HISTORIESKRIVEREN PÅ ANFIELD
Liverpool har sat mange rekorder i løbet af det seneste års tid, men de betyder ikke det store for Jürgen Klopp. Han tager tingene kamp for kamp, og fortsaetter det, som det hidtil har gjort, skriver den tyske manager for alvor historie ved at skaffe den
Med 97 point i sidste saeson skrev Jürgen Klopp sig ind i historiebøgerne på Anfield. Den nu 52-årige tysker havde leveret et brag af et fodboldår med kun et enkelt nederlag i ligaen, men det var som bekendt ikke nok til at få slukket mesterskabstørken i Liverpool, for Manchester City var et hak – ét point – bedre, og dermed måtte spillere, stab, klubfolk og millioner af tilhaengere sande, at 1990 fortsat var den seneste gang, man sluttede på toppen af tabellen, selv om man pointmaessigt havde leveret en rekordsaeson for klubben.
Det lignede umiddelbart et hårdt og tungt slag på linje med nedturen i foråret 2014, hvor Manchester City overhalede Liverpool på opløbsstraekningen, og holdet faldt sammen saesonen efter, men sådan har Klopps mandskab ikke reageret – overhovedet. Tvaertimod er de fortsat i samme knusende stil og har slået flere rekorder i løbet af de seneste uger.
Det begyndte med 5-2 sejren over Everton i starten af december, der var den 32. ligakamp i traek uden nederlag, hvilket slog klubrekorden fra maj 1987 til marts 1988, mens Klopp 17 dage senere praesterede noget, som tidligere Liverpool-legender som Bob Paisley, Joe Fagan og Rafael Benitez heller ikke havde vaeret i stand til.
Den staerke manager-trio, der alle vandt Europa Cuppen for mesterhold/Champions League kunne nemlig ikke følge triumfen op med en sejr i VM for klubhold, men det kunne Klopp, da Liverpool besejrede Flamengo med 1-0 i turneringen i Qatar. Dermed vandt Liverpool det sidste trofae, der har manglet i den imponerende samling (udover den nu lukkede Europa Cup for pokalvindere), og samtidig blev Klopp også den første manager for en engelsk klub, som i samme kalenderår har vundet Champions League, UEFA Super Cup og VM for klubhold.
Vel tilbage i det engelske fortsatte rekorderne med at tikke ind. 1-0 sejren hjemme over Wolverhampton i årets sidste kamp betød nemlig, at regnskabet for kalenderåret 2019 kunne gøres op, og det var imponerende, for i Premier League havde man hentet 98 point i 37 kampe, hvilket gav et gennemsnit på 2,65 point pr. kamp, som klart overgik de 2,52 point, man lavede helt tilbage i 1893, hvis man omregnede det år til tre point for en sejr.
Det nye år åbnede med en 2-0 sejr hjemme over Sheffield United, hvor Liverpool var så spildominerende, at de med 969 afleveringer i løbet af kampen satte rekord i Premier League, mens søndagens udesejr over Tottenham gav flere rekorder. Med den nåede Liverpool nemlig op på 61 point i saesonens første 21 kampe, og så godt er en klub aldrig før kommet fra land i nogen af de fem store raekker i Europa.
Samtidig markerede kampen også den 38. ligakamp siden nederlaget til Manchester City den 3. januar 2019, hvilket svarer til antallet af kampe i en saeson, og i den periode har Liverpool hentet 104 point, hvilket også er rekord.
De naeste rekorder, der kan stå for fald, er klubbens 21 ligasejre i traek på hjemmebane fra 1972 – man er oppe på 18 – og Arsenals 49 ligakampe i traek som ubesejret, men selv om det selvfølgelig er dybt imponerende, er det ikke noget, der har fået manager Jürgen Klopp til at løbe jublende rundt i medierne.
”Hvis vi hele tiden havde taenkt på at slå rekorder, så ville vi ikke have vundet det antal kampe, som vi har,” som Liverpool-chefen sagde det på pressemødet før kampen mod Tottenham, mens han også tidligere med rette har noteret, at man ikke får nogen pokaler for pointtal i december.
De indsamlede point og ikke mindst de 14 points forspring til Manchester City plus en udsat kamp i West Ham i hånden betyder til gengaeld, at Liverpool og Klopp er mere end godt på vej til at skrive den historie, der for alvor betyder noget: Historien om det første engelske mesterskab til klubben siden 1990.
Men hvordan har det kunnet lade sig gøre, når man nu sluttede sidste saeson så tungt?
