CORONA-KAMPE I KØBENHAVN
Fodbolden i Europa er lammet som følge af coronavirussen. Overalt udsaettes eller aflyses kampe, således også i Danmark hvor foreløbig de naeste to uger er uden fodbold. Men først nåede klubberne i Superligaen og 1. division af afvikle en runde uden tilskuere, hvor fans stod på containere, hvor en sportschef havde sørget for ekstra håndsprit til kontoret, hvor de eneste fremmmødte tilskuere i Parken var udlaendinge, og hvor en begejstret fynbo brød krammeforbuddet. Reportage fra en fodboldweekend i undtagelsestilstand.
Når det kommer til moderne fodbold, er der et mantra, der overtrumfer alt andet; selv at bolden er rund: The show must go on. Da en islandsk vulkan rasede og spruttede, så alle europaeiske fly måtte lande, satte spillere og fans sig ind i busser og tog og drog mod stadion.
Når terrorister har gjort Europa til et frygtsomt og uhyggeligt sted, har vi holdt ét minuts stilhed og derefter sunget, råbt, bandet og jublet videre.
Vi har stoppet frost og sne ved at saette jordbunden i kog. Regn draener vi vaek fra banerne. Selv de største storme udsaetter kun fodbolden i et par dage; så vrimler tilskuerne igen ind på tribunerne, og bolden ruller videre.
Men nu har bittesmå og usynlige vira haft enorme og tydelige konsekvenser. Fodbolden er lammet. Det begyndte med aflyste kampe og tomme tribuner i Italien, og i skrivende stund torsdag eftermiddag er kampe og turneringer blevet aflyst og udsat over hele det europaeiske kontinent, mens flere kan vaere på vej. Fodbolden og utallige andre sportsgrene ligger helt stille sammen med resten af samfundet, og vi ved endnu ikke, hvornår den igen kommer igen.
Coronavirussen ramte i sidste uge dansk fodbold pludseligt og med stor gennemslagskraft, da Superligaens patient zero viste sig at vaere et Brøndby-ikon og en tidligere landsholdsspiller. Og Thomas Kahlenberg havde i forbindelse med Brøndby-Lyngby weekenden forinden haft kontakt med tre tidligere holdkammerater, Patrick da Silva, Kasper Jørgensen og Martin Ørnskov, der nu spillede for gaesterne, og de røg i karantaene – ikke sådan en man får af for mange gule kort, men en anbefalet af myndighederne. Et døgn senere, fredag den 6. marts, meddelte regeringen så, at den anbefalede aflysning eller udsaettelse af alle arrangementer med mere end 1000 deltagere, og det fik Divisionsforeningen til at erklaere, at alle kampe i Superligaen og den naestbedste raekke ville blive spillet, men at der ikke ville blive lukket tilskuere ind. .
Hvordan er det at vaere til fodbold, når ingen andre er det? Tipsbladet drog ud på stadion i København for at finde ud af det.
GRATISTER PÅ EN CONTAINER
Den første kamp, der påvirkedes af Divisionsforeningens påbud, blev spillet allerede om eftermiddagen fredag den 6. marts. FC Roskilde mod Kolding blev flyttet til Sundby Idraetspark, fordi banen i Roskilde ikke var klar til divisionsfodbold, og da der var en begraensning på, hvor ofte lysanlaegget på Amager må benyttes, spillede kampen fredag 15.00. Da Divisionsforeningens beslutning trådte i kraft, var en bus med Kolding-fans allerede på vej til Sjaelland. De endte med at se kampen fra taget af en container uden for stadion.
Samme trick benyttede fans sig af lørdag eftermiddag, da Hvidovre mødte Vejle i 1. division. De mange københavnske VB-fans, der altid møder talrigt op, når favoritholdet gaester hovedstaden, samledes på Cafe Guldhornene lige bag Strøget, men Hvidovres fans mødte op trods forbud mod at komme ind. Uden for et af stadions hjørner kravlede 12-15 af dem op på en rustrød container, mens cirka samme antal stod nedenfor og tittede ind gennem en port. Deres tilstedevaerelse betød, at kampen ikke blev snydt for de vanlige og faengende HIF-slagsange, for eksempel den hvor postnummeret 2650 synges til melodien fra ”When johnny comes marching home” eller erklaeringen om, at ”you’ll never, you’ll never, you’ll never walk alone, Hvidovre IF, Hvidovre IF”. VB’erne slap heller ikke for at få at vide, at de var nogle jydesvin.
