SUCCESTRAENEREN DER ALDRIG PASSEDE IND

At FC Barcelona i denne uge fyrede Ernesto Valverde fortaeller meget om den moderne megaklub. I hvert fortaeller det meget om FC Barcelona.

For det første er det et vidnesbyrd om de enorme forventninger, der i dag knytter sig til Europas giganter. Ernesto Valverde blev ansat i sommeren 2017 og overtog en klub, der var i knae og snart røg helt på røven. Real Madrid havde vundet mesterskabet, og Valverde havde kun vaeret i jobbet i nogle uger, da Paris Saint-Germain kuppede hans nye arbejdsgiver og købte Neymar. Kort efter blev Barcelona ydmyget med samlet 5-1 af aerkerivalerne fra hovedstaden i den spanske Super Cup. Det kunne ikke blive vaerre, og det blev det heller ikke. Faktisk gik det kun fremad.

I hans første saeson vandt Valverdes Barcelona-hold det spanske mesterskab med 14 point ned til andenpladsen, og kun maerkvaerdige dispositioner i forbindelse med en traeningskamp, klubben skulle spille i Sydafrika umiddelbart før saesonafslutningen, forhindrede en ubesejret ligassaeson. Samme saeson vandt holdet Copa del Rey, og i 2018/19 blev det til endnu et mesterskab. Aktuelt ligger holdet nummer ét. To mesterskaber og en førsteplads på to en halv saeson – og det var ikke nok. For Real Madrid vandt tre Champions League-titler i traek fra 2016 til 2018, og så ville Barcelona også have europaeiske triumfer. Det fik de ikke, og oven i købet røg catalonierne under Valverde ud på ydmygende facon mod både Roma og Liverpool.

For det andet var ansaettelsen tilbage i 2017 et bevis på, at selv om en fodboldklub har en omsaetning på flere milliarder og vinder utallige fodboldkampe, betyder det ikke altid, at den ved, hvad den laver. Da Luis Enrique skulle afløses, var det et krav fra ledelsen, at den nye traener skulle have Barça DNA – og det havde Ernesto Valverde, insisterede klubben på, for han havde spillet i klubben fra 1988 til 1990. Men det var fokus på form frem for indhold, og argumentationen ville svare til at haevde, at Arturo Vidal om 25 år vil vaere den oplagte traener på Camp Nou, bare fordi han nu har spillet et par år i Catalonien. For Valverdes Athletic Club-hold spillede ikke på klassisk Barcelona-facon. Det spillede, som man spiller i Baskerlandet, aggressivt og med mange indlaeg i feltet, og det gav succes, men det var ikke en stil, der matchede filosofien hos de mest indaedte cruyffistas og Guardioladisciple.

På sin vis lider FC Barcelona stadig under forventningerne fra de gyldne år under den nuvaerende Manchester City-traener. Nogle – for eksempel den spanske journalist Guillem Balague, som har skrevet biografier om Pep Guardiola og Lionel Messi, og som Tipsbladet interviewede for nogle år siden – mente end ikke, det var godt nok, da Messi, Luis Suárez og Neymar i nogle saesoner i traek kombinerede sig frem til den ene vidunderlige scoring efter den anden, fordi der var for meget fokus på angrebet frem for holdets helhed. Når end ikke det hold, der vandt The Treble i 2014/15 spillede godt nok, hvordan skulle Ernesto Valverde, som var fejlcastet til den opgave fra begyndelsen, så kunne leve op til forventningerne?

For det tredje blev vi i denne uge endnu engang mindet om, at langsigtet strategi ofte ryger ud til fordel for impulsive beslutninger. Torsdag tabte FC Barcelona semifinalen i Super Cuppen til Atlético Madrid. Det var en kaotisk kamp, som mestrene var bedst i, men som de alligevel tabte til et Atlético-hold, der greb chancerne til sidst. Egentlig var det en af Barcelonas bedre kampe i denne saeson, men alligevel blev det Valverdes sidste.

I løbet af weekenden gik ledelsen på jagt efter en afløser og undersøgte muligheden for at ansaette Xavi, der i hvert fald har Barça DNA på både den ene og den anden måde. Men det lykkedes ikke at lave en aftale med ham, og så måtte Valverde starte en ny uge på jobbet, velvidende at hans arbejdsgiver hele weekenden havde forsøgt at ansaette hans afløser. Ikke just nogen god mandag. Bedre blev den ikke, da han ud på aftenen blev fyret. Svaret på, hvorfor det skulle ske nu frem for eksempelvis efter det traumatiske 4-0-nederlag på Anfield i foråret, blaeser i vinden over Camp Nou.

Afløseren Quique Setién har aldrig vaeret i naerheden af FC Barcelona tidligere, hverken som spiller eller som traener, men hans største inspirationskilde var ham, der opfandt Barça DNA. Da Johan Cruyff døde i marts 2016, tweetede Quique Setién: ”Jeg følte, at fodbold kunne spilles bedre, men jeg kunne ikke se hvordan, indtil Johan viste os det.”

Traeneren har den legendariske hollaender som sit store forbillede, og han vil gerne spille pasningsfodbold. Hans Real Betis-hold var i et par saesoner blandt La Ligas mest sevaerdige mandskaber, og det var oven i købet det seneste udehold til at vinde en ligakamp på Camp Nou – en 4-3-sejr i november 2018. Det var efter den kamp, at Sergio Busquets foraerede Setién en Barcelona-trøje med påskriften: ”Til Quique med kaerlighed og beundring for dit syn på fodbold.”

Quique Setién opfylder altså ønsket om en traener, der vil spille fodbold på den, for catalonierne, rigtige måde, og han er også typen, der giver unge spillere chancen. Men kan han også vinde? Det er også ret vigtigt på Camp Nou, og Setién har aldrig vaeret i en klub med tilnaermelsesvis samme krav om resultater som Futbol Club Barcelona. I hans anden saeson i Betis dalede holdets niveau, og Setién blev arbejdsløs i sommer og var det indtil denne uge.

Ernesto Valverde kunne vinde, men det var ikke nok. Hans to et halvt år i FC Barcelona vil stå tilbage som symbol på en klub, der ved, hvor den gerne vil hen, men ikke altid hvordan den skal komme det.