerater nåede VM-kvartfinalen i Vesttyskland.
Lige før kampstart dukkede den irske praesident, 78-årige Michael D. Higgins, op på banen, og han gjorde en dyd ud af at trykke hånd med samtlige 47 personer, der stod linet up på graesset – 22 spillere, 22 maskotter og tre dommere. Så var det tid til nationalmelodier, som et 20 mand stort orkester leverede musiken til. Den irske, ”Amhrán na bhFiann”, var egentlig ikke mere imponerende end ”Der Er Et Yndigt Land” i et fyldt Parken – til gengaeld fik kampbrølet fra 50.000 tilskuere hårene til at rejse sig i nakken, da sangen var forbi.
Det fortsatte, så snart Felix Brych havde fløjtet kampen i gang. Ikke 20 sekunder var gået, før den første danske fejl, en dårlig tilbagelaegning, var ved at ende med et irsk hjørnespark. Det var noget, tilskuerne på Aviva kunne bruge, og den højlydte jubel blev indledningen på en aften, hvor tribunerne var bag hjemmeholdet fra start til slut.
➜
➜ Der findes mange fordomme om, hvilken slags fodbold man foretraekker forskellige steder i verden, og ofte er det ubrugelige klichéer. Også i Championship bliver opfindsomme, sevaerdige driblere beundret, og fighteren Carles Puyol var i sin tid publikumsfavorit på Camp Nou. Men denne aften holdt alle generaliseringer om, hvilken fodbold man foretraekker på de britiske øer. Enhver vunden hovedstødsduel blev hyldet – også selv om bolden endte uden for sidelinjen. Danske fejl og sløje afleveringer blev hånet, mens to-tre irske pasninger i sammenhaeng til gengaeld fik jublen i gang. Angriberen David McGoldrick forsøgte sig med tre haelafleveringer alene i første halvleg, og hver og én blev højlydt hyldet. Fansene i grønt havde fået at vide, at de skulle hjaelpe deres hold, og det gjorde de. Der gik kun fire minutter, før de første gang opfordrede hinanden til at stand up for the boys in green, og det gjorde det meste af stadion så.
Danskerne fik det til gengaeld svaert. Alle havde advaret om, at det ville blive en hård kamp – Julio Ribas i Parken, backreserven Jonas Knudsen som i Tipsbladet i fredags fortalte, hvordan hans gamle Ipswich-manager Mick McCarthy vil have, at modstanderne skal slå sig på hans hjemmebane – og det blev det også. Irerne tacklede igennem og pressede danskerne hårdt; så meget desto mere ironisk var det, at de to danske skader i første halvleg var solouheld. Thomas Delaney vrikkede alvorligt om på anklen, da han forsøgte at tackle Alan Browne, og Andreas Cornelius
fik en fiberspraengning, i øvrigt umiddelbart efter han måtte have forbinding om hovedet på grund af et sammenstød med John Egan. De blev erstattet af Pierre Emile Højbjerg og Kasper Dolberg.
Skaderne rystede det danske landshold. I indledningen af første halvleg havde det vaeret en dansk landskamp, som vi har set dem så mange gange før; uinspireret men kontrolleret. Tankerne vandrede tilbage til Danmark-Frankrig i Moskva i juni 2018, da landsholdet skulle bruge ét point for at gå videre fra VM-puljen og ørkenvandrede gennem 90 minutter. Det var dødkedeligt, men stensikkert. Kampen i Dublin udviklede sig til noget andet. Denne gang var danskerne ikke så privilegerede, at også modstanderne spillede på 0-0, og umiddelbart efter Cornelius’ udskiftning, begyndte irerne at komme frem til chancer. Den første faldt i det 34. minut, da Lasse Schöne fejlede en glidende tackling, og Conor Hourihane pludselig var fri i feltet. Midtbanespillerens afslutning var elendig og sad lige på Schmeichel, men nu havde hjemmeholdet vist, at de kunne skabet noget, og i halvlegens sidste godt 10 minutter blev det til yderligere en håndfuld afslutninger.
