DEN SAMMENSATTE FODBOLDFANATIKER
Hvordan kan man laegge et billede op, hvor man står og pisser på et Brøndby-flag, og samtidig fange skønheden i legen, når nogle drenge spiller fodbold med en laset bold under et morter-angreb i Mosul? Fotografen Jan Grarup er et sammensat menneske, også i sin store kaerlighed til fodbolden.
Man er ikke i tvivl om favoritholdet, når man står foran lejligheden med ”Grarup” på dørskiltet. For her er klistermaerker med Anti 1964 og Sektion 12, mens den yngste datters navn står med FCK-bogstaver. Og så er dørmåtten selvfølgelig også fra FCK med ordene ”velkommen på min hjemmebane.”
Fotografen Jan Grarups hjemmebane på Østerbro baerer allermest praeg af hans arbejde ude i verdens risiko-zoner, for her er fotos og fotobøger over det hele – for eksempel et sort-hvid billede på bordet fra hans seneste tur til Sydsudan, hvor en flodbåd er sunket og stikker halvt op af vandet, men alligevel fremstår smukt som motivet er indrammet af blade og traeer – men fodbolden fylder også meget.
”Fodbold har en kaempe betydning i mit liv, og det er måske i virkeligheden det eneste stammeforhold, jeg har. Jeg elsker fodbold. Jeg taler fodbold. Jeg taenker fodbold. Jeg hader håndbold. Jeg synes, håndbold er det mest latterlige spil i hele verden, og jeg har aldrig set en slutrunde, men jeg aeder al fodbold.”
”Og det bliver vaerre endda, for jeg ser kun klubfodbold. Jeg har de her hold, der betyder noget for mig, og dem ser jeg. I virkeligheden er det meget nemt. I Danmark ser jeg kun FCK, i Tyskland ser jeg St. Pauli, i England ser jeg West Bromwich Albion, og det har jeg gjort lige siden 70’erne, hvor Cyrille Regis og Laurie Cunningham var de to første mørke angribere. Sådan kan jeg gå igennem hele fodboldhistorien i Europa, og alle mine klubber har en betydning.”
”Det andet betyder intet. Jeg ser det ikke, jeg hører det ikke, jeg kan ikke maerke det, men jeg kan maerke fodbolden. Jeg kan maerke det, når vi står i Parken og ser FCKSønderjyskE, jeg kan maerke det alle steder,” siger den 51-årige Grarup.
For først og fremmest er det naerliggende FC København, der fylder. Hans fire børn blev alle meldt ind i FCK den dag, de blev født, og når han rejser rundt i krigsområder, er favoritklubben med ham.
”Hvad jeg ikke har streamet af FCK-kampe de maerkeligste steder i verden, selv på satellit-telefoner hvor det har kostet tusindvis af kroner. Det er så meget, jeg går op i det. Jeg har siddet under befrielsen af Mosul og streamet FCK-kampe...”
”I virkeligheden ser jeg noget smukt i fodbolden, der raekker tilbage til Michael Laudrup og også tidligere endnu. Der er noget balletagtigt over det, men det er ikke det, jeg søger. Jeg søger også det hårde spil, de vanskelige ting, der hvor det bliver grimt. Det er så også der, hvor jeg maerker, at der er nogle mennesker, der kaemper imod hinanden, og det er også mit faldpunkt i det; at jeg måske søger det for meget.”
”Jeg har gode venner, der er Brøndby-fans, og vi elsker at mobbe hinanden. Der er noget internt drilleri, der er vigtigt, men jeg kan også godt maerke, at der er nogle mennesker, der sidder uden for det forum, uden for den boble, som ikke forstår det. Og de bliver indignerede. Men dem, der er i det, forstår det godt.”
”Den kaerlighed til en klub, den fanatisme, kan jeg blive imponeret over, og jeg tror også, at jeg tager den med ud i mit arbejde. For når man kan blive så fanatisk med noget så relativt ligegyldigt, så laerer jeg også noget om, hvordan man kan vaere fanatisk andre steder i verden. Hvilke knapper man trykker på.”
”Jeg kan give dig et rigtig godt eksempel på det, for vi havde jo en saeson for ikke så laenge siden, hvor vi hverken vandt mesterskab eller var i pokalfinalen. Den vandt Brøndby, og der var fyldt med Brøndby-flag på hele Østerbro. Og så var der nogen, der hang en Brøndbyfane op i min manager Tom Tramborgs baggård.”
”Den hører ikke hjemme på Østerbro. Den hører til på Sydsiden eller nede på deres turf. Den hører i hvert fald ikke hjemme hos os. Så den tog jeg ned, smed ud i Classensgade, hvor jeg så pissede på den, mens jeg tog et billede. Det er så meget, jeg tror på det,” siger Jan Grarup, der lagde billedet ud på de sociale medier.
”Jeg fik jo et hav af hademails lige med det samme. ”Vi ved, hvor du bor, vi ved, hvem du er, vi smadrer dig.” Så skrev jeg min adresse tilbage til dem og sagde ”I kommer bare.” Og for hver hademail eller unfollow jeg fik den dag, fik jeg jo det tilsvarende fra det broderskab, jeg er i herinde.”
”Jeg ved godt, at det er irrationelt. Jeg ved godt, at det ikke er sagligt eller fair. Jeg ved godt alt muligt, men der ligger også noget i kaerligheden til en fodboldklub, der er speciel,” siger Jan Grarup, der for ikke så laenge siden endda fik titel som ambassadør i FCK. Og det er han meget glad for – lige så glad som han er for den FCK-trøje med alle spillernes signatur på, som han fik i forbindelse med premieren på den staerke dokumentarfilm ”Krigsfotografen.”