Men der var nu maerkeligt stille på stadion. Der var musik i højtalerne, men ingen speakerstemme, selv om der sad to personer inde i boksen. Man kunne høre TV3 Sports kommentator, selv om han sad på et plateau oppe under taget. Det var lige så tydeligt, som sad man hjemme foran tv.
Håndtrykkene inden kampen var afskaffet. Spillerne gik forbi hinanden, og nogle hilste med albuerne, nogle fistbumpede og nogle passerede modstanderne uden at anerkende deres tilstedevaerelse. Og da startfløjtet lød, gik så de straks i gang med en fodboldkamp som alle andre, hvor de tacklede, skubbede og omklamrede hinanden, mens de svedte, harkede og spyttede. På den ene side virkede det meningsløst at droppe hilsenen inden kampen i en sport med så meget kropskontakt. På den anden side havde det naesten vaeret en provokation med 187 tv-transmitterede håndtryk, når nu landets regering havde frarådet dem.
PETER LASSENS TOMME LØRDAG
Der kan vaere cirka 12.000 personer på Hvidovre Stadion. Tipsbladets udsendte talte 100 inklusiv kontrollører, journalister, bolddrenge, de to baenke og 22 spillere på banen. Person nummer 101 sad for sig selv et stykke oppe på tribunen. Det var Hvidovre IF’s salg- og sportschef Peter Lassen, der ikke brød sig om at kigge ud over en fodboldkamp på et tomt stadion.
”Jeg synes, det er et cirkus. Selvfølgelig skal vi alle sammen passe på hinanden, men om der sidder 1000, 1500 eller ikke nogen; det kan jo vaere lige meget. Hvis man skal gøre noget, skal man aflyse det helt. Det her synes jeg er at pisse på sponsorer og fans. Jeg ved godt, vi skal passe på hinanden, men hvad er forskellen på 2. division og 1. division og Superligaen? Det forstår jeg ikke rigtigt,” sagde Peter Lassen, der nu alligevel gør, hvad Divisionsforeningen påbyder.
”Vi følger selvfølgelig, hvad de siger. Det er blevet os pålagt. Det er irriterende, at den lige skulle komme nu, den virus. Det bliver jo først et drama, hvis en af klubberne skal isolere en hel trup. Så er det et kaempe problem. Så bliver vi nødt til at stoppe turneringen. Det er det, jeg frygter allermest.”
Meldingen om de tomme tribuner kom fredag eftermiddag ved 13-tiden, cirka 26 timer før startfløjt i Hvidovre-Vejle.
”Det gik staerkt. Vi havde sponsorarrangement, så jeg skulle have 100 mennesker til spis
ning, og det skulle koordineres. Jeg skulle afbestille alt personale. Det var mange ting, og vi er jo altså ikke ret mange i administrationen. Men det er gået fint nok. Der har ikke vaeret noget drama i det. Det er mere på kampdagen, hvor der ikke har vaeret en skid at lave. Jeg saetter bander, står i VIP’en og byder folk velkommen; det hele. I dag skulle jeg bare saette bander op, men det var jeg lige ved at glemme, for jeg var ved at falde søvn inde på kontoret klokken syv i morges,” sagde Peter Lassen, mens fansene ovre på containeren gik i gang med en fremførsel af hittet ”Vi vinder hele lortet med Kim Aabech” til aere for den netop indskiftede veteran. Men de stod altså uden for stadion, så entré ind t ae g terne varlig nul. Grillen vars lukketogfadøls hanen knastør. Alligevel klarede Hvidovre IF sig.
”Det betyder heldigvis ikke det helt store. Vi har en aftale med Hvidovre kommune, der giver gratis adgang for alle borgere i Hvidovre Kommune. Men de 300, der var kommet fra Vejle, havde skaeppet godt i kassen. Økonomisk... Det er penge, vi taber. Men det er ikke så mange, som det kunne have vaeret, hvis vi havde haft almindelig indgang,” sagde salgsog sportschefen.
Forandre varde tv aer re. Divisions foreningens direktør Claus Thomsen sagde til Ritza u, at en runde uden tilskuere i de to øverste raekker koster klubberne tilsammen 20 millioner kroner.
Så der var økonomiske risici, og der var de sundhedsmaessige. I Hvidovre havde de sørget for ekstra håndsprit til toiletterne, og sportschefen havde købt en flaske til sit skrivebord på kontoret, fortalte han, mens han så ned på en fodboldkamp, hvor de aste og masterundt med hinandens om vanligt.