Hver gang reagerede tilskuerne med begejstring, og da fjerdedommeren signalerede tre minutters tillaegstid, jublede irerne. I tillaegstiden fik de da også en stor chance efter et hjørnespark, som Shane Duffy var taet på at saette hovedet på. Ved hver langsom gengivelse på storskaermen var det, som om tilhaengerne håbede og troede, han denne gang ville nå bolden. Det gjorde han ikke i nogen af tilfaeldene. Der stod 0-0 ved pausen, men i modsaetning til tre dage forinden i Parken blev der klappet hele vejen rundt, da spillerne gik fra banen, selv om resultatet ville sende Danmark til EM.
KØLIGE ”ZANKA” OG HOTTE HØJBJERG
Der var spillet seks minutter af anden halvleg; så risikerede Martin Braithwaite et gult kort ved at tjatte en bold vaek, da Henrik Dalsgaard havde lavet et frispark midt på banen. Det var tydeligt, at det danske hold var presset; ellers havde der ingen grund vaeret til, at venstrekanten ville satse så meget for bare at vinde et par sekunder.
Det var offensiven, der var problemet. Defensiven stod, med få undtagelser, solidt, og alle passede deres arbejde. De spillere, som Åge Hareide gennem sine fire år som traener ikke har følt, han kunne stole på, har han for laengst blevet sorteret fra, og nu var der kun folk, der kendte deres opgave og ihaerdigt forsøgte at fuldføre den. Resultatet af Hareides arbejde fik vi efter 57 minutter spil. Da, noterede danskfodbold.com, satte landsholdet ny rekord for den laengste periode uden at lukke mål ind, i alt 573 minutter. Det bemaerkelsesvaerdige var, at den gamle rekord blev sat så sent som sidste år. Det danske landshold kan forsvare.
Mandag kunne det ikke angribe. Kasper Dolberg var en bleg erstatning for Cornelius og markerede sig ikke for andet positivt end et par indkast, han pressede hjemmeholdets forsvar til at give. Braithwaite og Yussuf Poulsen var heller ikke meget vaerd, og midtbanen fik aldrig kombineret sig til chancer, og for sjaeldent lykkedes det at køre bolden rundt og aflaste forsvaret. Hovedparten af afleveringerne gik bagud i banen; også når det faktisk pressede holdet mere, og når den rigtige løsning havde vaeret at søge fremad.
I stedet lyste de største danske profiler, når Irland havde bolden. Det var, som kampens betydning kølede Mathias ”Zanka” Jørgensen ned og hidsede Pierre Emile Højbjerg op.
På en aften, hvor hver eneste succesfuld hovedstødduel og tackling for hjemmeholdet satte gang i brølene fra tribunen, holdt Fenerbahce-stopperen hovedet koldt og placerede sig hele tiden rigtigt, timede alle sine opspring korrekt. Der var mange irske indlaeg og løb i feltet, og det kunne sagtens have resulteret i kaos, chancer, forseelser eller mål. Det gjorde det ikke, fordi ”Zanka” og hans makkere fysisk holdt stand og traf de rigtige beslutninger.
Da Højbjerg på grund af Thomas Delaneys skade efter 10 minutters spil stod klar nede på sidelinjen og langt tidligere end planlagt skulle i kamp, kom Hareide ud til ham og løftede en pegefinger helt op i Southamptonanførerens ansigt. Budskabet var tydeligt selv på bagerste tribuneraekke: Styr dig nu, gør ikke noget dumt. Og det gjorde Højbjerg ikke. Han har tidligere vaeret ude i kulden, fordi han fulgte sin egen taktik frem for nordmandens, men i Irland gjorde han, som han fik
besked på. Ingen overgearede tacklinger; ingen hovedløse løb i områder, hvor han ikke skulle vaere. Til gengaeld lignede han en spiller, som ikke var bange for at vaere på Aviva Stadium. Måske han ligefrem nød presset. Mens holdkammeraterne ofte nøjedes med at skaerme af, styrtede Højbjerg helt op i anklerne på sine modstandere for at presse og tackle. Det brød den irske rytme og købte danskerne dyrebare sekunder.
