NÅR BARE TRØJERNE ER FEDE

For sangeren Juncker er fodbold meget mere end resultater. Det er nostalgi, det er faellesskab, og det er aestetik; for eksempel en orange bold på en sneklaedt plaene eller Dybalas nedrullede strømper. Det er minder om Lars Høgh og en barnog ungdom i Odense, det er tryghed og selvironi i Bjarne Reuters Brønshøj, og det er hunden Bob, der forener det hele.

Går man ind gennem en dør til venstre for scenen, rundt om snørklede kroge og ned ad en betontrappe, ender man til sidst i det bagerste backstagelokale på Bremen-teateret i København. I det bløde lys og under de spindelvaevsskygger, som lysekronen kaster på vaeggene, holder scenekunstnerne til før, mellem og efter forestillinger, og der er nok at gå ombord i, når ventetiden skal fordrives.

For eksempel ligger der en stak mørnede Rolling Stone-magasiner fra halvfjerdserne med ikoniske forsider af Muhammad Ali, O.J. Simpson og det originale Star Wars-cast fra 1977, og man får lyst til at gå ombord i artikler fra Hunter S. Thompson og fotografier taget af Annie Leibovitz.

Lige så indbydende er en anden stak med tryksager. Ved siden af Rolling Stone-bunken tårner 20 danske fodboldårbøger og lokker med fortaellinger og billeder af store kampe og spillere.

”Jeg har bladret i dem mange gange,” siger Christian Juncker, da han vender tilbage til lokalet efter en lydprøve.

”Jeg tror, de, der har stedet, har det på samme måde som dig og mig: De elsker musik, og de elsker fodbold. Når man skal spille, sidder folk tit og keder sig, og så er det dejligt, at der er noget at bladre i. Og hvis der er noget, man kan snakke om, er det de der bøger. Jeg har også nogle af dem derhjemme. Det er formidabel toiletlaesning,” siger han.

Den 44-årige musiker skal varme op for Troels Kløvedal-børnebørnene Theis og Emil Erichsen, kendt fra TV 2-programmet ”Kurs mod fjerne kyster”, der samme aften holder foredrag på Bremen. Juncker har lavet temasangen til tv-programmet og til opfølgeren ”Kurs mod nord”, så de to sange samt hans største hit, ”Mogens og Karen” fra 2004, skal han optraede med, men inden da har han tid til En Stille Fodboldsnak med Tipsbladet i backstagelokalet.

”Fodbold er mest af alt en aestetisk ting for mig. Jeg er egentlig lidt ligeglad med, hvem der vinder, og hvem der er bedst. Hvis stadion ser fedt ud, hvis trøjerne er fede, og hvis det som i gamle dage i Sportslørdag er snevejr, og man spiller med en orange bold, så er jeg helt oppe. Nogle gange kan jeg komme til at stå og kigge på, hvordan vinden blaeser i nettet. AEstetikken i dragterne, er graesset klippet fedt? Den måde, som Dybala saetter strømperne på, kan jeg godt bruge 90 minutter på at glaede mig over. Han folder dem sådan lidt ned, og det ser fedt ud. Og så binder det en sløjfe til Søren Lerby, og så kommer hele den der betydning af faellesskab, af minder, historik og kultur,” siger musikeren.

Fordi meget andet end sejre og nederlag betyder noget for Juncker, har han også yndlingshold i hele verden. Anderlecht blaeste ham bagover i firserne på grund af danskerklanen og de lille trøjer med tynde nålestriber. Dortmund dyrker han med gode venner, der fandt en faelles passion i Jürgen Klopps rock’n’rollfussball. Og Juncker bestemte sig for, at han skulle vaere musiker, da han hørte The Smiths-albummet ”The Queen is Dead”, hvor bandet i indercoveret står foran Salford Lads Club, der ikke ligger langt fra Old Trafford, og blandt andet derfor er Manchester United for ham den største engelske klub.

Og så er der Danmark, hvor Juncker holder med to klubber, hvilket er en af tre årsager til, at hans hund hedder Bob. Med efternavnet Hund deler kaeledyret navn med et svensk indierockband, og det var en svensk-canadier ved navn Bob Nyström, der scorede det afgørende mål, da New York Islanders for første gang vandt ishockeyens største trofae, Stanley Cup, i 1980. Juncker har taget en Islanderstraeningsoverdel på til aftenens forestilling på Bremen.

Endelig er Bob en sammentraekning af hans to danske yndlingsklubber: ”B” for Brønshøj, ”ob” for Odense Boldklub. Det begyndte med slutningen. Juncker er fra Holstebro, men var kun et år, da han flyttede med sin familie til Odense. Da han var ni år, tog en vens far drengene med til en Toto Cup-kamp mod Eintracht Braunschweig, og fra da af var Juncker OB’er.

”Dengang var både 13, Nierne og OB gode, så jeg kom på Odense Stadion mere eller mindre konstant. Min morfar holdt med Nierne og kunne ikke fordrage OB, men jeg kunne godt lide min morfar, og derfor kunne jeg også godt lide Nierne. 13 så jeg, når der ikke var andet at lave. Det var OB, som alle mine venner holdt med, og det var dem, der var baerere af drømmen om, at man måske kunne blive til noget, fordi de var bedst. Og så havde de nogle spillere, der gjorde noget for mig. Per Pedersen, Ulrik Moseby og så den største: Lars Høgh, som... ja, det behøver vi ikke at tale så meget om, for så begynder jeg at graede. Den situation, han er i, rører mig dybt,” siger Juncker, og ved tanken om en kraeftsyge legende forsvinder for en stund det glimt, han ellers altid har i øjet.