DEN FØRSTE TITEL
For det første var det kun liga-saesonen, der sluttede tungt. Knap tre uger efter Manchester City-anfører Vincent Kompany havde løftet mesterskabstrofaeet i Brighton, vandt Liverpool nemlig Champions League-finalen over Tottenham, og selv om det var en dårlig finale med et atypisk spillende Liverpoolmandskab, så var det en sejr og en titel, der betød noget for Klopp, som havde tabt seks finaler i traek med Dortmund og Liverpool, og for spillerne, der havde tabt 3-1 til Real Madrid året før.
”Det var ikke alt for cool at tage til Champions League-finalen med min personlige historie i finaler og holdets historie med nederlag i finalen året før, men hvis man bruger historien rigtigt, kan det altid hjaelpe.”
”Vi er alle mennesker, og det er naturligt at tvivle. Jeg var faktisk bange for de tre-fire timer alene i hotelvaerelset før kampen uden at vaere sammen med nogen. Normalt sidder jeg bare på en stol eller på sengen og forbereder mig, men her overraskede jeg mig selv ved at sove i to timer, og da jeg vågnede, var jeg stadig i godt humør. Jeg aner ikke, hvad der skete. Jeg tvang ikke mig selv til at vaere glad, jeg glaedede mig bare rigtig meget til kampen.”
”Det handler om den tro, jeg har på de her drenge. Det giver selvfølgelig ingen garantier, men det garanterer, at vi altid vil gøre vores yderste. Det var virkelig positivt før kampen,” som Klopp beskrev oplevelsen i et stort november-interview på The Athletic.
Og den rare optakt endte med en sejr, der gav Klopp det første trofae med Liverpool, og som klubben har bygget videre på.
”Det har vaeret en fantastisk tid. Det var et
stort skridt for os at vinde Champions League, og vi er blevet ved med at bygge momentum,” sagde backen Andy Robertson således til samme medie efter sejren i VM for klubhold, mens en af klublegenderne også har peget på Champions League-triumfen som en del af baggrunden for denne vilde Liverpool-saeson.
”Da jeg spillede, havde vi 11 spillere, der alle kaempede for Liverpool. Der var ingen, der gemte sig. Det er det samme med den nuvaerende gruppe. Og man kan se, at Champions League-sejren har givet spillerne en fantastisk tro på, at man kan gå videre og vinde flere trofaeer og blive rigtige klublegender,” sagde den tidligere Liverpool-keeper og tredobbelte vinder af Europa Cuppen for mesterhold Ray Clemence til The Athletic.
Mentaliteten i truppen og på holdet er selvfølgelig også et vigtigt element i den aktuelle succes. Med Klopp som manager siden oktober 2015 er der fuldstaendig styr på traening og taktik. Spillerne ved, hvad der kraeves, og leverer konstant og uden de store dyk på højt og intenst niveau, for det er også sådan, at der bliver traenet til daglig under en stab, som Klopp har håndplukket til at passe perfekt til de ting, han gerne vil.
”Vi har aendret meget, siden jeg kom, men vi har også bevaret mange ting. Vi har fået nogle gode spillere, men mange af dem, jeg arvede, er her også stadig. Gruppen var allerede exceptionel, da jeg kom i 2015, konkurrence-genet har aldrig vaeret et spørgsmål. Traeningen er altid på højt niveau, og jo bedre spillerne omkring en er, des højere bliver niveauet.”
”Hvad der virkelig imponerer mig for tiden er, at de unge drenge er ved at lukke hullet til de aeldre spillere. Vi spiller altid ung mod gammel på traeningsbanen, når vi kan, og i de sidste tre år har de gamle vundet nemt. 25-10 måske. Men lige nu vinder de unge med ét mål. Det viser udviklingen, og det betyder, at spillerne skubber hinanden helt vildt til traening,” sagde Klopp i optakten til søndagens kamp mod Tottenham.
Og så har han sammen med sin stab også evnet at løfte hver eneste spiller på holdet. Det er vel naermest kun Xherdan Shaqiri og Naby Keïta, der ikke er blevet bedre med Klopp på sidelinjen, mens man også har vaeret dygtige til at forstaerke sig, både i kvaliteten med Virgil van Dijk og Alisson, og i bredden – senest med japanske Takumi Minamino fra Red Bull Salzburg, der sikrer variationsmuligheder på toppen, hvis Salah, Firmino eller Mané skulle ramme et formdyk.
