”HVIS MAN IKKE ER MODIG, NÅR MAN IKKE RET LANGT HER I LIVET”
Sidst Jens Berthel Askou havde et job i Superligaen, mistede han det, akkurat som det afgørende slag om at undgå nedrykning skulle stå. Nu er han i AC Horsens og skal igen kaempe i bunden af Superligaen. I mellemtiden har han prøvet at vaere arbejdsløs, at vaere langt vaek fra familien, at laere en ny kultur at kende og at jagte titler. Alt sammen har det bidraget med erfaring, han vil bruge fremover i sit traenerliv.
Situationen er alvorlig i AC Horsens, der er ingen grund til at påstå andet. Ved vinterpausen ligger holdet naestsidst i Superligaen, og der er aktuelt ni point op til nedrykningsstregen. Østjyderne har den dårligste offensiv i ligaen med sølle 10 scorede mål i 13 kampe, og kun Lyngby på sidstepladsen har med 30 lukket flere mål ind end Horsens' 24. Den første saeson efter Bo Henriksens afgang er ikke gået, som nogen havde planlagt, og afløseren Jonas Dal blev fyret allerede i december. Det bliver et hårdt forår med meget på spil, men afløserens afløser, nyansatte Jens Berthel Askou, er ankommet med tro og optimisme – og har mødt det samme i klubben og truppen.
”Man skulle tro, at når man kommer til en klub, der ikke har praesteret, som man gerne ville, ville jeg møde nogen, der var lidt nede, tappet for energi, uden gnist eller frustrerede, men tvaertimod synes jeg, der har vaeret en enorm iver, gejst, energi og lyst til at følge med i den retning, som jeg sammen med de øvrige ledere har sat,” siger Jens Berthel Askou.
”Man ved jo ikke 100 procent, hvad man møder efter en periode, hvor der har vaeret flere skuffelser end glaeder. Der skal man vaere forberedt på at finde ud af, hvor de er henne, og så tager vi den derfra. Men det har vaeret rigtig let at få glaede og energi ind i dagligdagen, for de har vaeret enormt modtagelige og nysgerrige og laerevillige og åbne for at blive taget et sted hen. Det har vaeret rigtig fedt.”
38-årige Jens Berthel Askou blev praesenteret som ny traener i klubben den 4. januar, efter assistenttraener Mads Lyng havde vikarieret på posten i en lille måned. Askou kom til efter et år som traener for HB i faerøsk fodbold, men han har fulgt med i Superligaen, mens han var i udlandet, og han er blevet klogere på sin nye arbejdsgiver ved at tale med folk i og omkring klubben.
”Det handler også om at bruge en masse tid med min stab de første par dage, få deres oplevelse af det, der er sket, og få deres fornemmelse af, hvor spillerne, truppen og klubben som helhed er. Samtidig har jeg skullet vaere klar og tydelig om den retning, jeg gerne ville i, og hvordan jeg gerne ville have, det skulle gå – både over for staben og spillerne. Det er vi lykkedes godt med,” siger Jens Berthel Askou, der har fået et godt indtryk af AC Horsens.
”Det er en klub med en masse gode mennesker, der også vaegter menneskelige vaerdier rigtig højt. Den vigtigste ressource i en fodboldklub er menneskerne; det, de kan sammen, og det, de skal bibringe hver for sig. Jeg fornemmer på alle dem, jeg har mødt eller snakket med, at de tror på det. At vi kan rejse os. Det er sådan set det vigtigste. Så må omverdenen tro, hvad den vil. Internt er der optimisme, tro og masser af gejst. Både fordi vi tror på, at vi har det, der skal til, men også fordi man har vaeret i lignende situationer før, hvor det har set sort ud for AC Horsens. På kort sigt tror vi på, at vi kan gøre det meget bedre, end vi har gjort foreløbig i saesonen, og der er også en masse gode ting, der er sat i søen til fremtiden,” siger Jens Berthel Askou forud for en intens bundkamp i Superligaen.
Sidst han tog del i sådan en, fik han ikke lov til at gøre den faerdig.
PLUDSELIG ARBEJDSLØS
19. maj 2019 var Jens Berthel Askou en aergerlig, men travl mand. Hans Vendsysselhold havde spillet 1-1 med hans nuvaerende arbejdsgiver Horsens, og dermed skulle Superliga-oprykkerne, som Askou et år forinden havde ført op i den bedste raekke, spille playoff mod Lyngby fra 1. division om Superliga-pladsen. Den 20. maj 2019 var det ikke laengere hans Vendsyssel-hold.
