FODBOLDBYEN MILANO OG DE DANSKE FORBINDELSER
Simon Kjaer er allerede i Milano, Christian Eriksen kan snart gøre ham følgeskab, og så vil der igen vaere danskere, der saetter praeg på en af Europas store fodboldmetropoler. Dem har der vaeret nogle stykker af tidligere, men ingen har vaeret der lige så laenge som Thomas Helveg, der her fortaeller om fodboldbyen Milano og det maegtige stadion, hvor både AC Milan og Inter har hjemme.
Idenne uge skiftede Simon Kjaer på en lejeaftale til AC Milan, og i skrivende stund tyder meget på, at Christian Eriksen, enten senere i denne måned eller til sommer, bliver Inter-spiller. To markante klubskifter for to af de mest markante landsholdsspillere, der skal lede Danmark til EM på hjemmebane til sommer, men hvis man vil, er det ret nemt at spinne det som skridt nedad.
For Simon Kjaer forlod i sommer Sevilla, hvor han var på vej ud på et sidespor, men tiden i Atalanta blev ingen succes med kun syv spillede kampe i efteråret. Det er aldrig planen at afbryde en lejeaftale et halvt år før tid for i stedet at drage ud på en ny lejeaftale, og Milan ligger oven i købet seks pladser og 10 point lavere i tabellen.
Christian Eriksens måske kommende arbejdsgiver ligger godt nok nummer to og er Juventus’ største udfordrer, men den danske midtbanespiller bytter Premier League ud med den svagere Serie A, og det nok så omtalte skifte til Real Madrid blev ikke til noget. Desuden forlader Eriksen en Champions League-finalist til fordel for en klub, som han samme saeson var med til at slå ud i puljespillet.
Det er den negative udlaegning. Den positive er, at Simon Kjaer og Christian Eriksen skifter til megaklubber med rig klubhistorie og bugnende trofaeskabe. At de begge skal spille i Milano; et varmt bud på Europas fodboldhovedstad, den eneste by med to klubber, der begge har vundet Champions League, og som med 10 titler i den største europaeiske klubturnering kun overgås af Madrids 13 (hvoraf Real Madrid har vundet dem alle.)
Det er en by, hvor begge de store klubber spiller på det samme mytiske stadion – og det er en by, hvor danske spillere gennem de seneste 70 år har sat små, men tydelige maerker på historien.
HANSEN OG HANSEN TYVSTARTEDE
De første danskere, der spillede for Milanoklubberne, gjorde det kun på lånebasis.
Efter OL i 1948 begyndte de italienske klubber at hente skandinaviske spillere med danske John Hansen i Juventus og svenske Gunnar Nordahl i AC Milan som to af de første. Begge blev store succeser, og i 1949 drog Milan på opvisningsturné i Skandinavien for at vise deres nye nordiske stjerne frem. Fordi turen indeholdt en kamp i København, lånte Milan John Hansen hos konkurrenten, og da den italienske klub i Danmark pludselig stod og manglede et par spillere for at kunne stille en trup, foreslog ”Long” John Hansen, at man brugte hans tidligere landsholdskollega Karl Aage Hansen.
Således gik det til, at Milan spillede i København med to danskere fra henholdsvis Juventus og AB, og Karl Aage Hansen gjorde det så godt på sit ultrakorte låneophold, at han fik kontrakt med Atalanta og blev Serie A-spiller.
I Bergamo foreslog Hansen, at Atalanta kiggede naermere på OB’eren Jørgen Leschly Sørensen. Med kaelenavnet ”Det Fynske Uvejr” og et temperament, der matchede, havde fynboen mentaliteten til at klare sig i den barske italienske liga, og i fire saesoner gjorde han det så godt, at større klubber fik øjnene op for ham. I 1953 forlod svenske Gunnar Gren AC Milan, og så manglede milaneserne en spiller fra den berømte trio Gre-No-Li, der ud over Gren bestod af førnaevnte Nordahl og Nils Liedholm. Gre-No-Li blev til So-No-Li. Jørgen Leschly Sørensen skiftede til AC Milan, hvor han blev en succes og var med til at vinde mesterskabet i 1955, inden han samme sommer rejste hjem til OB efter seks år i Italien.
