DEN VILDE GUDDOM OG DEN UNDSEELIGE KAETTER 1987: TO MEGET FORSKELLIGE MAENDS UVURDERLIGE ROLLER I SKABELSEN AF EN NY GULDALDER
I den nyligt udgivne "Halvguderne" skriver forfatter Christian Nørgaard Larsen om italiensk fodbolds historie gennem 10 kapitler. Vi bringer her kapitel 7, der handlede om forandringen i 1980’erne, da Silvio Berlusconi købte sig ind i Milan, og Diego Maradona ankom til Napoli.
Silvio Berlusconi havde set nok, og der skulle handles. Han ville møde manden, der på én gang havde ydmyget hans fodboldhold og givet ham en åbenbaring. Overtale ham til at blive AC Milans traener efter otte år uden mesterskab. Som ny klubpraesident og forretningsmand med mange penge på kontoen rumsterede de uendelige drømme i ham. AC Milan skulle føres tilbage til tidligere tiders storhed og erobre ikke blot Serie A, men kontinentet. Dette kraevede den rette traener, og støbningen syntes nu fundet.
Arrigo Sacchi var navnet, en skaldet excentriker fra Serie B-klubben Parma, der lige havde besejret AC Milan i Coppa Italia. Cheftraener Nils Liedholm havde ellers ikke taget let på opgaven. Franco Baresi, Paolo Maldini og Roberto Donadoni stillede alle fra start, men ingen af disse havde kunnet forhindre endnu et nederlag til Parma. Det første var kommet et år tidligere.
Sacchis CV var ikke imponerende. Godt nok havde han ført Parma fra Serie C1 til Serie B i sin første saeson, men han havde hverken vundet mesterskaber eller repraesenteret nogen af betydning. Oprykningen til den naestbedste raekke var hans højdepunkt. Som helt ung havde Sacchi vaeret kørende saelger for farens skofabrikker. Kørt Italien tyndt i en Porsche iført grandiose solbriller, og i sin fritid havde han traenet den lille klub Fusignano.
Som barn afsluttede han ikke skolen, som fodboldspiller blev han aldrig professionel, men i Fusignano og på traeneruddannelsen i Coverciano havde han gjort sig bemaerket. Det var her, Italo Allodi blev hans mentor. Allodi var en magtfuld strateg med flere vaesentlige ansaettelser og endnu flere anklager om dommerbestikkelse bag sig. En mand med forskellige nøgler i bundtet. Først gik døren op for Sacchi til et traenerjob på Cesenas ungdomshold, siden et tilsvarende hverv i Fiorentina, før han skrev under med Rimini og endelig Parma. Verden kendte med andre ord ikke meget til skosaelgeren fra Fusignano, da han blev praesenteret i Milano i 1987. “Den mest overraskende ansaettelse nogensinde,” lød et skudsmål. Hvad havde AC Milan dog set i ham? Sommeren forinden var Berlusconi trådt ud af en helikopter på San Siro som ny klubpraesident og havde talt om verdensherredømme til tonerne af Wagners Valkyrieridtet i højtalerne.
Hvordan harmonerede det stunt med en Serie B-traener uden erfaring som fodboldspiller? Sacchi svarede kaekt, at han ikke anede, at man behøvede at have vaeret hest for at blive en god jockey. På traeningsbanen så det saerpraeget ud. Spillerne løb rundt uden bold og positionerede sig efter den råbende og insisterende traener. Sacchi var bolden. Alle løb, og afstanden mellem den bagerste og forreste mand var minimal. “Det kan godt vaere, jeg er fra Fusignano, men hvor meget har I vundet her i klubben?” spurgte han retorisk de højtbetalte spillere til den første traening.
