BUND I BAGKATALOGET

Det har vaeret en heftig uge med alle de afsluttende kampe i den indledende EM-kvalifikation. Det var ikke lige kønt det hele – til kampen mellem Irland oig Danmark sad jeg i de afsluttende minutter som til en anden gyserfilm og vidste ikke rigtig, om jeg turde se på eller ej. Så det blev til lidt kiggen mellem nogle fingre og så alligevel ikke mere, end at man hurtigt kunne vende sig vaek, når det blev lige spaendende nok. Men det endte som bekendt godt, og selv om det kunstneriske indtryk kunne have vaeret bedre, er det jo bundlinjen, der taeller. Så nu står den på EM på hjemmebane til sommer. I sig selv en enestående oplevelse – og en rigtig flot praestation i en gruppe, som bestemt så noget loren ud fra starten.

Set fra denne klummeskribents meget enøjede indgangsvinkel var det til gengaeld en dødssyg afsluttende runde med ikke meget, det kunne bringe nogen legemsvaesker i kog. Ingen rigtig n hårrejsende situationer, der kunne kaste nogle kommentarer af sig. Fra andre positioner vil man uden tvivl vaere glade for, at kvalifikationen blev afgjort uden tvivlstilfaelde, og det vil jeg i den grad også tilslutte mig ud fra et retfaerdighedsprincip. Det er bare noget møg, når man gerne skulle finde håret i suppen... Så denne uge bliver i stedet for den forventede gennemgang af alle giftighederne fra sidste runde af EM-kvalen til et tilbagefald på nogle af de laeserkommentarer, som har fået lov til at ligge lidt over, fordi de er blevet overhalet indenom af her og nusituationer. På den anden side er det jo heller ikke dumt at få ryddet lidt op (har jeg hørt).

De manglende højdepunkter er der bestemt ikke noget galt i, og det giver mig lejlighed til igen at slå et slag for henvendelser fra laeserne. Alle input er velkomne. Er der noget, som man undres over eller decideret mener er forkert, så kom endelig med det. Selv om jeg prøver, kan jeg umuligt følge med i alt, så den eventuelle undren må meget gerne vaeret ledsaget af et link (eller som minimum bare et minuttal), der kan vaere med til at indkredse situationen.

Jeg har korresponderet lidt frem og tilbage med en laeser, der ikke er helt tilfreds med fortolkningen af hands og navnlig den praktiske udmøntning af den. Det har vaeret ledsaget af nogle glimrende input til, hvordan reglerne burde vaere. Ingen tvivl om at hands (og i øvrigt også dette med at genere en modspiller, når man befinder sig i en offside-position) er brandvarme emner. Det er også helt åbenlyst, når jeg taler med udenlandske kolleger. Vi sidder alle i de samme dilemmaer rundt omkring – og så må vi laene os op ad, hvad der foregår på bjerget, dvs hos UEFA og FIFA. Diskussionen om, hvordan reglerne burde vaere, er en spaendende ting, og det kan man bruge mange aftener på, men i sidste instans er det uden for denne klummes fokus. Kommissoriet her er at prøve at gøre laesere klogere på de regler, der nu engang er, uanset om man er enig i reglerne eller ej. Jeg kan også sagtens finde nogle ting, som jeg gerne ville have lavet om, men på det punkt er min mening i sidste instans ikke bedre end alle andre fodboldinteresseredes, selv om jeg, bevares, har nogle kanaler til at levere, hvad jeg selv synes er gode forslag. Så vi er efterladt med den ramme og de regler, som der nu engang er – og spørgsmålene om, hvordan man så bør agere inden for den.

Men den pågaeldende laeser undrer sig over, at en obstruktion i straffesparksfeltet i sidste ende kun udløser et indirekte frispark, mens stort set alle forseelser i feltet bringer et straffespark med sig. Forklaringen på det er et enkelt ord, nemlig ’kontakt’. Det er tilladt at obstruere, hvis man har front mod bolden og har den inden for spilleafstand, dvs kan spille den i naeste skridt. Men det er ikke ensbetydende med fysisk kontakt med modspilleren. Det er den situation, som vi ofte ser (uden at den menige tilskuer overhovedet vil forbinde det med en mulig obstruktionsforseelse), når en forsvarer daekker bolden ud over mållinjen for at få sit målspark og samtidig holder den angriber vaek, som morderlig gerne ville have fat i den bold. Det er fint nok – men vender forsvareren sig om for bedre at kunne holde øje med angriberen face to face, eller ikke holder spilleafstanden til bolden, har vi et indirekte frispark. Og ikke mere, uanset om det er inde i feltet eller ej, for der er ikke nogen kropskontakt mellem de to.