”Når de scorer, krammer de hinanden. Det er sådan lidt underligt. Vi må gøre, hvad de beder os om, og så har vi vores på det tørre. Men vi håber selvfølgelig, at det snart er overstået, for de ter godt nok ulideligt ,” sagde Hvidovre sportschefen–og da interviewet var faer digt, stak han instinktivt armen ud til et håndtryk.
KAN MAN PROVOKERE ET TOMT STADION?
Der blev nu ikke krammet meget i HvidovreVejle, for det var småt med mål. Det var en kedelig kamp uden ret meget fart og kun med spredte målchancer. Måske fordi de manglende tilskuere sløvede spillerne ned. Måske fordi 1. divisionskampe indimellem bare er
➜ sløje og småkedelige.
Men der skete alligevel noget i tillaegstiden. Anfører Jacob Schoop slog en bold ind i feltet, hvor nyindkøbet fra B.93, Leonel Montano, bag om sit eget støtteben lagde bolden af til Kjartan Finnbogason. Divisionens topscorer braender sjaeldent sådan en chance – han lagde da også sikkert kampens eneste scoring i nettet og løb ud mod den tomme langside, mens han med haenderne viste holdkammeraterne, at de ikke skulle komme i naerheden af ham. For den jubel fik han et gult kort, som han, trods sejren, stadig skummede over efter sidste fløjt.
”Når jeg scorer i sidste sekund, er jeg pisseglad. Jeg løber vaek og taenker, jeg ikke må give highfives eller kram, så jeg prøver at holde mig vaek fra mine egne spillere – bare for sjov. Jeg prøver ikke at provokere, det er dårlig stil. I hvert fald kan man ikke give gult kort for at juble ud til tilskuerne, når der ikke er nogen tilskuere,” argumenterede islaendingen snusfornuftigt – og han fik ret, for nogle da gesenere annullerede Fodboldens Disciplin aer instans advarslen.
Det var en anderledes oplevelse at spille fodbold uden tilskuere, fortalte Finnbogason, da pulsen var dalet en smule.
”Det var lidt underligt. Men vi vidste det jo for et par dage siden. Det er selvfølgelig pissekedeligt. Man spiller fodbold for at spille på de store stadioner, hvor er der nogle tilskuere, men sådan er det. Vi bliver nødt til at gøre det, og så laenge vi vinder, er det ligegyldigt,” sagde Finnbogason om de tomme tilskuerpladser, som han på det tidspunkt, inden aflysningen af de kommende kampe troede, han skulle foran igen ugen efter.
”Vi bliver nødt til at vaenne os til det. Jeg elsker at spille på Vejle Stadion. I sidste kamp var der over 4000 mennesker. Det hjaelper os selvfølgelig. Når man får de tilskuere, som hepper os på, giver det lidt ekstra energi. Men vi bliver nødt til at vaere professionelle og snakke om det og vaere forberedte på det,” sagde Finnbogason efter en af de mere saere oplevelser i en lang karriere.
”Vi må ikke give highfives, men vi må daekke hinanden op og stå helt taet på hinanden. Det er et eller andet sted vanvittig maerkeligt. Men vi prøver at forholde os til reglerne og lader de dygtige folk, som er specialister, gøre deres arbejde. Men vi står her nu og snakker sammen – og måske er det forbudt. Det ved jeg ikke.”
TO SKOTTER OG EN AMERIKANER I FAELLEDPARKEN
Faelledparken på Østerbro i København er aldrig tom. Uanset om der spilles fodbold i Danmarks nationalarena eller ej, er der altid folk i weekenden, for den smukke park er et yndet udflugtsmålfor motionsløbere, småbørns fora el d re med barnevogne, hundelufter e, cyklister el lerbare københavnere på spadseretur.
Men denne søndag spillede de danske mestre fra FC København i Parken mod Horsens, og en time inden kampstart ville der normalt vaere godt pakket med fodboldtrøjer. Det var ikke tilfaeldet. Det eneste hvide i parkbilledet var vintergaekker, måger og de to store knopsvaner, der nappede i en grå, grim aelling i Faelledsøen. Den livetransmission fra den barske natur var lidt af et tilløbsstykke på grusstierne.