Cheftraeneren blev fyret før de afgørende kampe. Klubledelsen ville have friske øjne til at se på truppen, og fra den ene dag til den anden var han ikke laengere involveret i det projekt, han havde dedikeret et år af sit liv til.
”Det var jo, som det vel er for alle, der er dybt involveret i et eller andet, og så bliver det pludselig taget fra en fra den ene dag til den anden. Man har investeret rigtig meget af sig selv i en masse mennesker. Der går noget tid, før det rigtig går op for en, at ”nå, det var så det.” Det er en meget speciel fornemmelse, men det er en oplevelse som så mange andre ting her i livet, som man bliver klogere af, og som jeg har taget med. Lige pludselig er man ikke ansvarlig for en masse beslutninger og for en masse mennesker, der skal ledes og stimuleres og traenes og udvikles hver eneste dag,” siger Askou.
Han brugte den første tid efter fyringen på at fokusere på sin familie, specielt de tre børn, to drenge og en pige, der i dag er henholdsvis 14, 12 og 10 år gamle.
”Man skal have snakket med dem og få fortalt, at far er blevet fyret og skal på et eller andet tidspunkt have et nyt job – at det er sådan, det er, og at det er der ikke noget farligt i. Der bliver skrevet lidt, som man kan laese i medierne, og nogle af deres kammerater spørger ind til det. Det kan også vaere, at der falder en kommentar, der ikke er så rar at laese for dem, om at jeg da også har vaeret totalt uduelig, at det er fuld fortjent og så videre. Så man kan lige få snakket om, at livet går videre, og så har jeg måske lidt mere tid til dem, end jeg har haft i lang tid.”
Tid var der pludselig masser af. Det stressende liv som fodboldtraener var afløst af en periode, hvor Jens Berthel Askou ikke havde et arbejde at stå op til om morgenen.
”I den periode skulle jeg minde mig selv om: ”Husk nu at få noget positivt ud af det. Husk nu at nyde, at du rent faktisk har noget mere tid, og at de små beskeder, du får fra konen, kan du rent faktisk huske, fordi du ikke har en milliard andre ting, som du skal vaere skarp på og ikke må glemme.””
”Men hjernen stopper jo ikke med at taenke fodbold, bare fordi man ikke lige er i job. Den kører jo hele tiden. Så jeg brugte tiden på at saette nogle af de tanker, jeg har haft undervejs, i system, få dem faeldet
ned, få lavet en masse dokumentation. Få diskuteret fodbold med nogle nye mennesker end dem, jeg diskuterede med, mens jeg var i job. Ud at se og høre og laere noget af nogle andre, få noget ny inspiration. Jeg var en tur nede for at besøge Mike [Tullberg, tidligere Vendssyssel-assistentraener] i Dortmund. Det var også en rigtig fed oplevelse, og det var dejligt at se ham igen. Tiden skal man nok få brugt. Man har tid til at fordybe sig i nogle detaljer, som man ellers ikke har tid til, når man er i job.”
Det endte med at blive en lang periode. Jens Berthel Askou har ikke vaeret vant til at vaere arbejdsløs gennem sit voksenliv, hvor han først var professionel fodboldspiller gennem mange år og siden har arbejdet som traener, men efter Vendsyssel var han uden job i cirka et halvt år.
”Første gang tror jeg bestemt ikke, det er sjovt, og det var det da heller ikke for mig. Det var da specielt. Man går og taenker, at ”der skal nok komme et godt job inden så laenge” – for så dårligt havde vi heller ikke gjort det i Vendsyssel. Usikkerheden i, at man ikke ved, hvornår det bliver, gør det lidt svaerere at nyde den tid, der går. Hvis man bare vidste, at man skulle starte i et nyt job om tre måneder, så kunne man virkelig nyde det. Sige: ”Jamen okay, lad os nu som familie nyde, at jeg rent faktisk har mere tid, end jeg plejer til at vaere sammen med jer.” Jeg tror, det bliver lettere naeste gang, hvor jeg står uden job, for der kommer et jobtilbud før eller siden – så slap nu af.”
INGEN FODBOLDSNOB
Der kom et jobtilbud – fra Nordatlanten. HB fra den faerørske hovedstad Thorshavn ville have Jens Berthel Askou som ny cheftraener. Klubben med rekorden for flest mesterskaber var blevet nummer fire i den netop afsluttede saeson og var på jagt efter en ny traener som afløser for islandske Heimir Gudjónsson. Den afløser, mente HB, skulle vaere Jens Berthel Askou.