Hvis forsvareren nu går ind for at daekke bolden så taet på angriberen, at den fysiske kontakt er uundgåelig og forårsages af forsvareren, bliver det indirekte frispark til gengaeld vekslet til et straffespark (eller direkte frispark uden for feltet). Det er lidt af en lovmaessig specialitet, som vi har uforvarende har fået fat i her: nemlig at hvis der foreligger to samtidige forseelser, straffes den groveste. Der er en obstruktion (indirekte frispark), men der er også en forseelse med kropskontakt (holde, puffe, springe, bremse modspiller, lidt afhaengig af hvordan det ser ud). Og det sidste skal koste et direkte frispark, som bliver den endelige kendelse.

Eller sagt på en anden måde: i det øjeblik, hvor der er en fysisk kontakt, bliver frisparket direkte. Som altid er der nogle specialiteter: der kan godt dømmes direkte frispark uden kontakt ved f.eks. slag og spark, hvor offeret når at undvige, men på det helt generelle plan kan man saette lighedstegn mellem fysisk kontakt og direkte frispark. De seneste års lovaendringer har fjernet en del indirekte frispark og erstattet dem med direkte, og skal vi endelig tale om, hvordan reglerne burde vaere eller måske bliver, vil jeg ikke blive spor overrasket, hvis det indirekte frispark er en død sild om en håndfuld år eller to, bortset fra rent tekniske forseelser, f.eks. en strafbar offside.

En anden laeser har fat i boldens placering ved straffespark, som også altid har vaeret en kilde til diskussion. Her var det kampen mellem Holland og Nordirland, hvor dommeren ikke tillod, at bolden lå helt fremme på kanten af maerket. Fodboldloven taler nemlig om straffesparksmaerket (og ikke straffesparkspletten), for stedet behøver ikke vaere markeret med en plet. Det kunne såmaend vaere et kryds, hvor centrum indikerede placeringen. Således set mange steder i København og omegn. Der er heller ikke nogen foreskrevet størrelse på maerket (i tidligere tider talte man om 22 centimeter, svarende til boldens diameter). Så det centrale bliver, at bolden ikke behøver at ligge eksakt på centrum af maerket, men den skal have fat i og have kontakt med centrum. Hvis vi taenker os pletten, kan bolden altså sagtens ligge i den forreste del, bare der er kontakt med centrum af pletten. Men det duer altså ikke at kaste bolden helt ud på kanten – for kombineret med, at der ikke er noget lovfaestet mål på maerket, kunne man i yderste og vildt teoretiske konsekvens bruge alt det overskydende kridt på et maerke, som rakte helt ind til f.eks. målfeltet og så placere bolden dér. Loven foreskriver blot, at der skal afsaettes et maerke, og centrum af det skal vaere 11 meter fra mållinjen midt for mål – og bolden skal så i det mindste tangere dette centrum.

Samme laeser mener, at rigtig mange spillere i Superligaen snyder ved hjørnespark ved at placere bolden uden for buen – specielt modsat linjedommeren. Det kan se maerkeligt ud – men igen skal bolden bare have kontakt med stregen. Og i og med at bolden er kugleformet, og stregen er flad, kan man sagtens finde lovlige situationer, hvor boldens runding bare tangerer det yderste af stregen, selv om resten af bolden er klart udenfor. Derfor kan der sagtens vaere snydere alligevel...

En sidste laeser – og absolut kun sidste i denne forbindelse – havde fat i begrebet racisme i forbindelse med kampen mellem Bulgarien og England. Og konstaterede, at det bestemt ikke kunne vaere gnidningsfrit ligefrem at afbryde en kamp på grund af tilråb, abelyde e.l. Nej, det er det ikke. Og det er uden tvivl også den absolut sidste og yderste situation, som en dommer kan komme i, og som absolut ingen ønsker. Omvendt er der graenser for alt – og derfor er det helt fint, at man har tre trins-reglen (afbryd, udsaet, stop) til at regulere tingene. I 99 ud af 100 tilfaelde vil vi aldrig komme frem til det punkt, hvor man må opgive at spille en kamp til ende. Men det er omvendt vigtigt, at sanktionen er der. Ingen kan garantere mod enkeltelementer blandt publikum, som er totalt uden for paedagogisk raekkevide– men racisme er det grimme dyr, som vi alle bliver nødt til at se i øjnene i disse tider. Desvaerre. Det duer ikke at tie det ihjel – og så må det have de konsekvenser, som det nu engang har.

Og lige akkurat det er heldigvis uden for fodboldlov og dommerens udøvende magt. Det er op til andre at vurdere efterfølgende – dommeren skal bare så vidt muligt overhovedet have den kamp afviklet med alle 90 minutter. Og så må andre tage sig af det grove arbejde bagefter.

Det blev til en uge med diverse opsamlinger – men nu er bordet nogenlunde fornuftigt rent i min ende af snoren, klar til naeste bølge. Kom frisk – alle bidrag er velkomne. ✖