Og så, ud af ingenting, Danmarks første egentlig chance og skud inden for målrammen efter 72 minutter. Et indkast endte hos Højbjerg 40 meter fra mål og han lagde an til den saedvanlige aflevering bagud til Simon Kjaer. Men det var en løgnhistorie, han fortalte irerne, for i stedet kropsfintede han sig forbi Glenn Whelan og spillede Henrik Dalsgaard, der trak ind i banen og slog et smukt indlaeg med venstrebenet. Martin Braithwaite havde ikke sat mange fødder rigtigt hele aftenen, men den sål, han snittede indlaegget forbi sin tidligere Middlesbrough-holdkammerat Darren Randolph med, var perfekt. 0-1. I en kamp, hvor Danmark dårligt nok forsøgte at score, lykkedes det alligevel.
Kampen igennem havde man skiftevis siddet med følelsen af, at det danske hold havde styr på situationen, og at det hele var rent kaos. Målet signalerede det første. Danmark havde ikke lukket mål ind i 588 minutter – så var der vel ingen fare for, at Irland kunne score to gange på cirka et kvarter?
Det var der. Selvfølgelig. Den slags kampe lever deres eget liv, det handler bare om overlevelse, og det tager ikke mange sekunder at score et mål. Et indlaeg fra højre strøg over forsvarere og angribere, men venstre back Enda Stevens samlede bolden op og sendte den tilbage ind i feltet, hvor hans backkollega Matt Doherty ved bagerste stolpe headede udligningen ind. Martin Braithwaite forsømte at følge hans løb, og Yussuf Poulsen, der kort forinden havde fået et ordentligt fur i en luftduel, nåede heller ikke med ind for at forsvare, hvilket bragte irerne i overtal.
Da resterede stadig naesten 10 minutter, og det blev 10 minutter uden ret meget fokus på taktik og formationer, bedst illustreret ved situationen i tillaegstiden, da James McClean, Irlands venstre fløj, pressede Andreas Christensen, Danmarks indskiftede 6’er, til at give et indkast dybt i den irske højreside, hvor ingen af dem burde have vaeret. Men Danmark red stormen af. Irland fik endnu en ubrugelig uafgjort på den 18. november, og Richard Dunne måtte konstatere, at bare fordi man møder et hold seks gange på to år, garanterer det ikke en sejr. Danskerne havde spillet en ringe kamp som afslutning på en aldrig overbevisende kvalifikationsturnering, men det sluttede med det ønskede resultat.
Danmark havde spillet sig til EM på hjemmebane i 2020.
HAVDE TABT PÅ ET ANDET TIDSPUNKT
”Du forsøger ikke at hidse mig op, gør du?”
Mick McCarthy var kort for hovedet, da han cirka 40 minutter efter sidste fløjt dukkede op til UEFA’s obligatoriske pressekonference. Her blev han for eksempel irriteret, da en journalist spurgte ham, om han var glad for, at de irske stoppere forsøgte at spille bolden op ad banen, eller om han hellere ville have haft dem til at sparke langt – for selvfølgelig gjorde ingen spillere noget, han ikke havde bedt dem om, forsikrede han. Glad blev han heller ikke, da en journalist kommenterede, at han havde haft en udskiftning mindre til rådighed i slutfasen, fordi John Egan gik ud i pausen. McCarthy troede, at han blev kritiseret for at udskifte en skadet stopper, men reporteren forsøgte egentlig bare at få traeneren til at forholde sig til, at hans muligheder i slutfasen var begraensede.
Også Åge Hareide har haft sin andel af sammenstød med pressen, men ikke denne mandag. Han var glad og virkede rørt, da han fortalte om det naere forhold til spillerne, og hvordan det går ham på, når de bliver kritiseret. Men han var også den første til at indrømme, at kampen ikke var forløbet, som han havde planlagt.
”Vi spillede overhovedet ikke godt. Jeg ved ikke, hvad der skete med os; jeg tror, vi havde nerverne uden på tøjet,” sagde landstraeneren.
Det rejste saerligt ét spørgsmål: Hvorfor tabte det danske landshold ikke? Hvorfor var det, at selv da praestationen var langt under middel, og et på papiret underlegent irsk hold fik lov til at dominere spillet, endte Åge Hareides maend med endnu engang at tage det nødvendige ene point?