”Der kom en henvendelse, hvor jeg i første omgang taenkte, at det ikke lige var det, jeg havde regnet med, jeg skulle. Men jeg har lovet mig selv at lytte seriøst til alle henvendelser, der kommer, for man ved aldrig, om noget, som man ikke lige havde regnet med, kunne blive til noget virkelig godt. Så jeg vendte det selvfølgelig med min familie og nogle af mine naermeste, og det er da ingen hemmelighed, at ikke alle mente, det var det rigtige skridt for mig.”
”På et tidspunkt var der også en mulighed for at blive i Danmark – ikke i Superligaen men på naesthøjeste niveau. Jeg tror hurtigt, der kommer fodboldsnobberi op i folk. Man tager ikke til Faerøerne, hvis man er en ambitiøs. Men jeg har altid vaeret pisseligeglad med alt det der prestige. Det har aldrig vaeret drivkraften for mig, hverken som spiller eller som traener. Jeg sagde til mig selv og talte med min familie om, at nu ville jeg lige rejse derop for at høre, hvad det var for noget. Og efter et godt besøg og en masse overvejelser fandt jeg frem til, at det måske lige var det, jeg havde brug for. Jeg skulle ud at prøve noget andet. Jeg troede på, at der lå andet og mere, end det jeg ville kunne få i Danmark på det tidspunkt med hensyn til oplevelser og udfordringer og erfaring.”
Der var dog også andre hensyn end de sportslige at tage. Jens Berthel Askou ville skulle rejse fra sin hustru og sine tre børn, som ville blive boende i Danmark. Men det var ikke familiens første erfaring med international fodbold, og de to saesoner, som Askou spillede i tyrkiske Kasimpasa fra 2007 til 2009, havde givet god erfaring forud for den nye hverdag, han valgte at sige ja til.
”De to år, jeg havde i Tyrkiet, da vores to aeldste børn var helt små, var også en udfordrende tid. Alt det, som man kan forestille sig og har hørt om Tyrkiet, nåede jeg at opleve allerede i løbet af det første halve år med seks forskellige traenere og you name it af alle mulige forskellige sager. Og det var med to helt små børn, der skulle finde fodfaeste, og vi skulle finde ud af at vaere en børnefamilie i en forholdsvis ung alder. Så der var vi også udfordret på nogle ting, men vi kom godt igennem, og vi fik noget med, der har kunnet ruste os til sådan noget her.”
”Fra den ene dag til den anden gik jeg fra at vaere rigtig meget hjemme til slet ikke at vaere der. Det har da heller ikke vaeret let. Men så kan man sige, at de gange, hvor familien har vaeret oppe for at besøge mig, har vi også fået nogle førsteklasses oplevelser, som vi ikke ville have fået, hvis
vi havde vaeret i Danmark, og som vi kan tage med videre. Succesoplevelser på banen, som de har nået at vaere en del af og få med, og i den grad også nogle naturoplevelser på et helt ekstraordinaert niveau, som man altså ikke lige får ved at gå en tur i Herning. Det har vaeret det hele vaerd, selv om det selvfølgelig har vaeret udfordrende i perioder.”
Sammenlignet med Tyrkiet er Faerøerne ikke et kulturchok, men da fodboldtraeneren rejste derop, mødte han alligevel en anden kultur, han skulle forholde sig til.
”Nu er jeg jo ikke så gammel, men jeg tror, det minder om Danmark for 20-30 år siden. Tempoet i hverdagen er bare noget lavere. Der er ikke samme opfattelse af, at alting skal nås nu og her, som der er i Danmark. Hvis man går i Torshavn, uanset hvornår det er på dagen eller ugen, og man så stopper op på fortovet, så holder bilerne og venter på, at man krydser vejen, uanset om der er et fodgaengerfelt eller et kryds. I Danmark skal man, selv når der er grønt lys ved fodgaengerfeltet, se sig for, så man ikke bliver kørt ned.”
”Det er et øsamfund, som er forholdsvis lille, og hvor de fleste kender hinanden eller i hvert fald kender nogen, der kender nogen. Så der er rigtig mange indbyrdes relationer, og det er også lidt specielt. Man kan ikke bare opføre sig som en kaempe idiot og så bagefter tage hen, hvor der ikke er nogen, der kender en. Folk går meget op i at vaere ordentlige, og samtidig er det et samfund, som er en lille smule introvert. Jeg skulle arbejde med spillerne for at få åbnet op for dem, både på og uden for banen. Der var ikke ret mange, der var naturligt gode kommunikatorer, og det var ikke let at aflaese dem, for kropssproget kan også vaere lidt indadvendt og tilbageholdende. Men nu kommer jeg fra Vestjylland, så jeg kunne genkende noget af det. Jeg skulle bare taenke tilbage på min barndom.”
