SVED, MUDDER OG JOURNALISTER –DA OM K LA ED N IN G S RUMMEN E IKKE VAR LUKKET LAND
I dag tilhører et omklaedningsrum kun det fodboldhold, der skifter tøj derinde, men engang var det en arbejdsplads for både journalister og fotografer. Tipsbladet ser tilbage på tiden, da omklaedningsrummet var en virvar af mudder, cigaretrøg og mikrofoner, da spillere blev interviewet i bar røv, og da pressen utålmodigt bankede på døren, hvis den var lukket for laenge – og så blev der åbnet.
C oronavirussen ramte den nordamerikanske basketballliga NBA pludseligt og ironisk.
Onsdag den 11. marts skulle Oklahoma City Thunder møde Utah Jazz. Kampen skulle netop til at begynde, da et medlem af sidstnaevntes laegestab løb ind på banen for at konferere med kampens tre dommere – og efter det gik begge hold tilbage i omklaedningsrummene. Thunder-maskotten Rumble the Bison brugte ventetiden på at kaste T-shirts ud til tilskuerne og på at lave trepointsforsøg med ryggen til mål, og R&B-kunstneren Frankie J, der skulle have sunget i pausen, fremrykkede sin optråden. Efter en halv times forsinkelse erklaerede halspeakeren, at kampen var aflyst, og senere den aften kom det frem hvorfor: Utah Jazz’ franske profil Rudy Gobert var blevet testet positiv for coronavirussen.
Heri bestod ironien. To dage forinden havde Rudy Gobert deltaget på en pressekonference, hvor han, da den var forbi, sørgede for at røre ved samtlige mikrofoner og diktafoner, der lå foran ham. Det var hans humoristiske kommentar til de initiativer, NBA havde søsat som reaktion på virussens udbrud. Samme dag havde basketligaen sammen med de nordamerikanske turneringer i hockey, baseball og fodbold nemlig erklaeret, at journalister midlertidigt blev forment adgang til spillernes omklaedningsrum.
”På grund af de problemer, der kan vaere forbundet med taet kontakt før og efter kampe, vil alle holds omklaedningsrum og klubhuse kun vaere åbne for spillere og holdene og holdfaciliteternes nøglemedarbejdere, indtil andet oplyses. Medieadgang begraenses til saerligt udpegede områder uden for omklaedningsrum og klubhuse,” erklaerede NBA, NHL, MLB og MLS i en faelles pressemeddelelse.
Af alle tiltag, der rundt om i verden er blevet sat i vaerk i kampen mod virussen, er dette et af de mindre – specielt eftersom sporten altså få dage senere helt blev stoppet – men alligevel vakte det opmaerksomhed og bekymring. Journalister på tvaers af de fire sportsgrene svarede ligaerne med deres egen faelles erklaering, hvor de insisterede på, at den adgang, som de havde forhandlet om i årtier, ikke blev begraenset på laengere sigt end nødvendigt. Og hos kulturmediet The Ringer skrev journalisten Bryan Curtis en artikel under overskriften ”Låst ude: Hvordan coronavirussen kan aendre amerikansk sportsjournalistik for altid”.
”Selv om ligaerne siger, at aendringerne er midlertidige, er reportere nervøse. Muligheden for at rapportere fra et omklaedningsrum er intet mindre end et amerikansk, sportsjournalistisk mirakel. I en tid, hvor der ikke er regelmaessige briefinger fra Det Hvide Hus, er det at stå foran LeBron James og stille et spørgsmål en anakronisme. Sportsjournalister ved, at ordningen er vakkelvorn. Det er derfor, de er raedselsslagne for, at coronavirussen vil betyde, den for evigt bliver taget fra dem,” skriver Curtis.
I artiklen beskriver han også, hvad skraekscenariet for de amerikanske journalister: Et miljø som i europaeisk soccer, hvor adgangen til de største stjerner er begraenset til en afhegnet mixed zone, som spillerne selv bestemmer, om de stopper op i – og sjaeldent gør det. Sådan er virkeligheden ikke i Danmark, hvor journalister har bedre adgang til spillerne, men de amerikanske tilstande er alligevel et utopia. Taenk, at man kan gå direkte hen og interviewe verdens største football-, ishockey eller basketballspillere, mens de sidder ved deres personlige skab, mens det er udelukket at gøre det samme med spillere fra FC København, OB eller Randers FC i den danske Superliga.
