DEN SMUKKE FODBOLD PÅ GRIFFIN PARK SYNGER PÅ SIDSTE VERS
Om få måneder flytter danskerklubben Brentford en kilometer mod øst til den nye hjemmebane Brentford Community Stadium, hvor der bliver plads til 5000 tilskuere flere end på Griffin Park. Her flokkes fodboldfolket dog stadig til for at nyde og få de sidste minder fra den 116 år gamle hjemmebane og samtidig se, om det kan lykkes Thomas Frank og kompagni at fejre flytningen med en oprykning til Premier League. Og efter tre ugers skuffelser kom Brentford tilbage på sporet, da Sheffield Wednesday blev udraderet en lørdag eftermiddag i det vestlige London.
Man må sige, at Brentford FC er en meget tilhaengervenlig fodboldklub. Når det nye stadion åbner efter sommerpausen, ligger hjørnet af tribunen nemlig kun 50 meter fra Kew Bridge Station, hvilket giver den korteste afstand mellem station og stadion i England, efter stationen lige bag Old Trafford i Manchester lukkede for et par år siden. Og en kilometers penge vaek ovre ved Ealing Road ligger den 116 år gamle hjemmebane Griffin Park stadig som det eneste stadion i England med en pub på hvert hjørne.
Pubberne er dog ikke bygget sammen med stadion, de ligger bare i det klassiske raekkehuskvarter ude i det vestlige London på vejen mod Heathrow, men da vejene går i en firkant rundt om det gamle stadion, passer det med en pub på hvert hjørne. Mindst besøgt er The New Inn, omend der stadig er kø foran indgangen halvanden times tid før kickoff på en lørdag, mens udebanetilhaengerne samles på The Brook ved hjørnet af endetribunen, hvor de har plads. Ovre i det andet hjørne, adskilt af lidt politi og en melding om en lukket vej, ligger The Griffin, hvor hjemmeholdets tilhaengere samles i størst tal, mens der oppe for enden af Braemar Road på hjørnet af Ealing Road endelig er den finere Princess Royal, hvor man også kan få et måltid mad til sin pint, hvis man skulle have lyst til det.
Og selv om pubben The Express Tavern ovre ved Kew Bridge Station nok kan se frem til en omsaetningsstigning på udvalgte lørdag eftermiddage efter sommerpausen, så ligger det gamle nabolag stadig så taet på, at fodboldfolket i Brentford kan fastholde deres saedvanlige rutiner og udskaenkningssteder på kampdage, når klubben flytter over på den nye hjemmebane, som har vaeret planlagt siden 2012.
Selvfølgelig er et farvel til en gammel hjemmebane vemodigt, men protester har der ikke vaeret mange af, og det ser da også ud til, at Brentford får et flot stadion med mangefarvede saeder og skarpt vinklede tribunetage. Og mens der bygges faerdigt ovre ved Lionel Road, er der stadig tid at sige paent farvel til Griffin Park, hvilket har udviklet sig til noget af et tilløbsstykke.
Det er ikke kun fordi, der er mange historier, der skal fortaelles igen om hjemmebanen, der åbnede i 1904 og dannede rammen om klubbens storhedstid i slutningen af 1930’erne, hvor man tre saesoner i traek placerede sig blandt de seks bedste fodboldklubber i landet med en femteplads i 1936 som højdepunktet. Dengang var der plads til knap 40.000 tilskuere, der mest stod op og fyldte det hele, når for eksempel Arsenal kom på besøg i september 1938, og 38.535 tilskuere var på plads. Men så kom krigen, og med den sluttede Brentfords tid blandt de bedste, for i den første saeson efter 2. verdenskrig rykkede man ud af 1. division sammen med Leeds.
De naeste saesoner blev tilbragt i de lavere raekker, men det forhindrer ikke tilhaengeren gennem seks årtier David Brassington at fortaelle om fortidens bedrifter over fire sider i kampprogrammet til lørdagens opgør mod Sheffield Wednesday, for der var både en 9-0 sejr over Wrexham og mindet om den legendariske målmand Gerry Cakebread at dele. Og så når den aldrende mr. Brassington endda ikke frem til historien om stadionpasseren
Alec Banks, der boede i vaskerummet under langsiden og naer var afgået ved døden, da der opstod brand i Braemar Road-tribunen i februar 1983. Han blev dog reddet ud i tide, for branden blev opdaget af QPR-legenden Stan Bowles, der sluttede sin lange karriere med et par saesoner i Brentford og derfor boede til leje i et hus i naerheden, hvor han stod og vaskede op med sin kone Jane med udsigt til langsiden, der pludselig begyndte at ryge.
Sådan kan man blive ved, men det er ikke
kun derfor, at der er taet på fuldt hus mod Sheffield Wednesday (12.273 tilskuere på et stadion med en kapacitet på knap 500 mere). Det er der selvfølgelig også, fordi Brentford er i gang med en af de bedste saesoner i mands minde med seks danskere i truppen under ledelse af den tidligere så udskaeldte Brøndbytraener Thomas Frank, der har fået stor succes i den engelske Championship.
