”DET VIL NAESTEN IKKEVAERE TIL AT BAERE”
Silkeborg IF er i en svaer men langt fra umulig økonomisk position som følge af coronakrisen, der har lukket klubbens hotel men på kort sigt reddes af regeringens hjaelpepakker. Til gengaeld vil direktør Kent Madsen vaere meget ked af det, hvis Superligaen ikke kan spilles faerdig og Silkeborg IF ryger ned i 1. division, netop som der var livstegn på banen.
Først scorede Júnior Brumado sit første mål i Superligaen i sin 23. kamp. Så var det Nicolai Vallys, del af Skovhoveds spaendende 2. divisionshold og siden kaotiske Roskilde før skiftet til SIF sidste sommer, der gjorde det til 2-0, og selvom AGF skabte spaending med et straffesparksmål af Patrick Mortensen og et samtidigt rødt kort til Svenn Crone for forseelsen, holdt Silkeborg ud.
Pludselig lå man med 15 point og to kampe tilbage i grundspillet, og selvom det stadig er jammerligt ringe levede SIF pludselig med kun to point op til Esbjerg og fire til Hobro.
”Det betød virkeligt meget for Brumado at komme i gang, og vi har endelig vundet, så vi kommer til at jagte overlevelsen med alt, hvad vi har,” sagde SIF’s sportschef Jesper Stüker til Ritzau efter kampen.
”Vi skal hente tre point i de sidste to kampe. Det er muligt.”
SILKEBORG VAR I GANG
Om Silkeborg får spillet de to sidste kampe mod FC Nordsjaelland og SønderjyskE er nu uvist med nedlukningen af Superligaen som del af samfundets forsøg på at bremse smitten af coronavirussen.
I Silkeborg IF har man i størstedelen af saesonen konstateret det indlysende, nemlig at man er i overhaengende nedrykningsfare med den raedsomme pointhøst i efteråret. Men ikke at spille om det gør ondt.
For det vil det gøre i SIF, også selvom klubben har afholdt sig fra at vaere del af den protest, en raekke klubber har indgivet i et brev, hvor man protesterer over udmeldingen fra Divisionsforeningen om, at den aktuelle stilling gøres gaeldende i forhold til blandt andet nedrykning, hvis der ikke kan spilles flere kampe.
”Det er jo det, der betyder så meget for en masse mennesker. Vi gik efter at spille vores chance til det sidste, vi tilpassede og satsede faktisk i januar for at øge vores muligheder, og med resultaterne i de første runder så det endelig ud til, tingene måske var ved at gå lidt vores vej,” siger Kent Madsen.
”Med sejren over AGF har vi to point til Esbjerg og fire point til Hobro. Som Superligaen er skruet sammen, vil vi jo øge vores overlevelseschancer betragteligt, hvis vi overhaler Esbjerg og dermed kommer i pulje med Hobro og i taet kamp med dem om den plads, der giver to playoffkampe. Vi mener, at vores chancer for overlevelse var blevet bedre. Det er naesten ikke til at baere, hvis der nu ikke kan spilles flere kampe, og hvis vi ryger ned ved en skrivebordsafgørelse,” siger Kent Madsen.
BLIVER DET LANGVARIGT?
Flere spørgsmål traenger sig på i disse uger. Silkeborg IF har i modsaetning til konkurrenterne valgt ikke at sende spillerne hjem og lade dem vaere del af den statslige støttepakke, hvor arbejdsgivere månedligt kan få op til 26.000 kroner per medarbejder daekket, hvilket inklusiv nogle traenere ville løbe op i 750.000-850.000 sparede kroner per måned.
”Det handler om marginal gains, og hvis turneringen ikke starter op igen i denne saeson, er det os, der har truffet den forkerte beslutning. Hvis vi antager, ligaen lå stille i to måneder, er det omtrent halvanden million kroner, og det er bestemt et beløb, vi har respekt for. Men i forhold til at stå så staerkt som muligt i en overlevelseskamp i Superligaen vil vi ikke bagefter stå tilbage med følelsen af, at vi kunne have stillet os selv staerkere sportsligt ved at holde spillerne på arbejde, hvilket vi selvfølgelig gør på en måde, hvor spillerne følger retningslinjerne fra Divisionsforeningen omkring traening i små grupper og i øvrigt følger myndighedernes påbud og anbefalinger,” siger Kent Madsen og tilføjer, at han ikke kan forestille sig, nogen omgår de krav, der er knyttet til at hjemsende medarbejdere.
