KAN NIGEL PEARSON LAVE ENDNU EN ”GREAT ESCAPE” MED WATFORD?
Den 56-årige manager har fire gange i sin karriere trodset alle odds og reddet en presset klub fri af nedrykning. Nu håber Watford, at han kan gøre det en femte gang.
S tuart Pearces nylige anekdote om Nigel Pearson passer fint ind i legenden om den benhårde centerforsvarer, der skabte en fornuftig karriere i Shrewsbury, Sheffield Wednesday og Middlesbrough i firserne og halvfemserne. Pearson har nemlig altid haft en interesse for at vandre rundt i forskellige landskaber, og derfor tog han også en tur til den nordvestlige del af Rumaenien for at se det bjergrige Transsylvanien, der selvfølgelig er mest kendt for fortaellingen om grev Dracula. Men der var også virkelige elementer at bekymre sig om i naturen, og før han drog af sted, advarede de lokale ham om både bjørne og ulve. Og ulvene kom.
”Det her er en sand historie. Han blev omringet af et ulvekobbel, men han fik placeret sig foran et buskads, så de ikke kunne komme rundt om ham. Så flåede han et øje ud på en af ulvene og braekkede kaeben på en anden, og så slap han vaek. Han sagde, at hvis de var kommet rundt om ham, så havde de slået ham ihjel,” fortalte Stuart Pearce om sin gamle U/21-landstraenerassistent.
Det var et godt eksempel på det, som englaenderne kalder ”a great escape,” hvilket er et udtryk, der også bruges i fodboldverdenen. Her er det ved flere lejlighed lykkedes Nigel Pearson at redde sine hold ud af umulige situationer, så da Watford den 6. december annoncerede den efterhånden 56-årige englaender som saesonens tredje manager, blev den historik da også naevnt i pressemeddelelsen. For Watford lå sidst, og efter et lille årti med tre italienere, to spaniere, en serber og en portugiser på sidelinjen var der brug for noget helt andet for at vriste det kriseramte hold fri fra sidstepladsen i Premier League.
”Nigel er en imponerende traener, der kommer med al den erfaring og succes, som vi tror kan have en positiv indflydelse på vores saeson. Det har vaeret en fornøjelse at bruge tid med ham, og lytte til den passion han har, når han taler om spillet. Jeg er sikker på, at hans entusiasme, organisation og motivation vil vise sig at vaere essentiel i at drive holdet fremad og opad i de kommende uger og måneder,” lød det således fra formand Scott Duxbury, mens hans Watford lå ubehjaelpeligt sidst med én sejr i 15 kampe, med otte point i alt og med syv point op til Southampton på den livgivende 17. plads.
Og siden da har Nigel Pearson gjort alt, hvad han kan, for at gentage fortidens mirakelredninger i bunden og cementere sit rygte som en mand, der aldrig er rykket ned med et hold, han har traenet.
HISTORISKE REDNINGER
Som aktiv blev han kåret til kampens spiller, da Sheffield Wednesday i 1991 vandt Liga Cup-finalen over Manchester United, men ellers huskes han faktisk bedst for netop en nedrykning. For i 1996/97 var han anfører for Middlesbrough, der var rykket tilbage i Premier League med en 12. plads i 1996, men skulle tage et skridt videre op via investeringer i store profiler som Juventus-angriberen Fabrizio Ravanelli, den brasilianske midtbanemand Emerson som supplement til landsmanden Juninho og den danske landsholdsspiller Mikkel Beck, der kom til fra Fortuna Köln.
Men det gik slet ikke, og Middlesbrough endte med at tabe både Liga Cup- og FA Cupfinalen til henholdsvis Leicester og Chelsea, mens de mange pokalkampe kostede i ligaen, hvor man også blev fratrukket tre point for ikke at møde op til en udekamp i Blackburn på grund af sygdom. De tre point manglede til allersidst, for man sluttede under stregen som nummer 19.