”Det var først og fremmest defensiven; de to midterforsvarere og Kasper Schmeichel. Vi havde en akse derinde, som var svaer at traenge igennem. De havde en del hjørnespark og frispark, men dem havde vi styr på, og de blev ikke så farlige, som vi troede, de kunne vaere. De fik en scoring efter et fint indlaeg fra venstre, men det kunne vi ikke gøre så meget ved, for der var så mange i feltet. Bortset fra det forsvarede vi som hold, og så var vi heldige, at vi scorede. Det var en fin praestation af Braithwaite, der startede tidligt og løb ind i indlaegget fra Dalsgaard. Det er ofte sådan i fodbold, at når man forsvarer sig godt, får man måske én mulighed, og så handler det om at bruge den,” sagde Hareide.
Da spillerne dukkede op fra festen i omklaedningsrummet, var de et ekko af deres traener.
”Det er godt, solidt hårdt arbejde til at starte med. God arbejdsindsats, god spirit, fight. Vi skulle bruge det hele i dag. Når vi ikke kan få spillet til at fungere, som i dag, må vi bare kaempe; så må vi krige os videre,” sagde Kasper Schmeichel.
”Nogle gange spiller man paen fodbold, nogle gange spiller man forfaerdelig fodbold – jeg er sikker på, at I har set det samme, som jeg har. Nogle gange skal man have marginalerne på sin side. Det havde vi i dag. Men det, jeg haefter mig ved, er det sammenhold, som vi altid har snakket om. Man kan ikke saette en finger på mentalitet, arbejdsindsats, moral, og det gør, at vi får resultatet,” sagde Simon Kjaer. ➜
➜ ”Vi havde nok tabt den her kamp på et andet tidspunkt. Det gør vi ikke i dag. Det er vores absolutte styrke, at selv om vi spiller dårlige fodboldkampe, formår vi alligevel at få et resultat. Vi taber aldrig. Det er Åges fortjeneste, og vi er sammen med Åge om det her. Det skal vi også vaere til EM,” uddybede anføreren, der afslørede, at han havde spurgt holdlaegen om lov til at kaste Hareide op i luften efter slutfløjt – og fået et nej på grund af nordmandens dårlige knae.
Kampen handlede også om de profiler, der trådte ud fra den grå masse af middelmådighed. For eksempel Mathias ”Zanka”.
””Det var en stresset kamp. Vi havde rigtig meget at tabe, og irerne havde rigtig meget at vinde. På det punkt er det dejligt at have spillet i FC København. Der har jeg mange gange stået i de her situationer, der har vaeret mange knald-eller-fald-kampe, hvor man har skullet spille med et lidt andet mindset. Det er noget, jeg har masser af traening i.”
”Det har givet en god ballast i forhold til at spille knald-eller-fald-kampe, hvor en enkelt fejl, en enkelt scoring gør en helvedes til forskel. Det er de her kampe, jeg ofte excellerer i. Dem er jeg rigtig, rigtig glad for. Englaenderne kalder det en big game player, men jeg synes også, jeg er blevet bedre til at spille de andre kampe i takt med, at jeg er blevet lidt aeldre,” sagde ”Zanka”.
AC’S AFBRAENDER
Pierre Emile Højbjerg fortalte, at han havde taenkt meget over sin rolle, da han blev sendt på banen som Thomas Delaneys afløser.
”Når man kommer ind i sådan en kamp, og der er rigtig meget på spil, følelserne sidder lidt mere uden på tøjet, end de plejer, nerverne det samme, så tror jeg, det er vigtigt at tage det skridt for skridt og holde fokus på de små ting. Kaempe sig ind i kampen, have en god aflevering, vinde sin duel – de små ting, der gør det store billede godt. Og så tage kampen i etaper.”