Silkeborg praesenterede sidste fredag årsregnskabet for 2019, der viste overskud på 10,3 millioner kroner, og klubben forventer et resultat på minus 5 til plus 5 millioner kroner for 2020, omend man i regnskabet tager store forbehold for den ukendte effekt af coronavirussen både nationalt og globalt.
Men på andre områder er Silkeborg IF nødt til at gøre brug af statens hjaelpepakker, ligesom store dele af det øvrige erhvervsliv.
Silkeborg IF’s moderselskab ejer ejendomskomplekset Papirfabrikken på en attraktiv placering ved søerne i Silkeborg, og selskabet ejer hotellet på Papirfabrikken. Det hotel er lukket nu, fordi der selvsagt ikke er mulighed for hverken konferencer eller for internationale besøgende med lukkede graenser, og selvom det muligvis genåbner senere på foråret,
slipper man ikke for et maerkbart tab, mens medarbejderne pt er sendt hjem som del af en saeraftale mellem Horesta og 3F.
Huslejen fra caféer, et fitnesscenter, en biograf og fra øvrige lejere på Papirfabrikken er daekket fra statslig side, så på kort sigt er situationen med Kent Madsens ord ”rigtig traels” men ikke på nogen måde truende.
”Det er ikke til at spå om, hvad de langsigtede effekter bliver,” siger Kent Madsen.
”Vi håber vel alle sammen på, at vi til Sankt Hans kan se tilbage på en-to meget svaere måneder og prise os lykkelige for, at verden har normaliseret sig igen,” siger Kent Madsen.
”Men det kan også vaere, at der kommer mere langvarige effekter, for vi er jo alle sammen skraemt til døde og bruger ingen penge i disse uger, også selvom opfordringen egentlig er en anden, og vi gerne skal holde gang i hjulene. Altså, hvor mange tror du, der er ude at se på en ny sofa i dag? Det her rammer de fleste brancher i samfundet, også mange af dem, man egentlig ikke ville mene var påvirket,” siger Kent Madsen.
”Hvis der kommer en lavkonjunktur, som vi oplevede efter finanskrisen i 2008, så kommer det til at påvirke vores andre aktiviteter. Det kan også påvirke sponsorsiden, hvis det bliver et langvarigt dyk. Vi kommer jo ikke til at gå ud og sige til sponsorer, at de skal tage sig sammen og fastholde sponsoratet på samme niveau, hvis de skal fyre en masse medarbejdere. Det er oplagt, at det er lettere at skaere på eksterne udgifter til for eksempel sponsorater inden for sport og kultur,” siger Kent Madsen.
”Men det er simpelthen for tidligt at sige, hvilket scenarie, der udspiller sig. Jeg tror ikke, nogen i verden aner det endnu.”
VIL GØRE ALT FOR AT SPILLE
Diskussionen om tv-aftalen fylder ikke helt så meget hos Silkeborg IF som hos de andre Superliga-klubber. På 14. og sidstepladsen i Superligaen får man alligevel kun en meget lille andel af de puljer, der fordeles efter praestation, og trods markante meldinger fra rettighedshaveren NENT om ikke at ville betale uden kampe og et spidst svar fra DBU-formand Jesper Møller i sidste uges Tipsbladet om at finde en faelles løsning, maner Kent Madsen til besindighed.
”Jeg har fuld tiltro til, at Claus Thomsen som direktør i Divisionsforeningen har helt styr på den situation,” siger Kent Madsen.
For Silkeborg-bossen er det altafgørende i øjeblikket, at Superligaen bliver spillet faerdig, helst med det kampprogram og slutspil, som der er planlagt nu.
”Jeg tror, fodboldens ledere vil straekke sig meget langt for, at ligaerne bliver spillet faerdige. Det er jo ikke mindst derfor, UEFA så hurtigt og konsekvent flyttede EM-slutrunden til sommer naeste år i stedet for at afvente situationen. Hvis der kan findes en international løsning på det, kunne man forestille sig, at spillerkontrakter med udløb 30. juni bliver forlaenget to til fire uger, så man kan få ligaerne spillet faerdig. Vi har diskuteret muligheden for at sløjfe princippet om, at spillerne skal sove tre gange før naeste kamp, for så kan turneringen spilles faerdig på fire-fem uger,” siger Kent Madsen.
”Det vil vaere så dødssygt, hvis det hele bare afgøres fra skrivebordet, fordi der ikke kan spilles flere kampe. Hvis det sker, så kommer der da helt sikkert en stor diskussion om, hvad der skal ske,” siger Kent Madsen.