”Jeg har vundet, jeg ved ikke hvor mange hundrede priser, men det jeg har vaeret allermest stolt over i de seneste år, det har vaeret at blive ambassadør for klubben. Det betyder mere for mig.”
”I virkeligheden er det jo lidt et tveaegget svaerd, for jeg holder lige så meget af at stå på nedre C eller Sektionen som at sidde ovre blandt de paene, men som ambassadør vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at highlighte klubben og tale de andre ned – også selv om jeg har respekt for dem.”
”Jeg vil altid naevne det dårlige, selv om FC Midtjylland faktisk har bygget en fantastisk organisation op, og de har et fantastisk staerkt hold, som vi skal op at matche nu. Det synes jeg er interessant. Og jeg synes faktisk også, at det er fantastisk, at David har fået succes i Århus. Jeg synes, det hører til i raekken, at vi har nogle tophold, der raekker langt ud over hovedstaden, for jeg vil gerne have de der taette slutspil, for så bliver man også spaendt på det plan,” siger Jan Grarup.
Fodbolden har altid fyldt i hans liv, også i opvaeksten i Nordsjaelland, hvor han spillede i Kvistgård, Espergaerde og til sidst ”lidt i Helsingør.”
”Jeg spillede venstre back og havde en relativt god fremtid i det, indtil jeg blev grebet af det, som griber 98 procent af alle maend, nemlig at jeg blev fascineret af det andet køn. For mit vedkommende handlede det om en pige, der hed Pia. Vi havde alle sammen de der normale gardiner, man bare trak for, men hun havde persienner i bambus, og så serverede hun te. Det synes jeg bare var pissespaendende, så jeg begyndte at misse alle mine traeninger, og min far, der jo var tidligere politikommissaer, var rasende. Så der stoppede det for mit vedkommende.”
Men kaerligheden til spillet blev bevaret, og fodbolden bruger han også i dag på samme måde, som han bruger sine mange tatoveringer – til at komme i kontakt med de mennesker, han møder og tager billeder af ude i verden.
”Fodbolden giver jo en samhørighed, der raekker langt ud over etnicitet eller race eller noget som helst. Man møder nogle mennesker rundt omkring i verden, som man aldrig ville definere sig med, men man har noget til faelles. En soldat i en oprørshaer holder med Barcelona, og det gør jeg også. Så er man instinktivt venner.”
”Jeg er lige kommet hjem fra en flygtningelejr i Unity State i Sydsudan, hvor vi var inde i en lejr, hvor der bor 120.000 mennesker, der er beskyttet af FN-soldater. De har så lavet en gade, hvor der er små butikker, hvor man kan købe løg, sweet potatoes og forskellige ting. Og så var der to små butikker, hvor man kunne få kaffe og te. I den ene var der et kaempe Real Madrid-flag og den lige ved siden af havde et kaempestort Barcelona-flag. Og jeg gik jo ind i Barcelona-butikken, fordi jeg er Barcelona-fan.”
”Så selv i en flygtningelejr i verdens yngste nation, hvor man kaemper med implementeringen af demokrati, er der fodbold-tilhørsforhold, og det bider på mig med det samme. Jeg går ind i Barcelona-butikken. Det er der, hvor fodbolden er universel – og også der hvor det kan skabe fjendskab, som det også kan herhjemme.”
”Jeg er i virkeligheden ikke altid lige stolt over at vaere en katalysator for det, men det er også noget jeg har meget svaert ved ikke at vaere. Og det giver mig et indblik i, at fodbold betyder mere for mig end mange andre ting. Hvis noget så banalt som fodbold kan gøre det for mig, så er der ikke noget at sige til, at verden er i den situation, som den er i dag. Men jeg var aldrig gået ind i en kaffebar, hvor der hang et Real Madrid-flag,” siger Jan Grarup.
Så fodbold er stammer og krigere på banen, men fodbolden er også skønhed og ikke mindst leg, også i de mest umulige situationer.
”Det er jo interessant, hvad fodbolden kan gøre ved børn og drenge. Jeg var i Mosul under befrielsen fra Islamisk Stat, og så havde vi en dag, hvor jeg var i min skudsikre vest og hjelm, og hvor vi løb ind i en fodboldkamp, der blev spillet, som man gør i Faelledparken. Og så alligevel slet ikke.”
”Ved siden af banen løb der en olierørsledning, og her sad der så en lille dreng på tre år, der ikke måtte vaere med i kampen. Jeg fotograferede kampen – og de spillede videre, selv om der var morterangreb undervejs – og drengene bagefter, hvor de stod med en smadret bold, og så spurgte jeg dem om den lille dreng på olierøret. De sagde: ”Han er dedikeret boldhenter.” Det var de ord, de brugte.”
”Det viste sig, at på den anden side af olieledningen lå der et minefelt, og de her drenge var for store til at løbe ind og hente bolden, for de klikkede minerne af. Så de havde vaeret hjemme at hente lillebroderen, der var så let, at han ikke satte minerne af. Så han hentede bolden under hver eneste kamp.”
”Det er bare for at sige, hvad fodbold betyder for de her drenge. Han løber rundt og henter bolden i et minefelt, men legen med en fodbold er en del af de her drenges virkelighed, og det er i virkeligheden måske en af de smukkeste historier, jeg har lavet i de sidste 10 år. Den lille kommer helskindet hjem, bolden kommer tilbage, og de spiller kampen. Og nogen vinder, nogen taber.”
”Det kan måske vaere med til at saette tingene i perspektiv. Det har det i hvert fald gjort for mig. Tingene er ikke altid enkle, og de handler ikke altid om en kamptrøje eller et hold – det handler også om kaerligheden til fodbolden,” siger Jan Grarup.