EUROPA CUP-ONSDAG I TRAS-OS-MONTES
Vor medarbejder fartede rundt i den yderste nordportugisiske provins forgangen onsdag, da han i aetermedierne måtte følge fire Europa Cup-kampe – men på de listige steder, hvor et godt glas vin koster godt en krones penge, møder man jo vennerne, og heroppe holder alle med FC Porto.
Tras-os-Montes er den yderste nordportugisiske provins ind mod Spanien, og den anses traditionelt for landets mest tilbagestående. Det er heroppe ”hinsides bjergene”, som navnet betyder, at man aldrig rigtig har accepteret nellikerevolutionen af 1974. Det er heroppe, man stadig spiser kommunister, påstås det...
Men der siges jo så meget sludder. Tras-osMontes er nemlig også stedet, hvor livet går i sin egen rytme, som man ikke bliver forpustet af. Her er dagligdagen ikke forpestet af skyhøje traekprocenter, strømmen af girokort, narko og kriminalitet, Fanden og hans pumpestok samt hvad der ellers kan ødelaegge livskvaliteten i den vesterlandske verden.
Heroppe går voksne maend med kasketter eller bløde filthatte samt jakker med skindkrave over skuldrene, og de har alle tid til at stå med haenderne i lommen i timevis på en bar og drikke portvin af sennepsglas til et par kroner eller en vinho verde til det halve, mens chancerne i dagens fodboldkampe diskuteres, og tipskuponerne udfyldes.
I øvrigt ser ingen ud til at savne noget!
ARBEJDET AFBRUDT I SYV KVARTER
Netop på denne lykkeligt oversete egn skulle jeg komme til at tilbringe den onsdag, da Portugal havde hele fem hold med i anden runde af de europaeiske pokalturneringer. Min rute førte mig udenom de egentlige arenaer, hvorfor jeg beredte mig på en Europa Cup-onsdag i aeteren sammen med portugiserne på min vej. Det ved jeg, at min kollega Ebbe Traberg ovre i Madrid vil påskønne. De kampe, vi har oplevet foran fjerneren på diverse iberiske vaertshuse, har sjaeldent hørt til de dårligste.
Portugisisk tv er imidlertid ikke helt tilregneligt. Ikke af tekniske, men af økonomiske årsager. Det ved jeg af bitre erfaringer, og da Real Madrid-FC Porto i Valencia [Real havde europaeisk hjemmebanekarantaene efter tilskuerballade i semifinalen mod Bayern saesonen før] trods alt var dagens clou, lagde jeg fra formiddagen ruten fra Douro-dalens indre i stik nordøstlig retning. Eftersom Vitoria Guimaraes-Beveren spilledes på samme tid, gjaldt det om at nå inden for de spanske TVsenderes raekkevidde med et højtliggende Braganca som dagsmarchens mål.
Mine bekymringer syntes dog overdrevne. Under dagens første forfriskning på et listigt sted i en flaekke sad en mand fordybet i ”O Jogo”, et af dagens sportsblade. Han kunne berolige mig med, at fire af kampene – inklusiv AGF-Benfica i Århus – ville komme på skaermen.
I gårsdagens udgave af Oporto-avisen ”Jornal de Noticias” havde Chaves-praesidenten ganske vist bedyret, at der ikke ville blive vist så meget som ét billede fra UEFA Cup-kampen mellem Chaves og Honved. Men den slags har man jo hørt så ofte, og ganske rigtigt: Lidt i kl. 15 stillede portugisisk TV direkte om til Estadio Municipal i Chaves.
Da havde jeg netop parkeret Corsaen i en muddergrøft og indtaget min plads i landsbyens eneste café sammen med to lokale gaester. At disse var den ene ganske vist på arbejde, idet han fra en varevogn var ved at aflaesse varer til caféen, men det job genoptog han først syv kvarter senere.
FROKOST FOR TO TIL 15 KRONER
Mens kunstfotografen begav sig ud i det blaendende eftermiddagslys og forgaeves trak en ged i halen, fordi den stod i vejen for det helt rigtige motiv, kom flere og flere maend luskende ind i Café Reboledo med den store Benfica-fane på vaeggen og de irrede trofaeer bag bardisken. Her kunne man så under tyst betjening og uden megen snak i lokalet følge, hvordan det velspillende, men ineffektive Chaves-mandskab gravede sin egen grav mod ungarerne.
På et tidspunkt kom fire murerarbejdsmaend ind og bestilte fire Bock-bajere. Men da Chaves i 2. halvleg braendte et straffespark, og Honved scorede på kontra-angrebet, skyllede de under kraftig banden de sidste slurke i sig og forlod lokalet. Så slap de da for at se Budapest-mandskabet øge til 2-0 hos den snart 40-årige Fonseca i Chaves-målet...
