DET GLEMTE GENI
Kampuret oppe i hjørnet viste, at der var spillet 45 minutter og 10 sekunder af 2. halvleg i VM-finalen anno 1978 mellem hjemmeholdet Argentina og Holland, da liberoen Ruud Krol lagde et frispark til rette på egen banehalvdel og sparkede bolden praecist gennem skumringen i Buenos Aires.
Bolden ramte perfekt ned i hullet bag den argentinske back, og det havde venstrekanten Rob Rensenbrink luret, for han var allerede i rykket forbi, men baglinjen var kun et par meter vaek, den argentinske keeper Ubaldo Fillol kom styrtende ud, og Rensenbrink kunne hverken taemme eller taenke, han kunne kun nå at støde til bolden på rent instinkt. Den gik forbi Fillol, ramte graesset og hoppede op på stolpen, mens 71.000 stemmer på Estadio Monumental i den argentinske hovedstad udstødte et chokeret brøl.
Så taet var Holland på at blive verdensmester i 1978, og så taet var Rob Rensenbrink på at blive VM-topscorer og for evigt skrive sig ind i historien. Men bolden ramte altså stolpen, og i den forlaengede spilletid scorede Mario Kempes og Daniel Bertoni i en regn af konfetti, og så blev det til endnu en lige-vedog-naesten historie om det storslåede hollandske landshold i halvfjerdserne. Men hvor Johan Cruyff, der var gået på selvvalgt landsholdspension i 1977, blev en af spillets største fodboldtaenkere og blandt andet mindes med begejstring for sin rolle i den tabte VM-finale mod Vesttyskland i 1974, trak Rensenbrink sig tilbage fra offentligheden og flyttede hjem til Oostzaan, mens hollaenderne huskede ham for den spildte mulighed – som en Oranje udgave af Jesper Olsen – og ikke for at han faktisk havde vaeret en af verdens allerbedste fodboldspillere, der bare stod i skyggen af Johan Cruyff.
”Men det var jo ikke en chance. Jeg gjorde det godt ved bare at ramme stolpen. Bolden var naesten på mållinjen. Jeg havde ikke plads til at gøre noget som helst. Jeg havde ingen mulighed for at kontrollere bolden og rykke ind i banen. Der var en forsvarer foran mig. Jeg blev nødt til at afslutte med det samme. Målmanden efterlod en meget lille åbning. Nogle gange taenker jeg, at det havde vaeret bedre for mig, hvis jeg fuldstaendig havde misset den mulighed. Så ville folk ikke spørge mig om det. Hvis det havde vaeret en stor chance, ville det stadig gøre ondt, men det var faktisk umuligt at score,” som Rob Rensenbrink selv sagde det i David Winners fremragende bog ”Brilliant Orange” fra 2000.
Men selv om han havde ret, var det altså det skelsaettende øjeblik, han blev husket for i hollandsk fodbold, hvilket også skyldtes den karrierevej, han valgte. For hans storhedstid på klubplan var i Belgien.
Pieter Robert Rensenbrink blev født den 3. juli 1947 i Oostzaan, en forstad 15 kilometer nord for Amsterdam, og selv om talentet var stort, blev han ikke opdaget af Ajax. I stedet spillede han for lokale DWS, der i midten af tresserne faktisk var et tophold i AEresdivisionen, men selv om den snurrige og målfarlige venstrekant hurtigt gjorde opmaerksom på sig selv, var der ikke plads til ham i hverken Ajax eller Feyenoord, hvor endnu større profiler (Cruyff og Piet Kaiser i Amsterdam, Coen Moulijn og Wim van Hanegem i Rotterdam) udfyldte pladserne på det, der var et par af Europas bedste fodboldhold på det tidspunkt.
Så efter sin landsholdsdebut for Holland i 1969 gik Rensenbrink en anden vej. Han tog til Belgien, hvor Club Brugge netop havde fået en hollandsk traener, der godt kendte til talentet. Det blev en succes med mål og en belgisk pokal, og da bestyrelsesmedlemmet Constant Vanden Stock tog til Anderlecht, tog han Rensenbrink med, og fra 1971 til 1980 var han den store stjerne i den belgiske hovedstadsklub.