I sin sidste saeson som aktiv førte den 34-årige Pearson dog Boro tilbage blandt de bedste, men så indstillede han også karrieren og blev i stedet i december 1998 manager for nødstedte Carlisle i bunden af League Two. Klubben var på kanten af at rykke ud af divisionerne og var også nede, da der manglede 10 sekunder af den sidste hjemmekamp mod Plymouth. Stillingen var 1-1, Carlisle fik hjørnespark, den indlånte målmand Jimmy Glass gik med frem og flugtede en returbold i nettet til sejren, der reddede Carlisle på bekostning af Scarborough og skrev Glass ind i klubhistorien, selv om han kun nåede tre kampe for Carlisle.
Det blev Pearsons sidste kamp som permanent manager i ni år, hvor han arbejdede som assistent i Stoke, West Bromwich og Newcastle og desuden også for Stuart Pearce på U/21landsholdet, men selv om han ikke havde ansvaret, blev han stadig en del af en lige så legendarisk redningsaktion som den i Carlisle. For i november 2004 blev han ansat som manager-assistent i West Bromwich under sin gamle Middlesbrough-manager Bryan Robson, og det tegnede ikke godt.
Ved juletid lå Albions nemlig sidst, og det havde vaeret lig med nedrykning i de første 12 saesoner af Premier Leagues historie. Der var heller ikke noget, der tydede på, at West Bromwich skulle gå imod den trend, for før den sidste spilledag lå man stadig sidst, omend man kunne tage det store ryk op over stregen med en sejr hjemme over Portsmouth, hvilket dog kraevede, at ikke en af Southampton (hjemme mod Manchester U), Crystal Palace (ude mod Charlton) eller Norwich (ude mod Fulham) vandt. Det var vanskelige odds, men assistenten troede på det.
”Jeg fik at vide, at Nigel gerne ville se mig, så vi gik over til hans kontor ved omklaedningsrummene. Han åbnede køleskabet og fandt en flaske champagne. Han haeldte to glas op og gav mig det ene: ”Kom nu, Laurie, lad os skåle for overlevelse, for i dag redder vi os.” Og han var ikke i tvivl. ”I aften bliver banen fuld af jublende Albion-fans,” sagde han,” som den mangeårige klubfotograf Laurie Rampling genfortalte opladningen til en historisk kamp 10 år senere i Birmingham Mail.
For West Bromwich vandt, Norwich og Southampton tabte, og med otte minutter igen udlignede Charlton hjemme mod Crystal Palace og så var Premier Leagues første ”great escape” en kendsgerning.
I februar 2008 vendte Nigel Pearson tilbage som chef for et fodboldhold, da han blev manager i Southampton, og selv om det kun varede tre måneder, fik han alligevel sat et solidt aftryk i bunden af Championship. For før den sidste spillerunde lå The Saints mere end skidt til, men via en 3-2 sejr hjemme over Sheffield United og en 0-0 kamp mellem Stoke og Leicester, blev det Leicester, der for første gang i klubbens 124-årige historie måtte gå den tunge gang ned i den tredjebedste raekke, mens Pearson blev belønnet med, at hans kontrakt ikke blev forlaenget. Southampton mente, at klubben traengte til europaeisk inspiration og ansatte i stedet hollaenderen Jan Poortvliet, hvorefter man så røg ned i League One i 2009.
Imens var Nigel Pearson rykket til Leicester, som han førte tilbage til Championship med det samme, og efter et mellemspil i Hull vendte han tilbage til King Power Stadium i november 2011, hvor Leicester først på dramatisk vis tabte playoff-semifinalerne til Watford i 2013, før de selv rykkede op med et brag og 102 point i 2014, mens 14/15-saesonen blev lige så historisk.
West Bromwich havde overvundet julens forbandelse i 2004/05-saesonen, Sunderland havde gjort det i 2013/14, og nu var det så Leicester, der skulle løfte sig fra sidstepladsen på 1. juledag. Det så nu ikke alt for godt ud, for manager Pearson fik karantaene for at
komme i verbalt klammeri med en fan, tog kvaelertag på en Crystal Palace-spiller og skaeldte ud på journalisterne, men i løbet af foråret samlede tingene sig alligevel og med syv sejre i de sidste ni kampe klarede oprykkerne frisag på fornem vis.