Engang var det anderledes. Engang vandrede journalister og fotografer frit omkring blandt de bedste danske fodboldspillere.
NATURLIG NØGENHED
En af Per Høyer Hansens klassiske artikler hedder ”Økse og Tomaten og tilsvarende indendørstyper”. Den er fra januar 1995, er med i antologien ”Det’ Høyer” og handler om Tipsbladet-journalistens forhold til indendørs fodbold.
Når jeg trods alt mindes de indendørs fodboldaftener med glaede, skyldes det heller ikke, at vi drak bajere bagefter. Det gjorde vi nemlig ikke, for alle direktørerne skulle køre i egen bil hjem til konerne og middagsmaden, så vi drak sodavand. Derefter stod vi under bruserne og havde det herligt, mens vi trak os i tissemaendene ligesom de rigtige landsholdsspillere.
En af mine gamle bekendte, den fortraeffelige fotograf Heine Pedersen, stillede mig engang i Idraetsparkens omklaedningsrum spørgsmålet om, hvorfor fodboldspillere – dog kun de mandlige, selvsagt – i kabinen efter kampene naesten altid står sådan lidt distraet og traekker i sjoveren. Jeg er ham stadig svar skyldig, men det har i hvert fald intet med erotisk opstemthed at gøre – er vel snarere end indgroet vane ligesom at pille naese eller rive sig i skaegget.
Sådan er der så meget, og fodboldspillere er vel også nogle af de eneste, der udtaler sig til verdenspressen uden at have en trevl på kroppen, Jeg mener: Statsministeren og landstraeneren kunne jo ikke drømme om at holde pressemøde i bar røv og badetøfler... Desvaerre ikke!
Lad os starte der: Med nøgenheden. I dag, hvor omklaedningsrummene i Superliga-klubberne og på det danske landshold, er lukket land, er det de nøgne spillere, der er mest
vanskelige at forholde sig til. At fuldt påklaedte journalister og fotografer arbejdede og interviewede aktørerne efter kampene, mens spillerne spankulerede omkring i undertøj eller ingenting. Men de, der var der, husker det ikke som noget specielt.
”Det taenkte man sgu ikke så meget over. Som regel havde de et håndklaede hen over de vaerste steder. Der skete heller ikke noget ved, at vi interviewede dem i bruserummet; andet end at vi blev våde,” mindes journalisten Leif Rasmussen, der har daekket dansk fodbold siden begyndelsen af firserne og i dag er sportsredaktør på Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis.
Sådan husker 70-årige og stadig aktive Per Kjaerbye, dansk sportsfotograferings nestor, også sit arbejde dengang.
”Man undlod at skildre dem, når de var nøgne. Der var en tillid fra spillernes og klubbernes side om, at fotograferne ikke gik over stregen. Så ville det ramme som en boomerang i nakken. Det var helt klart, at det gjorde man ikke, for det var ikke det, der var metieren. Etikken skulle vaere i orden,” siger Kjaerbye.
Heller ikke de, der ikke havde tøj på, følte, det var besynderligt.
”Som spiller er man egentlig ligeglad. I nogle klubber kan der sågar vaere kvindelige fysioterapeuter, massører, kit managers. Jeg tror, at for de fleste sportsfolk bliver nøgenhed noget, man er vant til. I dag har jeg selv et afslappet forhold til det og er ikke så forskraekket. Men jeg tror da, at hvis man går ud til store virksomheder og siger, at ”I 30, I skal gå i bad sammen hver morgen”, ville det vaere lidt mystisk,” fortaeller Jesper Grønkjaer, der som 17-årig i 1995 blev Superliga-spiller i AaB og skulle vaenne sig til, at omklaedningsrummet ikke laengere var for ham og hans holdkammerater.