Derimod var der så godt som tomt ovre ved stadion, bortset fra de kontrollører i orange veste, der i pendulfart vandrede rundt om Parken. De havde ikke meget at lave. De var der for at oplyse eventuelle fans om lukningen, og en af dem sørgede også for at skiltet med ”INGEN TILSKUERADGANG TIL DAGENS KAMP” var ordentligt klistret fast til indgangen ved C3. Og så kom der faktisk en mor forbi med tre børn og et par spørgsmål. ”Spiller de derinde nu?” spurgte hun. ”Om en time,” lød svaret, inden et af børnene overtog.
”Bliver den vist på tv?”
”Ja.”
”Hvilken kanal?”
”En vi ikke har,” brød moderen ind, og så gik kontrollørerne og familien hver deres vej.
”Hvor skulle jeg vide fra, om det er en, de ikke har? Det er et trickspørgsmål,” sagde den ene kontrollør til sin makker.
På Central Park, der ligger i stueetagen på Parkens sydlige tårn, vinkede en vagt ivrigt Tipsbladets indenfor i varmen. Han øjnede en tiltraengt kunde. Tre kvarter før kampstart var der 11 ansatte på cafeen, men kun tre gaester – og de var alle sammen udlaendinge.
Ovre i hjørnet sad 24-årige John Cohen fra Californien. Han har vaeret fodboldfan siden barndommen, har selv spillet på California Lutheran University, og eftersom han er på rundrejse i Europa, besluttede han sig for at drage til Danmark for at se FCK spille.
”Jeg har set Copenhagen, når de har spillet i Champions League. Jeg vidste, det var et respekteret hold, et staerkt hold. Så jeg ville bare herop og tjekke det ud. I den danske liga er det nogle af det bedste,” sagde John Cohen, der 20 minutter forinden havde fået at vide, at han ikke kunne komme ind på stadion.
”Jeg kom hertil og kunne ikke se nogen fans, så jeg blev nysgerrig. Jeg talte med en fyr, der sagde, at kampen var lukket på grund af coronavirussen Det er en skuffelse – dårlig timing med virussen. Men jeg har hørt, at de gør det med alle danske kampe, så det er der ikke noget at gøre ved. I det mindste kan jeg se kampen her på skaermen og hygge mig,” sagde amerikaneren, der havde placeret sig ved et cafebord i hjørnet med sin drikkedunk og var klar til at se FCK-Horsens på tv.
Oppe ved baren stod to skotter, Chris og James, og var i gang med at bestille. De var ikke blevet haengende fra Celtic-kampen et par uger forinden, tvaertimod var de Rangersfans, som var taget til København for at se det hold, der slog deres arvefjende ud af Europa.
Men nu måtte de nøjes med samme skaerm som John Cohen, hvilket de kaldte for ”fortvivlende”.
”Det er slemt. Vi har fløjet 1200 mil, og så er billetterne annulleret. Vi er skuffede. Meget skuffede. Vi havde set frem til kampen,” sagde Chris.
De to fik en mail om de lukkede tribuner, men da var de allerede fløjet til Danmark. I øvrigt accepterede de begrundelsen, men undrede sig.
”Vi forstår det godt. Men vi har lige set en kamp fra Skotland på tv, og den er ikke blevet aflyst,” sagde James, der sammen med Chris forsøgte at nyde den forlaengede weekend i København alligevel.
”Vi har bare vaeret på opdagelse i byen, og vi tog til Sverige i går. Vi har set alle sevaerdighederne og nydt det, og så besluttede vi os for at tage herind og se kampen. På grund af den gode atmosfaere,” sagde Chris om stemningen, som altså tre kvarter før kampstart udelukkende blev leveret af to skotter og en californier.
Da kampen var gået i gang, meldte Chris i en besked, at der nu var 30 personer på cafeen, og at stemningen var okay.
”Ville dog hellere have vaeret på mit saede inde på stadion,” skrev han og fulgte op med både en trist smiley og et ”haha”.
PARKENS MANGE LYDE
Der er blevet spillet landskampe med mere end 50.000 tilskuere i Idraetsparken og ligakampe med mere end 40.000, både før og efter ombygningen. Selv når stadion kun er halvt eller en tredjedelt fyldt til en normal Superliga-kamp, er lydniveauet højt. Det var anderledes den søndag.
Michael Carøes ”Vi elsker FCK” kørte godt nok som vanligt i højtalerne og med tilhørende musikvideo på storskaermen, men der var ingen speaker, og først og fremmest var der ingen fans og dermed ingen råb, ingen klapsalver, ingen sange. Ingen container i verden er høj nok til, at man kan kravle op og lure ind i Parken og bidrage med stemning. Så lyden var den store forskel på denne og en almindelig fodboldkamp.