FODBOLD, FASHION OG DOMKIRKEN
Så gik der nogle årtier, hvor danskerne ikke fyldte meget på San Siro. Jovist, Harald Nielsen blev verdens dyreste fodboldspiller, da Inter hentede ham i Bologna i 1967, men han var allerede forbi sine bedste år og blev ingen succes. Heller ikke Brian Laudrup lykkedes i byen, da han var Milan-spiller i saesonen 1993/94.
Først i 1998 var der igen danskere, som gjorde en forskel i Milano. Thomas Helveg kom til AC Milan fra Udinese, og det blev startskuddet til lidt mere end et halvt årti, hvor der konstant var danskere, som satte deres praeg på fodboldholdene i byen, og som var med til at vinde titler både nationalt og internationalt. Både Jon Dahl Tomasson og Martin Laursen kom nemlig til AC Milan i begyndelsen af det nye årtusinde, men der havde Helveg altså allerede spillet nogle år i klubben, og få kender fodbold-Milano så godt som fynboen, der som den eneste dansker har repraesenteret både Milan og Inter, og som i øvrigt har den danske rekord for flest kampe i begge klubber.
”Hvis man siger ”Milano”, vil man efterfølgende sige to ting: Man vil sige ”fodbold” og ”fashion” – er det ikke korrekt? Og så vil man sige domkirken til sidst. Det er jo et sted, hvor fodbold er en del af kulturen. Enten holder man med det ene hold, eller også holder man med de andre. Meget sjaeldent holder man med nogen, der ikke kommer fra byen,” siger Thomas Helveg om Milano.
”Hvis man går ind på en café en mandag formiddag og skal have sin espresso, så bliver der snakket fodbold. Det gør der faktisk også om tirsdagen og også om onsdagen og om torsdagen. Og fredag, lørdag, søndag er der kampe på programmet. Det er en by, hvor fodbold er et emne. Der er også andre emner, politik og lignende, men i løbet af fem minutter på en café vil man altid høre fodboldsnak.”
FRA ROSSONERI TIL NERAZZURRI
Da Thomas Helveg spillede i AC Milan, var klubben blandt Europas absolutte giganter, ikke bare historisk, men også sportsligt. I hans tid i klubben vandt Milan både mesterskabet og Champions League, og det blev til yderligere titler i årene umiddelbart efter hans afgang i 2003. I dag er billedet et andet. Milan har ikke vundet en stor titel siden mesterskabet i 2011. Der er gået lige så mange år siden Inters seneste titel, en sejr i
Coppa Italia, men Nerazzurri har dog spillet Champions League de seneste to saesoner, og Antonio Contes hold er førsteudfordrer til Juventus.
”Jeg var i Milan for lidt over en måned siden, og man kan godt fornemme, at der er sket en del aendringer. Man har ikke de samme muligheder, som man havde i min tid. Meget haenger sammen med de sportslige resultater, og de er der ikke i øjeblikket. Det bliver en svaerere pasgang at få tingene til at fungere. Omvendt var min oplevelse, da jeg kom til Inter, at det var en klub, der ledte en smule efter at finde sin retning. Det er man lykkedes med at finde, efter jeg har vaeret i klubben. Det vurderer jeg ud fra en betragtning om, at de har vundet mesterskaber, de er i gang med at markere sig rigtig, rigtig fint. Så der er noget, de har fået styr på organisationsmaessigt,” siger Thomas Helveg.
Danskeren spillede i AC Milan fra 1999 til 2003, men i de sidste to saesoner var Inter hans arbejdsgiver.
”På et tidspunkt i forløbet blev jeg faktisk byttet med en spiller fra Inter. I den forbindelse fik jeg lavet en ny kontrakt, så jeg kunne spille min kontrakt faerdig i Milan – men som Inter-spiller. Jeg var på lån, og da den saeson var overstået, ville man gerne låne mig for en saeson mere,” siger Helveg.
”Nogle regler gjorde, at det kunne jeg ikke blive ved med, og jeg skulle gå til en af klubberne. Milan var interesseret i at købe mig tilbage, men Inter ville gerne have mig over. Så det blev sådan”, siger Helveg, der spillede én saeson i Inter, inden han rejste til Norwich i England.