Han blev mester i 1972 og 1974, han vandt pokalturneringen fire gange, Europa Cuppen for pokalvindere to gange og blev belgisk topscorer i 1973. I alt scorede han 173 mål i 304 kampe for Anderlecht, indtil det hele endte efter et stort skaenderi med den gamle landsholdskammerat Arie Haan, der havde spillet i klubben siden 1975. Rensenbrink rejste til USA i en kort periode, før han som 34-årig lukkede karrieren med en saeson i franske Toulouse.
Den tidligere danske landstraener Morten Olsen spillede selv 14 år i Belgien inklusiv seks saesoner i Anderlecht, så han har spillet mod Rensenbrink, men aldrig med ham, for han kom først til klubben i 1980, som venstrekanten rejste videre.
”Han havde vaeret ude i et verbalt slagsmål med Arie Haan, og det slag havde Haan vundet. Rensenbrink var jo et meget ydmygt menneske, der ikke brugte de store ord, men lod benene tale. Så han forlod Anderlecht for tidligt til fordel for USA,” siger Morten Olsen, der engang i en afstemning blev kåret til den niendebedste udlaending i belgisk fodbold gennem tiderne, i øvrigt med samme pointtal som Lokerens Preben Elkjaer. Men førstepladsen var der ingen tvivl om, den gik til den hollandske Rensenbrink.
”Han blev kåret til Årets Spiller i Belgien en enkelt gang, men det skulle han have vaeret mange flere gange, det er der slet ingen tvivl om med de kvaliteter, han havde. Han var en topspiller.”
”Han var jo en teknisk fremragende spiller, en god dribler, der også lavede mange mål og assists. Han var kort og godt en kampafgørende spiller, og så var han også en spiller, der spillede sit eget spil. Han vandrede derhen, hvor han nu engang syntes, at han skulle vandre hen.”
”Han var glad for at spille fodbold, og det var tydeligt at se, at der, hvor han havde sine største kampe, var vitterlig, hvor han var opsat. I de kampe kunne man regne med ham, og sådan er det jo med topspillere. I de kampe skal de kunne gøre forskellen. Så var der andre kampe mod mindre hold, hvor han måske og groft sagt ikke lige havde lyst til at spille, og så var han til at have med at gøre.
Men hvis han var opsat og vidste, at det var en afgørende og vigtig kamp, så var han en fantastisk spiller,” siger Morten Olsen.
På det hollandske landshold kunne Rob Rensenbrink dog ikke vandre frit i offensiven, for den plads havde Johan Cruyff, så han måtte helt ud på venstre wing, hvilket han også gjorde godt. Således tog han legenden Piet Kaisers plads ved VM i 1974 og scorede blandt andet et vigtigt mål i mellemrundekampen mod DDR. I den sidste kamp før finalen mod Brasilien blev han dog sparket sønder og sammen, så han var hårdt ramt før finalen og måtte lade sig udskifte i pausen ved stillingen 2-1 til de vesttyske vaerter, hvilket ikke hjalp hollaenderne i deres jagt på en udligning i 2. halvleg.
I 1978 var der ikke den samme fornemmelse for det hollandske hold uden Cruyff, som da også tabte til Skotland og spillede uafgjort mod Peru i gruppespillet, men Rensenbrink lavede hattrick mod Iran via to straffespark og scorede også fra pletten mod Skotland og i mellemrunden mod Østrig. Men i finalen ramte han altså stolpen til allersidst, og det var først og fremmest det, han blev husket for i Holland, selv om han var så meget mere end det. Eller som hans tidligere Anderlecht-holdkammerat Jan Mulder beskrev det i ”Brilliant Orange”:
”Han var så elegant, når han bare afleverede en bold. Hans krop … hans fod … Ja, elegant. Når jeg gør det, så er det et menneske, der sparker til en bold. Når Robbie Rensenbrink gør det, er det kunst. Nej, ikke kunst, men noget andet. Det er smukkere og mere praecist. Det er som håndskrift. Han havde smuk håndskrift. Alt sammen med venstrefoden. Og han var hurtig. Han kunne accelerere. En meget slank mand. De kaldte ham ”De Slangemens.” Slangemennesket!”