”Kom nu mand!” sagde en irriteret Andreas Bjelland, da et interview med Bo Henriksen trak ud og forsinkede kampens start.
”All in guys, all in, come on!” råbte Rasmus Falk, og et enligt ”kom så FC!” fra en kommunikationsmedarbejder på pressepladserne ledsagede førs tefløjt.
Det var en saer oplevelse at se en fodboldkamp, hvor fans ikke reagerede på de små haendelser. Det gik op for en, hvor meget lyd betyder for oplevelsen af en fodboldkamp, og det var nemt at falde i staver og ikke registrere, hvad der skete. På et tidspunkt havde Zeca muligheden for saette en farlig omstilling i gang, men hans aflevering i dybden var dårlig og stoppede ved Jonas Thorsens brystkasse. Ingen vred vraelen fra hjemmeholdets fans, ingen forventningsfuld eller hånlig jubel fra udebaneafsnittet. Hvis en aflevering falder i Parken, og ingen hører den, er den så overhovedet sket?
I stedet lagde man maerke til de andre lyde, som er en del af enhver fodboldkamp, men som altid overdøves af den konstante summen fra tilskuerpladserne: Ets aede, der klappede tilbage på plads efter at vaere blevet ramt af en bold. Lyden en god taemning giver; som en baseball der synker ned og forsvinder i en handske. Kenneth Emil Petersens kuglepen, der ramte bordet, når TV3 Sport-eksperten var faerdig med et notat. Klasket fra Bjarke Jakobsens støvle ind på Pierre Bengtssons skinneben, svenskerens smertebrøl – og den uundgåelige protest: ”Det er hans første frispark, mand!” Raslen af aluminium, da Kalle Johnsson greb bolden og fløj bagud ind i stolpen. Og så var der en konstant underliggende brummen fra lysanlaegget og fra trafikken ude på Østerbro. Til gengaeld var regnen, der faldt i slutningen af anden halvleg, helt lydløs.
Man hørte heller ikke Ståle Solbakken. FCK-traeneren havde karantaene og sad som eneste tilskuer på hele C-tribunen. Eller; sad er måske så meget sagt. Han var konstant i bevaegelse og skiftede fra det ene saede til det andet i frustration over ikke at kunne vaere i kontakt med sit hold. Det ville ellers have vaeret nemt at råbe spillerne op, men han måtte ikke. Så han vandrede hvileløst frem og tilbage og slog ud med armene, når hans spillere lavede en dårlig aktion.
I hans fravaer dominerede Bo Henriksen. I forvejen var Horsens’ traener en af Superligaens mest larmende, og i Solbakkens fravaer boltrede han sig på sidelinjen. FCK’s assistenttraener Bård Wiggen var intet match for den passionerede fynbo, så han kommunikerede sig igennem hele kampen og opildnede sine spillere. Efter lidt mere end en time råbte han:
”Fortsaet” Det her er vores fodboldkamp!” Stillingen var 0-0, og det var ikke helt forkert. Det var i hvert fald ikke FC Københavns. De danske mestre plejer, som minutterne skrider frem, at saette sig mere og mere på kampene i Parken og slide deres modstandere op. Presset øges, boldbesiddelsen forhøjes, antallet af hjørne- og frispark stiger. Spillerne og tilskuerne gejler hinanden op i en ond cirkel for modstanderne. Det skete flere gange i efteråret, mest tydeligt i de to kampe mod Hobro og OB, hvor Pieros Sotiriou i begge tilfaelde vendte 0-1 til 2-1 inden for de sidste 10 minutter.
Denne søndag var der ingen tilskuere til at hjaelpe hjemmeholdet med presset – og heller ingen Pieros Sotiriou der er blevet solgt til Astana – og så skete det modsatte. Med 10 minutter tilbage fik Horsens et par hjørnespark i traek, og ved nummer to udvikledes et klumpspil, hvor Alexander Ludwig trykkede bolden i kassen. Jublen fra de 11 udespillere og baenken rungede på stadion. 10 minutter senere gentog det sig, da kampen var forbi, og Horsens havde vundet 1-0.
ISOLEREDE SUPERLIGA-TRUPPER
Det var Michael Lumbs 11. Superliga-kamp i Parken og den første uden tilskuere. Men han havde faktisk prøvet at spille i en naesten tom nationalarena før.