”Jeg håber virkelig, at tiltagene fungerer, så vi ikke bliver så hårdt ramt som i Sydeuropa. Det er så uhyggeligt, og i det lys betyder det jo ikke det store, at vi Superliga-klubber har det lidt svaert i en periode. Og så håber jeg også for samfundet, at situationen løser sig økonomisk med det, der ligner en udgift på et trecifret milliardbeløb,” siger Kent Madsen. ✖
Mens verden er gået i stå, går Nicolai Bryde Nielsen rundt om sig selv. Den 36-årige fodboldfan samler på stadioner og er en af Danmarks førende på området, men hans tilvaerelse er på standby uden fodbold. Han savner de store weekender i Berlin, han savner jagten på komplette ligaer og land nummer 50, han savner argentinske løbebaner – og han savner solskinnet i Espelunden.
Sidste weekend skulle have vaeret en stor fodboldweekend. Jeg havde tre billetter til Hertha mod Union på Det Olympiske Stadion i Berlin. Det ville have vaeret mit første besøg på et af de mest berømte stadioner i hele Europa, og så oven i købet til et intenst lokalopgør, hvor det ellers sjaeldent fyldte stadion var udsolgt. Dén kamp havde jeg håbet, jeg kunne komme til at se.
Men først blev stadion lukket for tilskuere, og siden blev derbyet helt aflyst. Og sådan er det gået for stort set al fodbold i Danmark, Europa og resten af verden. Vi, der holder af at besøge fodboldstadioner og se kampe, kan ikke komme til det. Årsagen er indlysende og forståelig, og det havde i øvrigt vaeret uforsvarligt og provokerende, hvis sporten ikke lå stille, men det gør ikke savnet af fodbolden og stadionoplevelser mindre.
Oven i købet var det en speciel saeson for mig. I sommer satte jeg mig et mål om, at jeg ville se mindst 100 kampe i denne saeson, og jeg var på vej til at nå dertil i et personligt rekordtempo. Min foreløbig sidste fodboldkamp, FC København-AC Horsens den 8. marts, var min 85. i saesonen. Og efter jeg i 2019 nåede en personlig milepael ved at have besøgt hjemmebanen for samtlige klubber i Superligaen, 1. og 2. division, havde jeg dette forår planer om at gå videre ned i raekkerne og se, hvor langt jeg kunne komme i Danmarksserien. Den plan er nu på pause, oplevelser store som små må vente, og aftener og weekender er tomme. Det er hårdt, og der er ingen udsigt til, at det bliver bedre lige foreløbig. Men jeg ved, hvem jeg kan ringe til for at dele min aergrelse.
36-årige Nicolai Bryde Nielsen er af Danmarks førende groundhoppere – personer hvis hobby det er at besøge så mange stadioner som muligt. På appen Futbology, som mange groundhoppere bruger til at holde skik på deres kampe og stadionbesøg, har han registreret 1285 kampe på 309 stadioner i 49 forskellige lande på fire kontinenter. Nicolai har set 441 kampe alene på Brøndby Stadion, og han har set to Champions League-finaler, fem Europa League-finaler, en Copa Libertadores-finale og adskillige andre enorme kampe, men han får lige så meget glaede ud af cykle ud til et dansk divisionsstadion. Oven i købet er fodbolden hans levevej, efter han startede rejseselskabet Groundhopping Tours, der tager danskere med til fodbold rundt om på kloden.
Nicolai må ligesom jeg lide under fravaeret af fodbold, og jeg ringer til ham i Rødovre, hvor han bor med sin kaereste og hendes 10-årige søn.
DOKUMENTARER FREM FOR ”NIKOLAJ OG JULIE”
Hej Nicolai. Hvordan går det med dig?
”Der er blevet masser af familietid lige pludselig. Det har jeg ikke haft lige så meget tid til at prioritere. På den måde er det positivt. Men altså, tiden er hård, når en stor del af ens liv er at tage ud at se fodbold og besøge stadions. Specielt uvisheden om, hvornår det kommer til at ske igen, er rigtig, rigtig hård, synes jeg. Jeg bor i Rødovre og har Avarta i baghaven. Jeg har fra min lejlighed stort set udsigt til Espelunden. Den lille spiller ishockey, så naesten hver dag spiller vi rullehockey på nogle baner, der har Espelunden som nabo. Det piner mig endnu mere, når jeg ser de lukkede låger og taenker: ”Hvor kunne det vaere godt.””
Espelunden er et dejligt sted, når solen skinner.
”Praecis. Og divisionsstadionerne er der, man tager ud, når solen skinner. På en råkold november-aften med slud er det ikke det sjoveste at pible ud på de mindre stadions; der skal gerne lidt sol til.”