Sacchis første saeson begyndte traegt. AC Milan røg ud til Espanyol i UEFA Cuppens anden runde, og med to sejre i fem forsøg var mesterskabsformen langt vaek. Maradonas Napoli havde derimod kurs mod titelforsvaret. Ondt gjorde det også, at Marco van Bastens ankel allerede var gået i stykker. Dermed samledes opmaerksomheden om Ruud Gullit, den anden af holdets to nye hollandske profiler. Til pressens forbløffelse havde Sacchi desuden hentet Angelo Colombo hos nedrykkede Udinese og den skadesplagede Roma-mand Carlo Ancelotti, hvis knae havde overskredet sidste salgsdato. Der måtte vel vaere en mening med galskaben. Eller hvad? Som Sacchi er citeret for i "Inverting the Pyramid" (2008):
“Fodbold fødes i hjernen, ikke i kroppen. Michelangelo sagde, at han malede med forstanden, ikke med sine haender. Så selvfølgelig havde jeg brug for intelligente spillere. Det var vores filosofi i Milan. Jeg ville ikke have solister, men et orkester. Det største kompliment, jeg fik, var, da folk sagde, at min fodbold var som musik.”
Vendepunktet kom i AC Milans første kamp i 1988, en knusende sejr på 4-1 over selveste Napoli. Sacchis system var begyndt at klikke, og hans metoder var bemaerkelsesvaerdige. Modsat rivalerne fjernede han den sweepende libero, symbolet på den defensive fodbold, og stillede i stedet med en flad, høj firebackkaede. Som på traeningsbanen var afstanden mellem bagerste og forreste mand reduceret til 20-25 meter for at skabe maksimalt tryk på de stakåndede modstandere. Med aggressive offsidefaelder gjorde forsvarskvartetten det til en pine at spille bolden bag om dem. Mistede AC Milan bolden, var opgaven indprentet: lynhurtig erobring. Intet element var hidtil uset, men Sacchi samlede det hele i en buket og gjorde AC Milan til en frygtet maskine. Ilden strålede ud af øjnene på Baresi, Maldini og Gullit mod napolitanerne og i de følgende vinterkampe. Napoli genfandt fodfaestet, men da foråret kom, gik dampen på forunderlig vis af Maradona og mestrene.
Uden for klubmurene fattede kun få sympati med Sacchi. Hans systemer så stort på konventionerne i den italienske fodboldånd. Sacchi begravede catenaccioen. Som en kaetter negligerede denne spøjse professortype arven fra legender som Nereo Rocco, Helenio Herrera og Giovanni Trapattoni. I Jonathan Wilsons "Inverting the Pyramid" er han citeret for, at Italien havde en defensiv kultur, ikke kun inden for fodbolden, og det var grunden til, at landet i århundreder havde vaeret offer for invasioner. Problemet var mentaliteten, mente Sacchi, doven og defensiv.
Kommentarer som denne var som et rødt flag for den indflydelsesrige Gianni Brera, som mente, at enhver traener burde respektere den saerlige italienske spillestil. Catenaccio var ikke noget, man bare smed på møddingen, men det gjorde altså Sacchi, som havde andre planer. Når kritikken haglede ned over ham, yndede han at sammenligne sig selv med skikkelser, der havde betalt med deres liv for at gå nye veje. Personer som humanisten og filosoffen Giordano Bruno, der blev braendt som kaetter, da han tog det kopernikanske verdensbillede i forsvar. Det var ubegribeligt for Sacchi, at Serie A kunne råde over verdens bedste spillere, når klubberne spillede defensivt og kun lurede på det naeste kontraangreb. Han afskyede tanken om, at målene altid skulle baseres på den enkelte spillers magi, og ikke en samlet holdindsats.
Et halvt år efter ankelskaden vendte Van Basten tilbage til startopstillingen. Der resterede seks kampe, og trods den håbløse saesonstart var afstanden til Napoli reduceret til fire point. I den følgende kamp mod bundholdet Empoli havde AC Milan ikke imponeret, før den hollandske forward satte en modstander med en fodfinte og sendte et missil af sted uden for feltet. Kraften i skuddet var overvaeldende, og sekundet efter gik Van Basten i knae med armene strakt mod himlen. Den rette mand var tilbage, klar til slutspurten i Serie A.