”Jeg havde faktisk håbet på, at Milan ville have forlaenget mig og fået mig fri, for så havde jeg måske fået flere år i byen, men sådan var det ikke.”
Til gengaeld siger det noget om rivaliseringen i Milano, at danskeren relativt problemfrit kunne spille i begge klubber. Roberto Baggio, Andrea Pirlo, Ronaldo, Zlatan Ibrahimovic, Mario Balotelli og adskillige andre har gjort det samme.
”Man er slet ikke i tvivl om, at der er rivalisering, men det er ikke ondt. De står ikke og banker hinanden i hovedet. Man ser også, at en familie kan vaere sammenbragt; at der både er en Inter-fan og en Milan-fan, uden at det har konsekvenser. Man kaemper mod hinanden, og man vil helst have, at man selv vinder, og de andre taber. Sådan er det jo. Men det er meget, meget sjaeldent, at jeg har haft en oplevelse af noget, der bare lignede en kontrovers.”
”I den tid, jeg var i Milan, investerede Inter enorme summer i at købe dyre spillere, og de lykkedes ikke med noget. Og Milan vandt de fleste af lokalopgørene, hvilket vil sige, at Inter-fansene var monsterfrustrerede. De var egentlig klar til at saelge en hel saeson bare for at kunne vinde ét af derbyerne. Så er det så skiftet en smule senere, hvor Milan har haft udfordringer, mens Inter er ovenpå og er dem, der tør at vise halstørklaedet frem i byen. Balancen har aendret sig, og der vil nok gå tid, inden den har udlignet sig,” siger Helveg.
SAN SIROS SUMMEN
Ganske passende er byens stadion opkaldt efter en spiller, der har optrådt for både Inter og AC Milan. Giuseppe Meazza var en legende i førstnaevnte klub, men han spillede også to saesoner hos rivalerne. I dag er hjemmebanen for begge klubber opkaldt efter ham, men Stadio Giuseppe Meazza kendes også bare som San Siro. Det er et stadion, som Thomas Helveg saetter højt.
”Det er fantastisk. Man kan ikke beskrive det – man skal vaere der, og man skal have prøvet det. Man kan fornemme det, hvis man tager på stadion som tilskuer. Men når man er inde på selve på banen... Det er et karakteristisk stadion med de her kaempe søjler i hjørnerne. Det fornemmer man også inde på selve stadion, selv om det selvfølgelig er bedre udefra. Men man fornemmer storheden. Den der summen, som man oplever, har man også på andre moderne stadioner, men den er meget speciel på San Siro. Takket vaere fanskarerne er der noget genkendelighed ved det. Hvis jeg fik bind for øjnene og blev båret ind på San Siro, ville jeg helt klart kunne fornemme, at det var der, jeg var – på grund af lyden og på grund af intensiteten. Så det er et specielt sted at få lov til at spille fodbold,” siger Thomas Helveg om Simon Kjaers nye hjemmebane, der måske også snart bliver
Christian Eriksens.
”Jeg tror, de begge vil passe superfint ind. Simon har vaeret i Italien gennem en del år, så han kender jo spillet og ligaen og måden at gøre tingene på. Så er det klart, at det er en ny klub, og det er den største klub, han har vaeret i i Italien. Jeg har vaeret i tre forskellige klubber i Italien, og der er ikke noget, der kan måle sig med Milan. Det har noget mytisk over sig, og man kan fornemme det på gangene. Men han kender ligaen, han ved, hvad der skal til, og han ved, hvilket pres klubben er under.”
”Med hensyn til Christian hvis det skulle ende med Inter: Jeg ser det som en signing, der har en vis tyngde. Man henter ikke Christian
til Inter, hvis han ikke er noget specielt. Jeg har opfattelsen af, at fansene føler, de er taet på at trumfe Juventus i deres flotte stime af mesterskaber. Henter man Christian ind, er det også med tanke på, at nu skal det endelig vaere. Christian vil have en position på det hold, som gør ham til en af profilerne. Om man så vil laegge det op omkring Christian, eller man vil få Christian til at fungere i det, der er; det er så en traeners opgave. Men for begge d’herrer er det nogle ret spaendende skifter, de har gjort og måske gør,” siger Thomas Helveg om de naeste to danskere, der kan saette et aftryk i en af Europas fodboldhovedstaeder. ✖