”I sådan en kamp tror jeg, man er nødt til at have følelserne lidt laengere nede, end de plejer, man er nødt til aktivt at sørge for ikke at lade sig rive med af stemningen, lade sig rive med af presset, lade sig rive med af atmosfaeren. Man skal traekke sig lidt ud fra det og så have fokus på, hvor det kører, og hvor vi har lidt problemer, og så spille kampen efter det. Vaere utroligt, hvad siger man?... Utroligt moden og utroligt erfaren i sit spil. Gammel raev vil jeg ikke kalde mig, men lidt erfaring har jeg,” sagde den indskiftede midtbanespiller, der bekraeftede, hvad det havde set ud som fra tribunen: At han nød at spille den stressede kamp.
”Ja selvfølgelig var det da pis... rigtig fedt at spille den. Er det en af de største kampe i min karriere? Ja det er. Er det en af de største muligheder også? Ja. Det var så fedt at vaere med til at spille den hjem og vaere med til at fighte med de fantastiske fans, der havde taget turen. Dem kan vi virkelig maerke. Det er enestående, så når jeg sidder i bussen, vil jeg sidde og traekker det hele ind,” sagde altid interessante Højbjerg og hastede ud i spillerbussen. På sin vis var kampen i Dublin et billede på hele kvalifikationen. Landsholdet spillede 1-1, hvor det tidligere havde vundet med 5-1, men selv om spillet aldrig nåede samme toppe som op mod VM, fik danskerne i hver eneste kamp noget med fra banen.
”Vi har en maerkelig evne til ikke at tabe,” sagde landstraeneren.
”Vi viste det i Schweiz, da vi startede kvalifikationen med at vaere bagud 3-0. En ufattelig evne umiddelbart. Den evne har taget os langt og kan tage os endnu laengere, hvis vi kan bygge på. Det er det, vi kan bygge nu, holdmoral, tro på det hele og hinanden. Det lyder som floskler i fodboldens verden, men det er ekstremt vigtigt. Hold, som oplever gode ting sammen over tid, vil ofte opleve, at de lykkes. Hvis vi skifter folk hele tiden, bliver folk utrygge.”
”Vi er utrolig glade for spillerne, og kvalifikationen kunne have vaeret ovre, hvis vi havde holdt nullet hjemme mod Irland. Så havde denne kamp vaeret unødvendig. Men jeg kan jo lide de her kampe, selv om det undervejs er et mareridt at stå på linjen. Jeg kan lide kampene. Det er dem, som jeg lever for. Irland har noget, som vi ikke har i Skandinavien, en enorm passion for holdet og fodbolden.”
”Det har vaeret en fin rejse med den suveraent bedste spillertrup, jeg har haft, af mennesker og fodboldspillere. Da vi blev sat under tryk i dag, tror jeg, at sammenholdet i holdet holdt os sammen. De stoler på hinanden og kaemper hårdt på en dag, hvor vi ikke lykkes. Det har vist, at vi har en høj moral,” sagde Åge Hareide.
Det var spillerne og traenerens forklaring på, at tilskuerne på Aviva Stadium efter slutfløjt havde kunnet se danskerne juble på graesset. Det var, som spillerne forklarede, ikke lige så euforisk som i 2017, men der var stadig de elementer, der skal vaere, når et hold opnår noget stort.
Skadede Thomas Delaney humpede på banen med et rødt taeppe om livet for at kramme sin holdkammerater, og Kasper Schmeichel draperede Dannebrog om sine skuldre, som han også gjorde det for to år siden. Da spillerne nåede ned til fansene bag mål, fik de udleveret de obligatoriske fjollede hatte, for eksempel nissehuer og vikingehjelme, og en delegation bestående af Yussuf Poulsen samt reserverne Christian Gytkjaer og Daniel Wass blev sendt ned efter øl. Spillerne trak røde T-shirts med det lettere uforståelige slogan ”Euro 2020 – tilbage til Danmark” over hovedet, og der var sange; blandt andet nationalmelodien, den om at Åge Hareide er norsk, og at han spiser torsk, og der var en rørende hyldest til Lars Høgh.
På et tidspunkt lå der en ensom bold midt på graesset, og Andreas Christensen kunne ikke dy sig. Han tog sigte, svingede højrebenet – og bolden fløj langt, langt forbi det tomme mål.
Det blev ved det ene forsøg inden for rammen den novemberaften i Dublin. Men det var nok. ✖