I tredjesidste runde, på Stadio San Paolo den første dag i maj 1988, skulle den egentlige finale mellem Napoli og AC Milan stå. Med en sejr ville gaesterne overtage førstepladsen. Dette var opgøret, Italien havde ventet på. AC Milan havde ikke tabt en ligakamp i hele 1988, og i Napoli var der daekket op til det helt store brag. Byen var på den anden ende, og til napolitanernes lettelse så Maradona elektrisk ud fra det første minut. Men det var milaneserne, der tog føringen på en heldig scoring af Pietro Paolo Virdis. Inden pausen sendte Maradona dog San Paolo i ekstase, da han på et direkte frispark kanonerede bolden op i hjørnet. I anden halvleg, efter introduktionen af Van Basten, aendrede kampen karakter. AC Milan overtog alt. Et smukt indlaeg fra Gullit var som designet til Virdis, der headede bolden ned i jorden og forbi Claudio Garella i målet. Napoli-spillerne kiggede chokeret på hinanden. Famlende og udkørte. Helt galt gik det, da Gullit stormede forbi et helt forsvar i vildt tilbageløb og lagde bolden køligt ind til landsmanden Van Basten foran et tomt mål. De himmelblå napolitanere var styrtet fra førstepladsen og kunne ikke rejse sig, selvom Careca sørgede for 2-3, naesten ud af det blå. Resten af opgøret afvaergede den milanesiske forsvarsmur anført af Baresi og Maldini alt.
AC Milan slap ikke førstepladsen, og med mesterskabet to uger senere – efter blot at have lukket 14 mål ind i saesonens 30 kampe – indledtes et endnu større togt. For Sacchi og Berlusconi gjaldt det i den kommende saeson nu hele Europa. Og nu havde de omverdenens opmaerksomhed. AC Milan spillede sig gennem Mesterholdenes Europa Cup, og en aprildag i 1989 ventede den store test: returopgøret i semifinalen mod Leo Beenhakkers Real Madrid med profiler som Michel, Bernd Schuster, Manolo Sanchis, Emilio Butragueño og Hu
go Sánchez. Et hold med fire spanske mesterskaber på stribe og kurs mod det femte. Opgøret i Madrid var endt 1-1 på mål af Hugo Sánchez og Van Basten, der havde dirigeret bolden i mål på et flyvende hovedstød fra 12-13 meters afstand. Sammen med Gullit og den nye hollaender Frank Rijkaard havde han gjort rent bord ved Ballon d’Or-kåringen, og nu skulle trioen saette kronen på vaerket.
De faerreste, der så kampen, vil nogensinde glemme den. Blot fire dage tidligere var 96 Liverpool-fans blevet mast ihjel på Hillsborough Stadium i Sheffield i FA Cupsemifinalen mod Nottingham Forest. En tragedie, verden stadig forsøgte at forstå, da Berlusconi kaldte den uundgåelig og en konsekvens af menneskefejl og dårligt stadionbyggeri. På San Siro stoppede dommeren Alexis Ponnet kampen, så ofrene kunne mindes. Som journalisten David Lacey skrev i The Guardian:
“Den milanesiske himmel graed for fodbolden. I et land så fodboldbevidst som Italien var Hillsborough-tragedien ikke nogen fjern katastrofe på fremmed mark (…) De 75.000 tilskuere brød ud i et langt og respektfuldt bifald, og bag et af målene, i et inferno af røde romerlys antaendt i minutterne forinden, lød “You’ll Never Walk Alone”. Det var ingen stilfaerdig hyldest, men desto mere bevaegende.”
Real Madrid så staerkest ud i indledningen, men kom bagud efter 18 minutter. Gullit snoede sig som en slange i sivet, satte flere modstandere i højre side og afleverede på tvaers til Ancelotti, som afsluttede med et brag fra 22 meter. Bolden blev rettet af og strøg over målmand Francisco Buyo og dybt ind i nettet. Målet skulle vise sig at vaere begyndelsen på en nedslagtning, der lige dele benovede og chokerede de europaeiske fodboldseere. Syv minutter senere fordoblede Rijkaard føringen med et kraftfuld hovedstød, og før pausen gentog Gullit bedriften efter Donadonis tryllerier. AC Milan var overalt, Real Madrid ingen steder. Heller ikke i anden halvleg. En time inde i kampen var stillingen 5-0. Van Basten og Donadoni havde bidraget yderligere til ødelaeggelsen af madrilenerne, der lignede en flok gamle, udslidte maend.
I finalen foran 97.000 tilskuere på Camp Nou i Barcelona skete det igen. Bukarestklubben Steaua havde vundet turneringen tre år tidligere, men blev knust 4-0, Van Basten og Gullit med to mål hver. På sidelinjen stod Sacchi fra Fusignano, traener for verdens maegtigste klub med kaldenavnet “De Udødelige”.