”Efter kampen stod der simpelthen journalister i omklaedningsrummet i mere eller mindre samme sekund, der blev fløjtet af – i en blanding med sportsdirektører, ledere i klubben, bestyrelsesmedlemmer. Det ser man heller ikke i samme grad i dag, hvor de holder sig helt vaek. Det var ikke altid lige spaendende at have dem dernede, hvis man havde tabt eller spillet dårligt. Man kunne få at vide lige efter en kamp, at X klub havde vaeret der for at se en. Journalisterne havde måske sågar vaeret henne og snakke med en scout,” siger Jesper Grønkjaer.
JOURNALISTEN I CENTRUM
For pressefolkene var fodboldklubbernes omklaedningsrum et af de vigtigste arbejdsområder. Når kampene var forbi, blev journalisterne lukket indenfor, og så kunne de vandre rundt og stille spørgsmål, som de lystede.
”Der gik ofte kun fem-seks minutter efter slutfløjtet. Vi stod utålmodigt og ventede udenfor, og hvis der var gået otte minutter, bankede vi på døren. ”Nu må I sgu åbne”. For det var vigtigt, at pressens gesandter kom ind. Det var alle sådan set enige om,” siger Leif Rasmussen.
”Man kunne stadig maerke, at der var nogen, der var sure på hinanden eller glade for hinanden. Det kogte lidt, og nogle gange kunne man se på folks reaktioner, eller hvordan de sad, om der var en historie. Man kunne jo faktisk gå hen og spørge: ”Hvorfor er du ked af det?” Jeg tror også på, at der mange gange faldt nogle finker af panden, som spillerne i dag ville fange, fordi de når at klaede om, og så taenker de sig om. Det var der ikke tale om dengang. Der var ikke nogen kontrol,” siger den fynske journalist.
”Vi drømte ikke om, at det nogensinde kunne blive aendret. Jeg har oplevet en journalist, Wilbur Nielsen fra Politiken, der placerede en stol midt i B1909’s omklaedningsrum i Københavns Idraetspark, hvor B1909 havde tabte 4-0 eller 5-0. Han satte sig bare midt i rummet og sagde: ”Nå. Hvad vil I så gøre ved det?” Det var jo ekstremt. Det viser lidt om den respekt, der var engang.”
Per Kjaerbye startede med at fotografere fodboldkampe i halvfjerdserne. I begyndelsen var han tilknyttet Berlingskes fototjeneste og tog blandt andet billeder til BT.
”Hvis det var en storkamp, var der mange journalister og pressefotografer, der stod
➜ og ventede på at komme ind. Ekstra Bladet og BT’s vigtigste arbejdsområde var omklaedningsrummet efter kampene. Det var der, hvor de kunne hente de personlige kommentarer. Og der skulle fotograferes. Det handlede om at skildre skuffede eller glade spillere, som skulle vise med et par fingre, hvis de havde scoret to mål. Eller også sad de skuffede og hang med hovedet nedad.”
”Holdene var åbne og imødekommende. Det opdagede jeg selv, da jeg skulle fotografere landsholdet i 1978. Der var ingen begraensninger. Døren var lige lukket et kort øjeblik, hvis man havde tabt – hvad vi gjorde i de år under Kurt ”Nikkelaj” – men der blev åbnet alligevel, og spillerne tog imod,” fortaeller Per Kjaerbye.
ORKANENS ØJE
Et omklaedningsrum efter en fodboldkamp kunne vaere ganske kaotisk. Graes og jord blandede sig med lugten af sved og cigaretrøg og lyden af øl- og sodavand, der blev knappet op, mens journalister cirkulerede rundt mellem spillerne og indsamlede kommentarer.
”Det var jo et maerkeligt sammenrend,” siger DR-rapporteren Andreas Kraul, der begyndte at daekke Superliga-kampe mod slutningen af halvfemserne.
”Nogle folk havde tøj på, nogle havde ikke, og der var nogen, der altid blev interviewet, og nogen der aldrig blev. Der var noget charmerende i det, men det var også noget vaerre rod. I Sport på 3’eren havde vi Lone Pagh. Hun var tit i Lyngby, og hun sjoskede også ind og interviewede derinde. Specielt kan jeg huske Nagra-båndoptagerne. Det var en ret stor ting, en skuldertaske med ledninger. Det var sgu noget underligt noget,” siger Kraul.