Jeg ved ikke med dig, men vi går ind i min yndlingsårstid. I de naeste to måneder bliver aftenerne lysere, graesset grønnere og vejret varmere.
”Praecis. Det er fantastisk, hvis der er midtugerunder, og man kan cykle ud på nogle hverdagsaftener og se divisionsfodbold. Det er fantastisk hyggeligt derude. Og det kommer jeg altså til at savne. Jeg savner det allerede nu. Man mangler noget at tage sig til. Mange ser Netflix, men jeg har ikke set en serie, siden ”Nikolaj og Julie” kørte på fjernsynet. Jeg var tvangsindlagt til at se den, fordi min kaereste på davaerende tidspunkt hed Julie. Men siden dengang har jeg ikke set serier. Jeg har ikke haft tid. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tage mig til. Jeg ser fodbolddokumentarer og undersøger maerkelige stadions rundt omkring i verden – som jeg også gjorde førhen. Nu har jeg bare endnu mere tid til det. Det er en tom fornemmelse at undersøge ting uden at vide, hvornår det kan blive en realitet.”
Jeg så på Twitter, at du havde fundet løbeskoene frem. Hvad bruger du ellers tiden på? ”Jeg har ageret skolelaerer. Vi har heldigvis haft idraet i dag – det har vi stort set hver dag – men ellers lidt dansk og matematik. Der skulle skrives referat af nogle bøger. En knaegt på 10 år er helt vild med at skulle lave lektier hver dag... Det er op ad bakke, lad mig sige det sådan. Og så kan jeg gå lidt rundt om mig selv, lave ting med familien, spille spil. Gå op at handle. En del gange har jeg taenkt: Hvad laver andre folk, som ikke ser fodbold? Jeg sidder i en lejlighed, og det er jo med vilje, at jeg ikke har hus og have. Det er helt sikkert noget, folk bruger masser af tid på, men det er ikke noget, jeg vil prioritere.”
INGEN STRESS OG JAG - DESVAERRE
Hvad er du gået glip af indtil videre? ”Forrige weekend skulle jeg have vaeret i Prag og se seks fodboldkampe. I den weekend, vi lige har vaeret igennem, skulle jeg have vaeret i Berlin og se Dynamo Berlin mod Energie Cottbus fredag aften [i Regionallliga Nordost, den fjerdebedste raekke] og Berlin-derbyet lørdag og Babelsberg [bundhold i Regionalliga Nordost] søndag. Og så misser jeg en tur til Argentina om en måned, og da jeg kunne se, at Prag nok ville blive aflyst, fordi jeg ikke kunne komme ud at rejse, havde jeg en plan om at skulle lukke 2. division i Danmark. Det var en nødplan, der blev hevet op. Jeg skulle have vaeret en tur i Thisted, Naesby, Vejgaard og Ringkøbing. Så havde jeg lukket de berømte divisioner, som du har clearet. Jeg taenkte, at der var et godt spot nu til at få det gjort nu.”
Jeg skulle også have vaeret i Berlin. Det skulle have vaeret min første tur på Det Olympiske Stadion.
”Og hvilken en, det havde vaeret! Det er den rigtige kamp at ramme. Det var en vanvittig weekend, for der var Østberlin-derby fredag aften, Dynamo mod Cottbus. Det havde vaeret en spraengfarlig kamp ude på Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportpark. Jeg ved ikke, om du har vaeret der, men det lukker og bliver renoveret. Det skal rives ned.”
Jeg har ikke vaeret der. Hvad går jeg glip af? ”Et gammelt østtysk stadion med nogle fantastiske lysmaster. Der er plads til 22.000. Det var der, hvor det østtyske landshold havde hjemmebane, så det er et ret nostalgisk og historisk stadion. Nu om dage spiller Dynamo der for det meste, og der er ikke mange mennesker derude. 1500 eller deromkring. Det er sådan lidt tomt. Men til de store kampe, for eksempel mod Cottbus, ville der komme 3000-5000. Også fordi det var derbyweekend, så der var mange groundhoppere, der helt sikkert skulle derned. De store weekender er fede i Berlin, for også til de mindre kampe dukker rigtig mange op. Hvis man saetter sig på en bar i naerheden, vaelter det ind med fodboldnørder fra hele Europa.”
Der er en lille del af mig, som føler mig meget mindre stresset. Hvis jeg ikke havde vaeret i Berlin denne weekend, ville jeg have forsøgt at se én kamp om fredagen, to om lørdagen og to om søndagen. Og så ville hele weekenden gå, mens jeg fór rundt til fodboldkampe i Storkøbenhavn. Den stress og jag undgår jeg nu – men omvendt går jeg også glip af en masse store oplevelser.