HISTORISK DANSKERMÅL
Siden Brentford rykkede op i den naestbedste raekke i 2014 med Matthew Benham som ejer, har klubben haft ry for at spille en anderledes gang poleret, boldbesiddende og offensiv fodbold end mange andre af de mindre klubber i The Championship, og under manager Dean Smith havde man flere perioder, hvor engelsk presse måtte laegge vejen forbi Griffin Park for at skrive om det forbløffende spil, der blev leveret. Men det var aldrig saerlig stabilt, og det blev derfor blot til placeringer lige over midten, hvilket nu ikke i oktober 2018 forhindrede Aston Villa i at snuppe Dean Smith, der efterlod Brentford på sjettepladsen og på under en saeson førte storklubben og sin barndoms favoritklub tilbage til Premier League.
Det gav til gengaeld assistenten Thomas Frank en stor mulighed i Brentford, for han blev forfremmet til manager, og selv om starten var frygtlig med fire point og otte nederlag i de første 10 kampe, så fik Frank fat med en systemomlaegning fra 4-1-4-1 til 3-4-3, 12 sejre i de sidste 24 kampe og en afsluttende 11. plads i tabellen.
Denne saeson begyndte også sløjt efter store salg af topscorer Neal Maupay til Brighton for 210 millioner kroner og centerforsvarer Ezri Konza til Aston Villa for 110 millioner, for otte nye spillere blev hentet til for 215 millioner kroner, og et nyt hold skulle spilles sammen. Efter 11 runder lå Brentford kun nummer 17, men så klikkede tingene, og igen var det via et systemskifte, nu fra 3-4-3 til 4-33. 11 af de naeste 15 kampe blev vundet, og med 3-1 sejren hjemme over QPR i midten af januar rykkede Brentford helt frem til tred
jepladsen seks point efter et Leeds-mandskab i formkrise.
Men så ramte London-klubben også en af de perioder, hvor det boldbesiddende spil ikke fungerede godt nok, og hvor for mange chancer blev braendt, og efter 11 point i ni kampe, inklusiv de seneste fem kampe i traek uden sejr med et beskaemmende 2-1 nederlag ude til bundproppen fra Luton undervejs, handler hjemmekampen mod Sheffield Wednesday nu mere om at få vendt formkurven og dermed også holde fast i placeringen i top seks med udsigt til saesonafsluttende playoffkampe om den sidste oprykningsplads.
”Med 10 kampe tilbage har vi mål, vi skal opnå, og det begynder i dag foran et udsolgt stadion,” som viceanfører Henrik Dalsgaard afslutter sin klumme i kampprogrammet.
Stemningen er i hvert fald god inden kampstart trods den skuffende serie. Der er faellessang til ”Hey Jude”, og bifaldet ruller, da Dalsgaard leder sine medspillere ind på banen i fravaeret af den normale anfører, den skadede svenske centerforsvarer Pontus Jansson. Der er også klapsalver til Thomas Frank, da han kommer på banen og skridter over mod baenken på den modsatte sidelinje, men den 46-årige manager har også netop modtaget en fin hyldest for sit arbejde. Torsdag aften blev han nemlig kåret til saesonens traener af LFA – The London Football Association – foran andre nominerede som Chelseas Frank Lampard og Crystal Palaces Roy Hodgson, mens forgaengeren på haederspladsen var Tottenhams Mauricio Pochettino. Så mange ting er gået den rigtige vej for Frank i dette fodboldår, hvor det nu gaelder om at holde fast i top seks.
Til det formål har han valgt en startopstilling med tre danskere (Emiliano Marcondes og Christian Nørgaard udover anfører Dalsgaard), mens de yngre og tidligere FCK-talenter Luka Racic, der scorede sit første mål for klubben i 2-2 kampen ude mod Cardiff på den sidste dag i februar, og Mads Roerslev tager plads på baenken. Således mangler kun den lårskadede midtbanemand Mathias Jensen af de seks danskere i Brentfords førsteholdstrup, så der er ikke noget af sige til, at man også hører mange danske stemmer på vejene rundt om stadion.
De store stjerner på Brentford-holdet er dog den 24-årige angriber Ollie Watkins, der med 22 mål i 36 kampe har lukket hullet efter franske Maupay og placeret sig som nummer to på topscorerlisten i The Championship, kun overgået af Fulhams Alexandar Mitrovic, og den 24-årige algeriske driblekonge Saïd Benrahma, som Brentford lavede en permanent aftale med i sommeren 2018, efter Nicespilleren havde vaeret på lån i en lang raekke lavere-rangerende franske klubber.
De to får det største bifald, og de viser også begge, at de er klar til at revanchere de seneste kampes skuffelser. Benrahma dribler alt og alle med kropsfinter, stepovers og hurtigt antrit - ”han kunne lave en tunnel på en havfrue,” som assistenstraeneren for Brentfords reserver Sam Saunders så malende beskrev det i efteråret – mens Watkins får den første chance efter syv minutter. Christian Nørgaard bryder staerkt et Wednesday-opspil og rykker modsat, før han med et fladt indspil finder Watkins, der drejer bolden på overliggeren over den store Wednesday-keeper Cameron Dawson.