”Der var ofte skadede spillere, der lå på briksen, og så gik man ind i massagerummet, mens massørerne og laegerne baksede med spilleren. Så interviewede man ham der. Sågar inde i bruserummet, hvis det var nødvendigt. Det var selvfølgelig ikke så laekkert, men det taenkte vi ikke over. Vi taenkte bare, at vi var i orkanens øje,” siger Leif Rasmussen.
Ifølge Per Kjaerbye kappedes fotograferne om at få solobilleder af de store profiler og målscorere, der altid var eftertragtede. Derimod husker Leif Rasmussen, at man som skrivende journalist ofte havde spillerne på tomandshånd, hvilket kunne føre til tvivlsomme arbejdsgange.
”Der er ingen tvivl om, at vi var taettere på spillerne – men man kan også sagtens sige, at vi ikke altid var så kritiske. Når man står inde i om k la ed n in g s rummet, s kalder noget til at vaere kritisk bagefter. Der er en barriere, som er blevet anderledes.”
”Der er også flere konkurrenter, som reagerer på den mindste saetning. Dengang var det mange gange kun et mellemvaerende mellem spilleren og journalisten. Hvis nogen havde drejet en saetning lidt, var der ikke nogen vidner. Det var desvaerre også en tid, hvor nogen citerede folk for noget, de i hvert fald ikke havde sagt. Nogle af spillerne var heller ikke så kede af det, hvis ellers bare det var fordelagtigt for dem. Så var der en stiltiende overenskomst – hvilket er helt uhyrligt, når man ser på det retrospektivt.”
Jesper Grønkjaer husker omvendt, at spillerne indimellem forsøgte at binde journalisterne en historie på aermet.
”Nogle gange kunne vi jo heller ikke lade vaere med at grine af det her, for det var jo de samme journalister hver gang, og nyhedsstrømmen var ikke så massiv dengang. Vi kunne finde på i sjov at bilde dem noget ind. Jeg kan huske en historie med Søren Andersen
i AaB. Vi bildte de lokale journalister fra de store formiddagsaviser ind, at den og den klub var efter ham. ”Prøv at gå over og spørg Søren om det.” Vi sad alle sammen og grinede samtidig. Han kunne jo med det samme regne ud, hvad der var sket. Vi havde sagt til journalisterne, at ”han er på vej vaek, det bliver i morgen.” Det var naeppe så sjovt for dem.”
VISKESTYKKER OG KULTURCHOK I KØBENHAVNS IDRAETSPARK
I efteråret 2019 udkom Per Kjaerbyes coffee table book ”Magiske Øjeblikke” med højdepunkter fra hans mere end 40 år som sportsfotograf. En del af de 400 sider indeholder flotte og unikke skud fra landsholdets omklaedningsrum: Preben Elkjaer griner i baderummet med Allan Simonsen, der børster taender. Preben Elkjaer holder hof for journalisterne, mens han føntørrer sit hår. Preben Elkjaer ryger en cigaret og taler med Per Høyer Hansen... Den altid fotogene angriber var ret ofte i centrum. Men der er også et ikonisk billede fra den 3. juni 1981, taget efter Danmarks 3-1-sejr over Italien, der vandt VM året efter.
”Jeg tog et dejligt fotografi af de tre målscorere, Per Røntved, Frank Arnesen og Lars Bastrup, hvor de sidder med viskestykker. Altså viskestykker... jeg si’r dig. Jeg kan ikke lade vaere med at grine, når jeg taenker på det. Det kunne simpelthen ikke blive mindre. Det syntes man var rimeligt, at man skulle have til rådighed i lejekontrakten fra Københavns Idraetspark side. Det var fuldstaendig vanvittigt sammenlignet med de forhold, der er nu. Men samtidig en vidunderlig oplevelse.”
”Hver spiller holdt en fodbold, en hvid Select-bold, for at markere, at de havde scoret et mål hver. Det var en helt anden måde at skildre tingene på. Laeserne skulle åbenbart have det serveret saerdeles tydeligt,” siger Per Kjaerbye, og slår man i dag op i hans bog, kan man se tre glade unge maend, der holder hver sin bold og skjuler de private dele med små, hvide stykker klaede med påskriften ”SVØMMEHALLEN”.