”Enig. Man er på ingen måder stresset for tiden, og man har rigtig meget tid til det hele. Men jeg har aldrig vaeret saerlig god til at vaere derhjemme. Jeg har altid vaeret ude så meget som muligt – ofte til fodbold. Jeg sidder hellere på Herlev Stadion en onsdag aften frem for at sidde hjemme og se fjernsyn alene. Så kører jeg ud og ser fodbold – også alene. Men jo, stressfaktoren er lav, når man ikke skal rejse så meget og nå det hele. Jeg har ofte et presset program, når jeg også skal finde tid til at se familien. Men jeg har svaert ved det, synes jeg. Jeg bliver doven. Jeg kommer til at handle klokken 18 i stedet for at handle klokken 10, hvor jeg bare kunne have gjort det. Min kaereste synes også, at jeg er blevet rigtig doven. ”Når du ikke har tid, når du det hele, og når du har masser af tid, når du ikke en skid,” siger hun. Hvis man har nogle daglige rutiner, ved man, hvornår man skal gøre tingene. Nu har man alt for god tid til at nå de enkelte ting, man skal.”
CHAMPAGNE I NAESBY
Da vi talte sammen om at lave dette interview, skrev du noget meget sigende: ”Det er virkelig en hård tid for os stadion-jaegere, som ikke få stillet lysten af en genudsendelse af en Champions League-kamp”. Hvad mener du med det?
”Jeg har lagt maerke til på Twitter og snakket med mange, som ser tidligere kampe. De genser store finaler og finder glaede i det. Men mine minder ligger oftest ikke i spillet på banen, men på tilskuerpladserne rundt omkring på de forskellige stadions. De minder kan man bare ikke få på tv. Jeg foretraekker at se en god fodboldkamp på stadion – ikke fordi jeg får detaljerne i spillet med, men fordi jeg får alt det rundt om. Det er i bund og grund derfor, jeg elsker fodbold.”
”Alle bliver forelskede i den lille runde, spillerne på banen og godt fodboldspil, men når man saetter sig ind i kulturen, bliver det alt det andet, man forelsker sig i. Det kan man ikke skabe på en tv-skaerm. Hvis jeg tager ud og ser fodbold, sidder jeg ikke og analyserer alle 90 minutter. Det kan godt vaere, jeg misser 40 af dem, fordi jeg snakker med min kammerat. Men det handler lige så meget om sjaelen på det sted, hvor man sidder. Der er noget unikt ved at få alle indtrykkene ude på et stadion. Dem kan man bare ikke få på en tv-skaerm. Derfor er det her på ingen måde tilfredsstillende.”
Kan du gøre noget for at stille din lyst?
”Jeg prøver på at se dokumentarer, men det er ikke det samme. Jeg sidder stadig og taeller dage ned på en kalender, der ikke slutter. Det fylder det meste af mine tanker for tiden: Hvornår kan vi komme i gang igen?”
Hvad var din seneste fodboldkamp?
”Det var Espelunden. Jeg havde en weekend, hvor jeg var i HIK om lørdagen og Espelunden om søndagen. Det var der, hvor vi planlagde alle jyllandsturene; at vi skulle ud at lukke stadions. Det var mig og tre-fire kammerater, der jagter den famøse divisionslukning – Superligaen, 1. og 2. division. Vi prøver at koordinere, at vi kan ramme den samme kamp. Vi mangler stort set alle sammen Naesby, så vi håber at kunne fejre det derovre med nogle champagneflasker og en god tur til Fyn.”
Hvordan ser din kampliste ud i denne saeson?
”Jeg bliver lige nødt til at gå ind at tjekke. Jeg har lige ryddet op i min telefon for første gang nogensinde. Det har jeg også haft tid til – men nu kan jeg ikke finde mine apps .... 77 kampe i denne saeson. Det er ikke så godt. Jeg havde en forventning om, at jeg skulle op på 115-120 i denne saeson, men det er sat i bero.”
Hvordan var du kommet i gang med 2020? ”En blød start. Jeg havde et udlandsophold med familien, hvor jeg fik en kamp i Qatar, men jeg missede en pokalfinale i Sri Lanka. Ligaen dernede er suspenderet på grund af korruption i forbundet, og jeg troede, jeg havde lavet min research, men pludselig var der en kamp i kalenderen – i deres pokalturnering som ellers også havde vaeret suspenderet laenge. Der var så syv timer vaek, og jeg havde lovet familien, at jeg ikke skulle se så meget fodbold på den tur. Så jeg kunne ikke tage to dage ud af kalenderen, som det ville kraeve, hvis jeg skulle tage en taxa til Colombo. ”
Du naevnte muligheden for at lukke divisionerne. Hvad havde du ellers af planer for foråret?