Det så jeg desvaerre, og den afsluttende portugisiske reducering kunne ikke redde den eftermiddag. En efter en luskede de slukørede ud af caféen, og til sidst var vi kun de samme tre tilbage, som da kampen begyndte. Den eneste trøst var regningen for to glas vand, to sandwiches, en mineralvand samt kaffe og cognac. Den lød på 310 escudos, altså 15 kroner.
Det er ikke dyrt for en frokost for to!
Nu har jeg imidlertid én gang for alle gjort op med mig selv, at Chaves ikke skal ødelaegge mit helbred, så med en optimistisk sang på laeben, styrede jeg Corsaen her til kuldecenteret Braganca i bjergene, hvor den egentlige skuffelse kom: Min hjemmelsmand fra den første snask havde mildt sagt udtalt sig upraecist. Kl. 18 var der kun normal aktivitet på byens barer, og det, man så på TV-skaermene, havde intet med fodbold at gøre.
Den lovede dobbelt-daekning af kampene AGF-Benfica og Kalmar-Sporting viste sig at vaere en radio daekning, hvor der bestandig blev stillet rundt mellem Sverige og Danmark. Det fandt jeg ud af på et stille sted, hvor to mand stod med hovederne inde i en transistorradio for at høre ”Noite Desportivo”, og hvor en 12 centiliters hvid portvin direkte fra dunken kostede naesten tre kroner. Afcheckningen et andet sted over en rød portvin bedrede ikke situationen – men den bedrede humøret.
Vi gik hjem på pensionen, hvor jeg i 2. halvleg faldt i søvn midt i Ebbe Skovdahls århusianske lidelser!
EN HUND HOLDT MANDENS PLADS
”Det blev 0-0”, sagde kunstfotografen, da jeg vågnede. Midt i den portugisiske talestrøm fra Århus havde min rejseledsager holdt fast i det bestandige ”zero-zero”, og så gjorde det ikke så meget, at jeg måtte vente til naeste dags aviser med at erfare, at Troels Rasmussen havde kvajet sig på straffesparket [AGF’s målmand sparkede og braendte et straffespark i kampen mod de senere finalister]. Resultatet af Kalmar-Sporting kunne jeg altid få nede på gaden, og hvad rager svenske hold i øvrigt mig...
Og så linede vi ellers op på Snackbar Goalkeeper – det hedder den virkelig – i en smøge, hvor vi fik de to sidste siddepladser og en middag til et latterligt lavt beløb. Dette er et moderne sted, og publikum er ungdommeligt. Tre unge piger havde forvildet sig ind for at kigge på og snakke om de unge fyre, men i to timer fik de ikke en lyd indført.
Ved min side sad en gut, der åbenbart ikke havde kunnet slippe for at slaebe sin kaereste med. Fra kl. 21.15 til kl. 23.00 så han overhovedet ikke på hende og henvendte sig ikke med ét ord til hende, konstaterede kunstfotografen. Sådan er det heroppe i Tras-os-Montes: Når FC Porto spiller i mesterholdenes Europa Cup, så er det alvor, og så er der ikke tid til pjank.
I en noget grynet transmission fra det spanske TV-2 overvaerede vi med tilbageholdt åndedraet en af de bedste fodboldkampe, jeg har set i lang tid. Baren var så stuvende fuld, at døren dårligt kunne presses op, og folk stod musestille – indtil algerieren Rabah Madjer bragte FC Porto foran, og vi stod oppe på stolene.
En af de siddende gaester havde desvaerre doseret vaeskeindtagelsen forkert. Midt i 2. halvleg måtte han hårdt presset forlade sin plads for at gå på toilettet. Hvorfor han resolut løftede sin hund op fra gulvet og anbragte den på saedet, så den kunne holde pladsen for ham.
Det har jeg aldrig set før!
VI HOLDER ALLE MED FC PORTO
Der er billeder fra Estadio Luis Casanova, jeg vil huske meget laenge. Den ligblege hollandske traener Leo Beenhakker med haenderne for ansigtet. Indskiftningen af Real-veteranen Santillana, der i nødens stund med sin springkraft skulle tage luftkampen op med Portos brasilianske stopper Celso – en meget klog disposition der vendte kampen. Panikken i det portugisiske forsvar, da de 1-0 efter strålende spil alligevel blev til 1-2 i de sidste 10 minutter.
Jeg glemmer heller ikke reaktionerne i Snackbar Goalkeeper her i Braganca: Den overstadige jubel, der fulgte den aengstelige og spaendte tavshed. De haengende moustacher i de knuste ansigter da glaeden blev til en frygtelig skuffelse, og angsten atter indfandt sig. Den bar der et minut efter det sidste fløjt var tom, totalt tom.
På vejen hjem i det isnende mørke måtte jeg fortaelle kunstfotografen noget om Portugal og Spanien, det lille land og den store nabo, Oporto og Madrid, hele den nordportugisiske fodboldstolthed contra den kongelige castillanske klub og så videre...
Og hvorfor vi alle holder med FC Porto! ✖