DEN FJERNE FODBOLD FRONT I SYDVEST
Vor medarbejder på den iberiske halvø måtte køre en omvej på et utal kilometer og lede i timevis, før han fandt selveste den uundvaerlige nøgle til Europas mindst tilgaengelige liga.
Som bekendt ligger Spanien og Portugal klinet taet sammen på den iberiske halvø, men af mange historiske årsager, der har en del med rodfaestede komplekser af diverse arter at gøre, vender de naesten demonstrativt ryggen til hinanden – også i fodboldmaessig forstand.
Er man som undertegnede bosat i Madrid og har til opgave at daekke begge landes liga punktligt og nogenlunde korrekt, bliver man klar over den afgrund, der findes mellem dem. Den spanske hovedstads kiosker er velforsynede med alverdens aviser, der kommer aldeles prompte frem, men ikke så meget som en portugisisk sprøjte er at finde. Spansk radio og fjernsyn ulejliger sig ikke med at bringe resultaterne fra nabolandets turnering, og sportsaviserne er flere dage om at samle dem op.
Den er faktisk ravruskende gal efter hver eneste spillerunde, og i hele saesonen går søndag aften og den halve nat med at lytte til de portugisiske radiosendere, som først traenger nogenlunde hørligt igennem aeteren efter mørkets frembrud. Problemet er, at speakerne taler, ja råber så afsindigt hurtigt og med sådan en entusiastisk glød, at selv et sproggeni ville have svaert ved at følge med.
Med garanti går mange tal og navne tabt i den hektiske opsamlingsfase, og så er man sådan set lige vidt. Løsningen må vente til dagen derpå, og den består i at ulejlige travle kolleger i Lissabon eller Oporto over telefonen for at rette op på sagerne. Alligevel er der uvaegerligt ting, man ikke får med i farten. Det er, som om der hviler en forbandelse over dette job.
Dybt frustrerende er det, men trods alt er der tale om en udfordring, der tages op det ene år efter det andet. For følge med skal man jo, kan simpelthen ikke lade vaere...
MANNICHES TELEFON
I Michael Manniches velmagtsdage hos Benfica – det vil faktisk sige i stive fire saesoner i traek – voksede problemerne sig i den grad op over Deres medarbejders hoved, at han i den periode mistede en del af sin i forvejen sparsomme hårpragt.
Spillerens egen telefon svarede aldrig, og den danske ambassadør ud i Lusitanien kan man ikke vaere bekendt at genere hver mandag formiddag, selv om han tilfaeldigvis er en haedersmand af de altfor sjaeldne i den branche, det vil sige en fodboldentusiast af den aegte type. Nødløsningen var hyppigt at drøne ud til Barajas-lufthavnen og tigge sig til et eksemplar af en eller anden portugisisk avis hos TAP for så at flaekke et resumé sammen på det grundlag.
KATASTROFAL FORSINKELSE
Således er den spaendende turnering på den ene eller den anden mystiske facon blevet daekket hver uge i dette blads spalter, og det skrives bestemt ikke uden undren (iblandet en vis stolthed).
En del har man laert af sin bitre nød og erfaring hen ad vejen. For eksempel at det er aldeles nødvendigt at skaffe sig portugisernes svar på Rothmans, den engelske fodboldbibel, før saesonen starter. De par gange, det er glippet, har det betydet gråd og taenders gnidsel strakt ud over nogle af tredive søndage, der som regel endte med, at man løb sur i det utal af eksotiske navne, der figurerer på de portugisiske klubhold. Den store sportsavis A Bola udgiver hvert år et tykt haefte, der er en sand diamantmine med hensyn til spillerlister, turneringsoversigter, tabeller og andre facts. Det plejer at udkomme midt i juli, og det er bare om at vaere i naerheden, for publikationen rives vaek i løbet af få timer, som det vel også går, når TIPS-bladet ind imellem strammer sig an til det ekstraordinaere.
De fleste portugisere er fødte fodboldfans og endnu mere end det: De er simpelthen tossede med statistik af den slags, A Bola fylder sit saernummer med. Om der så blev trykt flere millioner eksemplarer, ville der kunne meldes udsolgt aldeles omgående. Et par mislykkede forsøg på at reservere bladet og få det tilsendt er nok til at forstå, at man selv må vaere på pletten og stille sig op i køen.
I år var adskillige venner på ferie i Portugal, og de fik alle til opgave at skaffe det nye nummer af os cadernos de A Bola. Alle som en kom de tilbage med uforrettet sag, fordi det hellige skrift endnu ikke var udkommet. Årsagen var let nok at få øje på. Først et stykke ind i august forelå det nye turneringsskema, efter at fodboldforbundet på et sent sommermøde havde besluttet at udvide samtlige divisioner og aendre reglerne for ligaens afvikling.
A Bolas folk må have vaeret gennem nogle forfaerdeligt travle døgn, før de kunne sende den smukke frugt af deres anstrengelser på gaden...
DET RØDE LYN
Flere senere forsøg på at fiske bladet tvaers over graensen strandede på manglende forståelse for sagens vigtighed hos omgivelserne, og til sidst var der ingen vej uden om: I det efterhånden smule skrammede og skramlende røde lyn, som en prøvet medpassager engang døbte min 2 CV, gik det af sted mod
Portugal efter en søvnløs nat, hvor et fremtidsperspektiv uden de ajourførte spillerlister tårnede sig op som et sandt mareridt.