Den slags detaljer fra dansk fodbolds historie er for tid og evighed bevaret, fordi journalister og fotografer fik adgang til dem – men det var ikke altid lige sjovt for spillerne.
”Det var jo maerkeligt. Når jeg ser på det i dag, vil jeg sige, at det var maerkeligt. Du skal taenke på, at man traeder ind i et lukket rum; ind i maskinrummet af en virksomhed, hvor der er blevet truffet store beslutninger. Der kan vaere glaede, der kan vaere sorg, der kan vaere frustrationer, som jeg synes, man skal holde indenfor. Jeg har nok svaert ved at se fidusen ved, at man er inde i et omklaedningsrum. Hvorfor søren da ikke vente et kvarter? Jeg er ikke fan af det med omklaedningsrummet, det er jeg faktisk ikke,” siger Jesper Grønkjaer.
Hans tidligere landsholdskollega Bjarne Goldbaek vendte i midten af halvfemserne hjem til dansk fodbold efter en årraekke i Tyskland. Og han undrede sig, da der stod journalister blandt spillerne efter kampen.
”Jeg havde spillet i Bundesligaen i syv år, og der var det ikke tilladt. Så da jeg kom hjem til FCK, var det virkelig et kulturchok, at de stod i omklaedningsrummene bagefter. Jeg var vant til, at man kunne smaekke døren i, og så kunne man råbe af hinanden, eller man kunne slå hinanden på skulderen, eller man kunne graede sammen – man kunne gøre alting sammen.”
”Hvis jeg kunne vaelge, ville jeg hellere have, at journalisterne ikke var derinde. Man blev nødt til at beherske sig. Så vidt jeg husker, havde man nogle minutter kun med traeneren og holdet, men hvis der havde vaeret ekstremt dårlig stemning, var det nok noget, de kunne dufte med det samme. Privatsfaeren var vaek,” siger Goldbaek.
FORBUDTE BILLEDER
Nogle episoder var med til at indlede en modstand mod presssefolk i omklaedningsrummet. Leif Rasmussen og Per Kjaerbye husker begge et par, der handlede om den nøgenhed, som ellers sjaeldent var et problem.
”I Odense havde der vaeret en fotograf inde i OB’s omklaedningsrum og fotograferet Morten Donnerup splitter Hans-Jørgen. Det var der sådan set ikke noget galt med, hvis ikke billedet blev brugt, men det havnede pludselig i Se & Hør,” siger Leif Rasmussen, og Kjaerbye mindes en lignende episode, der lukkede landsholdets omklaedningsrum for cirka 30 år siden.
”Det var ved at fade ud. Spillerne var begyndt at sige, at de ikke ville have det på samme måde som tidligere. Men i forbindelse med en landskamp i udlandet havde en af fotograferne fra tabloidaviserne sendt et fotograf hjem til avisen, hvor man kunne se nogle fodboldspillere sidde i et af de varme bade, som man havde i nogle omklaedningsrum i udlandet. På det fotografi kunne man se lidt mere, end hvad spillerne og specielt spillernes koner brød sig om. Så sluttede det. Det stoppede fra den ene dag til den anden på landsholdet. Der var Jim Stjerne [davaerende generalsekretaer i DBU] ret tydelig i maelet. Hvis man ikke kunne håndtere det, måtte det stoppe.”
”Det var jeg aergerlig over. Og jeg skal ikke undlade at gøre opmaerksom på, at jeg fik sagt noget til den kollega, der havde forårsaget det her. Han fik sagt noget til hovedet, det kan jeg godt fortaelle dig.”
Op gennem halvfemserne var klubbernes omklaedningsrum stadig åbne. Hos Tipsbladets billedudbyder kan man finde fotografier fra Superliga-omklaedningerne til og med 2002. Samme år var denne artikels forfatter som 15-årig folkeskoleelev i erhvervspraktik på Vejle Amts Folkeblad, og tjansen indeholdt blandt andet daekningen af to 1. divisionskampe med VB og efterfølgende interviews i omklaedningsrummet. Men på et tidspunkt var alle klubbers omklaedningsrum blevet lukket af. I dag får journalisterne deres kampreaktioner i spillertunnellen, i presserum eller i afhegnede mixed zones foran en sponsorvaeg. Kun rettighedshaverne på tv får i ny og nae adgang til de sidste kampråb inden startfløjt eller til sejrssangen bagefter.