”Den Nigel Pearson, I ser, og den Nigel Pearson, vi ser, er to forskellige mennesker. Han er en klog og glad fyr med en fantastisk humor. Og han ved, hvornår en spiller har brug for en arm om skulderen eller et spark bagi,” som Kasper Schmeichel sagde det til Daily Mail, da redningsaktionen var taet på at vaere fuldbyrdet.
Og Leicester red som bekendt videre på formbølgen saesonen efter, men det blev uden Nigel Pearson, der laenge havde vaeret på kant med klubledelsen.
På en tour til klubejerens Thailand efter saesonen optog tre af klubbens ungdomsspillere en video, hvor de var sammen med nogle lokale prostituerede, som de samtidig sagde grimme ting om. Den video blev opsnappet af medierne, og da den ene af de tre var managerens søn James, ramte det også manageren. For Pearson var efter sigende uenig i den fyreseddel, de tre unge spillere fik, og så røg han også selv ud til fordel for Claudio Ranieri, der 11 måneder senere stod som sensationel engelske mester med det hold, hans forgaenger havde vaeret med til at bygge op.
Siden blev det til en kort ansaettelse i Derby i 2016 og en tur til udlandet i den naestbedste belgiske raekke med Leuven fra september 2017 til februar 2019, men da Nigel Pearson blev fyret der og ikke fik det ledige managerjob i Middlesbrough i sommer, var han faktisk begyndt at forlige sig med tanken om, at hans tid som manager blandt de bedste måske var forbi. Men så kom Watford altså i krise, og selv om situationen virkede ganske håbløs, fik den 56-årige manager med en kontrakt for resten af saesonen hurtigt rettet op på tingene.
EN SVAER REJSE
Den første kamp ude mod Liverpool var selvfølgelig en umulig opgave, og Watford tabte da også 2-0, men det viste sig alligevel hurtigt, at den nye manager vidste, hvilke knapper han skulle trykke på. I sin første tale til holdet sagde han ifølge The Athletic, at ”vi har kvaliteten, og vi er bedre end mange andre hold, men vi mangler modet til at gå ud og vinde kampe,” og så aendrede han systemet fra 5-3-2 til 4-2-3-1 og målrettede spillet til at søge de farlige kanter Ismaila Sarr og Gerard Deulofeu.
Det blev en succes, for i de naeste fire kampe hentede Watford 10 point mod Manchester United, Sheffield United, Aston Villa og Wolverhampton, hvilket rykkede dem fri af sidstepladsen og genoplivede håbet om redning.
”Hvis nogen vil kalde mig brandslukker, er det fint. Det generer mig overhovedet ikke. Men jeg ved, hvilket arbejde jeg har gjort i fodboldklubber, og jeg ser mig selv som en person, der bygger ting op i stedet for at gå efter de hurtige løsninger. Men man skal også kunne arbejde på forskellige måder, og jeg er ikke kommet ind i dette job med tid til at bygge ting op. Det handler om at finde løsninger på den situation, vi er i,” sagde Pearson efter 2-1 sejren over Wolverhampton på årets første dag.
Og med 3-0 sejren over Bournemouth den 12. januar rykkede Watford op på 17. pladsen lige over stregen med et point ned til Aston Villa og to til netop Bournemouth, mens det nu var Norwich, der var sat på sidstepladsen otte point efter Pearsons mandskab.
”Han har skabt en no bullshit-kultur. Fodboldspillere kan vaere som børn. Hvis de får et par centimeter, tager de en hel meter. Sådan er det. Men på grund af hans moral og den måde, han fremstår, føler man en forpligtigelse til at gøre de rigtige ting,” sagde den tilbagevendte anfører Troy Deeney undervejs i forløbet, mens målmand Ben Foster var inde på noget af det samme:
”Man skal også frygte sin manager lidt, som man ville frygte Sir Alex Ferguson. Vi har laenge haft brug for en engelsk manager. Vi vidste, at vi havde spillerne, men vi havde brug for en til at sparke os bag i. Så simpelt er det,” lød det fra den tidligere Manchester United-reserve, mens man bemaerkede et hold, der både arbejdede hårdere og for hinanden.
