ORDLØSE FORBINDELSER

”Billedet på vaegen er fra april 1970, det fremkalder billeder af et andet mål, i et andet forår, aldrig fotograferet af nogen pressefotograf. Ti år tidligere bliver Fremad Amagers første junior københavnske mestre, ved et mål i slutningen af den afgørende kamp i Sundby Idraetspark, hvor nogle få kammerater, ledere og foraeldre ikke fylder meget. Den (aldrig: det, min søn) står 2-2, og det er en aftenkamp, husker isaer lyset, det maerkeligt lette, ligesom helt gennemsigtige kvartmørke sene majaftener, før det bliver rigtig mørkt. I praecis den belysning ser jeg målet, som Franke og jeg laver det. Vi får frispark, lige udenfor de andres straffefelt, lidt til højre for målet, og jeg tager det, vifter selvsikkert de andre vaek, med den bydende bevaegelse, der betyder, at jeg og ingen anden nøjagtig ved, hvad der skal gøres. Modstanderne stiller sig op i en mur foran mig, for at opfange et skud direkte på mål, sådan som jeg måske også først har taenkt mig det, men pludselig står Franke ved siden af dem, yderst til højre, i forlaengelse af deres mur. Det er sket under mit tilløb, mens alt er samlet om mig, og jeg løber videre frem som for at skyde direkte. Idet jeg når den, sparker jeg i stedet, i en ret flad bue, ind over forsvarsmuren, og bolden ville have taget grønsvaeren få meter bag den. I samme øjeblik har Franke gjort omkring og er styrtet hen til det sted, hvor den ville vaere landet, det gør den aldrig, han taemmer den i luften med højrebenet, halvflugter den så i mål med venstre. Ingen andre når at fatte, hvad der er sket, før han løfter armene.”

”Fodboldspillere plejer at have den slags med hjemmefra, terpet igen og igen ved traeningen, Franke og jeg har måske lavet noget lignende før, men aldrig indøvet det som noget bestemt i den retning, veksler ikke et ord, før jeg tager det frispark, ikke engang et sigende blik, alt sker under tilløbet, helt selvfølgeligt, han stiller sig bare, hvor han stiller sig, jeg spiller ham bare, som han skal spilles, når han engang har stillet sig, hvor han pludselig har stillet sig, tanken når ikke engang at blive nogen af os så bevidst, at den på forhånd står ganske klar for os. Det er en faelles viden, i kroppenes og øjnenes opfattelse, faerdig til at blive til virkelighed, og det er før, der kan tales om et sprog og et jeg, umiddelbart ganske anonymt, umuligt at sige: ”Jeg” er aldrig kommet et andet menneske naermere, måske kun en enkelt gang Katrin.”

Hans-Jørgen Nielsen, ”Fodboldenglen”, 1979