”Når man står med en trup, som man skal gøre til vindere, men som har svaert ved at åbne sig op på banen, ligger der et stort arbejde i det for mig og for staben. Det har jeg laert en masse af. Jeg har skullet tvinge folk til at åbne op i hverdagen. Det var et krav, at folk virkelig øvede sig i kommunikationsdelen, og det er også en udfordring i Danmark med den yngre generation. Det er ikke naturligt for dem at vaere meget udadvendte, men det er bare en rigtig god egenskab at have, når der er modgang – også for at påvirke momentum på banen,” siger Jens Berthel Askou.
DE FØRSTE TITLER
Bortset fra de første tre uger i jobbet, hvor Jens Berthel Askou førte holdet det sidste stykke op i Superligaen, var Vendsyssel i hans tid som traener et hold, der spillede for at overleve i bunden af raekken. I HB var opgaven en anden. Her overtog han en topklub.
”Det er jo anderledes på den måde, at man skal vinde hver gang. Man skal bare vinde hver gang. Der er ét succeskriterie, og det er at vinde. Det er ikke godt nok at spille uafgjort, og at tabe en fodboldkamp skal ikke ske. Og det er jo kraevende at holde spillerne oppe på det hele tiden. Vi skal vinde samtidig med, at jeg også var ambitiøs med hensyn til, hvordan vi gerne vil vinde. Jeg ville også gerne udvikle spillet og spillerne.”
”Det handlede ikke bare om at pumpe en lang bold op i feltet og så have de fysisk staerkeste angribere og vaere bedst på andenbolde – tromle, stille sig tilbage og spille på omstillinger. Jeg vil også gerne udvikle mig som traener og udvikle et hold, der spiller rigtig god, offensiv fodbold, men som samtidig er bundsolidt, så det ikke lukker unødvendige mål ind, men at kun de bedste hold kan lave chancer mod os. Det var jo en spaendende udfordring for mig, at arbejde rigtig meget med gennembrudsspil på den sidste tredjedel. Det har jeg også udfordret mig selv på,” siger Jens Berthel Askou, der tror på, at han også vil få brug for sine erfaringer fra at traene en topklub, selv om hans nye job er i den modsatte ende af tabellen.
”Klart, klart. Man kommer i alle situationer i en fodboldkamp og over en turnering, uanset hvilket hold man har. Indimellem skal man forcere spillet, og man kommer til at møde hold, hvor man dominerer på bolden og skal bryde dem ned. I Vendsyssel arbejdede vi rigtig meget med, hvordan vi kunne blive defensivt solide, samtidig med at vi skulle gøre ondt på modstanderen. Men det handlede om, at vi ikke skulle lukke to mål ind, for så var det svaert at vinde. Så at have arbejdet rigtig, rigtig grundigt og detaljeret med begge dele var rigtig fedt at få mulighed for tidligt i min traenerkarriere.”
Det blev et begivenhedsrigt år i faerørsk fodbold. Det begyndte med, at ligaen i et par uger i maj var noget naer Europas hotteste, fordi der på grund af coronanedlukningen ikke blev spillet fodbold ret mange andre steder. Jens Berthel Askous HB vandt de første syv kampe i traek, og undervejs i saesonen oplevede traeneren både, at en af hans spillere, Adrian Justinussen, lavede et hattrick direkte på frispark i løbet af ni minutter, og at holdet vandt en kamp med 11-0.
”For det første var det sjovt at blive udfordret på ikke at vide en kaeft om modstanderen, udover det jeg kunne nå at saette mig ind i deroppe – hvem var de enkelte spillere, hvad var de gode til? Vi havde rigtig meget fokus på os selv. Vi skulle saette barren så højt, som den aldrig var blevet sat på Faerøerne med alt, hvad vi traenede på, hvordan vi agerede på over for hinanden, hvordan vi forberedte os til traening, hvordan vi pressede modstanderne. Det lykkedes jo overordnet set ret godt. Vi fik udviklet en masse landsholdsspillere undervejs, vi slog rekorden for flest scorede mål på en saeson med 81 mål mod den tidligere rekord på 73, samtidig med at vi var
det hold, der lukkede faerrest ind. Så det var på mange måder en forrygende saeson og en fed oplevelse.”
Resultatmaessigt kunne saesonen ikke vaere forløbet bedre. Gennem et langt fodboldliv har Jens Berthel Askou aldrig før prøvet at vinde trofaeer, hverken som spiller eller traener, men det lykkedes med HB, der i 2020 både blev faerøsk mester og pokalvinder.