Men i den videre snak dukker et saerligt minde om Høgh’en op, og så smiler Juncker igen.

”Engang skulle jeg spille i Den Fynske Landsby i Odense. Det har vaeret omkring 2000. Vi sad backstage, og pludselig stak Lars Høgh hovedet ind og spurgte, om han måtte komme indenfor. Det var som Jesus, der kom ind i lokalet. Alle vores guitarremme blev signeret, og jeg har dem stadigvaek.”

Siden midten af halvfemserne har Juncker boet i København, og det har sat sit praeg på forholdet til hjembyen, selv om OB stadig betyder meget for ham. Og det har vaeret vigtigt for ham at vise sin datter på 15 og søn på 10 en anden form for fodbold end den, man ser på tv.

”Når jeg kommer til Odense, føler jeg mig naesten fremmed. Selvfølgelig er der et specielt sug, når jeg engang imellem kommer hjem til Odense Stadion, men nogle gange kan jeg også føle mig en smule udenfor. Jeg har slået rødder i København, og mine børn er københavnere. Så når jeg kommer på Tingbjerg Ground med dem, får jeg en følelse af at gå på Odense Stadion om mandagen med min morfar og en vingummirulle og måske en pose flaeskesvaer.”

”Jeg glemmer aldrig den OB-kamp mod Villarreal, hvor vi var 20 minutter fra at komme i Champions League, men tabte. Det var en helt anden frustration, der lå i det end at se Brønshøj tabe til Skovshoved. Skide da vaere med det, vi har haft det pissehyggeligt, og pølserne smagte fortrinligt. Jeg kender alle i klubhuset, så det er et tilhørsforhold, noget lokalt, noget småt i en meget stor verden. Det minder mig om noget, som jeg gerne vil give videre til mine børn.”

I dag bor Juncker med sin familie ved Brønshøj Torv, en god spadseretur rundt om Utterslev Mose fra Tingbjerg Idraetspark, men laenge inden, han flyttede dertil, var der noget med københavnerbydelen og dens fodboldhold.

”Jeg kan huske Brønshøj, fra jeg var lille på grund af Bjarne Reuters forfatterskab. Når jeg skriver sangtekster, er jeg inspireret af Bjarne Reuter og den uskyld, der ligger i hans måde at skrive på; det legende univers. ”30 tønder torskerogn / rustne søm & skruer / bussemaend i bølgepap / går tur i deres stuer.” Jeg kan også huske, at jeg så dem mod OB som lille. Fede trøjer. I 2.G på Odense Katedralskole var vi på ekskursion til København, og vi boede på Bellahøj Vandrehjem. Der stod jeg nede i Degnemosen og kiggede ud over tagryggene, som ligger ned til Utterslev Mose og faktisk ligner et billede fra Zappa. Jeg følte mig sgu hjemme.”

”At jeg så ender med at bo her i dag, har jeg ikke styret imod, men det er en meget sjov ring, der sluttes. Alle de der historier om fodbold og min morfar og OB og Bob; det hele slutter på en eller anden måde en ring om et menneske, som forsøger at blive hel i en verden, der kan føles fragmentarisk. Jeg leder efter fodbold, som fortaeller mig en historie; som giver mig et rum, hvor jeg kan føle mig hjemme; hvor der er nogle rødder, der griber ind under mig.”

I maj fyldte Brønshøj Boldklub 100 år, og Brønshøj Support ville i gave give klubben en sang. Fanklubben bad en af stamgaesterne på Tingbjerg Ground om at skrive den, og Juncker gik i gang. Det blev til sangen ”Udover Brønshøj”.

”Da opgaven gik fra at vaere en fodboldsang til at vaere en lokal nationalsang, kunne jeg godt maerke, at her kunne jeg få sneget al min Bjarne Reuter’ske fascination og min kaerlighed til lokallivet, pølserne og selvironien ind. Udover Brønshøj, udover hele verden, er der ingenting. Og så samtidig få alle de vinterdaek, der bare bliver smidt nede i mosen, og boligblokken og skønheden og udsigten fra Brønshøj over hele København med også. Vi ligger højt og er lidt højere haevet end alle andre – i et meget ironisk selvforståelsesglimt.”

”Første gang, jeg hørte den ude på stadion, var jeg på vej ind ved billetlugen med min søn, og pludselig kom den. Vi blev begge to ret pressede. Vi stod faktisk bare ved ølskuret og krammede hinanden. Han vidste, det var stort for mig, og jeg vidste, det var sårbart for ham – for hvad nu hvis folk begyndte at kaste med aeg og tomater? Det blev faktisk et enormt omsorgsfuldt øjeblik, og så gled vi langsomt hen mod tribunen, og pludselig kom der tilkendegivelser fra øst og vest om, at det var en dejlig sang.”

For nogle år siden spillede Brønshøj og OB pokalkamp i Tingbjerg. Juncker sad på Brønshøj-siden med sine børn og et halstørklaede fra hvert hold. Fortid, familie og fodbold fandt sammen, og det var lige meget, hvem der vandt.

”For mig blev det i virkeligheden noget større end fodboldkampen. Den kamp blev inde i mig til en historie om, at jeg er flyttet til København, København bor i mig, jeg er odenseaner, og nu spiller de mod hinanden inde på banen, og jeg har fred med det. Det skabte en helhedsfølelse i mig, som var rigtig rar. Det er ikke så afgørende, hvem der vinder. Bare de har noget fedt tøj på – og det havde de, begge to.”