”Jeg skulle jeg gerne have et land mere på listen. Jeg er på 49 forskellige lande, så jeg havde egentlig gået med tankerne om, hvor jeg skulle hen og få land nummer 50. Det var min plan at se, om jeg kunne ramme et derby i Nordirland. Og det lyder måske lidt maerkeligt, men jeg ville rigtig gerne lukke Danmark. Det er ikke det mest sexede at skulle til Thisted, Ringkøbing og Vejgaard; det er dagsprojekter at køre derop, men nu skulle det vaere – og det skulle det så ikke alligevel.”
Groundhopping er også dit arbejde. Hvordan er det blevet påvirket?
”Jeg har ingenting at lave nu. Jeg kan forberede rejser til naeste saeson og vaelge destinationer. Men det er en tung periode, når det at se fodbold, både herhjemme og i udlandet, er så stor en del af mit liv. Det fylder enormt meget at se fodbold på stadion. Jeg ser ikke fodbold i fjernsynet så tit. Det kan taelles på én hånd, hvor mange kampe jeg ser på en måned.”
GLAEDEN VED SUNDBYS SUNNY SIDE
Hvorfor begyndte du i sin tid at se fodbold? ”Min første kamp var på Brøndby Stadion i 1994. Jeg kommer ikke ud af en fodboldfamilie, så det lå ret fjernt for familien, at jeg skulle udvikle mig til en fodboldnørd. Men jeg blev en dag spurgt, om jeg ville med derud. Det, der fangede mig, var spillet på banen, men endnu mere det, der skete på tribu
➜ nerne. Det var stemningen på Faxe-tribunen, og fra min position på langsiden så det fedt ud. Jeg blev grebet af, at der var folk, der spillede på trommer og sang. Jeg har altid set fodbold, elsket fodbold, elsket fodboldspillet, men det er kulturen, jeg braender for. Jeg tror, det var det samme dengang – bare uden jeg vidste det. Jeg har aldrig haft en yndlingsspiller på banen. Det har vaeret klubberne, og jeg begyndte at interessere mig for, hvad de stod for. Jeg havde ikke T-shirts, hvor der stod ”ROMARIO”, jeg havde klub-T-shirts uden navne.”
”Jeg så min første udlandskamp som 14-årig, tror jeg. Vi begyndte at tage over for at se Trelleborg og Helsingborg i Sverige. Det var med nogle gamle kammerater fra Fredensborg, hvor jeg er født og opvokset. En af dem blev forelsket i en klub, der hedder Ljungskile, og så begyndte vi at følge dem. De lå i den bedste svenske raekke for første gang nogensinde, og vi så dem tabe 9-0 i Helsingborg. Hans far kørte os rundt i Sverige, og vi var i Ljungskile, der ligger nord for Göteborg, vi så dem i Halmstad og Trelleborg. Vi har tit på turné i det svenske. Vi blev også inviteret op og var med spillerne til deres årlige afslutning, fordi vi var sådan nogle maerkelige danskere, der holdt med Ljungskile. Allerede dengang havde jeg interessen for det anderledes og for kulturen i mindre klubber.”
Hvornår begyndte groundhopping at blive hovedinteressen i dit liv?
”Da jeg var til EM i Portugal [i 2004], havde vi base i Porto og skulle egentlig bare se Danmarks kampe. På campingpladsen boede vi ved siden af nogle englaendere, som dyrkede groundhopping, og som rejste rundt dernede og så alt muligt i mellemtiden, mens vi bare havde planlagt at ligge ved poolen. Det var egentlig ret inspirerende, at man kunne tage rundt og se andre kampe og opleve andre stadions. Vi fulgtes med dem, og siden har det haengt ved. I årene op til havde jeg også dyrket det, men slet ikke i samme grad. Jeg kunne finde på at tage til Rom og se én kamp og ellers gå og nyde byen. Tager jeg selv ud i dag, står fodbold øverst på programmet, og har jeg min kaereste med, ser vi også som regel en fodboldkamp om dagen. Det kan også vaere, at hun tager i spa eller på shoppingtur, og så ser jeg fodbold.”
Du har vaeret til mange kampe i mange lande, men er der alligevel nogen oplevelser, der står tydeligt frem?
