LILLE MARCELO FRA PARAÍBA
Brasilianeres tradition med primaert at bruge kaele- og fornavne er charmerende, men også lidt forvirrende. Tag for eksempel Marcelo dos Santos. Han blev født 17. maj 1975 og endte med at blive kaldt Marcelinho – lille Marcelo. Problemet var bare, at der var så mange andre Marcelinho’er i Brasilien, og flere af dem endte ligesom denne fortaellings hovedperson med at blive fodboldspillere, så han fik et ekstra tilnavn. Han lagde Paraíba på som et nyt efternavn; en hyldest til den delstat, hvor hans fødeby Campina Grande ligger, og hvor han begyndte sin fodboldkarriere helt tilbage i begyndelsen af halvfemserne.
I Europa behøvede han ikke Paraíba. Her laerte vi hurtigt, at hvis der var tale om en Marcelinho, var det nok ham, der brillerede i Hertha Berlins blå og hvide trøje. Hans første klub på denne side af Atlanterhavet var ellers Marseille, hvor han havde en relativt mislykket halvsaeson i 2000, men et år senere rejste han til den tyske hovedstad fra Gremio, og der spillede han de naeste fem år.
De kom til at elske ham i Hertha. I sin første kamp for klubben, et opgør i den davaerende ligacup mod Leverkusen, scorede han på et langskud og lagde op til et mål af Sebastian
Deisler, og det blev kendetegnende for et halvt årti, hvor han ofte var den afgørende faktor. Han scorede mål, mange og flotte, han lagde også op til dem, og han begejstrede tilskuerne på Det Olympiske Stadion. Saerligt huskes han for det langskud fra 48,3 meter, han scorede på Freiburgs keeper Richard Golz i april 2005. Det blev valgt til Tor des Monats.
”Stemning var ufattelig. Jeg glemmer aldrig, hvordan Det Olympiske Stadion gyngede. Der var rigtig sambastemning,” fortalte han i 2017 til Hertha Berlins hjemmeside om den dag.
Målet mod Freiburg scorede han med en ny frisure. Det skulle have vaeret en hyldest til det tyske flag, men det gik galt, da farverne skulle saettes i den rigtige raekkefølge. Marcelinho scorede sit mest berømte mål med det belgiske flag i håret. De farverige frisurer og det fantasifulde spil gav ham et nyt kaelenavn, ”Paradisfuglen”, og Süddeutsche Zeitung har kaldt ham for ”den mest blaendende fodboldspiller, Hertha nogensinde har haft”.
Lige så højt elsket han var, lige så meget frustrerede han berlinerne. Det skete, når han gik i byen i tide og utide, sloges med holdkammerater og tilfaeldige diskoteksgaester, kørte spirituskørsel, kom for sent tilbage efter ferier eller forhandlede med andre klubber bag om tyskernes ryg. I sommeren 2006 gik den ikke laengere: Marcelinho skiftede til Trabzonspor. Der blev han kun i en halv saeson, og så vendte han tilbage til Bundesligaen, denne gang som Wolfsburg-spiller. I sommeren 2008 forlod han som 33-årig Tyskland og kom ikke tilbage.
Men Marcelinhos historie stoppede ikke der. Han fortsatte med at spille fodbold i yderligere 12 år i Brasilien, hvor han skiftede klub naesten 20 gange. Først i weekenden stoppede han som 44-årig den aktive karriere. Lille Marcelo fra Paraíba sluttede selvfølgelig, hvor det begyndte: i Campina Grande, hvor han hos klubben Perilima allerede er tiltrådt i et nyt job som assistenttraener. På stadionet Amigão var han med til at slå klubben CSP Joao Pessoa med 2-1 i sin sidste kamp.
”Det skulle vaere her på Amigão, hvor det hele også begyndte. Jeg spillede i Campinense, jeg var meget ung, og jeg deltog i finalen om Paraíba-mesterskabet, hvor jeg blev mester i 1991 og 1993. Nu er jeg ved slutningen af en succesrig karriere, og tingene sker meget hurtigt. Jeg troede aldrig, at denne dag ville komme, men nu er den her,” sagde han ifølge Die Welt sidste weekend.
Fortaellingen om Marcelinho er også en tragedie. Han vandt ikke store titler, hans fem kampe på det brasilianske landshold var mindre, end talentet berettigede til, og han var notorisk dårlig til at styre sin økonomi. I starten af sin Hertha-karriere forlaengede han kontrakten, men insisterede på at få udbetalt sin løn i amerikanske dollars – hvorefter dollaren tabte en fjerdedel af sin vaerdi over for euroen. Det kostede Marcelinho et beløb svarende til cirka 3,4 millioner kroner om året. Han lavede dårlige investeringer, og han soldede penge vaek på luksusvarer og på venner og bekendte.
”Ud af mange store var Marcelo den største i Hertha. Hans største problem var, at han som et hjertevarmt menneske altid var der for alle. Han betalte alt for sine såkaldte venner og bekendte,” har Hertha Berlins tidligere direktør Dieter Hoeness sagt om brasilianeren.
”Gud ønskede det på den måde. Andre dør med deres konti fulde af penge. Det eneste, jeg fortryder, er den smerte, jeg har forvoldt min hustru og mine børn,” sagde Marcelinho sidste år til Der Spiegel.
Nu skal han begynde en ny tilvaerelse uden for den fodboldbane, der har vaeret hans hjem i tre årtier. Men lille Marcelo fra Paraíba nåede at blive en paradisfugl i Berlin. Og de glemmer ham aldrig.