”Vi spillede en lukket traeningskamp herinde for et år siden. Da det ikke kørte saerlig godt. Der vandt vi 1-0. Et eller andet sted mindede den om det, bortset fra at der var tre point til forskel,” sagde Horsens-backen.
”Når der ikke er nogen tilskuere, skal man passe på, at man ikke kommer til at tage for let på tingene, og det må helst ikke komme til at ligne en traeningskamp. Det er med at finde den indre taending frem.”
”Det er en aergerlig situation, at vi er havnet her, hvor vi nu engang er. Men vi skal jo passe på hinanden, og det nytter ikke, at vi smitter hinanden til højre og venstre. Det er jo sådan et sted, hvor der kommer rigtig mange mennesker, som står meget taet, at smitten virkelig tager fat. Men der mangler noget i fodbolden, når vi spiller for tomme stadioner. Jeg har prøvet det i Rusland på grund af ballade og andre ting. Det er ikke den samme følelse, men vi bliver nødt til at vaere professionelle og gennemføre det,” sagde den tidligere Zenit Skt. Petersborg spiller.
”Men man kan jo se, at det er udbredt over det hele nu, så spørgsmålet er, hvor laenge vi kan holde det ude af truppen. Nu har vi set både Lyngby og Brøndby – hvem bliver de naeste? Det skulle undre mig, hvis det stopper her,” spåede Lumb.
Hans traener overtrådte regeringens anbefalede krammeforbud et tocifret antal gange i sekunderne efter forårets første Superligasejr. Det ville Bo Henriksen blive ved med.
”Der er følelser i alt, specielt i fodbold. I sidste ende er vi en lukket kreds. Vi er stort set i karantaene i forvejen. Vi må jo ingenting. Vi må ikke gå ud at spise, vi må ikke gå i biografen, vi må ikke tage offentlige transportmidler. Jeg tror, at vi er meget godt lukket inde, så mine spillere får så meget kaerlighed og så mange krammere, de kan,” sagde Horsens-traeneren.
”Vi har fået nogle retningslinjer fra Divisions foreningen, og udover det h arvi gjorte t masse internt. Vores ungdomshold skal vaere et andet sted, vores administration spiser, efter vi har spist. Så der er rigtig mange restriktioner, så vi kan sørge for, at vi ikke er de første, der bliver ramt. Det er det vigtigste for os, så vi kan have så mange spillere parate til at spille fodboldkampe så lang tid som overhovedet muligt,” sagde Bo Henriksen, der til gengaeld nød hverken at skulle overdøve Ståle Solbakken eller tilskuerne.
”Det var fedt! Jeg kunne kun høre mig selv jo. Det var fuldstaendig magisk. Prøv lige at taenke på at vaere i selskab med sig selv i to timer. Det var det sjoveste i hele verden,” grinede traeneren.
”Nej, det var jo maerkeligt. Det var en fuldstaendig surrealistisk oplevelse. Bare det at vi kom, og der var ikke nogen mennesker. Så bliver man jo en lille smule forundret. Man er jo vant til den her power og energi, der kommer fra laegterne, så det er en underlig fornemmelse, og det er det også for spillerne at spille under de her forhold – en kamp som er så vigtig for begge parter,” sagde Bo Henriksen, der stillede et modspørgsmål, da han blev spurgt, hvad han gjorde for at forhindre, at der skulle gå traeningskamp i hans spillere.
”Kunne du ikke høre det? Det handler om energi. Alt handler om energi. Vi har snakket meget om det før kampen. Vi har prøvet at fokusere rigtig meget på positiv coaching. Jeg tror ikke, I hører mig derude, andet end en enkelt gang, hvor jeg er negativ omkring nogle af vores spillere. Det var en strategi, som jeg og min stab og så sandelig også hele holdet havde lagt. Vi skulle prøve at vaere positive,” sagde Horsens-traeneren.
Da han var faerdig med at tale med de skrivende journalister, hoppede han i Canal 9’s studie, mens Horsens-bussen bakkede ud af Parken. Den holdt laenge i tomgang på pladsen foran stadion, men til sidst kom Bo Henriksen løber ud af portene og ind i bussen, hvor målmandstraener Peder Hansen kvitterede med en klapsalve. Så drejede bussen ud af Per Henrik Lings Allé og forsvandt ud af syne i martsmørket.
Et weekend med tomme fodboldstadioner i landets to øverste raekker naermede sig sin afslutning. Showet fortsatte. Men kun for en stund. Så lukkede også fodbolden ned. ✖