”Man kan stadig blive overrasket rundt omkring. Derbyet Genoa-Sampdoria havde en kulisse, som virkelig overraskede mig meget. Jeg havde set forholdsvis mange af de store derbyer i Italien, men det her var virkelig intensivt. Også fordi det var et venligt derby – de to holds fans er ikke uvenner. Så stemningen var intens, men den var ikke anspaendt. Det er et lillebitte stadion, og så er det hele byen, der går op i det. Det virker til, at alle har et forhold til en af de to klubber, så flagene haenger ud af vinduerne på kampdagen. I gaderne kørte alle rundt med flag, og det er sjaeldent, at man oplever det i storbyerne. Tag bare derbyet herhjemme: Hvis man går inde på strøget, bemaerker man ikke, at der er kamp. Man skal ud til Parken for at opdage, at der er storkamp, og det er lidt det samme, hvis man er i Rom og skal se ”Derby della Capitale”. Hvis man går inde i midtbyen, aner man det ikke – man skal ud til Olimpico for at maerke det.”
”Det gjorde også indtryk, da jeg for nylig var i Skotland for at se Dundee-derbyet i den naestbedste raekke. Vi kom fredag og var vel i Dundee klokken tre. Vi nåede lige at tjekke ind på hotellet og skulle ud at have mad, men alle pubberne i byen var fuldstaendig proppede. Det virkede til, at alle i byen havde taget tidligt fri og var på pubben i den ene eller anden farve. Det var også hele byen, som med liv og død gik op i kampen. Det er glaedeligt, at man stadig kan få wauw-oplevelserne.”
Hvordan kan det vaere, at det både betyder noget for dig at se en kamp på det Olympiske Stadion i Berlin med 74.000 andre tilskuere og at se en i Espelunden? For det er jo to vidt forskellige oplevelser.
”Alle klubber er unikke. Hvis man ser bort fra spillet på banen – som jeg i bund og grund gør, når jeg besøger en klub – og i stedet saetter sig lidt ind i historien, så er hvert stadionbesøg en oplevelse. Man tager ud for at møde de folk, der har hjertet i klubben. Man ser det også i Espelunden; der står også folk, der har fulgt Avarta hele deres liv. De er desvaerre ved at vaere lidt gamle, og jeg frygter da for, hvordan der vil vaere om 20 år, for der kommer ikke rigtig nye til. De folk, der følger det lokale hold, begynder at forsvinde rundt omkring. Men jeg synes, at hver klub har sin lokale historie, og stadionet er en stor del af klubben. Hvis man tager stadion fra klubben, bliver den aldrig det samme igen. Det er sjaelen i klubben.”
”Og så synes jeg, det er inspirerende at komme ud, hvor man er der på grund af kaerlighed til fodbolden. Der er ikke 40 procent i slips og på sponsorbilletter eller kinesere, som kommer for at se Ronaldo. Det er også derfor, jeg har lidt modstand mod nogle af de store Premier League-stadions, for man maerker ikke sjaelen i klubben laengere. Det kan godt vaere, det er et flot stadion og god fodbold, men man får ikke følelsen af, at man besøger en speciel klub. Nej, man kommer for at se 11 mod 11, og de kan vaere udskiftet til naeste saeson. Man maerker ikke identiteten. Derfor kan det vaere lige så inspirerende at se de mindre klubber.”
Hvad er dine ritualer, når du kommer til en ny klub?
”Jeg køber altid en fadøl og en pølse. Sådan et stadionsaet hører sig til. Og jeg prøver så vidt muligt at komme rundt på alle tribuner. Der er ret stor forskel på, hvor man sidder, og hvilken oplevelse man får. Havner man på tribunen med sponsorerne, maerker man ikke på samme måde sjaelen i klubben. Jeg vil gerne se de forskellige grupperinger. Der kan vaere en old boys-klub, hvor de gamle koryfaeer sidder. I Sundby Idraetspark har man sunny side, som er Amager, og så er der alle dem, der kommer for at se fodbold, som sidder under taget på stolene. Jeg foretraekker klart at stå på sunny side. Hvis man sidder på stolene på langsiden, maerker man ikke det skaeve Amager. Så jeg prøver at bevaege mig rundt for at snuse mest muligt og få mest muligt med hjem i bagagen.”
Hvad har du af drømme? Hvilke kampe, hvilke lande, hvilke stadioner?
Jeg har én stor drøm lige nu, og det er at se Baris stadion. Det har stået på to do-listen laenge. Jeg vil gerne have alle stadions fra VM i 1990 – nu er det lidt for sent med nogle af dem. Det var ikke sådan nogen med sponsorpladser og store loger. Det er den gamle, italienske stil. Det elsker jeg ved at rejse ud. Hvert land har sin egen arkitektur. Engang var det lokale arkitektfirmaer, der tegnede dem, og derfor er der så stor forskel på stadions rundt omkring. Det er charmen.”