For Liverpool-holdet er også kendetegnet ved, at det ikke står og falder med en enkelt spiller. I The Times vejede klummerskriveren Matthew Syed således frem og tilbage mellem profilerne, før han nåede frem til, at det var umuligt at pege på den vigtigste spiller i Liverpool. Det var som at skulle vaelge mellem John Lennon og Paul McCartney fra en anden gruppe af berømte Liverpool-folk, som han skrev.
Der er mange, der kan score mål, midtbanen har overvundet tabet af den skadede Fabinho uden problemer, og da Alisson gik ud med en skade kort ind i saesonåbneren mod Norwich, viste nytilkomne Adrian, at han ➜
➜ godt kunne løfte den opgave, omend der er forskel på hans 1,14 mål imod per kamp, og Alissons 0,5 i denne saeson.
Det største spørgsmål er nok, hvordan man ville håndtere en laengere skadespause til Virgil van Dijk, der har holdt defensiven sammen, mens Dejan Lovren, Joël Matip og Joe Gomez på skift har vaeret ude med skader, men ellers kan der ikke vaere nogen tvivl om, at den vigtigste mand i Liverpool FC er Jürgen Klopp.
I nogle avisartikler bliver han endda sammenlignet med Bill Shankly, der også løftede klubben op på toppen og ”made the people happy”, som der står på statuen ved Anfield til minde om manageren fra 1959 til 1974. Han løftede, og han byggede et fundament, der førte Liverpool til meget mere end de tre mesterskaber, han selv stod i spidsen for, mens Klopp også må siges at have løftet og nu har forlaenget sin aftale med klubben, så det kan fortsaette helt frem til sommeren 2024.
Det eneste, der mangler er mesterskabet, men det er vel naermest givet, at det kommer i denne saeson, når nu forspringet er så stort, som det er, og der kun er 16 runder tilbage af turneringen... Eller som den tredobbelte engelske mester José Mourinho sagde det om søndagens sejrherre på Tottenham Hotspur Stadium:
”Vi taler om måske det bedste hold i verden på det maksimale af deres potentiale.”
TRAUMER OG TRAMPOLINER
Taenk hvis det havde vaeret Manchester City, der med sådan et skudsmål førte Premier League med 14 point og en kamp i hånden? Så havde mesterskabet for laengst vaeret afgjort blandt fodboldfolk og journalister. Men nu er det Liverpool, der har forspringet, og derfor er der ingen, der skriver det. Det ligger mellem linjerne, men sjaeldent mere end det.
Og den samme holdning kommer fra klubben og spillerne, hvor det vakte opsigt, da den skadede Fabinho for nylig i et interview med franske Telefoot blev spurgt om, hvorvidt Liverpool ville vinde mesterskabet, og han så blot svarede ”ja.” For det er ellers ikke noget, man snakker om, hvilket er ganske naturligt i de fleste fodboldklubber, hvor det som regel altid handler om den naeste kamp. Men at mesterskabet ikke er mere afgjort i medierne kan undre, specielt når Liverpool bliver ved med at overvinde forhindringer.
For eksempel har skaderne ramt rimelig hårdt i truppen i denne saeson, hvor man har måttet undvaere de to brasilianere Alisson og Fabinho i laengere tid, mens der også har vaeret et par centerforsvarere ude det meste af tiden. Og så har der vaeret formdyk som for eksempel angriberen Roberto Firmino, der gik et par måneder af efteråret (ni kampe) uden at komme på måltavlen, uden det fik betydning, for nu scorer han vigtige mål igen, blandt andet det afgørende mål i VM-finalen for klubhold og ude mod Tottenham.
Det ene mål var nok til sejr i begge tilfaelde, for efterårets problem med at holde nullet er nu forsvundet, og Liverpool har kun lukket ét mål ind i de seneste 10 kampe udover ungdomsholdets 0-5 nederlag til Aston Villa i Liga Cuppen samtidig med VM for klubhold. Og dermed har man også overvundet en periode, der af mange blev vurderet som en meget svaer udfordring.
Således har den i den seneste måned stået på en afgørende kamp i Champions League på udebane mod RB Salzburg efterfulgt af Watford (h), Leicester (u), Wolverhampton (h), Sheffield United (h) og Tottenham (u) i Premier League samt en FA Cup-kamp mod Everton og ikke mindst turen til Dubai med kampene mod mexicanske Monterrey og brasilanske Flamengo.