”Det var da specielt. Jeg var heldig, at min aeldste søn havde mulighed for at vaere deroppe til den sidste kamp i Klaksvik, hvor vi spillede 1-1 og fik overrakt pokalen og medaljerne. At nå at dele den oplevelse med ham var stort. Det er selvfølgelig noget, som jeg er glad og stolt over. Det var det, vi kom efter. Nu har jeg prøvet det. Jeg har ikke rigtig vundet i fodbold før. Jeg er rykket op et hav af gange, men jeg har ikke rigtig vundet noget. Det var fedt. Jeg har lyst til mere. Nu er naeste mål at vinde noget i en større raekke, i et større land,” siger traeneren.
I første omgang er målsaetningen med Horsens dog en ganske anden.
OVERLEVELSE KRAEVER MOD
Da Jens Berthel Askou i begyndelsen af januar fik cheftraenerjobbet i AC Horsens, skete det pudsige, at hans afløser i HB blev Jonas Dal, som han selv netop havde afløst. De to har dog ikke talt sammen og udvekslet erfaringer om Thorshavn og Østjylland.
”Jeg synes faktisk, at af respekt for både HB og Jonas er det vigtigt, at han selv danner sig sit indtryk af klubben, frem for at jeg gør ham forudindtaget omkring nogle ting. Det vil jeg helst ikke vaere med til at rode i. Samtidig har jeg brug for, at det er os, der er i Horsens nu, som skal gøre tingene ud fra den måde, vi gerne vil. Det har jeg egentlig ikke noget behov for at få Jonas' perspektiv på. Jeg regner da helt sikkert med, at vi hilser på hinanden på et eller andet tidspunkt, og så vil jeg da spørge ham, om han også har fået nogle af de samme fede oplevelser, som jeg har. Det glaeder jeg mig til at høre.”
I Horsens er Jens Berthel Askous job et andet end i HB. Han skal ikke vinde hver gang, han skal bare holde holdet i Superligaen. Men han fokuserer ikke på, at han ikke laengere traener en topklub.
”Alle vi konkurrencemennesker spiller for at vinde hver gang. Og der hvor vi er nu, er det jo nødvendigt, at vi gør det engang imellem – i hvert fald med en højere frekvens, end vi har gjort hidtil i saesonen. Det kan godt vaere, at vi kun vinder to ud af tre og ender med at vaere glade for det. Jeg er glad for at vaere der, hvor jeg er nu, jeg synes, det er nogle fede mennesker at arbejde under i dagligdagen. Jeg synes, der er en knaldgod energi, og vi har nået nogle vigtige ting allerede.”
”Vi har kigget på nogle taktiske ting, og så har det handlet rigtig meget om at vaere tydelig og skarp omkring det udtryk, jeg gerne vil have spillerne til at vise på traeningsbanen og i kamp. Den adfaerd, vi har over for hinanden, skal vaere af højeste standard i Danmark. Detaljegraden og kvaliteten af forberedelsen skal vaere på højeste niveau, højere end de nogensinde har prøvet før. Kvaliteten af den feedback, de får, skal vaere på højeste niveau. Der har vi skruet på nogle ting allerede, og det har gjort godt for klubben.”
Det taktiske arbejde handler blandt andet om defensiven.
”Det skal vaere svaerere at skabe store chancer imod os, end det har vaeret. Det har set for let ud. Der er ikke blevet forsvaret nok med liv og død i og omkring feltet, og det har Horsens ellers traditionelt vaere gode til. Vi skal blive et mere taenkende fodboldhold, der taenker og agerer hurtigere. Horsens har gennem flere saesoner måske vaeret et hold, der har spillet på, hvad der sker, når man spiller en bold til duel, og så tager vi den derfra. Vi forsøger at tage endnu mere kontrol og initativ, og vi taenker endnu mere fremad, både med og uden bold, så vi ikke først skal stå og finde en løsning, når tingene sker,” siger traeneren.
Superligaen begynder om mindre end to uger, og AC Horsens er med til at åbne det hele i premierekampen mod Randers FC, der spilles 2. februar klokken 18.00.
”Vi kommer til at bruge hver eneste minut, vi har indtil starten på at forbedre os og blive endnu skarpere. Laere hinanden endnu bedre at kende. Få de ting, jeg gerne vil have, spillet endnu mere ind under huden. Men for søren, vi glaeder os rigtig meget. Det bliver fedt, og forhåbentlig ser vi et Horsens-hold, der tør angribe Superligaen, og som ikke er bange. Det er det sidste, man må vaere. Hvis man ikke er modig, når man ikke ret langt her i livet, slet ikke i elitesport,” siger Jens Berthel Askou.