Tre minutter senere er det Benrahma, der forsøger sig fra en spids vinkel, Dawson parerer, men desvaerre for gaesterne er det lige ud til midtbanemanden Josh Dasilva, der bringer Brentford i front. Og efter 18 minutters spil bliver det også 2-0, da Wednesday ikke får clearet et hjørnespark fra Emiliano Marcondes, for det ender tilbage hos danskeren, der tager chancen fra kanten af feltet med et fint spark, der ryger over Dawson til en historisk scoring. Det er nemlig første gang, at den nu 25-årige Marcondes kommer på måltavlen i ligaregi for Brentford, selv om han skiftede til klubben for mere end to år siden som imponerende topscorer i den danske Superliga (19 kampe, 17 mål og ni assists for FC Nordsjaelland i efterårsdelen af Superligaen 17/18).
Men det tog tid at falde til, og i sidste saeson blev han først fod- og så ankel-skadet, før Brentford sendte ham på lån i FC Midtjylland i efteråret 2019 for at få noget kontinuerlig spilletid.
Det hjalp åbenbart, for siden da har Marcondes spillet mere for Brentford, og i fire af de fem seneste kampe har han spillet fra start, hvilket altså også giver det første ligamål på kontoen i Championship-kamp nummer 41 for klubben. Og i slutningen af 1. halvleg viser Marcondes igen sin fornemmelse for spillet, da han stikker den dyrt indkøbte højrekant Bryan Mbeumo (hentet i sommer fra
Troyes for knap 50 millioner kroner) fri til en simpel scoring, omend traeerne ikke vokser ind i himlen. Et par minutter senere bliver danskeren nemlig gennet vaek af Benrahma, da der skal sparkes direkte frispark fra kanten af feltet.
3-0 ved halvtid indikerer en afgjort kamp, men Thomas Frank og assistenten Brian Riemer er alligevel fordybet i taktisk samtale på vejen mod omklaedningsrummet. For selv om Brentford fører klart, har Wednesday faktisk haft 20 gode minutter, hvor Christian Nørgaard som eneste defensive midtbanemand har haft svaert ved at daemme op for gaesternes spil, så vidt det nu kunne ses fra siddepladsen bag en af de mange røde jernstolper, der baerer tribunetaget på Braemar Road Stand og ikke spaerrer udsigten til de to mål, men koster en synslinje tvaers igennem midtbanen.
FEST OG FEJRING PÅ GRIFFIN PARK
Efter pausen skruer gaesterne fra Sheffield også op for offensiven, selv om man godt nok skifter angriberen Josh Windass ud. Januarlånet fra Wigan hedder i øvrigt Dean til mellemnavn, og den er god nok – han er søn af den navnkundige Bradford- og Hull-angriber Dean Windass, men han har ikke leveret på niveau med sin far, der i 2008 som affarvet 39-årig scorede det afgørende mål, der rykkede klubben fra barndomsbyen Hull op i Premier League og slettede det mangeårige pub-spørgsmål om den største by i England uden en klub i den bedste raekke.
I stedet kommer en anden lejesvend på banen i form af Crystal Palaces Connor Wickham, der er stor som et hus, men ret rusten i boldkontrollen, mens italienske Fernando Forestieri kommer ind på kanten, men det hjaelper ikke meget for Wednesday, som også har den gamle Wolverhampton- og Sunderland-angriber Steven Fletcher liggende på toppen.
Han er dog efterhånden blevet 32 år, og selv om han har scoret et to-cifret antal mål i tre af de foreløbig fire saesoner i Sheffield og i denne faktisk er helt oppe på 13 mål, virker han på denne lørdag til at vaere ”over the hill”, omend det retfaerdigvis også skal siges, at han har vaeret skadet i starten af det nye år, hvor Wednesday også er dykket voldsomt.
To sejre i 11 ligakampe siden nytår har ødelagt ethvert håb om top seks for den udskaeldte Garry Monk og hans mandskab, og selv om de medrejsende tilhaengere i trods skråler ”Wednesday ’till I die,” da den fremragende Josh Dasilva scorer sit andet mål til 4-0 efter fint opspil af Marcondes og Benrahma, så knaekker filmen, da indskiftede Tariqe Fosu gør det til 5-0 med 10 minutter tilbage.
”You’re not fit to wear the shirt”, bølger det nu ned mod Wednesday-spillerne fra endetribunen, og den bliver hurtigt taget op af Brentford-tilhaengerne i fremragende humør, da Forestieri kikser et indlaeg og sender det over baglinjen.
Så det ender med en fest på Griffin Park, hvor Christian Nørgaard bliver klappet ud som udskiftet, og hvor spillerne til sidst går aeresrunde til Kool & The Gangs ”Celebration”. Og efter dem kommer Thomas Frank med skiftevis knyttede naever og jublende vink op til tilskuerne, der klapper den danske manager hele vejen rundt i Griffin Park, før han til sidst går forbi det skilt, der er blevet aendret i løbet af kampen. For nede i hjørnet står der nu: ”Farewell Griffin Park – 05 Games To Go”.