Liverpool vandt det hele med samlet 16-1 og mangler nu kun Manchester United (h) og Wolverhampton (u), før det på papiret bliver nemmere med ligakampe mod knap så vanskelige modstandere som West Ham (to gange), Southampton (h), Norwich (u), Watford (u) og Bournemouth (h). Og alle de skadede spillere er på vej tilbage, så hvordan skulle det kunne gå galt?
Jo, tiden efter nytår har tidligere voldt ➜
➜ Jürgen Klopp problemer, og selv om han efterhånden har fået opbygget erfaringen til at håndtere det voldsomme kampprogram, så gik det stadig galt sidste år, hvor Manchester City vandt 2-1 hjemme, før Liverpool tabte flere point ved 1-1 mod Leicester og West Ham i den første måned af 2019.
Det blev som bekendt afgørende, men dengang kørte Manchester City-maskinen også med samme omdrejninger som Liverpools, hvilket de slet ikke har gjort i år. Men så vinder man 6-1 ude over Aston Villa, og så er intet stadig givet i den brede fodboldoffentlighed, når nu modstanderen er den formidable Pep Guardiola – heller ikke selv om forspringet altså er på 14 point plus en kamp, mens det sidste år ved denne tid og før de uafgjorte kampe mod Leicester og West Ham var på fire point og med samme kampantal.
Så januar spøger, og det samme gør selvfølgelig de 30 år uden et mesterskab, som var umuligt at forestille sig, da Liverpool tog det 18. mesterskab i 1990 og det 10. på 15 år. Det har vaeret en uhørt lang pause for en sejrsvant klub, og selv om perioden ikke har vaeret helt tør – tre FA Cup-titler, fire Liga Cup-sejre, to Champions League-triumfer (i fire finaler) og en enkelt sejr i UEFA Cuppen – så er spørgsmålet, hvor tungt historien vil veje på topholdet i de sidste måneder.
Ikke så meget, hvis man spørger Jürgen Klopp.
”Vi har en historie her, som vi har skrevet på i fire år. Nogle af spillerne har vaeret her hele vejen, andre i kortere tid. De forstår alle, at det vi gør, gør vi på en saerlig måde, fordi vi får så meget kraft udefra – fra klubben, fra tilhaengerne, fra historien.”
”Vi snakkede om historien, da jeg kom til, og at det kunne vaere en byrde. Men nu føles det mere som en trampolin. Vi kan hoppe og hoppe igen. Det er alt sammen forandret. Hvordan har vi gjort det? Det aner jeg ikke. Vi har bare arbejdet på det fra den første dag, for det var oplagt, at det gjaldt om at skabe en stemning, hvor det var nemmere at praestere, end den stemning der var i klubben, da jeg kom,” sagde manageren i Athletic-interviewet fra november.
Og den holdning har han også vaeret i stand til at give videre til spillerne, der spiller frit, flot og offensivt.
Men det gjorde de jo også i 2013/14-saesonen, hvor alle troede, at nu var det nu, specielt da Liverpool slog Manchester City i 34. spillerunde og dermed rykkede syv point foran City-holdet, der dog havde to kampe i hånden. Efter 3-2 sejren fangede tv-mikrofonerne anfører Steven Gerrard, der opildnede sine holdkammerater med de berømte ord ”this does not fucking slip”, men det gjorde det så alligevel.
For selv om Manchester City spillede den første udsatte kamp uafgjort, så gled mesterskabet ud af Liverpools haender, da Gerrard gled på Anfield og serverede bolden for Chelseas Demba Ba, der ikke svigtede og dermed banede vejen for et katastrofalt og traumatiserende 2-0 nederlag på hjemmebanen.
Den oplevelse sidder også dybt i Liverpoolfolket og ikke mindst i manden, der gled.
”Det var et fucking hårdt øjeblik. Endda hårdere end mange nok tror, at det var. Det er den eneste gang i min 20-årige karriere, at jeg har følt mig lammet. At min krop har vaeret lammet. Det var fucking slemt,” sagde Steven Gerrard i sidste uge i den gamle holdkammerat Jamie Carraghers podcast ”Greatest Game”.
Og da Carragher spurgte, om det ville hjaelpe, hvis Liverpool vandt mesterskabet i år. var den gamle anfører ikke i tvivl:
”Helt sikkert, ja. For jeg taenker stadig på det de fleste dage. Champions League-sejren sidste år var et helende øjeblik for mig, og et Liverpool-hold som mester vil helt sikkert også hjaelpe,” sagde Steven Gerrard. ✖