Triumferne formede Italien. Catenaccioen krakelerede, og liberoen var nu en uddøende race. I stedet overtog målmanden denne rolle. Han skulle ikke laengere høvle bolden langt frem for enhver pris, men måtte spille med fødderne, når ellers det gav mening. Det zonebaserede presspil vandt frem på bekostning af de gamle mandsopdaekninger, og alting gik hurtigere. Fodbolden blev ikke skønnere, men mere fysisk og ofte mere låst, en drøj kamp om hver en meter.
Bag Sacchi stod Berlusconi. For forretningsmanden med de politiske ambitioner handlede det om mere end triumferne, selvom han elskede AC Milan og ikke kunne lade vaere med at blande sig i truppens sammensaetning og Sacchis taktiske dispositioner. AC Milan katapulterede Italiens rigeste mand ud til den brede offentlighed, og nu vidste alle italienere, hvem den tidligere krydstogtskibssanger var.
Berlusconi ejede tre nationale tv-stationer, som gjorde deres for at promovere AC Milan og skabe klubben som verdensberømt brand. Millionerne fra hans medieimperium lokkede store spillere til, og således var symbiosen komplet. Det hele til gavn for hovedpersonen selv, som snart skulle gøre sin entré på den politiske scene og nå den øverste tinde som landets ministerpraesident. Forandringerne i Serie A kom også andre steder fra, naermere bestemt laengere sydpå i byen med den gudsbenådede Diego Armando Maradona. Den lille argentiner kom til Napoli efter en forfaerdelig tid i FC Barcelona. Et naermest uhørt skifte. Verdens bedste spiller ankom til en dybt forgaeldet klub naer nedrykningsstregen. En klub, der aldrig havde vundet mesterskabet. Men for stjernen fra Buenos Aires’ slum uden elektricitet og rindende vand kunne skiftet ikke have vaeret bedre.
De passede sammen, Napoli og ham. De drømte stort, og de lignende hinanden. Den armodige, dysfunktionelle metropol med de staerke følelser, mafiaen, banderne og den skyhøje arbejdsløshed, som det aristokratiske og industrielle nord elskede at gøre grin med. Maradona maerkede straks kaerligheden til ham, og som den demagog han også var, lovede han at kaempe for de underkuede. Han ville vaere deres helt; oprøreren, der fik de rige, magtsyge klubber ned med nakken. Han skriver i selvbiografien "Touched by God" (2017):
“Jeg følte, at de elskede mig, at de virkeligt og inderligt elskede mig. Napoli var en vild by – lige så vild som mig, og fodbolden var som livet selv. Meget mindede mig
om mine rødder. Der havde vaeret sultestrejker, og folk havde laenket sig fast til San Paolo med en bøn om at se mig. Hvordan kunne jeg skuffe dem?”
Argentineren kom som sendt fra himlen, bogstaveligt talt, i en helikopter, der langsomt steg ned fra den lyseblå sommerhimmel over Napoli til 70.000 euforiske fans på San Paolo, der skrålede “Ho visto Maradona, ho visto Maradona”, jeg så Maradona, jeg så Maradona – ned til verdens staerkeste og rigeste turnering, Serie A med alle de internationale stjerner: Platini i Juventus, Zico i Udinese, Falcão og Cerezo i Roma,Elkjaer i Verona, Sócrates og Passarella i Fiorentina, Rummenigge i Inter og Michael Laudrup i Lazio – og senere også de gyldne trioer Van Basten-Gullit-Rijkaard i AC Milan, Brehme-Matthäus-Klinsmann i Inter.
Allerede i 1987, knap to år efter Maradonas himmelske entré, lykkedes det. Napoli vandt sin første scudetto. Året forinden havde Maradona vundet verdensmesterskabet med Argentina, og intet kunne tilsyneladende stoppe ham. Festen i Napoli varede i en måned. Folket dansede på busserne, drenge og piger på Vespaer kørte rundt med flag med Maradona, og de lokale bar Juventus-farvede kister gennem gaderne.
