EN ALTAFGØRENDE UDLIGNING I 93. MINUT
For de unge fodboldfans kan det vaere svaert at forstå, og selv skal jeg nogle gange mindes om, at Champions League ikke altid har tilhørt Real Madrid. Før José Mourinho kom til, var Real Madrid i flere saesoner konsekvent røget ud i ottendedelsfinalen.
Juventus, Arsenal, Bayern München, AS Roma, Liverpool og Lyon blev endestationen for Real Madrid i det helt spaede forår fra 2005 til 2010, og det var praecist så ydmygende og traumatiserende for klubben, som man forestiller sig i dag.
Mourinho tog holdet til semifinaler mod FC Barcelona, Bayern München og Borussia Dortmund, men først under mandskabsplejeren Carlo Ancelotti nåede man hele vejen til finalen, i øvrigt efter at have basket FC Københavns klart svageste Champions League-hold i gruppespillet.
Real fik renset de tyske traumer ved at slå Schalke 04, så Borussia Dortmund og til sidst Bayern München før finalen i Lissabon, men at få Atlético Madrid i finalen var ikke drømmelodtraekningen.
Jo, det var sjovt med den spanske invasion i den portugisiske hovedstad, der kun ligger en frisk morgen og formiddags kørsel fra Madrid, men Atlético havde lige netop vundet La Liga, blandt andet med en 1-0-sejr på Bernabeu i september på mål af Diego Costa i 1. halvleg, i øvrigt i Gareth Bales hjemmebanedebut.
Så det var noget rod at møde Atlético, også selvom Diego Costa var meget tvivlsom op til kampen og så måtte udskiftes allerede efter ni minutter til fordel for en fyr ved navn Adrian López, der nu spiller i Osasuna.
Og hvad gjorde Atlético så? De scorede selvfølgelig et mål i 1. halvleg, bare ved en anden Diego, granitmanden Godín fra flaekken Rosario i Uruguay (ej at forveksle med det andet Rosario i Argentina, hvor Reals kryptonit kommer fra), der let hoppede over Sami Khedira på en ballonbold tilbage i feltet og headede bolden blødt over Iker Casillas fanget i et dumt forsøg på at komme ud og plukke bolden.
’San Iker’, der fejler på det vaerst mulige tidspunkt i en Champions League-finale, og nede 0-1 mod den version af Diego Simeones Atlético-hold, der måske var allerbedst til at grave sig ned, som havde lukket 26 mål ind i 38 kampe i ligaen og kun seks mål i 12 kampe i Champions League.
Man kunne kort inde i 2. halvleg maerke nervøsiteten, angsten, der sad i Real Madrid.
Cristiano Ronaldo var helt vaek og viste sig senere at vaere så tynget af et springerknae, at han om muligt var endnu mere anonym ved det VM i Brasilien, der skulle vaere Portugals højdepunkt, hvilket jo så viste sig at ligge i 2016 i stedet.
Atlético Madrid var den forsvarsmur, de havde fået ry for, og det virkede ikke til at hjaelpe det store, at Ancelotti efter en time tog Coentrão og Khedira ud og byttede Marcelo og Isco ind, ej heller at Álvaro Morata kom på banen i stedet for Karim Benzema i 79. minut.
Real skød, Thibaut Courtois og hans forsvarsspillere blokerede, og selvom Atléticospillerne var slidte af ikke at have bolden, så det ud til at lykkes.
Men så fik 2018’s Ballon d’Or-vinder Luka Modric puffet en Atlético-spiller i ryggen, så bolden sprang til hjørne. Der burde måske have vaeret fløjtet for frispark, men det blev der ikke. Så Modric løb ud til hjørneflaget og fik endelig sparket det helt rigtige, udadskruede indlaeg ind i feltet, og den helt rigtige screening sendte målscorer Godín den forkerte vej, så Sergio Ramos kunne heade frit, uden at én Atlético-mand rørte ham.
2.48 var der spillet af de fem minutters tillaegstid, da Ramos’ projektil røg ind ved den fjerne stolpe, og i forlaengelsen var Atlético reelt allerede faerdige, før Gareth Bale scorede med ti minutter igen og åbnede sluserne helt.
Men det var Ramos’ fortjeneste, manden som ikke kunne døje José Mourinho og omvendt, og selvom Barcelonas MSN-trio med Messi, Suárez og Neymar lod til at indvarsle en ny storhedstid for Barcelona med finalesejren i Berlin året efter, var det Real Madrid, der gjorde det helt umulige og vandt tre Champions League-turneringer i traek, selv om ingen indtil da havde formået bare to sejre på stribe siden strukturaendringen i 1992.
Real Madrid spillede ikke specielt godt, hvilket vel også var kendetegnende for de efterfølgende års dominans, men det viste sig jo at vaere lige meget, når denne anden Champions League-titel for Cristiano Ronaldo ikke var den sidste, hvilket man ellers nok kunne spekulere over efter en så tam indsats og med en så potentielt alvorlig knaeskade som pris.
Kampen står også som symbol på de voksende forskelle, mange vel har oplevet i fodbold i dette årti.
Atlético Madrid er ikke ligefrem nogen underdog-historie – klubben har gennem årti samarbejdet med nogle af verdens mest offensive investeringsselskaber og agentfirmaer, der stadig i dag bruger Atlético til at tjene penge på transfermarkedet, mens Madrid-klubben fik fat i spillere som Diego Costa og Antoine Griezmann, man ellers ikke havde råd til at holde specielt laenge på.
Men det er lidt påfaldende, at man på Atléticos baenk den aften i Lissabon finder spillere, der i dag er i Osasuna, Rayo Vallecano, Peñarol og Trabzonspor.
Måske er det mest imponerende, at Atlético var tilbage igen to år senere, og denne gang tabte til Real i straffesparkkonkurrence, for det var svaert for de mindre hold overhovedet at nå finalen og semifinalen i dette årti.
FC Porto for 15½ år siden er det seneste mindre hold, der har vundet turneringen, hvis man kan kalde den tidligere vinder fra 1987 det.
Det er de største og staerkeste klubber, der vinder Champions League, selvom en relativt kort turnering med 12 kampe indtil finalen egentlig bør vaere mere uforudsigelig end en liga med 34-38 kampe.
Så den småkølige majaften i Lissabon er for mig også et eksempel på, hvor godt styr de allerstørste klubber har på fodbold i Europa, hvilket er lidt trist.