”Det kom fra udlandet, er jeg sikker på. Spillerne skulle have deres rum. Der var en periode lidt efter, hvor man kunne interviewe for eksempel Heine Fernandez først, for han satte sig udenfor og røg. Han sad lige uden for døren i omklaedningsrummet i Parken,” mindes Andreas Kraul om den davaerende FCK-angriber.
GODT ELLER SKIDT?
De tidligere spillere savner ikke dengang, da dørene var åbne.
”Jeg tror, at jeg helt personligt ville taenke: Hvad pokker skal de lave herinde? Jeg kan også sagtens forstå, at man vaelger, at journalister kun skal vaere til to traeninger. På den anden side gør det også jeres arbejde – og mit arbejde i dag – meget svaerere, for vi lever jo af at skulle formidle. Men jeg forstår godt praemissen for klubberne, og jeg synes faktisk også, det er rigtigt, fordi det er så svaert at holde noget skjult – taktik, at en spiller er småskadet, bataljer ude på traeningsbanen. Al den slags, som man som virksomhed ikke har lyst til at få ud,” siger den nuvaerende TV3 Sport-ekspert Jesper Grønkjaer.
”Man kan så diskutere, om spillerne skal stå mere til rådighed. Er det fair, at der kun er tre spillere, der kommer ud og snakker? Alt det er jeg heller ikke fan af. Jeg har ikke den gyldne løsning. Men det ville ikke fungere i dag, fordi medielandskabet er gange 20, gange 50 i forhold til for 20 år siden, dengang før internettet kom – og jeg tror sgu ikke, at internettet forsvinder,” siger Grønkjaer.
”Som seer kunne da vaere sjovt at få så mange input som muligt. Spillerne bliver mere og mere aflukkede. Folk tørster efter at få noget mere personligt ud af spillerne. Det er da fedt, når man får nogle interviews, hvor folk kommer taet på. Men det kommer man heller ikke lige efter en kamp – det kommer man kun, hvis man har et interview på en times tid. Så jeg kan sagtens forstå, at seerne gerne vil have mere fra de forskellige spillere, men det skal ikke nødvendigvis vaere i omklaedningsrummet. Det er jeg overhovedet ikke tilhaenger af,” siger Bjarne Goldbaek.
For pressefolkene er det anderledes. ”Det er en helt anden måde at opleve på, når man kommer ind og har mulighed for at skildre og høre kommentarer. Et omklaedningsrum har sit eget liv. Det kan på alle måder afspejle, om en klub og et hold er i balance. Min tilgang til fodbold har vaeret, at jeg har laert en masse om mennesker ved at komme i omklaedningsrum,” siger Per Kjaerbye.
”Jeg kan godt se, at med den måde, som spillerne er blevet små forretninger på, er det blevet en svaer øvelse. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Der ville pludselig skulle stå rigtig mange derinde. I øvrigt var der også den detalje, at der ikke var tv-stationer, som havde ret til at vaere først. Den, der kom først ind i omklaedningsrummet, havde spillerne først. De havde ikke vaeret gennem en interviewrunde først med Viasat eller Discovery endsige klubbernes egne apparater. Det kan man godt savne lidt. At det ikke bliver filtreret 100 gange, inden man kommer til som skrivende journalist,” siger Leif Rasmussen.
”Jeg savner da charmen ved det. Jeg savner Kjaerbyes billeder, hvor de står i bar overkrop,” siger Andreas Kraul og fortaeller, at han i 2006 var på en efteruddannelsestur i USA, hvor han blandt andet så, hvordan man i NFL havde adgang til spillerne i omklaedningsrummet.
”Jeg snakkede med nogle danske pressechefer om det dengang. Det giver noget, at de står foran deres personlige locker, hvor der haenger et billede af konen, af Gud eller af noget helt tredje. Det skaber en anden identifikation med spilleren end den klassiske bagvaeg og et eller andet Mr. Jardex-saet, som de alle sammen har på.”
Så var det noget andet, dengang de ingenting havde på. ✖