Uden for byens store kirkegård lød en bannertekst til de døde: “I ved ikke, hvad I er gået glip af.” Arrogante Milano og Torino havde endelig fået som fortjent. Detroniseret efter årtier med beskyldninger om, at Napoli kun var byen for de fattige og dovne, de beskidte og uuddannede. Men i Napoli kunne man også betjene sig af stereotyper. For mange af byens borgere var Norden gennemsyret af grådige mennesker med hjerter af sten og penge, altid penge, i tankerne. Også racismen levede i bedste velgående, og abelyde fra tilskuerraekkerne rettet mod mørke spillere var ikke sjaeldne. I sin debutkamp mod de senere mestre fra Hellas Verona fik Maradona en forsmag på løjerne. På et stort banner var ordene ikke til at tage fejl af: “Velkommen til Italien”. “Hele det sydlige Italien elskede mig. Jeg var deres symbol. Symbolet for det fattige syd mod det magtfulde nord, den, der tog fra det rige nord og gav til det fattige syd,” skriver Maradona selv i "Touched by God" (2019).
Han var elsket før mesterskabet, men nu var han forgudet. Napolitanerne medtog ham i deres bønner, og ved siden af Jesus og Jomfru Maria på vaeggene i de små hjem tronede hans portraet. Maradona var overalt. På T-shirts, plakater og vaegmalerier, portraetteret som en helgen. Napolis sønner blev opkaldt efter ham, og i den store by var han enhver mors søn og enhver kvindes kaereste. En ansat i en fiskehandel blev fyret for mangel på respekt, da han naegtede at baere Maradonas spillertrøje med nummer ti på ryggen. Et symbol på dårlig karma, mente den fornaermede arbejdsgiver. Nogle uger senere vendte den fyrede fiskehandler tilbage iklaedt trøjen, lovpriste Maradona i en sang og fik sit job tilbage.
Det sene natteliv var argentinerens akilleshael, og han kom ofte for sent til traeningerne. Efter sine ferier vendte han tilbage i dårlig fysisk form, og i saesonen 198990 naegtede han en overgang at spille som følge af klubbens flirt med et muligt salg til franske Olympique Marseille. Maradona vendte siden staerkt tilbage og førte an i Napolis andet mesterskab. Men den manglende disciplin sled på forholdet til byen og klubben.
Før den afgørende ottendedelsfinalekamp i den europaeiske mesterholdsturnering ude mod Spartak Moskva dukkede Maradona ikke op i lufthavnen, og en gruppe holdkammerater fandt ham i hans lejlighed efter endnu en nat med kokain og sprut i lange baner. Natten inden opgøret ankom han så til den russiske hovedstad i privatfly og tog direkte til Den Røde Plads i stedet for hotellet. Lenins mausoleum var lukket, men ved synet af Maradona lukkede det kommunistiske styre ham ind. Dagen efter røg Napoli ud efter straffespark.
Siden ankomsten havde Maradonas kokainmisbrug vaeret en offentlig hemmelighed. Han blev ofte set sammen med Camorraen, byens mafiasyndikat, der kontrollerede narkohandlen og andre lyssky aktiviteter som prostitution og hvidvaskning af penge. Ved Maradonas første pressemøde i Napoli dristede en journalist sig til at spørge, om han var klar over, at Camorraen havde hjulpet med at finansiere rekordhandlen med FC Barcelona. Klubpraesident Corrado Ferlaino blev rasende, og journalisten blev grebet af sikkerhedsvagterne og ført bort. Spørgsmålet hang stadig i luften knap tre år senere, mod slutningen af 1987-88-saesonen, da Napoli havde mesterskabet i haenderne, men kollapsede på spektakulaer vis. Bare ét point i de sidste fire kampe blev det til, og rygterne mente at vide, at Camorraen og de illegale bookmakere var involveret i klubbens uforklarlige nedtur.
En af de staerkeste klaner i Camorraen var Giuliano-familien, som Maradona var på venskabelig fod med. Han skaffede familien positiv opmaerksomhed, den skaffede ham kokain til gengaeld. Det lykkedes politiet at fremskaffe 71 billeder af Maradona sammen med medlemmer af den berygtede familie, men i retten afviste Maradona at kende til dens fangarme i underverdenen. Senere afslørede han imidlertid, at han godt vidste, hvem de var, som det viste sig i dokumentaren Diego Maradona (2019):
“De var som taget ud af filmen De uovervindelige om Al Capone. “Dit problem er mit problem,” ville de sige. De sagde, at de ville beskytte os.”