Min absolut ikke fodboldinteresserede kone og jeg skulle alligevel fra Galicien, Spaniens nordvestlige hjørne til Madrid, en tur på 650 kilometer, så vi kunne passende dreje til højre i Verin og stikke ned til Chaves, en by på 15.000 indvånere, der flotter sig med et hold i 1. division (og UEFA Cup’en!) og derfor måtte forventes at vaere velforsynet med fodboldlekture.
Omvejen skulle vise sig at blive skaebnesvanger og bringe vort grundmurede aegteskab på sammenbruddets rand. Bilkøen ved
en lille graenseovergang var hen ved en kilometer lang i begge retninger, og selv om begge iberiske nationer nu tilhører EF-samfundet, er pas- og toldbehandlingen stadig af traegeste art. Vi nåede frem umiddelbart efter, at de fire kioskejere i Chaves havde lukket biksen for at gå hjem til frokost. Humøret sank, men et måltid på restaurant Os Amigos i centrum hjalp: Grønkålssuppe, klipfisk og melon skyllet ned med vinho verde.
DEN VILDE JAGT
Således moralsk og fysisk afstivet og naesten opstemt gik man siden ud til den vilde jagt på det uundvaerlige sportsblad. Men den ene siestamodne bladforhandler efter den anden rystede opgivende på hovedet og stirrede på den fremmede, som havde han en skrue løs. Vi skrev mandag, og allerede torsdagen før var A Bolas saernummer kommet til byen for straks at blive revet vaek af flere hundrede hungrende laesere!
Efter en times forgaeves søgen blev det til en visit på Café Sport, hvor jeg over en kaffe og kognak (Constantino) indviede vaerten og et par stamgaester i min katastrofale situation. En forstående mand tilbød at hente sit eget, under stort besvaer erhvervede eksemplar, så jeg kunne få lejlighed til at se det. Lidt senere havde jeg det så mellem mine skaelvende haender og var parat til at støve en fotokopieringsmaskine op. Og så indtraf miraklet: Min nye ven forbarmede sig og gik med til at saelge mig haeftet for dets pålydende vaerdi – 100 escudos svarende til, hvad TIPS-bladet kostede i de gode, gamle dage...
HVAD DET HELE HANDLER OM
Turens formål var lykkedes, min mission måtte betragtes som opfyldt, og rejsen kunne fortsaette. Min bedre halvdel viste mindre forståelse end nogensinde, da jeg triumferende vendte tilbage til bilen, og hun udbad sig ikke klenodiet til gennemlaesning. Af frygt for yderligere tidsspilde ved den travle graensestation valgte vi at køre østover mod Braganca, en tur på masser af ekstra kilometer gennem det ludfattige, naermest ubefolkede Tras-Os-Montes, og det var bestemt heller ikke nogen god ide.
Straekningen kender jeg helt tilbage fra tiden før nellikerevolutionen midt i 70’erne, og troen på, at vejen var blevet bedre i de mange mellemliggende år, viste sig at vaere nok et udslag af min åbenbart medfødte og uhelbredelige naivitet. Ruten var om muligt endnu forfaerdeligere end dengang med krateragtige huller i belaegningen og kurver for hvert halve hundrede meter. Naermest køresyge nåede vi frem til den lille, ensomt beliggende by, der i al fald aldrig kommer op i 1. division – det skal de andre klubber nok sørge for med de tilkørselsforhold! Lige før solnedgang rullede vi ind i Spanien igen med udsigt til adskillige timers kørsel i baelgmørke.
Et betragteligt stykke hinsides midnat var vi hjemme, og der blev ikke sagt mange ord til godnat. Men før jeg dejsede omkuld, satte jeg mig til at gennemblade det dyrebare nummer 16 af A Bolas fantastisk cadernos. Igen en drøm af en publikation, der i hele den tilstundende saeson bliver sin vaegt mange gange vaerd i guld, om det kan gøre det.
Allerede på side 3 faldt mine øjne på en kort, men yderst detaljeret beskivelse af det, hele den i år staerkt udvidede turnering kommer til at dreje sig om: Et to kilo tungt trofae af massivt sølv, der er 25 centimeter højt og anbragt oven på en lidt lavere sokkel af vistnok ibenholt. Henved 400 kampe fordelt over 38 sindsoprivende weekender skal overstås – og kommenteres – før tingestens kommende ejer er fundet.
VRIMLER MED NYE FOLK
I alt er 517 spillere tilhørende tyve klubber fordelt over hele landet involveret i denne affaere. Når man at blive fortrolig med dem alle? Det vrimler med mere eller mindre nye folk af alle taenkelige nationaliteter og racer. Vitoria Guimaraes opererer med en stribe afrikanere (N’Dinga, N’Kama, Kipulo...), hos Chaves finder man bulgarere som Zdravkov og Slavkov, Academica de Coimbra råder minsandten over en angolansk forward lydende øgenavnet Sorry, Penafiel flotter sig med brasilianere som Garrinchinha og Paulo César Melo de Albuquerque...
Igen svirrer det i ørerne og flimrer for øjnene. Det er, hvad portugisernes meget saerpraegede campeonato hvert år gør ved en iagttager på denne uriaspost, så taet ved frontlinjen og alligevel uendelig langt fra braendtpunkterne.
De hårdt arbejdende kolleger i Ålsgårde har det trods alt nemmere med den hjemlige liga... ✖