Men så nemt skulle det heller ikke vaere. Rekordindkøbte Ismaila Sarr blev fiberskadet, og efter 0-0 kampen hjemme mod Tottenham løb Watford ind i nogle gamle problemer med ikke at få lukket kampe ned. Det begyndte egentlig i FA Cup-kampen hjemme mod Tranmere, der hentede 0-3 til 3-3 og derefter vandt returkampen, men det var betydeligt vaerre, at Aston Villa-stopperen Tyrone Mings scorede til en 2-1 sejr til hjemmeholdet på Villa Park i det 90. minut, mens det gik helt galt sidste weekend, da Evertons Yerry Mina scorede to
Når englaenderne vågner op til pakker og julefest 1. juledag, er der altid en flok fodboldspillere, der ikke er så glade, for siden Premier Leaguebegrebet blev indført i 1992, er sidstepladsen i raekken på 1. juledag blevet konverteret til en nedrykning fem måneder senere i 24 af de foreløbig 27 saesoner, hvilket svarer til en nedrykningsrisiko på 89 procent.
Bemaerk, at der i de tre første saesoner var 22 hold med i Premier League.
Leicester har lavet det staerkeste comeback, da de i 2014/15 gik fra blot at lave 0,59 point i gennemsnit i de første 17 kampe op til jul til at lave 1,48 i de 21 efter, mens West Ham i 2002/03 havde 14 point efter 19 kampe, men sluttede med 42 efter at have lavet 1,47 point per kamp i den sidste halvdel af saesonen, hvilket bare ikke var nok til at klare frisag, da Bolton på 17. pladsen høstede 44 point. Det er den eneste gang med 20 hold i Premier League, at mere end 40 point ikke har vaeret nok til at redde en ny saeson blandt de bedste.
I de 24 saesoner med 20 hold i raekken har det i gennemsnit vaeret nok at score 36,6 point i en saeson for at undgå nedrykning, hvis man regner med, at 17. pladsen er klaret med et point mere end nedrykkeren på 18. pladsen. Nemmest var det i 2009/10-saesonen, da Burnley blev nummer 18 med 30 point, mens nedrykkeren med flest point i det seneste årti var Birmingham med 39 point i 2010/11. I de seneste tre saesoner er nummer 18 sluttet med beskedne 33-34 point.
➜ gange kort før halvtid, så der stod 2-2 i stedet for 2-0 til Watford i pausen, hvorefter hjemmeholdet pressede så meget på, at der blev plads til en omstilling til allersidst, som Theo Walcott udnyttede til en 3-2 sejr til Everton.
”Det er aldrig en nem rejse. I dag var vi selv skyld i vores nederlag, men fodboldspillere er mennesker, og jeg vil støtte dem lige så meget som før. Vi har ikke så mange muligheder tilbage til denne slags svaere dage, når nu saesonstarten var så dårlig, men når man bliver ramt af tilbageskridt, gaelder det om at svare igen,” lød det fra Nigel Pearson efter Everton-kampen.
Så efter den flotte start er Watford dumpet ned under stregen igen, endda helt ned på 19. pladsen med West Ham et point foran og Aston Villa på den rigtige side af stregen med to point mere, mens Bournemouth og Brighton har et hul på tre point til Nigel Pearsons mandskab.
På den måde er der ingen tvivl om, at udekampen mod Brighton på lørdag er blandt saesonens allervigtigste, for lige efter venter Manchester United ude og Liverpool hjemme, mens det heller ikke er vaerd for Watford at vente til allersidst med at sikre sig. For saesonen lukker med Manchester City hjemme og Arsenal ude, så det gaelder selvfølgelig om at samle så mange point som muligt så hurtigt som muligt.
Men selv om de seneste kampe har vaeret skuffende, er det stadig blevet til 14 point i de ni kampe med Nigel Pearson, og kan Watfordspillerne holde det snit, ender man på 43 point, hvilket burde vaere rigeligt til redning trods den problematiske sidsteplads i tabellen 1. juledag. Nigel Pearson er i hvert fald ikke uvant med den slags ”great escapes,” hverken på fodboldbanen eller blandt ulvene i Transsylvanien. ✖