Alt aendrede sig efter verdensmesterskabet i Italien i 1990, hvor Argentina sendte vaertsnationen ud efter straffespark i semifinalen. Kampen blev spillet i Napoli, og Maradona forsøgte at spille på forskellene mellem nord og syd for at få tilskuerne på San Paolo over på argentinsk side. Som han sagde inden opgøret:
“Jeg bryder mig ikke om, at alle nu beder napolitanerne om at vaere italienske og støtte deres landshold. Napoli har altid stået i skyggen af resten af Italien. Det er en by, der lider under den mest uretfaerdige racisme.”
Kommentaren og Azzurris nederlag gjorde Maradona til en hadefigur uden for Napoli. La Gazzetta dello Sport kaldte ham djaevelen selv, og en meningsmåling i La Repubblica viste, at Maradona var mere hadet end selv de vaerste diktatorer og krigsforbrydere. Pressen kastede sig over ham, retsvaesenet gravede ufortrødent videre, og oven på episoden i Moskva havde Napoli-ledelsen fået nok. Ingen ville laengere beskytte manden, der sammen med Sacchis AC Milan havde løftet den italienske fodboldkultur til nye højder.
De sidste broer var braendt, og i 1991 faldt det hele sammen om ørene på hovedpersonen. På avisernes forsider kunne italienerne laese om Maradonas angivelige forbindelser til en narkoring styret af Camorraen. Otte gange lød hans stemme på inkriminerende telefonoptagelser, og han risikerede nu en lang faengselsstraf. Maradona endte med at gå fri af anklagerne, men blev sigtet for besiddelse af kokain og idømt betinget faengsel samt en bøde på fem millioner lire. Flere prostituerede gik til pressen og fortalte om naetter med sex og kokain, og i foråret 1991 blev Maradona testet positiv for kokain efter en kamp mod Bari. Straffen lød på 15 måneders karantaene – selv mente Maradona, at han var offer for en sammensvaergelse. Det store spørgsmål var, hvorfor det skulle tage syv år, før Maradona blev taget for kokain. Maradonas personlige traener Fernando Signorini gav sit besyv med i Diego Maradona (2019):
“Ingen var overrasket over, at Maradona blev testet positiv for kokain. Men staerke kraefter så en god anledning til at faelde ham en gang for alle.”
Da Maradona ankom til Napoli i 1984, var lufthavnen fyldt til bristepunktet. Da han forlod byen otte år senere, gjorde han det alene. En af fodboldhistoriens største havde forladt Italien med kurs mod hjemlandet. Tilbage var myterne om argentineren, der stadig betragtes som en guddom af store såvel som små i Napoli.
Traeerne voksede heller ikke ind i himlen for Arrigo Sacchi. Efter ni titler på fire år, heriblandt et mesterskab og to sejre i traek i Mesterholdenes Europa Cup, fulgte et år uden pokaler. Berlusconi vidste, at stjernerne i truppen var ved at få nok af Sacchi. Hans traeningsmetoder var for hårde, og han lyttede aldrig, lød det fra blandt andre de tre hollaendere. I begyndelsen kunne Berlusconi charmere sig ud af den ulmende konflikt, men da Van Basten bankede i bordet med eftertryk i 1991, valgte praesidenten side. Sacchi blev sat i forbindelse med jobbet som italiensk landstraener – hans dage i Milano var talte.
Mens Napoli faldt sammen efter Maradona, var AC Milan i en noget anden forfatning trods Sacchis afgang. Hjemmebanekampene på San Siro tiltrak op mod 80.000 tilskuere, og profilerne svaergede troskab til arvtageren, Fabio Capello, en haederkronet herre med en fortid som både spiller og ungdomstraener i klubben. Den nye chef byggede videre på Sacchis flydende spil, korrigerede med et staerkere fokus på defensiven og cementerede AC Milans position som verdens staerkeste fodboldhold. Capellos AC Milan indtog 1990’erne som det fineste eksempel på italiensk fodbolds ny guldalder. Her kunne ingen andre turneringer vaere med. Opgangen varede årtiet ud, men så fulgte problemerne.