”Der er løbebaner på mange af de gamle italienske stadions, men det hører sig til, og det samme i Sydamerika på de store, ovale stadions. Så kan man godt sige, at der ville vaere bedre lyd, hvis der var tag over, men så er det ikke et sydamerikansk stadion. Argentinsk eller brasiliansk fodbold hører sig til på deres slags stadions. Ellers bliver det det samme rundt omkring, hvilket desvaerre er ved at ske nu. Det bedste eksempel er Metropolitano [Atlético Madrid] og Emirates [Arsenal], som stort set er identiske. Og så er det jo ligegyldigt at tage ud. Så bytter man bare rundt på spillerne på banen. Men når man traeder ind på et gammelt stadion, kan man maerke sjaelen i betonen, og man kan fornemme de gamle kampe og storhedstiderne.”
FODBOLD TIL EFTERÅRET
Lad os slutte med at snakke om den nuvaerende situation. Du naevner, at usikkerheden er den vaerste – vi ved ikke, hvornår de begynder at spille fodbold igen. Hvad gør du for at håndtere den?
”Jeg har sagt til mig selv, at det først starter igen til efteråret. Jeg skal have et fast standpunkt og skal kunne se lyset for enden af tunnellen. Min hjerne og jeg selv arbejder efter, at jeg først kommer til at se fodbold der. Indtil da er jeg i en limboposition, hvor jeg drejer rundt om mig selv og bare venter.”
Hvilket stadion er det første, du vil besøge, når det åbner igen?
”Det ved jeg faktisk ikke. Så langt er jeg slet ikke nået endnu. Jeg vil gerne planlaegge rigtig meget, men når man ikke saetter planer op, har man ikke heller ikke nogen forventninger. Jeg er bange for at blive skuffet, tror jeg. Men får jeg muligheden herhjemme, skal jeg have lukket 2. division. Det er det første, jeg gør. Det lyder måske lidt åndssvagt i forhold til at valfarte ud på de store arenaer, men det er et mål, jeg har lige nu. Det skal jeg virkelig nå.”
”Eller skal jeg have set hvilke stadions, der går bort. Den dag i dag aergrer dig mig stadig, at jeg ikke nåede på Boleyn Ground i West Ham, og det nye stadion står bestemt ikke højt på ønskelisten. Det aergrer mig også, at jeg kun har set Vicente Calderón på en rundvisning. Jeg har heller ikke vaeret i Brentford, hvor jeg havde billet til den sidste kamp her i foråret, inden det bliver revet ned. Der når jeg måske aldrig at se fodbold. Hvis det åbner op tidligt, er Griffin Park et, der skal ses meget, meget hurtigt.”
”Ellers skal jeg bare ud at se fodbold; ud på stadionerne. Man når nok ikke at planlaegge så meget, for jeg kunne godt forestille mig, at det hele åbnede op med kort varsel. Jeg vil ikke planlaegge for meget og så blive skuffet. Det er sgu en maerkelig periode, det her. Man ved ikke, hvornår det slutter, og man kan komme i gang med at leve igen. Når det er så stor en del af ens liv, betyder det meget, at man kan dyrke det. Jeg ville ønske, at jeg gik op i noget andet, jeg kunne dyrke derhjemme – at det var fedt at se de der skide serier. Men jeg har prøvet. Der går en halv time, og så gider jeg ikke se mere. Jeg tror, at mange har nemmere ved det end os, der elsker at turnere rundt på stadions.”
Sidste spørgsmål, Nicolai: Skal vi aftale, at når det hele åbner op, tager vi en fodboldkamp i solen, og så skåler vi i en kold øl og glaeder os over, at det hele er gået i gang igen?
”Det synes jeg er en god ide. Det må vi få gjort. Det havde vaeret på en dårlig baggrund, men det havde vaeret fantastisk, hvis 1. og 2. division fik lov til at spille i bare to uger. Man kunne maerke det i den uge, hvor jeg var til HellerupFrem og til Avarta-B.93. Der var vaesentligt flere mennesker end normalt. Det kunne virkelig have givet dem noget reklame for, at det er fedt at tage ud at se sådan nogle kampe. Det ved folk ikke. Tit, når jeg har folk med til små kampe, siger de: ”Det ligger lige i min baghave – hvorfor kommer jeg ikke her oftere?” Det er det, jeg har sagt til dem hele tiden. Det er jo hyggeligt. Tag herud med vennerne i stedet for at se engelsk fodbold i sofaen. Ud i det gode vejr, drik en fadøl med gutterne. Jeg braender for at vise folk sådan nogle steder.”+